Blog: Sensationer og årtiets bedste NFL-kamp

Det var en slutspilsuge, der bød på lækkerier for forsvarsfans. New York Giants’ lagde heftigt pres på Aaron Rodgers i Green Bay og slog de forsvarende mestre ud, Houston Texans’ dominerede forgæves i Baltimore og San Fransisco 49ers straffede enhver angrebsspiller, der vovede at sætte hænderne på bolden, og sendte New Orleans Saints på ferie for at pleje blå mærker og hjernerystelser.

Best. Game. Ever.

Det var weekendens første kamp, der var den største. 49ers’ sensationelle gysersejr på 36-32 over New Orleans Saints var måske den bedste kamp i det årti jeg og en generation af danskere, der startede med at se NFL på TV2 Zulu, har oplevet.

"Best. Game. Ever"

Med den besked sluttede en kort SMS-korrespondance mellem en kammerat og jeg i slutminutterne af kampen. I de foregående beskeder havde vi skiftes til at skrive ”wow”, for de sidste fire minutter var en ufattelig afslutning på en i forvejen utrolig kamp.

Aldrig har jeg råbt, jublet og været så oppe at køre over en NFL-kamp eller nogen som helst anden sportskamp for den sags skyld. Og jeg er ikke engang fan af hverken 49ers eller Saints.

I de første 56 minutter sad jeg allerede med følelsen af, at det var det bedste football, jeg nogensinde har set, primært fordi kampen bød på en unik matchup: Saints’ superangreb mod 49ers mur af et monsterforsvar.

49ers’ spillede hårdt, hurtigt og ikke mindst disciplineret. De to safeties Donte Whitner og specielt Dashon Goldson fløj til bolden, cornerbackene Carlos Rogers og Tarrell Brown sad klinet til Saints-receiverne i mandsopdækning og oppe foran udnyttede defensive end Justin Smith og Co. den gode opdækning og deres egen råstyrke til at lægge et hårdt pres på quarterback Drew Brees.

At Saints alligevel scorede 32 point, fortæller hvor godt og klogt Saints spillede med bolden i hænderne. Udover en enkelt ukarakterisk fejl af Brees, der kostede en Dashon Goldson-interception og syv point, fandt quarterbacken de små huller, der var i 49ers-forsvar. 15 grebne bolde – en slutspilsrekord – af running back Darren Sproles, vidner om at Brees ikke var bleg for at smide bolden af til sin nødreceiver, når alt var dækket dybt i banen – og det var det ofte.

Saints’ tålmodighed så ud til at betale sig, da 49ers forsvar endelig dummede sig med fire minutter tilbage og lod Sproles gribe en bold i fuld firspring. Den lille running back sprintede 44 yards til endzone og for første gang var gæsterne foran med 24-23.

Man sukkede næsten skuffet, fordi sensationen og spænding til sidste fløjt så ud til at udeblive.

I de første 56 minutter havde det nemlig været knap så stor en fornøjelse, at se Saints’ forsvar og 49ers’ angreb på banen, og man sad nogle gange næsten og glædede sig til 49ers skulle punte. For så kom der mere Brees og mere af 49ers' D.

Trods to touchdown-kast i første quarter formåede quarterback Alex Smith ikke at læse Saints’ blitzes, den offensive koordinator Greg Roman ikke at kalde spil, der lod Smith slippe hurtigt afsted med bolden og da det endelig lykkes for Smith og Roman tabte receiverne bolden.

Det gik hurtigt i glemmebogen i de sidste fire minutter, da Smith med et kæmpe pres på skuldrene først lobbede en lækkerbidsken ned i tight end Vernon Davis’ arme, og derefter endelig læste blitzen og løb væk fra et helt forsvar og direkte i endzone. 29-24.

Men Saints udnyttede kort efter fejl nummer to af 49ers’ forsvar. Donte Whitner dummede sig og gik efter bolden i stedet for manden, og tight end Jimmy Graham kunne igen punktere sensationsballonen med et 66-yard touchdown. Saints foran med tre.

