2017 NFL draft review: Tennessee Titans

Jon Robinson hjalp Marcus Mariota med tre pass catchers i de tre første runder. Det virkede dog som et reach at tage Corey Davis med det femte valg, når der var bedre spillere på brættet.

Draftklasse

WR Corey Davis, Western Michigan (1/5)
CB Adoree’ Jackson, USC (1/18)
WR Taywan Taylor, Western Kentucky (3/78)
TE Jonnu Smith, Florida International (3/100)
LB Jason Brown, UCLA (5/155)
OT Corey Levin, Tennessee-Chattanooga (6/217)
OLB Josh Carraway, TCU (7/227)
OT Brad Seaton, Villanova (7/238)
RB Khalfani Muhammad, California (7/241)

Det kunne vi lide

Titans har en ung franchise quarterback i Marcus Mariota, så det var godt at se, at de prioriterede at give ham masser af nye våben. Corey Davis i første runde og Taywan Talor i tredje runde styrker konkurrencen i wide receiver-gruppen, og begge bør se betydelig spilletid som rookies. Tight end Jonnu Smith i tredje runde var også et rigtig godt valg. Han minder scouts om Titans’ tight end Delanie Walker, og han kan i løbet af en sæson eller to overtage hans job og rolle. Guards Josh Kline og Tom Levito spiller begge på etårige aftaler, så valget af Corey Levin i sjette runde giver Titans et udviklingstalent, der måske kan bidrage næste år.

Det kunne vi ikke lide

Jeg synes, at Titans valgte Corey Davis for tidligt ved at nappe ham med det femte valg. General manager Jon Robinson ville gerne have handlet ned men kunne ikke finde nogen at handle med, og derfor måtte han blive ved femtevalget. Titans var nok bange for, at de bedste receivers ville være væk ved 18.-valget, men det retfærdiggør ikke valget af Davis. Når man vælger i top fem, så skal man tage den bedste spiller på brættet, og der var flere bedre spillere end Davis.

Sleeper

Wide receiver Taywan Taylor var hamrende produktiv i college for Western Kentucky, hvor han greb for 4234 yards og scorede 41 touchdowns. Han er en dynamisk slot-receiver med et eksplosivt antrit, og selvom han mangler topfart ned ad banen, vil han hurtigt udvikle sig til et favoritmål for Mariota. Når Harry Douglas er free agent efter denne sæson, bør Taylor ikke få problemer med at vinde jobbet som tredjereceiver bag Davis og Rishard Matthews.

 

2016 NFL draft review: Tennessee Titans

Tennessee Titans’ nye general manager Jon Robinson havde en begivenhedsrig første draft. Titans-lederen startede med topvalget og handlede det til Los Angeles Rams for ekstra valg i 2017. Siden handlede Titans op igen, og i alt kom Robinson ud af draften med 10 spillere.

Læs også: Titans draft preview

Draftklasse

OT Jack Conklin, Michigan State (1/8)
DE Kevin Dodd, Clemson (2/33)
NT Austin Johnson, Penn State (2/43)
RB Derrick Henry, Alabama (2/45)
FS Kevin Byard, Middle Tennessee State (3/64)
WR Tajee Sharp, UMass (5/140)
CB LeShaun Sims, Southern Utah (5/157)
OG Sebastian Tretola, Arkansas (6/183)
OLB Aaron Wallace, UCLA (7/222)
CB Kalan Reed, Southern Miss (7/253)

Det kunne vi lide

Titans havde en af ligaens svageste trupper og var nødt til at tilføje masser af talent. Derfor var det også klogt at Robinson handlede ned fra topvalget og i stedet positionerede sig godt til fremtiden. Samtidig betalte han kun en lille pris for at handle op for tackle Jack Conklin, der er en tough, fysisk spiller, der kan starte modsat Taylor Lewan. I det hele taget kunne jeg godt lide, at Titans valgte store, stærke fysiske spillere som Kevin Dodd, Austin Johnson og Derrick Henry og understregede, at de vil spille old school smash mouth football.

Det kunne vi ikke lide

Det er svært at sætte en finger på Titans’ draft. Ikke nok med at Robinson og co. kom ud af draften med flere potentielle startere; de fik også samlet et første- og tredjerundevalg i 2017. Det kan man ikke klage over.

Sleeper

Jeg er vild med valget af free safety Kevin Byard i tredje runde, selvom han gik en runde tidligere, end jeg havde forventet. Men den 5’11 og 216 pund store safety er en boldjæger og playmaker af de helt store. Byard lavede 19 interceptions i college, og han har en næse for at lave det store spil. Jeg glæder mig til at se ham overtage starterjobbet om en sæson eller to.

