NFL preview 2017: Pittsburgh Steelers

Hvis Pittsburgh Steelers skal gøre sig forhåbninger om at vinde endnu en Super Bowl med quarterback Ben Roethlisberger ved roret, er det måske allersidste chance.

For tidligere i år overvejede den 35-årige Big Ben at indstille karrieren, og derfor kan 2017-sæsonen meget vel være Roethlisbergers sidste.

Har Steelers så holdet til at gå hele vejen?

Ja, det har de, og chancen er måske større end i de foregående år.

For det første er wide receiver Martavis Bryant tilbage efter halvandet år på sidelinjen på grund af karantæne. Det er en væsentligt styrkelse af angrebet, og der er ingen tvivl om, at den offensive koordinator Todd Haley er glad for endnu mere offensiv power.

For det andet har Steelers signet cornerback Joe Haden, der blevet fyret af rivalerne fra Cleveland Browns. Det styrker en position, som var Steelers’ klart svageste og giver den defensive koordinator Keith Butler mulighed for at spille langt mere mand-mand.

Så både offensivt og defensivt er Steelers blevet lige en tak bedre end 2016, hvor de tabte i AFC-finalen til New England Patriots. Så måske bliver det i år, at head coach Mike Tomlin og co. tager det sidste skridt til finalen – og så kan alt som bekendt ske.

Angrebet

Selvom Roethlisberger alvorligt har overvejet et karrierestop, er han stadig én af NFL’s bedste quarterbacks, så længe han er skadesfri. Og hvis han er det, kan han tage Steelers langt.

Det kræver dog også, at Roethlisberger rammer et mere konstant niveau, for han har haft tendenser til at spille svagere på udebane end hjemme på Heinz Field.

Sidste år completede han færre end 58,9 procent af sine kast i fem af Steelers’ udekampe, og det skal blive bedre. Når Big Ben rammer sit topniveau, har han en præcis, dyb bold, og hans store force er, at han med sine 6’5 og 240 pund er hamrende stærk og eminent til at vride sig ud af potentielle sacks.

Landry Jones er primær reserve og har fået forlænget sin kontrakt med to sæsoner. Han er en funktionel starter på den korte bane, hvis Roethlisberger bliver skadet, og han vil også kunne fungere som bridge-quarterback til rookie Josh Dobbs.

At have Martavis Bryant til rådighed igen giver Steelers’ angreb en helt ny dimension ned ad banen. Bryant er stor, fysisk og hurtig, og han har scoret 14 touchdowns i blot 21 kampe med et snit på 18,4 yards pr. catch. Sidst han spillede var i 2015, hvor han deltog i 11 kampe og greb for 765 yards. Han har alle dage haft en virkelig god kemi med Roethlisberger.

Bryants genkomst vil utvivlsomt også hjælpe Antonio Brown, der har fået forlænget sin kontrakt med fire år til rekordhøje 17 millioner dollars årligt. Brown og Bryant kan nemlig sagtens få succes sammen, for i 2015 – med Bryant – greb Brown for karrierebedste 1834 yards og for flere end 100 yards i ni kampe.

Når Brown har bolden i hænderne, er han fantastisk til at skaffe yards, og derfor er han også Roethlisbergers primære mål på de korte distancer.

Ud over de to har Steelers flere unge talenter. Den lille, hurtige Eli Rogers er primært slot-receiver, og han vil blive presset af rookien JuJu Schmidt-Schuster (andenrundevalg). Sammy Coates har potentiale men har alt for mange drops, og han kommer til at kæmpe om en plads i truppen. Darrius Heyward-Bey har fart i støvlerne til at gå dybt i banen.

På tight end er Steelers svagt besat med Jesse James og Vance McDonald, der er kommet til via en handel med San Francisco 49ers. Ingen af de ser ud til at kunne blive en væsentlig del af kasteoffensiven.

En stor del af Steelers’ angreb løber bogstaveligt talt igennem running back Le’Veon Bell, der meget vel kan være NFL’s bedste på sin position. Bell er en unik runner, der forstår at få det optimale ud af sine blokeringer og vente til det sidste øjeblik med at smutte igennem hullet.

Sidste år spillede Bell kun 12 kampe på grund af karantæne men nettede alligevel 1884 yards og scorede ni touchdowns, og han er med sine 25 år i sin allerbedste football-alder.

