2016 NFL draft review: Washington Redskins

Redskins tog chancen i tredje runde og det skal de have ros for. Læs her om holdets draft-klasse.

Draftklasse

WR Josh Doctson, TCU (1/22)
LB/S Su’a Cravens, USC (2/53)
CB Kendall Fuller, Virginia Tech (3/84)
DE Matt Ioannidis, Temple (5/152)
QB Nate Sudfeld, Indiana (6/187)
LB Steven Daniels, Boston College (7/232)
RB Keith Marshall, Georgia (7/242)

Det kunne vi lide

Før 2015-sæsonen var der folk, der mente, at Kendall Fuller ville blive 2016-draftens bedste cornerback. En alvorlig knæskade afsluttede dog sæsonen efter bare tre kampe, og skaden er af en karakter, så der angiveligt stadig er fremtidige spørgsmålstegn omkring hans helbred. Redskins forventer dog, at han som minimum bliver klar til training camp, og det havde høj værdi at vælge Fuller med 84. valget, når han på banen har kvalitet til 1. runde. Redskins gambler på helbreddet, men Fuller kan i bedste fald være et enormt boost til en cornerback-gruppe, der allerede tæller den nyankomne All-Pro Josh Norman og lovende Bashaud Breeland.

Det kunne vi ikke lide

Intet. Redskins fik god værdi hele vejen og fik lukket huller i truppen undervejs.

Sleeper

Før draften bemærkede én af mine amerikanske kilder, at Indianas Nate Sudfeld kan blive “den næste Tom Brady”. Det vil sige en spiller, der bliver valgt sent i draften og bliver en stjerne i NFL. Kilden mener, at Sudfeld besidder en størrelse (6’6, 234 pund) og armstyrke som få, men blot har brug for en dygtig positionstræner til at polere ham – som Brady havde det. Sudfeld imponerede som senior i 2015 – hans bedste år hos Indiana – men har langt igen. Men et spændende projekt er han. I øvrigt blev han valgt i 6. runde – som Brady – kun 12 pladser før Brady, der var 199. valget i år 2000. Så på det område er de i hvert fald ret ens.

2015 NFL Draft preview – Washington Redskins

Washington Redskins har fået ny general manager i Scot McCloughan, og han vil bringe mere fysik til hovedstadsklubben.

Redskins har hårdt brug for at opgradere på safety-positionen, men de skal også finde pass rush og styrke fysikken på den offensive linje.

2014 rekord: 4-12
Draft valg i de tre første runder: 5, 38, 69
Tre største behov: S, OLB, OL
General manager: Scot McCloughan (2015)
Head coach: Jay Gruden (2014)

Safety

Redskins har handlet sig til Dashon Goldson, men det er kun lige med til at dække det store hul på positionen. Ryan Clark har trukket sig tilbage, og Brandon Meriweather er free agent, så bag Goldson er Duke Ihenacho og Trenton Robinson, der til sammen startede én kamp sidste år. Så Redskins har hårdt brug for hjælp på safety-positionen. Der er ingen safeties med værdi til toppen af første runde, men hvis Redskins kigger i den øverste del af anden runde kunne Eric Rowe (Utah) eller Arizona States Damarious Randall være mulige valg til cover-2 systemet.

Outside linebacker

Brian Orakpo er taget til Tennessee Titans, og det betyder, at Redskins har mistet en stærk pass rushing linebacker. Ryan Kerrigan lavede 13,5 sacks sidste år, men han har brug for hjælp, for ingen ved, om Trent Murphy kan udvikle sig til en fast starter. I toppen af draftens første runde får Redskins alle muligheder for at vælge en stærk pass rusher, hvad enten der er Floridas Dante Fowler, Kentuckys Bud Dupree eller Clemsons Vic Beasley. Alle vil de kunne give Redskins mere pres fra ydersiden, og derfor kan McCloughan gå den vej tidligt. Hvis han venter, er UCLA’s Owamagbe Odighizuwa en mulighed i anden eller tredje runde. Det samme er Virginias Eli Harold.

Offensive line

McCloughan ønsker store, fysiske 320 pund tunge offensive lineman, der kan blokere i et powersystem. Center Kory Lichtensteiger, guard Chris Chester og højre tackle Tom Compton er alle omkring de 300 pund, og Redskins vil opgradere med et par offensive linemen i draften. Iowas guard Brandon Scherff er en mulighed i første runde, og det samme kunne Miamis tackle Ereck Flowers være det. I anden runde ligner Florida States Tre Jackson et godt fit, ligesom South Carolinas A.J. Cann kunne være et bud på en center. Penn States Donovan Smith er en tackle, som Redskins kunne overveje på andendagen.

2014 NFL Draft review: Washington Redskins

Det kunne vi lide
Washington Redskins havde brug for en højre tackle og fandt én i Morgan Moses. Han er langt fra poleret, for han har været ustabil hos Virginia og er ikke så “ond” på banen, som man kunne ønske sig, men han er en gigant med 35 3/8 inches-lange arme, der bør kunne presse holdets nuværende starter på højre tackle, Tyler Polumbus. Der var meldinger om Moses i 1. runde, men han faldt til toppen af 3. runde, hvor Redskins fik god værdi.