2016 NFL draft preview: Tennessee Titans

Tennessee Titans kickstartede 2016 NFL draft ved at lave en megahandel med Los Angeles Rams.

Så i stedet for at vælge som nummer ét, så må holdets nye general manager Jon Robinson nu tage til takke med det 15. valg i første runde. Plus en helt række af Rams’ valg, der betyder, at Titans har seks valg i top 76.

Det giver Robinson fremragende mulighed for at genopbygge en svag trup og samtidig navigere efter de spillere, han har brug for.

2015 rekord: 3-13
Draft valg i de tre første runder: 15, 33, 43, 45, 64, 76
Tre største behov: OT, CB, EDGE
General manager: Jon Robinson (2016)
Head coach: Mike Mularkey (2016)

Offensive tackle

Taylor Lewan er en udmærket venstre tackle, men han hører hjemme på højre side af linjen. Her starter Byron Bell, der er bedst som swing tackle og i en reserverolle. Titans var i en perfekt position til at vælge offensive tackle Laremy Tunsil, men han passer ikke helt på den profil, Titans søger. Med tilføjelsen af running back DeMarco Murray er Titans klar til at spille smash mouth football, som head coach Mike Mularkey ønsker det, og derfor har de brug for en stærk run blocker.

Den bedste er Michigan States Jack Conklin, som kan vælges i netop området omkring 15.-valget. Bliver det Conklin betyder det, at Lewan formentligt bliver på venstre side, men vælger Titans i stedet Ohio States Taylor Decker, så kan Lewan rykkes til højre side. Venter Titans, er Texas A&M’s Germain Ifedi eller Stanfords Kyle Murphy potentielle valg i anden og tredje runde.

Corneback

Jason McCourty missede 12 kampe sidste år på grund af en lyskeskade, og han er blevet 29 år. Perrish Cox har været reserve i det meste af sin karriere men har dog startet de sidste to sæsoner for San Francisco 49ers og i 2015 for Titans. Brice McCain er på sit fjerde hold i ligeså mange sæsoner.

I toppen af anden runde vil Clemsons Mackenzie Alexander være i spil, og senere på andendagen er Virginia Techs Kendall Fuller og Baylors Xavien Howard navne, som Titans har vist interesse for.

Edge rusher

Sidste år lavede outside linebackers Brian Orakpo og Derrick Morgan tilsammen kun 11,5 sacks, og Titans har brug for meget mere produktion fra flankerne. Samtidig har begge spillere været plaget af skader, og Morgan er fortsat ude på efter en skulderoperation i december. 

Titans har topvalget i anden runde, og de har også et par ekstra andenrundevalg til at rykke op, hvis de ser sig lun på en pass rusher. Det kunne eksempelvis være Boise States Kamalei Correa. Titans har også været meget interesseret i Marylands Yannick Ngakoue, som holdet så an ved pro day og både har haft på besøg og igennem en privat workout.

Andre behov

Titans har overflod af valg i de første tre runder, og det giver dem mulighed for at styrke flere positioner. Titans’ tre bedste tight ends er alle free agents næste år, så det ville give mening at finde et ungt talent. Wide receiver Kendall Wright er også kontraktfri efter denne sæson, og holdet ved endnu ikke helt, hvad de har i Dorial Green-Beckham. Dybde til den defensive linje, specielt på defensive end bør også adresseres.

Her kan du læse alle vores NFL draft preview

Blog: 8 Tanker om Titans/Rams trade

Torsdag chokerede Los Angeles Rams hele NFL-verdenen, da de lavede en monsterhandel med Tennessee Titans og handlede sig op til det første valg.

Her får du otte tanker om den store handel og et bud på en top 10.

1. God, fair handel for begge parter

Første indskydelse: Det er en god og fair handel for begge parter. Hvis man tager udgangspunkt i den anerkendte draft trade chart, så opgiver Titans ca. 3080 point, og hvis Rams drafter som nummer 20 i 2017, skal de af med 3200 point.

Det er altid svært at beregne værdien af fremtidige draft valg, men det er ganske tæt. Hvis Rams præsterer dårligere end i 2015, så betaler de en lille overpris, men hvis de blot vinder to kampe mere og går 9-7, betaler de under den listede trade value chart værdi.