Bell spiller den kommende sæson på et franchise tag, idet parterne ikke har kunnet blive enige om en kontraktforlængelse. Teoretisk set kan det være Bells sidste sæson i Pittsburgh.

I forårets draft valgte Steelers den lokale James Conner i tredje runde – måske som fremtidig erstatning for Bell. Lige nu må han tage til takke med en reservetjans bag Fitzgerald Toussaint, der er primær reserve for Bell.

Den offensive linje er skolet til at hjælpe Bell så meget som muligt ved at holde deres blokeringer i længere tid, og det er en god sammenspillet enhed med masser af størrelse og fysik.

Venstre tackle Alejandro Villanueva er en gigantisk lineman på 6’9 og 320 pund, og selvom han ikke hører til blandt ligaens bedste, er han virkelig solid. Han har fået forlænget sin kontrakt med fire år.

Ved hans side er guard Ramon Foster hamrende stabil og misser sjældent spilletid. Midten styres med hård hånd af center Maurkice Pouncey. På højre side er Steelers også godt besat med guard David DeCastro og tackle Marcus Gilbert. Samlet hører de fem til blandt de bedste i NFL, men dybden på linjen er dog ikke specielt god.

Forsvaret

Dybde er der til gengæld på den defensive linje, hvor Steelers kan mønstre tre virkelig gode startere og et par kvalificerede reserver. Det starter med stjernen Cameron Heyward, der med sine 6’5 og 295 pund er et mareridt for selv de bedste offensive linemen.

Heyward fik i 2015 en ny, stor femårig aftale, og den har han til fulde levet op til med sit aggressive kaosskabende spil. Læg dertil at Heyward er en fremragende run-stopper, der også får fingrene på en masse bolde.

Modsat er Stephon Tuitt lige så god som sin makker, og Steelers vil gerne forlænge med den 6’6 og 303 pund store lineman. Tuitt lavede 10,5 sacks i 2016, og i en alder af 24 år har han stadig et kæmpe udviklingspotentiale.

I midten imponerede nose tackle Javon Hargrave som rookie til trods for, at han kom fra lavere college niveau hos South Carolina State. Hargrave er aggressiv og bomstærk, og han vil både blive brugt i traditionelle 3-4 pakker såvel som i Steelers’ two-nickel front. Dybden er god med det tidligere Jacksonville Jaguars-førsterundevalg Tyson Alualu og L.T. Walton.

Steelers har sagt farvel til linebacker Lawrence Timmons, og hans plads overtages af Vince Williams. Williams har primært været reserve og hjulpet til på special teams, men nu får han chancen som starter på BUCK-positionen.

På MACK-positionen er Ryan Shazier lynhurtig og atletisk, og Steelers har udnyttet deres fifth year-option til at holde på ham til og med 2018.

Shazier flyver rundt på banen og laver masser af tacklinger, når han er skadesfri, men det har knebet i de tre første sæsoner, hvor Shazier har misset 14 kampe. Nu håber linebackeren, at 2017 bliver året, hvor han spiller alle kampe. Tyler Matakevich er en kvalitetsreserve, der kommer langt på sin høje arbejdsmoral.

På ydersiden er James Harrison fortsat en giftig pass rusher, og han har forlænget sin kontrakt med to år. Der er dog ingen tvivl om, at den 39-årige Harrison får en begrænset rolle i denne sæson, selvom han var virkelig god i 2016.

Steelers valgte nemlig T.J. Watt i første runde af årets draft, og han kommer til at starte modsat Bud Dupree – et andet førsterundevalg fra 2015. Dupree tog et godt skridt fremad sidste sæson, hvor det blev til 4,5 sacks i blot otte kampe. Watt er ikke – endnu – nær så god som sin bror J.J. Watt, men han har allerede imponeret i preseason med store spil og sacks. Arthur Moats og Anthony Chickillo er god dybde.

Det bageste forsvar har fået et kæmpe løft med signingen af cornerback Joe Haden. Selvom Haden har skuffet de seneste sæsoner hos Browns, så er han stadig en klassespiller, og han giver Steelers en mand-mand corner, som de i den grad har manglet.

Det betyder også, at Artie Burns – sidste års førsterundevalg – nu kan udvikle sig stille og roligt og ikke skal være “overfrakke” for modstandernes bedste receiver. Burns er hurtig og meget atletisk, men teknisk skal han stadig forbedre sig meget. Dybden på positionen er ganske god med William Gay, Ross Cockrell og Coty Sensabaugh.