Det kunne vi ikke lide
General manager Bruce Allen sagde inden draften, at Redskins ikke havde nogen store huller, der skulle lukkes med draft picks, men det kan alligevel undre, at Allen fokuserede så lidt på forsvaret, som det var tilfældet. I 2013 tillod Redskins i alt 29,9 point pr. kamp – næstflest i NFL – og syv spillere i forsvaret er 30 år eller ældre. Derfor var det ventet, at Allen ville opgradere forsvaret over hele linjen og som minimum skabe noget konkurrence i form af mere dybde. Men kun to af de otte draft picks var forsvarsspillere herunder topvalget Trent Murphy, der blev valgt som nummer 47 – lidt højt for nogle eksperters smag. Bruce Allen vil sige, at han blot har fulgt holdets draft board, og at der for eksempel ikke var nogle safeties, der var værd at tage i de pågældende situationer, selvom safety-positionen kunne bruge lidt forstærkning. Men som minimum kunne Redskins have kigget ind i fremtiden og brugt lavere draft picks på spillere, der potentielt kunne udvikles til 2015, hvor aldersproblemet i forsvaret bliver endnu mere tydeligt.

Sleeper
Ikke siden Chip Lohmillers storhedstid har Redskins for alvor haft en stærk kicker, men det kan holdet nu have fået i 7. rundevalget Zach Hocker fra Arkansas, der er den første kicker, som Redskins har valgt i draften siden Jeff Hall i 1999. Hocker satte flere sparkerekorder hos The Razorbacks, og head coach Jay Gruden fortæller, at holdet især er imponeret af hans benstyrke, som Hocker i 2013 brugte til at ramme plet på tre af fire field goal-forsøg af mindst 50 yards. I Kai Forbath har Redskins en præcistsparkende kicker, men Gruden er ikke tilfreds med Forbaths kickoffs (14 touchbacks på 57 spark), og derfor kan Hocker som minimum blive kickoff-specialist hos holdet, hvis de beholder to kickers i truppen. En anden mulighed er, at han slår Forbath helt ud af truppen. Det er bestemt muligt i kraft af hans bedre benstyrke – og det vil sommerens træningslejre afgøre.

Analyse: Orakpo og Carrikers skader presser RG3

Presset på Robert Griffin III blev med ét markant større mandag aften.

Rookie-quarterbacken fra Washington Redskins måtte nemlig mandag se to af sine bedste holdkammerater slutte sæsonen efter bare to kampe – med en plads på injured reserve-listen. Outside linebacker Brian Orakpo er færdig med en skade i brystkassen, og defensive end Adam Carrikers sæson er slut på grund af en lårskade.

Dermed mistede 3-4-forsvaret to centrale dele, og det vil kun yderligere presse angrebet og “RG3”, der realistisk set vil komme under et større pres for at score point. Washington kan nu formentligt forvente at skulle ud i flere shootouts i 2012 for at vinde kampe.

Den femtebedste i NFL

Især Orakpos exit er et kæmpe, kæmpe slag for Redskins. Inden sæsonen rangerede Pro Football Weekly ham som NFLs femtebedste outside linebacker, og Pro Football Focus noterede, at han i 2011 samlet set – ud fra deres iagttagelser og optælling – lagde et omtrent lige så stort pres på modstanderens quarterback som Cowboys’ superstjerne DeMarcus Ware.

Uden Orakpo til at lægge pres på quarterbacken, vil også Redskins’ svækkede secondary få sværere ved at holde opdækningen. Et Redskins-forsvar, hvor safety Brandon Meriweather i øjeblikket er skadet, og hvor safety Tanard Jackson har en ét år-lang karantæne. Det secondarys problemer skulle netop kompenseres af et heftigt pres fra Washingtons “front seven”.

Nu hviler en stor del af presset på andenårsspilleren, den anden, startende outside linebacker Ryan Kerrigan, som nu skal tage over og løfte arven efter Orakpo. Let bliver det ikke, selvom Kerrigan er lovende og mere komplet end Orakpo – og det er svært at se, at Orakpo og Carrikers farvel til sæsonen ikke vil få en markant betydning for Redskins’ muligheder for succes i 2012.

Og nu er Redskins nødt til at kræve endnu mere af en 22-årig rookie bag center.

Draft preview: Washington Redskins

Washington Redskins har i deres egen optik gjort det eneste rigtige: De er gået “all in” på en at finde en franchise quarterback og vælger med draftens andetvalg Baylor quarterback Robert Griffin III. Om prisen – to fremtidige førsterundevalg og et andenrundevalg i årets draft – er det hele værd, vil kun tiden vise. Men man må give head coach Mike Shanahan og ejer Dan Snyder kredit for at satse hele butikken og bevæge sig videre fra Donovan McNabb, Rex Grossman og John Beck, der de sidste to år blot har givet Redskins 11 sejre. Med behovet for en quarterback af vejen, er der åbnet op for, at Redskins kan fylde op på andre positioner.

Safety
Redskins har mistet LaRon Landry men har til gengæld signet flere andre navne på korte aftaler. Tanard Jackson blev fyret af Tampa Bay Buccaneers, da han ikke bestod et lægetjek, og han har også været suspenderet. Han spiller på en etårig aftale, og det samme gør Madieu Williams, mens det tidligere New England Patriots-førsterundevalg, Brandon Meriweather, har fået en kontrakt på to år.

Redskins skal finde en fremtidig starter på free safety, og der burde være lidt at hente i tredje eller fjerde runde. Både Boise States George Iloka og Oklahoma States Markelle Martin vil passe godt til Redskins’ system, og specielt Iloka er en stor, fysisk, atletisk type, der kan dæmme op for de stadigt mere dominerende tight ends i ligaen.

Læs videre…