Her er overblikket over handlen: 

Rams betaler
1. runde 2016 (#15)
2. runde 2016 (#43)
2. runde 2016 (#45)
3. runde 2016 (#76)
1. runde 2017
3. runde 2017

Titans betaler
1. runde 2016 (#1)
4. runde 2016 (#113)
6. runde 2016 (#177)

Se også: NFL draft trade chart

2. Sjældent det første valg bliver handlet

Selvom vi år efter år hører den samme plade om, at der er stor interesse for at handle det første valg, og at flere hold overvejer at handle op, så bliver det altid ved snakken.

Eller i hvert fald næsten altid – indtil i torsdags.

For vi skal helt tilbage til 2001 for at finde den sidste draft, hvor topvalget blev handlet.

Dengang sendte Atlanta Falcons deres førsterundevalg (#5) og et tredjerundevalg (#67) plus et andenrundevalg (#48) i 2002-draften og wide receiver Tim Dwight til San Diego Chargers for at få lov til at vælge quarterback Michael Vick.

Mens Falcons tog Vick, så endte Chargers med running back LaDainian Tomlinson, cornerback Tay Cody og wide receiver Reche Caldwell.

I 2004 var Chargers også involveret i en handel omkring det første valg, men det var af en lidt anden karakter. Dengang valgte Chargers selv quarterback Eli Manning med topvalget vel vidende, at han ikke ønskede at spille i San Diego.

Derfor lavede Chargers en aftale med New York Giants, der tog quarterback Philip Rivers med det fjerde valg, og de to hold byttede så quarterbacks.

Samtidig fik Chargers et tredjerundevalg i 2004-draften plus Giants’ førsterundevalg og femterundevalg i 2005 NFL draft, der nettede Chargers kicker Nate Keading, linebacker Shawn Merriman og tackle Roman Oben.

3. Jon Robinson har fået en perfekt start

Med handlen har Titans’ nye general manager Jon Robinson fået en perfekt start. 

For det første står han nu ikke længere med det pres, der følger med at skulle vælge først, og samtidig har han akkumuleret ekstra draftvalg til at opbygge en af NFL’s svageste trupper.

I en draft hvor analytikere og eksperter langt fra er enige om, hvem der er den bedste spiller, har Robinson nu taget sig selv og Titans ud af den debat.

I stedet kan han i ro og mag navigere fra det 15. valg og handle efter præcis de spillere, han mener kan styrke Titans nu og fremover.

Robinson er skolet hos New England Patriots, hvor kvantitet og værdi er to vigtige elementer i draften.

Med handlen har Robinson fået begge dele, idet Titans har seks valg i top 76 i en draft, hvor værdien og kvaliteten af spillerne ikke varierer meget fra midten/bunden af første runde til starten/midten af tredje runde.

4. Rams starter L.A. æra med et brag

Efter mere end 20 års fravær er the Rams tilbage i Los Angeles, og den store blockbuster handel er med til at starte den nye æra med et brag. 

Rams har nu det første valg i årets draft og kan vælge den franchise quarterback, der forhåbentligt skal tegne holdet de næste mange, mange år.

Det er en perfekt måde at vise Los Angeles, at Rams er klar til at investere i at bygge et mesterhold, og det må på alle måder skabe optimisme hos holdets nuværende fans og give grobund for at skabe en ny fanbase.

Samtidig gør handlen med ét Rams relevante igen.

Godt fem måneder før NFL-sæsonen starter er Rams på alles læber, og det vil de være de næste uger frem mod draften, hvor fans, analytikere og eksperter vil diskutere, hvem Rams vælger med det første valg.

Siden kommer training camp, hvor Rams og ikke mindst topvalget vil blive fulgt tæt af rullende kameraer i Hard Knocks, og så er der preseason kampene, hvor vi får det første valg at se i aktion.

Rams har med handlen skabt mulighed for en positiv fortælling, og de får en enorm branding de næste mange måneder. Det skal man ikke undervurdere.

5. With the first pick…

…of the 2016 NFL draft, the Los Angeles Rams select…

Enten North Dakota States quarterback Carson Wentz eller Californias quarterback Jared Goff.

I timerne efter handlen rapporterede højt respekterede insiders, at Rams foretrækker Wentz, eller at de foretrækker Goff, og Rams selv sagde, at de ikke havde besluttet sig og andre spillere også kunne være i spil. 

Det sidste vil jeg gerne afvise. Det bliver enten Wentz eller Goff, og min første tanke var, at Rams selvfølgelig ved, hvem de vil tage.