Safety Mike Mitchell er en hard hitter, der kan sætte tonen for hele forsvaret. Hans aggressive spillestil gør ham udsat for skader, og dem har han haft en del af i sin karriere. Ved hans side starter Sean Davis med Jordan Dangerfield og Robert Golden som reserver.

Special teams

Steelers’ special teams-enhed er ikke blandt NFL’s bedste, men kicker Chris Boswell er normalt knivskarp inden for 40 yards. På de længere distancer er hans præcision mere tvivlsom, og sidste år missede han begge sine forsøg fra over 50 yards. Punter Jordan Berry er blot middelmådig og har snittet 39,1 og 40,2 yards pr. punt i sine første to år i ligaen. Running back Knile Davis er Steelers kick off-returner, og Eli Rogers tager sig af punt returns.

Alt i alt

Det hele står og falder med, om Ben Roethlisberger kan holde en hel sæson, for Steelers har ikke råd til at tabe mange kampe, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at vinde AFC North. På papiret har Steelers et af de bedste hold i AFC, og de bør som minimum vinde 11-12 kampe i den regulære sæson. Om de vinder nok kampe til at få hjemmebanefordel i slutspillet må tiden så vise, men det vil være en skuffelse, hvis ikke Steelers mindst når tilbage til AFC-finalen.

2017 NFL draft review: Pittsburgh Steelers

Pittsburgh Steelers styrkede forsvaret med et par tidlige valg og fandt en reserve til running back Le’Veon Bell. Måske fandt de også fremtidens quarterback i Josh Dobbs.

Draftklasse

ED T.J. Watt, Wisconsin (1/30)
WR JuJu Smith-Schuster, USC (2/62)
CB Cameron Sutton, Tennessee (30/94)
RB James Connor, Pittsburgh (3/105)
QB Josh Dobbs, Tennessee (4/135)
DB Brian Allen, Utah (5/173)
LS Colin Holba, Louisville (6/213)
OLB Keion Adams, Western Michigan (7/248)

Det kunne vi lide

Steelers største behov lå på outside linebacker og cornerback, og det blev adresseret med to kvalitetsvalg i de første tre runder. T.J. Watt er ikke J.J. Watt, men han passer rigtig godt på den profil, som Steelers søger i deres outside linebackers. Der er plads til udvikling, og i James Harrison får han en virkelig god læremester.

Cameron Sutton er en mand-til-mand corner, og Steelers planlægger mere man coverage i den kommende sæson. Sutton bør kunne slå William Gay i kampen om jobbet som nickelback, og han har desuden erfaring som safety og tilføjer dybde til den position. Med valget af James Connor har Steelers fundet en ung reserve til Le’Veon Bell, og quarterback Josh Dobbs er et interessant valg, når man tænker på Ben Roethlisbergers alder.

Det kunne vi ikke lide

Jeg er ikke supervild med valget af JuJu Smith-Schuster i anden runde. Han mangler meget i forhold til route running, og da han samtidig ikke er super eksplosiv, tror jeg, han får det svært. Smith-Schuster er en type, der skal vinde 50/50 bolde, men han mangler den hurtighed, der kunne gøre ham til en ideel erstatning for Martavis Bryant. Hvis Bryant har en fremtid hos Steelers ved jeg ikke, hvor Smith-Schusters passer ind i et angreb, der allerede har Antonio Brown og Eli Rodgers. Steelers kunne godt have brugt en tight end, og det undrede mig, at de ikke valgte en, når der var så meget talent på positionen.

Sleeper

På sigt tror jeg Josh Dobbs kan udvikle sig til en solid starter, og han lander i en ideel situation hos Steelers. Dobbs imponerede under Senior Bowl, hvor han udviklede sig meget på kort tid, og han får nu mindst et par år til at lære bag Roethlisberger. Dobbs mangler meget, men han har NFL-kaliber egenskaber, der gør ham til et interessant udviklingstalent bag en quarterback, der er blevet 35 år og har talt om at indstille karrieren.

2016 NFL draft review: Pittsburgh Steelers

Pittsburgh Steelers holdt sig til planen og fik opgraderet på cornerback, safety og defensive tackle. Desuden fik de tilføjet dybde til den offensive linje og på linebacker-positionen.