Og så måtte Smith igen vise klassen, igen med Vernon Davis i hovedrollen. Først greb tight end'en bolden og løb 47 yards ned ad banen, og med ni sekunder igen hev han et imponerende catch ind på et lige så imponerende kast fra Smith.

Best game ever? I min tidshorisont. Klart ja.

Quarterbacken er stadig afgørende

Det var på mange måder en uge, hvor det igen viste sig, at et godt forsvar er en nøgleingrediens til succes i slutspillet. 49ers rejste sig fra ni år slutspilstørke takket være forsvarsspil, som jeg sjældent har set mage til. New York Giants knockoutede Green Bay Packers ved at lægge pres på MVP-to-be Aaron Rodgers og forcere tre fumbles af de forsvarende mestre. Og Houston Texans overkom urimeligt mange skader på angrebet takket være et superforsvar og kom for første gang nogensinde i slutspillet, hvor de gav Baltimore Ravens kamp til stregen.

Til gengæld viste divisional playoffs-runden også, at en god quarterback stadig er et krav for at kunne gå hele vejen.

Hvis ikke Alex Smith var trådt i karakter i de sidste fire minutter, skulle NFC-finalen på søndag spilles i New Orleans og ikke i San Fransisco. Uden en stærk Eli Manning havde Giants måske ikke kunnet gøre arbejdet færdigt i Green Bay. Og netop på grund af manglen på rutine på NFL’s vigtigste position røg Texans ud i Baltimore.

Houston imponerede ellers og var Ravens overlegne på mange måder. Specielt i skyttegravskrigen på begge sider af bolden lover 2011-sæsonen godt for Texans’ fremtid. Mod Ravens neutraliserede deres offensive linje alt der mindede om et pass rush og åbnede huller for super-running back Arian Foster, og den defensive linje sackede quarterback Joe Flacco fem gange anført af rookie J.J. Watt.

Men det var en anden rookie, quarterback T.J. Yates, der endte med at afgøre kampen for Texans. Desværre på den dårlige måde. Femterunde-valget viste ellers mange gode ting søndag. Han kan fornemme og undgå pass rushet, tyre bolden ind til sine receivere inde over midten og slippe hurtigt afsted med bolden, når der er behov for det.

Til gengæld mangler han også rutine. Han tog en håndfuld dårlige beslutninger, hvor tre af dem kostede interceptions. Og det var forskellen på AFC-finale og ferie i nederlaget på 13-20.

Læs videre på næste side

Tebow Time… Out

Der var meget mere end syv points forskel på Denver Broncos og New England Patriots lørdag nat, som endte 45-10. Faktisk også mere end de 35 point, der stod på pointtavlen.

Denver var langt fra gode nok. Forsvaret var for ringe, angrebet var for ringe, Tim Tebow var for ringe. Quarterback-fænomenet flyttede bolden 136 yards gennem luften og løb for sølle 13 yards.

Denver dumpede så markant, at det virker som lysår siden "Miraklet på Mile High" i sidste uge, hvor Tebow kastede for 316 yards, og wide receiver Demaryius Thomas knockoutede ligaens på papiret bedste forsvar – Pittsburgh Steelers – i overtiden med et 80-yard touchdown.

Dengang sejlede Steelers’ All-Pro spillere til tider rundt. Safety Troy Polamalu dækkede medspillere op, linebacker James Harrison forstod ikke, at Tebow kan finde på at løbe bolden og på det afgørende touchdown glemte en af de to safeties, at han havde ansvar dybt i banen.

Patriots spillede til gengæld disciplineret, overholdte aftalerne og lod ikke Tebow slippe ud af lommen, hvor han kan trylle de magiske spil frem.

Netop inde i lommen kunne man også se, hvor begrænsede Tebows evner som quarterback er, og det bliver spændende, hvor meget trænerstaben kan flytte Tebow i den lange offseason, som Broncos fortjent går i møde.