Men så hørte jeg den tidligere Director of College Scouting for Chicago Bears, Greg Gabriel i Pro Football Weeklys podcast, og han havde en rigtig god pointe.

Måske har Rams endnu ikke helt besluttet sig. Men ved at handle nu, giver de sig selv over en uge til at se Wentz og Goff ekstra efter i sømmene.

Bruge noget ekstra tid sammen med dem. Lære dem bedre at kende rent privat. Og vel og mærke uden alt muligt hemmelighedskræmmeri og tys-tys.

Alle ved Rams tager enten Wentz eller Goff, og de behøver ikke skjule interessen, som de har gjort de sidste måneder. Det er værdifuldt.

6. Bliver det så Wentz eller Goff?

Det store spørgsmål er nu, om det bliver Wentz eller Goff, og det vil blive heftigt debatteret i de næste 12 dage.

Jeg har ingen anelse.

Det ene øjeblik er jeg sikker på, at det bliver Wentz, fordi han kan blive Fishers nye “Steve McNair”; det andet øjeblik giver Goff klart mest mening, fordi han er mere poleret og NFL-klar, og han er et lokalt produkt.

Begge quarterbacks giver mening for Rams.

Ifølge Mike Silver fra NFL.com leverede Wentz og Goff begge fremragende private workouts for Rams, og jeg tror, der er en reel chance for, at Rams er splittet, selvom de nok har en favorit.

Min mening?

Jeg ser Wentz som det bedste fit, fordi han har mere fysik, er mere mobil og har en stærkere arm. Men han er mindre klar end Goff, fordi han kun har kastet 612 gange i college og kun har startet 23 kampe. Så hvis Rams leder efter en starter her og nu, tror jeg de vil vælge Goff.

Under alle omstændigheder bliver det spændende!

7. Fisher og Snead er ikke presset

Nogle mener, at handlen er et desperationsforsøg fra Fisher og Les Snead, fordi de skal vinde her og nu.

Jeg er helt uenig.

Selvom jeg personligt mener, at Fisher ofte får mere kredit, end han fortjener (han er 169-156-1 og kun lidt bedre end .500 i 21 år som head coach), så er hans position som cheftræner for Rams næppe truet.

Husk på at Rams nu starter helt forfra i en ny by. Det ville ikke give nogen mening, hvis Fisher og Snead blev fyret efter en enkelt sæson, og Los Angeles Rams skulle på jagt efter en ny træner og ny general manager i 2017.

Det ville være den værst tænkelige start på L.A.-eventyret, og derfor tror jeg, at ejer Stan Kroenke stadig ser på Fisher som en langsigtet løsning.

I hvert fald til og med 2018, for så har enten Wentz eller Goff fået tre år til at slå igennem.

Udebliver gennembruddet og Rams fortsat ikke vinder, så får Fisher og Snead med stor sandsynlighed sparket.

Men jeg tror ikke, det sker før. Uanset om Rams går 5-11 eller 7-9 de næste par sæsoner…

8. Hvad betyder handlen for de andre hold og spillere?

Her er lidt hurtige bud på, hvad Titans / Rams-handlen betyder for de andre hold og spillere.

Cleveland Browns
Browns sidder nu i et “sweet spot”, og deres telefon må ringe helt vildt. For nu er den ene quarterback med garanti væk, og den anden ryger ved andetvalget. Jeg tror, at Browns tager Jared Goff, hvis han er på brættet, men er det Wentz, vil jeg ikke blive overrasket, hvis Browns trader ned. Får de ikke Goff og kan de ikke lande en handel, vil trøstepræmien være safety Jalen Ramsey – måske draftens bedste spiller. Det er ikke dårligt!

Dallas Cowboys, Philadelphia Eagles
Jeg tror, at både Cowboys og Eagles er meget interesseret i Wentz. Der var rapporter om, at Eagles havde tilbudt Titans en handel men trak tilbuddet tilbage, og det var grunden til, at Rams reagerede her og nu. Hvis Wentz er på brættet, når Browns vælger, så hold øje med, hvad Eagles gør. Cowboys coachede Wentz under Senior Bowl, og de var vilde med ham. Jerry Jones har gentagende gange sagt, at holdet ikke er på udkig efter en quarterback i første runde, men lad os nu se…

Laremy Tunsil
Den helt store “taber” bliver Ole Miss’ tackle Laremy Tunsil. For få dage siden var han næsten et lock til at blive valgt som den første spiller i draften; nu kan han ryge ud af top fem.