Læs også: Steelers draft preview

Draftklasse

CB Artie Burns, Miami (1/25)
S Sean Davis, Maryland (2/58)
DT Javon Hargraves, South Carolina State (3/89)
OT Jerald Hawkins, LSU (4/123)
OLB Travis Freeney, Washington (6/220)
WR DeMarcus Ayers, Houston (7/229)
OLB Tyler Matakevich, Temple (7/246)

Det kunne vi lide

Steelers havde store huller på forsvaret, og de gik benhårdt efter at styrke det bageste forsvar med valg af defensive backs i de to første runder. Defensive tackle Javon Hargrave (6’1, 309 pund) i tredje runde kan synes som et dårligt fit til Steelers’ 3-4 system, men holdet er ofte i nickel- og dime-formationer, og valget aflaster Cameron Heyward og Stephon Tuitt. Linebacker Tyler Matakevich i syvende runde havde virkelig god værdi.

Det kunne vi ikke lide

Steelers’ store behov på cornerback tvang dem i mine øjne til at strække sig efter Artie Burns i første runde. Boardet var suget for defensive backs som Eli Apple, Vernon Hargreaves, Williams Jackson, Karl Joseph og Keanu Neal, så Steelers måtte tage Burns. Han er stor og hurtig, men han er enormt upoleret, og jeg kunne godt frygte, at han bliver smidt i ilden, før han er helt klar. Sean Davis i anden runde er også upoleret men med stort potentiale, men også her valgte Steelers en spiller, der kræver en del udvikling.

Sleeper

Vi havde Jerald Hawkins som et top 100-valg, men Steelers fik ham i fjerde runde. Han er en stor, fysisk run-blocker, der passer godt til Steelers og divisionen. Jeg vil tro, at hans bedste plads er på højre tackle, men hvis han udvikler sit fodarbejde og teknik, kan han måske få chancen på venstre side.

2016 NFL draft preview: Pittsburgh Steelers

De seneste tre år har Pittsburgh Steelers valgt en forsvarsspiller med deres førsterundevalg, men der er store chancer for, at de gør det igen i år.

For selvom angrebet må undvære den karantæneramte wide receiver Martavis Bryant, så er Steelers godt besat på offensiven. Forsvaret bør derfor være i fokus i de tre første runder og specielt den bageste del.

2015 rekord: 10-6
Draft valg i de tre første runder: 25, 58, 89
Tre største behov: CB, S, DL
General manager: Kevin Colbert (2010)
Head coach: Mike Tomlin (2007)

Cornerback

Steelers har cuttet Cortez Allen mindre end to år efter, de gav ham en stor kontraktforlængelse. Sidste års andenrundevalg, Senquez Golson, missede hele sin rookie sæson på grund af en skulderskade, og hans fremtid ligger formentligt som slot-corner. Ross Cockrell spiller på en etårig aftale, mens 31-årige William Gay er en ok starter men formentligt bedst i en reserverolle. Steelers har brug for at finde en fysisk, aggressiv starter, der spiller med et godt instinkt til at kunne stoppe løbet. Ohio States Eli Apple eller Houstons William Jackson III passer godt på Steelers-profil i første runde, og det samme kunne Miamis Artie Burns gøre. På andendagen ligner Deiondre’ Hall fra Northern Iowa et godt fit.

Safety

Steelers har haft fremragende safeties som Troy Polamalu og Ryan Clark, men det ser skidt ud på positionen lige nu. Mike Mitchell er ganske solid, men Sharmarko Thomas – der var udset til at overtage for Polamalu – startede ikke en eneste af 15 kampe og er primært special teamer. Safety-klassen er undervurderet, og der er masser af værdi på andendagen. Karl Joseph fra West Virginia vil være et suverænt fit, fordi han spiller aggressivt og kan sætte tonen for Steelers’ forsvar. Hold dog også øje med Floridas Keanu Neal og Ohio States Von Bell.

Defensive line

Selvom Steelers spiller et 3-4 forsvar, så er de ofte i sub-pakker, og derfor har de brug for en defensiv lineman, der kan spille flere steder på linjen. Baylors Andrew Billings passer på den profil, og han har power og et eksplosivt antrit. Notre Dames Sheldon Day, Penn States Austin Johnson samt South Carolina States Javon Hargraves er typer, som Steelers kunne være interesseret i på andendagen.