Sårbare Packers underpræsterede

15 sejre og 2 nederlag kan godt være en skidt sæson. I hvert fald når man er forsvarende Super Bowl-mestre, førsteseedet og ryger ud efter sin første slutspilskamp.

Trods en imponernede statistik på 21 sejre i de sidste 22 kampe, var Packers et sårbart hold, allerede inden de løb ind på Lambeau Field søndag aften. Packers har godt nok været uslåelige, når Rodgers har ramt sit supermandsniveau, men han skulle også være supermand for, at Packers skulle gentage sidste års triumf. Det var han ikke mod New York Giants, og Packers havde ingen andre spillere, der trådte i karakter. Tværtimod.

Tre fumbles, otte tabte bolde og mentale fejl i forsvaret. Sådan slutter man en supergod sæson af på en superdårlig måde.

– Vi havde en regulær sæson, der var af mesterskabsklasse, men vi spillede ikke godt i dag, sagde Rodgers efter kampen, som de tabte med 37-20.

Jeg køber ikke, at Packers var sløve, uskarpe og dårligt motiverede, fordi de havde siddet over i en uge. Packers løb ind i et godt spillende Giants-forsvar, der lagde pres på Aaron Rodgers, dækkede tæt op og tvang bolden fri fra et ellers fumble-frit Packers-hold.

Packers 15. sejre i år er primært blevet til på baggrund af overmenneskelige præstationer fra Rodgers og en gruppe af receivere med harpiks på handskerne. Søndag var harpiksen frosset til is i Green Bays vintervejr, og Aaron Rodgers var pludelig ikke millimeterpræcis mere.

Og Packers’ forsvar, der har lavet bunkevis af turnovers i den regulære sæson, begik i stedet dumme fejl, som quarterback Eli Manning straffede.

I første quarter fik safety Charlie Peprah ikke armene rundt om Giants’ Hakeem Nicks og stoppet ham for 15 yards, i stedet holdt wide receiveren sig på benene og løb en halv banelængde på vejen i endzone.

Og med seks sekunder tilbage i første halvleg, og Manning klar til modtage snappet på Packers’ 45 yard-linje, fulgte de to cornerbacks Jarrett Bush og Sam Shields ikke Giants’ receivere, der alle løb dybt, og så var angrebet pludselig i overtal i endzone. På et Hail-Mary-spil!

Det udnyttede Eli Manning til at ramme Nicks igen, og Giants fik syv gratis point inden pausen.

Det betød tidligt exit for de største favoritter af dem alle, mens Giants pludselig ligner det hold, der vandt Super Bowl i 2007-sæsonen. Nu bare med en endnu bedre Eli Manning under center.

Læs videre på næste side

I øvrigt…

… løb Arian Foster for 95 yards inden pausen mod Ravens. Den hidtil bedste præstation af en running back mod Ravens’ forsvar i slutspillet var den tidligere Tennessee-running back Eddie George tilbage i 2000, som løb for 91 yards – i en hel kamp. Foster nåede næsten 100 på en halv time. Han sluttede med 132 yards.

… gentager jeg nok bare et spørgsmål, som alle i NFL har stillet sig selv masser af gange de sidste to år: Hvordan var det lige, at Arian Foster faldt igennem hele draften?

… havde Ravens’ receivere svært ved at slippe fri af Texans’ opdækning hele dagen, men de lavede til gengæld nogle lækre catches på nogle flotte kast fra Joe Flacco. Både Lee Evans og Anquan Boldin greb bolden med en hånd.

… vidnede de få gule klude i 49ers-Saints også om kampens kvalitet. Tre accepterede straffe blev det til.

… er Marques Colstons touchdown det bedste eksempel på, hvor gode Drew Brees og Saints skulle være for at score mod 49ers’ forsvar det meste af kampen. På tv-billederne ligner det umiddelbart, at Colston er en halv meter ude af banen, da Brees lægger bolden ned i hænderne på ham. Men Colstons får begge sæt tæer indenfor, og bolden ligger det eneste sted, han kan gribe den. 10 centimeter længere til venstre bliver den formentlig slået ned af cornerback Chris Culliver, og 10 centimer til højre er Colston ude af banen.