For det er svært at se, hvor Tunsil lige nu ender.

Nogle mener, han er den bedste spiller i draften, mens andre mener han ikke er særlig speciel.

Browns har ikke brug for en tackle.

Chargers kan tage Tunsil, men de har mere brug for en defensive back eller defensive lineman.

Cowboys vælger ikke en tackle, og spørgsmålet er, om Jaguars vil ofre et vitamintilskud til forsvaret for i stedet at tage en offensiv linjemand.

Det tvivler jeg på.

Så lige nu tror jeg, Tunsil ender hos Baltimore Ravens med det sjette valg eller hos San Francisco 49ers med det syvende valg.

Tennessee Titans
Robinson har gjort det klart, at han stadig er klar til at handle, og jeg tror ikke, vi har set den sidste Titans-handel i første runde. De har ammunitionen til at bevæge sig op, hvis de ønsker en spiller, og hvis jeg skulle give et par bud kunne det være Notre Dames tackle Ronnie Stanley eller en cornerback som Floridas Vernon Hargreaves. Bliver de siddende på det 15. valg, så vil Michigan States Jack Conklin give meget mening.

Mit bud på en top 10
1. Los Angeles Rams – QB Jared Goff, California
2. Dallas Cowboys – QB Carson Wentz, North Dakota State (trade m/Browns)
3. San Diego Chargers – S Jalen Ramsey, Florida State
4. Cleveland Browns – DE DeForest Buckner, Oregon
5. Jacksonville Jaguars – LB Myles Jack, UCLA
6. Baltimore Ravens – DE Joey Bosa, Ohio State
7. San Francisco 49ers – OT Laremy Tunsil, Ole Miss
8. Philadelphia Eagles – RB Ezekiel Elliott, Ohio State
9. Tampa Bay Buccaneers – CB Vernon Hargreaves, Florida
10. New York Giants – LB Leonard Floyd, Georgia

Har du kommentarer til bloggen, eller er du enig/uenig, så smid en kommentar eller fang mig på Twitter@JacobNoertov

2015 NFL Draft preview – Tennessee Titans

Tennessee Titans sidder i en rigtig god position med det andet valg i årets draft, og de får mulighed for at vælge en af de to bedste quarterbacks.

Spørgsmålet er dog, om Ruston Webster og Ken Whisenhunt tager en quarterback eller om de adresserer nogle af de andre store behov.

2014 rekord: 2-14
Draft valg i de tre første runder: 2, 33, 66
Tre største behov: QB, RT, RB
General manager: Ruston Webster (2012)
Head coach: Ken Whisenhunt (2014)

Quarterback

Udefra set har Titans et behov på quarterback, men ingen ved, hvad Whisenhunt og Webster tænker om sidste års sjetterundevalg Zack Mettenberger. Den tidligere LSU-quarterback gjorde det “ok” som rookie, men om Titans har set nok til, at de tør satse fremtiden på Mettenberger, ved kun de. Titans får muligheden for at vælge en af de to bedste quarterbacks i årets draft, hvad enten det bliver Florida States Jameis Winston eller Oregons Marcus Mariota, og det bør de gøre. NFL jagter konstant franchise quarterbacks, og Titans har ikke råd til at takke nej til en potentiel én af slagsen. I værste fald sidder Whisenhunt tilbage med to gode startere eller en god starter og solid backup.

Højre tackle

Byron Stingily, et tidligere sjetterundevalg fra 2011 NFL Draft, har blot spillet 20 kampe (ni fra start) i sin fire år lange karriere, og nu er han udset til at starte fast på højre tackle. Det går bare ikke, og Titans skal bruge et andendagsvalg på at opgradere den side af linjen. Sidste år valgte Titans tackle Taylor Lewan i første runde, og han er nu starter på venstre side, og nu er det tid til at adressere den anden tackle-position. Hold øje med spillere, der har deres styrke i at blokere for løb, og det kunne være Wisconsins Rob Havenstein eller Penn States Donovan Smith.

Running back

Sidste år nappede Titans running back Bishop Sankey i anden runde, men han skuffede og viste ikke, at han kan være featured back i NFL. I en meget stærk årgang af running backs er Titans nødt til at dykke ned i puljen og vælge endnu en back, der enten kan konkurrere med Sankey eller i det mindste indgå i rotationen. Boise States Jay Ajayi eller Alabamas T.J. Yeldon er to backs, der kan flytte kæderne og give Titans’ angreb masser af fysik. Hold også øje med UCS’s Javorius Allen i de senere runder.