Andre behov

Den offensive linje har sagt farvel til tackle Kelvin Beachum, og Alejandro Villanueva er ny fast mand på venstre tackle. Han startede 10 kampe sidste år men er fortsat uerfaren. Derfor vil det give mening at give ham konkurrence med et valg i tredje/fjerde runde. Selvom Steelers både har Marcus Wheaton og Sammy Coates, så kan de fortsat bruge dybde på wide receiver positionen.

Her kan du læse alle vores NFL draft preview

ESPN: Roethlisberger slipper med kort pause

For anden gang i denne sæson har Ben Roehlisberger tilsyneladende undgået en alvorlig knæskade.

ESPN erfarer, at Steelers-quarterbacken formentligt kun er ude i et par uger med en fodskade, som han pådrog sig i søndagens sejr over Oakland.

Steelers frygtede indledningsvis, at Roethlisberger var ramt af den frygtede Lisfranc-skade, men så alvorlig er skaden ikke, erfarer ESPN.

Steelers møder i den kommende runde Browns og har herefter en friuge, og derfor misser quarterbacken potentielt kun én kamp. Landry Jones tager over i mens.

Ben Roethlisberger missede tidligere i denne sæson fire kampe med en knæskade.

10 stærke Super Bowl kandidater

Hvem kan gå hele vejen til den store finale i 2015-sæsonen? Her får du et bud på 10 stærke Super Bowl kandidater fra AFC- og NFC-konferencen.

Sidste års rekord i parentes.

Super Bowl kandidater fra AFC

New England Patriots (12-4 / Super Bowl-vinder)

Med quarterback Tom Brady til rådighed er Bill Belichicks tropper et godt bud på en af de fem Super Bowl kandidater fra AFC-konferencen. Patriots er nået i slutspillet i 12 af de seneste 14 sæsoner og selv i sæsoner, hvor truppen har manglet kvalitet, er holdet nået rigtig langt.

Angrebet returnerer næsten alle startere, men det store spørgsmål bliver, om det bageste forsvar kan få det til at hænge sammen uden specielt Darrelle Revis. Det tror jeg, de kan takket være en styrket defensiv linje med blandt andre tre førsterundevalg i Chandler Jones, Malcolm Brown og Dominique Easley.

De sidste fire år har Patriots spillet konferencefinale (og vundet de to), og derfor er de som altid et godt bud på en deltager i Super Bowl.

Følg Patriots i hele sæsonen med NFL Gamepass

Indianapolis Colts (11-5 / Championship game)

Head coach Chuck Pagano og quarterback Andrew Luck er indbegrebet af stabilitet og har sikret Colts 11 sejre og slutspil i hvert eneste sæson (2012-2014). Samtidig har holdet taget et positivt skridt i hvert eneste slutspil og tabte sidste år konferencefinalen til Patriots. Derfor er der ingen tvivl om, at de er en af de meget seriøse Super Bowl kandidater.

Er 2015 så året, hvor Colts tager det næste skridt og til “The Big Dance”?

Det kunne det meget vel være, for angrebet har fået endnu mere ammunition med tilføjelsen af running back Frank Gore, wide receiver Andre Johnson og førsterundevalget, wide receiver Phillip Dorsett.

Det betyder, at Colts har et utal af våben, som modstanderne får svært ved at dække op. Det store spørgsmål er, om den offensive linje og løbeforsvaret er godt nok. Det vil tiden vise, men Colts har et hold, der kan nå rigtig langt i denne sæson.

Baltimore Ravens (10-6 / Divisional playoffs)

Siden John Harbaugh overtog roret i 2008, har Ravens været fast deltager i slutspillet med undtagelse af 2013-sæsonen. Tre gange har Ravens været i konferencefinalen, og i 2012 gik Ravens hele vejen og vandt mesterskabet.

Det giver masser erfaring, og Ravens er derfor et virkelig godt bud på en af denne sæsons Super Bowl kandidater.

Baltimore er imponerende gode til at udvikle deres egne talenter, og selvom holdet har tabt profiler som defensive tackle Haloti Ngata og wide receiver Torrey Smith samt udskiftet den offensive koordinator Gary Kubiak, så er der masser af potentiale i holdet. 

Også til at nå rigtig langt i den kommende sæson.