… nu vi snakker om perfekte kast: Tom Brady til Deion Branch for et 61 yard-touchdown.

… er det et af de vildeste defensive spil, 49ers Justin Smith lavede med 10 minutter tilbage af kampen, da han trynede offensive tackle Jermon Bushrod tilbage i Drew Brees, hang hen over ham og hev Drew Brees, Bushrod og sig selv ned. I statistikken er det bare et incomplete pass. I virkeligheden bare: Wow…

… kan New England Patriots med tight end Aaron Hernandez som running back køre stort set alle typer spil selvom de ikke skifter ud. Hernandez løb fem gange for 61 yards, da han overraskende linede op som running back ved siden af Tom Brady i Patriots’ no huddle-angreb.

… havde Denver Broncos 15 offensive spil, hvor de mistede yards. Det vil sige, at mere end hver femte offensive spil, var negativt for Broncos. 18 spil mere gav ingen yards på grund af et incomplete kast eller et løb for 0 yards.

… fejlede de unge superreceivere for Packers, men gode gamle old man Donald Driver var skarp, de tre gange han fik kastet bolden til sig. Tre svære catches for 45 yards og et touchdown.

… betød Aaron Rodgers’ kamp (26/46 for 264 yards, to touchdowns og en interception), at hans passer rating blev 78,5. Så lav en rating har han ikke haft siden NFC-finalen sidste år, hvor Bears’ forsvar interceptede ham to gange og sendte ham ned på 55,4.

… var det et vildt dårligt fumble return Giants’ safety Antrel Rolle fik tumlet sig frem til, da fullback John Kuhn mistede bolden i andet quarter. Rolle havde fem mand foran sig i venstre side, men væltede i stedet til højre og ind i hele Green Bays angreb

… har Hakeem Nicks overskygget sin holdkammerat Victor Cruz, der var den store sensation i den regulære sæson. I to slutspilskampe har Nicks grebet 13 bolde for 280 yards og fire touchdowns.

Blog: Wild Card-magi i Denver

En ung wide receiver fik sit gennembrud i Denver, Falcons insisterede på at kæmpe i undertal og tabte og et par fløjtegale dommere spillede uheldige hovedroller i en vild Wild Card-weekend.

Wow, for en vild Wild Card-weekend. Specielt hvis man var en NFL-natteravn, der blev oppe til det sidste snap både lørdag og søndag. Først drillede Detroit Lions favoritterne fra New Orleans Saints i tre kvarter, inden det ventede alligevel skete, og søndag bød på et vanvittigt overtidsdrama, hvor det var quarterback Tim Tebow, Broncos og ikke mindst wide receiver Demaryius Thomas, der leverede de store spil og slog Big Ben Roethlishberger og Pittsburgh Steelers.

Thomas og Tebow Time!

Tebow dansede, fightede og tryllede sig fri af gæsternes frygtede pass rush og bombede Steelers i sænk med 316 yards på bare 10 completede kast i 29-23-sejren. Der var altså mere end 30 yards, hver gang en receiver greb bolden for Broncos.

Mens Tebow var overraskende forrygende, var det et chok, at Demaryius Thomas var så dominerende. Andenårs-receiveren greb fire bolde for 204 yards med det afgørende 80-yard touchdown i overtiden, hvor han først susede fri af cornerback Ike Taylor og greb bolden, derefter trynede ham med en stiv venstre arm i facemasken og til sidste sprintede i endzone og sendte Denver videre til en ny slutspilskamp i New England på lørdag.

Thomas’ topniveau var velkendt efter han blev draftet i første runde tre valg før Tebow, men på grund af skader har han kun vist evnerne i glimt. Søndag gjorde han den dygtige Ike Taylor rundtosset , og når Thomas ikke plukkede bolden ned for næsen af den rutinerede cornerback, tvang han ham til at tage ufine metoder i brug, og så fik Broncos alligevel vigtige yards.