Pittsburgh Steelers (11-5 / Wild card)

Normalt kæmper Steelers med om slutspilspladser, og fem gange i Mike Tomlins otte sæsoner har “The Terrible Towels” viftet i playoffs.

Senest sidste år hvor det blev til et nederlag i Wild Card-runden til Baltimore Ravens. Mens forsvaret i mange, mange år bar Pittsburgh, så hviler nu meget på angrebet, der er bedre end længe. 

Quarterback Ben Roethlisberger har fået flere mål og spiller noget af sit bedste football i karrieren, og der er grund til at tro, at Pittsburgh kan spille lige op med de bedste hold i AFC.

 

Det trækker lidt ned, at Steelers må undvære running back LeVeon Bell i de to første kampe og wide receiver Martavis Bryant i de første fire. Desuden er den stærke center Maurkice Pouncey ude i første halvdelen af sæsonen.

Samtidig halter forsvaret en smule og legender som Troy Polamalu og Ike Taylor er væk, men Steelers er et solidt bud på en slutspilsdeltager og mulig Super Bowl kandidater.

Denver Broncos (12-4 / Division playoffs)

Jeg er ikke helt oppe at ringe over Broncos som en af de stærke Super Bowl kandidater fra AFC. Men jeg tror stadig, de har en god mulighed for at nå rigtig langt i slutspillet.

Sidste år var quarterback Peyton Manning skadet, og alligevel vandt Denver 12 kampe og nåede til Divisional playoffs. Nu er Manning igen skadesfri, og man skal huske på, at det blot er to sæsoner siden, at Broncos var i Super Bowl.

Holdet er ikke blevet dårligere, og man kan argumentere for, at det på nogle pladser er blevet bedre.

Angrebet vil stadig sætte masser af point på tavlen, og forsvaret – der sidste år var fjerdebedst til at lægge pres på modstanderens quarterback – har fået endnu mere pass rush i form af førsterundevalget Shane Ray.

Men historisk har Manning ikke leveret sine bedste præstationer i playoffs, og derfor er spørgsmålet, om Broncos kan nå hele vejen til Super Bowl.

Følg Broncos i hele sæsonen med NFL Gamepass

Andre Super Bowl kandidater fra AFC

Mens jeg ser de fem nævnte hold som de bedste bud på Super Bowl kandidater fra AFC, så er der mange spændende hold. Hold som Miami Dolphins, Buffalo Bills, Cincinnati Bengals, Kansas City Chiefs og San Diego Chargers kan sagtens overraske, men for nogle af holdene gælder det først og fremmest om at nå til og vinde i slutspillet, før vi kan tale om finaledeltagelse.

Super Bowl kandidater fra NFC

Green Bay Packers (12-4 / Championship Game)

Packers har været i slutspillet de seneste seks sæsoner, og sidste år tabte de i NFC-finalen til Seattle Seahawks efter en dramatisk afslutning. Den kamp burde Packers på alle mulige måder have vundet, og jeg ser dem som det stærkeste hold i NFC-konferencen.

Derfor er de i mine øjne en af de absolut største Super Bowl kandidater i NFC – hvis ikke de allerstørste.

Det fantastiske angreb scorede flest point af alle i 2014, og der er derfor god grund til at tro, at quarterback Aaron Rodgers og hele hans arsenal af giftige mål kan holde dampen oppe i 2015.

Det er selvfølgelig en alvorlig bet, at Jordy Nelson er ude for sæsonen, men Randall Cobb, Davante Adams, James Jones og et par interessante andre receivers bør kunne løfte opgaven.

Forsvaret forbedrede sig sidste år, og selvom der stadig er spørgsmålstegn på enkelte positioner, så er det godt nok til at hjælpe Packers rigtig langt – og måske helt til finalen. 

Seattle Seahawks (12-4 / Super Bowl)

Pete Carrolls tropper vandt finalen i 2014 og var millimeter fra at gentage successen i februar.

Holdet fra Washington vil igen i år være at finde blandt de allerbedste NFC-hold, og det vil ikke overraske, hvis Seahawks endnu en gang går hele vejen til den største kamp af dem alle.

Seahawks’ forsvar er fortsat virkelig godt, også selvom safety Kam Chancellor skulle misse kampe i starten af sæsonen.

Tilføjelsen af tight end Jimmy Graham og big play rookie Tyler Lockett giver angrebet en helt ny dimension, og det betyder, at Seahawks ikke i samme grad er afhængig af, at running back Marshawn Lynch skal trække det store læs.

Selv i en styrket NFC West er det svært at se Seahawks misse slutspillet, og historien siger, at de når langt, hvis de først når i playoffs.

Philadelphia Eagles (10-6 / misset slutspil)

Til trods for at Eagles vandt 10 kampe i 2014, så missede head coach Chip Kelly og co. slutspillet på grund af nederlag i tre af sæsonens sidste fire kampe.

I de tre nederlag lavede Eagles syv turnovers, og Philly er nødt til at passe bedre på bolden, hvis de skal nå langt i år.

Det tror jeg, de er i stand til, og jeg har specielt store forventninger til en forbedret quarterback-situation med ultrapræcise Sam Bradford under center.

Bradford er et glimrende fit til systemet, og running back DeMarco Murray vil også kunne trække læsset. Forsvaret er blevet styrket med linebacker Kiko Alonso og cornerback Byron Maxwell.

Jeg ser Eagles som en af de helt seriøse Super Bowl kandidater fra NFC-konferencen og en stærk favorit til at vinde NFC East.

Dallas Cowboys (12-4 / Divisional playoffs)

Efter fire sæsoners fravær var Dallas sidste år endelig tilbage i slutspillet, og havde det ikke været for et tvivlsomt catch/no-catch, kunne Cowboys måske være nået helt til den store finale.

Derfor er Jason Garretts tropper en af de virkelig stærke Super Bowl kandidater i denne sæson, og en væsentlig årsag er den ekstremt stærke offensive linje.

Linjen beskytter quarterback Tony Romo, og den åbner samtidig store huller for løbeangrebet. Ja, Dallas har mistet DeMarco Murray, men der bør ligge masser af yards hos Joseph Randle og Darren McFadden. Og glem ikke, at Cowboys har fået forlænget med wide receiver Dez Bryant og skabt ro på den front. 

Er forsvaret godt nok? Det vil tiden vise, men jeg tror, det er godt nok til, at Cowboys kommer virkelig langt i slutspillet.

Følg Cowboys i hele sæsonen med NFL Gamepass

Arizona Cardinals (11-5 / Wild card)

Bruce Arians har på rekordtid vendt Cardinals var en pretender til en seriøs contender, og sidste år nåede NFC West-holdet i slutspillet for første gang fem år.

Godt nok tabte Cardinals i wild card-runden, men de mistede quarterback Carson Palmer i løbet af sæsonen, og det var et kæmpe tab. Palmer er nu tilbage, og med ham ved roret i en hel sæson, er Cardinals en seriøs spiller i divisionen.

Et vigtigt element er, at Arians har fået styr på den offensive linje – blandt andet ved at signe guard Mike Iupati (der dog er ude til oktober) – og forsvaret er så småt ved at være på plads og tillod femte færrest point i 2014.

Man kan diskutere om Cardinals er blandt de helt seriøse Super Bowl kandidater i NFC, men jeg forventer, at de kommer i slutspillet, og herfra kan alt ske.

Andre Super Bowl kandidater fra NFC

De fem førnævnte er mine bedste bud på en finaledeltager fra NFC, men det vil ikke overraske mig, hvis andre hold går hele vejen til den store kamp. Specielt har New York Giants historisk vist, at de er i stand til at rejse sig efter en sæson uden slutspil. Men også hold som St. Louis Rams, New Orleans Saints og Detroit Lions har hold, der kan nå i slutspillet og herfra overraske.

Er du enig eller uenig i de 10 kandidater? Giv mig din mening og dine bud på Super Bowl kandidater i kommentarfeltet eller på Twitter på @JacobNoertov

2015 NFL Draft review – Pittsburgh Steelers

Pittsburgh Steelers fik adresseret ét stort behov og måske styrket cornerback-positionen, men alt i alt kom Mike Tomlins tropper kun so-so ud af draften.