Broncos grundlagde sejren i utrolige 15 minutter i andet quarter, hvor de forvandlede 0-6 til 20-6. Tim Tebow kastede for 180 yards og stod for begge touchdowns. Et med sin venstrearm og et med sine ben.

For Steelers var det nok historien om et såret hold, der til sidst havde mistet for mange nøglespillere. Og selvom Ben Roethlishberger spillede hele kampen og førte gæsterne til overtid, må hans forstuvede ankel, som tydeligt hæmmede ham, stille kritiske spørgsmålstegn ved head coach Mike Tomlins beslutning om at lade sin quarterback spille i to yderligere december-kampe, siden han forstuvede foden den 8. december mod Cleveland Browns.

Det var dog forsvarets manglende evner til at holde styr på og ramme Tebow, der var hovedårsagen bag nederlaget. Ikke et eneste sack blev det til for de syv forreste, og bagerst tillod safety Troy Polamalu og Co. dybe kastespil for 51, 30, 58, 40 og til sidst 80 yards.

En fumble er en fumble er et incomplete kast

Hvis der er nogen, der efterhånden forstår, hvornår en fumble er en fumble, og hvordan det kan omstødes via videoreplay, er det imponerende. Jeg troede, at jeg havde nogenlunde styr på det, men da Steelers’ wide receiver Mike Wallace ikke kunne få kontrol over et bagudrettet kast mod Broncos, kunne forsvaret pludselig ikke få bolden, selvom de var først over den. Åbenbart fordi en dommer var for hurtig med fløjten i den tro, at det var et fremadrettet kast.

Det troede jeg – og tilsyneladende også den samlede skare af NFL-journalister på Twitter – ellers var netop det der blev ændret, som konsekvens af den kæmpebommert som dommer Ed Hochuli stod for tilbage i 2008. Dengang – også i Denver – pustede Hochuli for hurtigt til den lille ært i fløjten og kaldte en åbenlys fumble af daværende Broncos-quarterback Jay Cutler for et incomplete kast. Det forvandlede en afgørende turnover til en ekstra chance og kort efter en Broncos-sejr. NFL tog konsekvenserne og ændrede på reglerne, så forsvaret godt kunne få fat i bolden, selvom en dommer skulle få en pludselig fløjte-hjerneblødning.

Men søndag aften viste det sig, at forsvaret stadig ikke kan samle bolden op, når en dommer har fløjtet spillet af som et incomplete kast, selv om det tilsyneladende kan være en fumble.

Forskellen skulle være, at det var et bagudrettet kast – en såkaldt lateral – fra Ben Roethlishberger, ifølge den tidligere NFL-chefdommer Mike Pereira, som nu oversætter komplicerede NFL-regler for tv-kanalen FOX.

– NFL skal måske se på de fremadrettede/bagudrettede kastespil. I college football kunne dommerne have givet bolden til forsvaret. Det er formentlig en bedre regel, tweetede Pereira under kampen.

Uanset hvad NFL gør, bør de også kigge på de fløjteglade dommere. Steelers kom tilbage fra 6-20 søndag, og måske kun fordi det der skulle have været en fumble og en Broncos-bold blev til anden down. Syv spil senere blev det til et Steelers-touchdowndrive og en pludselig tæt kamp.

Og lørdag aften blev Detroit Lions reelt frastjålet et defensivt touchdown, fordi en anden dommer blæste fejlagtigt i fløjten. Drew Brees blev sacket i andet quarter og bolden fløj fri. Lions var først over bolden, men fløjten stoppede spillet, selv om linebacker Justin Durant havde bolden i hænderne og satte kurs mod endzone. Og det var altså selvom spillet rent faktisk blev kaldt korrekt som en fumble på banen!

Nu endte begge situationer lykkeligt for de involverede dommere. Broncos vandt kampen i overtid takket være det forrygende kast fra Tebow til Thomas, og Saints vandt suverænt takket være 35 point i anden halvleg.

Men der bør komme en grundig diskussion af, om dommerne i sådanne situationer skal holde fløjten i ro for en stund. Måske efter samme koncept, som linjedommerne i europæisk fodbold, der for få år siden fik besked på at holde offsideflaget langs siden, indtil de var sikre på at der rent faktisk var offside.

På NFLsk kan det løst formuleret betyde, at hvis bolden flyver fremad, når en forsvarsspiller rammer quarterbacken, eller bliver bolden kastet nogenlunde parallelt med line of scrimmage, så skal dommeren vente og se hvad der sker.

Læs videre på næste side

Nervøse Foster blev dagens mand

Slutspillet er bare noget andet og meget mere end den regulære sæson. Det kunne man se på running back Arian Foster, da han og Texans for første gange betrådte det forjættede land i NFL-verdenen. Første spil, fumble, som Foster selv fangede. Andet spil, false start.

– Jeg var lidt spændt, erkendte Foster.

Med 153 yards og to touchdowns endte det alligevel med at blive en stor dag for Arian Foster, og for Texans, der vandt 31-10.

De unge gæster fra Cincinnati Bengals spillede ellers det bedste football i første halvleg mod et nervøst hjemmehold. Til gengæld startede Bengals’ rutinerede head coach Marvin Lewis kampen, som en uerfaren rookie. Han smed sine to challenges væk i første halvleg på to beslutninger, der virker tåbelige, fordi der ikke var skyggen af bevis eller indicier for at kendelserne kunne blive omstødt. Der var kun et fjollet håb. Intet andet.

Midt i mellem de to håbløse røde klude, Lewis smed, var der endda en mulighed for at gøre en usikker Foster til et rystende nervevrag. Før running backen løb i endzone og udlignede til 7-7, så det ud til at Foster fumblede for anden gang, og Bengals fik fat i bolden. Dommerne dømte imidlertid Foster nede, men den kendelse så tvivlsom ud på den langsomme gengivelse, og det kunne have været et kæmpe spil, der kunne have givet masser af momentum til Bengals.

Bengals havde muligheden for en stor turnover igen i anden halvleg, da safety Chris Crocker havde begge hænder på et skidt kast fra quarterback T.J. Yates, men Crocker tabte bolden. I stedet for et defensivt touchdown og udligning til 17-17 kunne Reliant Stadium først sukke lettet over et incomplete kast og tre spil senere juble over et 40-yard touchdown fra Yates til wide receiver Andre Johnson.

Chris Crockers tabte interception er et godt eksempel på, hvordan et enkelt spil kan vende eller afgøre en NFL-kamp eller omvendt ikke gøre det. I slutspillet bliver effekten af disse ”swing plays” forstærket, fordi det ene spil kan betyde forskellen på vind eller forsvind.

Det er også grunden til, at det er så vigtigt at få tøjlet de fløjtegale dommere, for der sidder helt sikkert tusindvis af Lions-fans derude og spørger sig selv: Hvad nu hvis Justin Durant havde returneret den bold til endzone og Lions var kommet foran med 21-7?

Lions manglede dræberinstinktet

De Lions-fans kan samtidig ærgre sig over flere missede muligheder for holdets forsvar. Første halvleg var fænomenal af et hold, der kun kunne overraske i New Orleans. Angrebet med quarterback Matthew Stafford og wide receiver Calvin Johnson var ustoppeligt og offensiv koordinator Scott Linehan havde konstant Saints’ forsvar på hælene i kampens indledning.

Samtidig leverede forsvaret med to forcerede fumbles og kun 10 tilladte point i første halvleg den vare, der skulle til for Lions havde en chance for at slå storfavoritterne. Til gengæld fik de aldrig stoppet Saints’ løbeangreb, som fik alt for mange yards og tvang Lions til at blive ved med at respektere løbespillet og dermed Drew Brees’ løbefinter i anden halvleg. Derfor havde Saints bolden i lang tid af gangen i anden halvleg og endte med at score touchdowns på sine fem første drives i efter pausen.

De få muligheder som Lions havde for at vende kampen, tabte de på det kunstige underlag i Mercedes-Benz Superdome. Cornerback Aaron Berry kopierede Chris Crocker, da han ikke kunne gribe en sen julegave, og Saints øgede kort efter føringen til scoringer. Saints var nemlig kun foran 24-21 i starten af fjerde quarter, da et sjældent skidt Drew Brees-kast strøg gennem hænderne på en mutters alene Berry. I stedet for at sætte sig på bænken og heppe på Stafford og Calvin, måtte Berry i stedet se lille Darren Sproles suse forbi ham tre spil senere på hans vej til endzone.

– Den kamp havde alt at gøre med forspildte muligheder på forsvaret, sagde Lions’ head coach Jim Schwartz efter kampen.

Læs videre på næste side

Aggressive Falcons insisterede på et dumt spilkald

I New Orleans viste head coach Sean Payton det sædvanlige mod ved at beholde sit angreb på banen på tre fjerde downs og angrebet takkede for tilliden ved at konvertere tre gange.

Anderledes skidt gik det for Saints’ divisionsrivaler Atlanta Falcons på fjerde down, da de søndag gæstede New York Giants. Alle tre gange, hvor head coach Mike Smith valgte at droppe et field goal-forsøg for at få en ny første down, mislykkedes den aggressive beslutning.

Jeg elsker, når head coaches på fjerde down beholder spillerne på banen, og i Falcons’ tilfælde skulle de skaffe mindre end en yard de to første forsøg. Til gengæld har jeg et problem med at Falcons begge gange forsøge at sneake bolden de sidste centimeter med Matt Ryan, fordi Giants’ forsvar helt tydeligt forventede lige præcis det spil. Den defensive linje stod med alle fire mand helt tæt sammen, og yderligere to linebackers klemt ind i mellem de store drenge. Det vil sige seks forsvarsspillere mod Falcons’ fem mand store offensive linje, og alligevel insisterede Falcons på, at quarterback Matt Ryan skal igennem den store klump.

Det virker ærlig talt dumt, når Ryan kan stå og kigge på de dårlige udsigter til en konvertering og alligevel snapper bolden.

– Det er mindre end en yard. Mindre end en halv yard. Jeg mente, at det var det rigtige spil begge gange, men vi udførte det ikke ordenligt, forklarede Mike Smith.

Falcons var med i kampen helt til wide receiver Hakeem Nicks scorede et 72-yard touchdown i slutningen af tredje quarter. Det var kun tre spil efter Falcons for anden gang fejlede på fjerde down ved stillingen 10-2.

At forsvaret skulle score gæsternes eneste to point i kampen er ironisk og sikkert bittert for Falcons-folket. Holdet betalte en høj pris (to første-, et anden- og to fjerderundevalg) for at vælge wide receiver Julio Jones i draften sidste forår, og han skulle give holdet den nødvendige offensive slagkraft til at score i samme tempo som Green Bay Packers og New Orleans Saints i NFC-slutspillet. Og da holdet endelig nåede slutspillet, scorede angrebet ikke et eneste point. Jones havde dog et godkendt bidrag med 73 yards på otte boldberøringer.

Læs videre på næste side

I øvrigt…

… har T.J. Yates nu vundet flere slutspilskampe end Matt Ryan.

… har 3+’s Henrik Levysohn udviklet sig til Danmarksmester i at forklare komplicerede NFL-spil til tv-seerne. Hans pædagogiske og hurtige introduktion til Broncos-angrebets zone read og option-spil var topklasse.

… kunne Steelers’ berygtede linebacker James Harrison godt bruge en enetime med Levysohn. Harrison var konsekvent elendig til at holde styr på Tim Tebow, når quarterbacken løb bolden i Harrisons side af Steelers-forsvaret.

… har Harrison tilsyneladende lært noget af den ene spilledags karantæne, han fik i december for et hjelm mod hjelm-hit på Browns’ quarterback Colt McCoy. I hvert fald gik han i benene på wide receiver Eric Decker mod Broncos. Decker er næppe begejstret for dette lovlige alternativ. Han gik ud af kampen med en alvorlig knæskade.

…bidrog Henrik Levysohn også med en flot analyse af Texans’ defensive end J.J. Watt’s interception mod Bengals. Den kunne guard Mike McGlynn have forhindret ved at gå ind i en blokering af Watt, som det hurtige kastespil Bengals kørte faktisk dikterede, sagde Levysohn. Hos NBC i USA er Sunday Night Football blandt andet et godt produkt, fordi kommentator Cris Collinsworth hver søndag kan gøre seerne bare en lille smule klogere på football. Hvis 3+ kan få Levysohn til at gøre det samme for en krævende seerkreds i Danmark er de nået rigtig langt.

… var running back Pierre Thomas næsten ustoppelig for Saints. Han nærmest nægtede at lade sig tackle med bolden i hænderne og skaffede fem første downs og scorede et touchdown på 14 boldberøringer.

… bør Cedric Benson have røde ører i Cincinnati og ikke på grund af vinterkulden i Ohio. Da Bengals fejlede et fjerde down og tre-forsøg i starten af fjerde quarter, undlod running backen at kigge tilbage efter bolden, selvom quarterback Andy Dalton gerne ville kaste hurtigt til ham. I stedet var Dalton nødt til at holde på bolden og kaste bolden langt i håbet om et mirakel, der udeblev.

… nåede jeg i sidste uge at høre en podcast fra Sports Illustrated, hvor Football Outsiders Aaron Schatz påpegede, at Saints’ cornerback har haft en rigtig god sæson efter et formdyk sidste år. Greer viste, hvad Schatz mente, med to interceptions lørdag nat.

… kan det godt være, at der ikke var megen kreativet fra Mike Smith og offensiv koordinator Mike Mularkey i deres fjerde down-kald, men de havde til gengæld en lille nydelig ”end-around” til Julio Jones, hvor hele angrebet bevæger sig mod højre og Jones – gemt i bunken af offensive spillere – bevæger sig modsat og får bolden i hænderne. Det gav godt nok kun 13 yards, men det var et lækkert designet spil.

… virker Falcons’ offensive problemer endnu mere mærkelige, fordi Giants’ forsvar ofte så forvirret ud. Blandt andet på en lang tredje down lige efter pausen, hvor cornerback Corey Webster slår ud med armene, lige inden snappet. Men trods den dårlige kommunikation fulgte Webster med i mandsopdækning og slog bolden ned.

… var Eli Mannings touchdownkast til Mario Manningham smukt.

… tabte Falcons’ wide receiver Roddy White to bolde mod Giants, efter at have ført ligaen i den samme kedelige statistik med 15 styk i den regulære sæson.

… har Denver ikke bare dygtige pass rushers i Elvis Dumervil og Von Miller. Også Robert Ayers viste musklerne frem, da han slyngede tackle Max Starks på jorden med et kraftfuldt bull rush i andet quarter. Ayers lavede to sacks.

… dummede begge hold sig lige inden pausen i New York. Først troede Giants, at de havde fået første down med halvandet minut tilbage, men et utroligt ringe spot betød, at det faktisk var tredje down og en. Derfor betød det næste spils incomplete kast, at Giants måtte punte. Den dumhed overgik Falcons kort efter, da quarterback Matt Ryan først forsøgte at løbe bolden med 40 sekunder tilbage, fik tre yards ud af det, og derefter undlod at bruge en timeout selvom holdet havde tre timeouts. 25 sekunder løb af uret, Falcons fik ikke nogle point på tavlen, men gik i stedet til pause med to timeouts i overskud fra første halvleg.

… ved jeg det godt. Jeg har ikke skrevet nok om Lions’ wide receiver Calvin Johnson. Alle ved at han skulle have bolden mod Saints, og alligevel greb han den 12 gange for 211 yards og to touchdowns. I de sidste fire kampe i år, hvor han havde tre 200-yard kampe, greb han samlet 36 bolde for 771 og seks scoringer. Hvad mere er der at sige om Johnsons afsindige sæsonafslutning?