Draftklasse

OLB Bud Dupree, Kentucky (1/22)
CB Senquez Golson, Mississippi (2/56)
WR Sammie Coates, Auburn (3/87)
CB Doran Grant, Ohio State (4/121)
TE Jesse James, Penn State (5/160)
DT Leterrius Walton, Central Michigan (6/199)
DE Anthony Chickillo, Miami (6/212)
FS Gerod Holliman, Louisville (7/239)

Det kunne vi lide

Steelers havde brug for en outside linebacker og var “heldige” nok at Bud Dupree faldt ned i skødet på dem i første runde. Valget var i mine øjne en no-brainer, selvom nogle er bekymret over hans manglende stabilitet. Jeg er også vild med Steelers’ to cornerback-valg, der begge har gode instinkter og evner til at lave spil på bolden. Tight end Jesse James var en udmærket trøstepræmie i femte runde.

Det kunne vi ikke lide

Jeg er ikke fan af valget af Sammie Coates. Han er en hurtig, atletisk type der kan lave spil dybt i banen, men han er upoleret som route runner og har ikke naturlige hænder. Jeg ser desuden Coates lidt som samme type som sidste års fjerderundevalg Martavis Bryant og forstår ikke helt valget. Defensive end Anthony Chickillo kan måske spille 5-tech eller 3-4 outside linebacker. Men han imponerede som 4-3 defensive end ved Senior Bowl, og jeg er ikke sikker på, at han er et godt fit til Steelers’ system. Steelers var desuden vild med Minnesotas tight end Maxx Williams men lod sig overhale indenom af divisionsrivalerne fra Baltimore Ravens – det var ikke smart.

Sleeper

Steelers har virkelig problemer på cornerback-positionen, og derfor kan fjerderundevalget Doran Grant få spilletid allerede som rookie. Grant er en villig og dygtig tackler, og han har et glimrende instinkt og kan lave spil på bolden. Han mangler hurtighed og fysik, men Grant bør kunne kæmpe sig op i hierarkiet og finde en starterrolle i løbet af de næste to-tre år.

2015 NFL Draft preview – Pittsburgh Steelers

Pittsburgh Steelers er ganske godt besat på angrebet, hvor Kevin Colbert og Mike Tomlin dog kunne kigge på en tight end i den midterste del af draften.

På forsvaret er der dog store problemer, og Steelers skal finde startere på både cornerback og outside linebacker og konkurrence til safety-positionen.

2014 rekord: 11-5
Draft valg i de tre første runder: 22, 56, 87
Tre største behov: CB, OLB, S
General manager: Kevin Colbert (2010)
Head coach: Mike Tomlin (2007)

Cornerback

Steelers har kæmpe problemer på positionen, hvor de har mistet Keenan Lewis og Ike Taylor i løbet af de sidste år. Erstatningerne har mildest talt været skuffende, for Cortez Allen var en af ligaens dårligste cornerbacks sidste år og blev bænket i oktober og siden skadet, og William Gay er bedst som tredje- eller fjerdevalg. Det vil være en stor overraskelse, hvis ikke Steelers vælger en cornerback tidligt i draften, og i første runde er Wake Forests Kevin Johnson et potentielt valg. Han har de cover-evner som Steelers søger, men han kan være væk ved det 22. valg. LSU’s Jalen Collins er en anden mulighed, men han er uerfaren som starter og har i college ifølge NFL Network afleveret flere positive prøver for brug af stoffer. Washingtons Marcus Peters og, Florida States Ronald Darby er navne, der er værd at holde øje med.

Outside linebacker

Det tidligere 2013 førsterundevalg, Jarvis Jones, nærmer sig med hastige skridt bust-kategorien og har kun lavet tre sacks i sin karriere. Han synes ikke at have det eksplosive antrit, der skal til for konstant at kunne lægge pres på quarterbacken. Sidste år lavede Steelers kun 33 sacks, og derfor skal den nye defensive koordinator Keith Butler have noget hjælp specielt efter at have mistet Jason Worilds. De bedste edge rushers kan være væk, når Steelers vælger i første runde, men Nebraskas Randy Gregory risikerer at falde. I anden runde kunne Virginias Eli Harold eller Utahs Nate Ochard være i kikkerten.

Safety

Troy Polamalu har trukket sig tilbage, og det efterlader et stort hul på strong safety. Steelers har forlænget kontrakten med reserven Will Allen, og det viser, at de ikke er komfortable nok til at overlade starterrollen til Shamarko Thomas og har brug for konkurrence på positionen. Forvent at Steelers vil adressere dybden i slutningen af andendagen eller starten af tredjedagen med mindre Alabamas Landon Collins falder til dem i første runde. I tredje eller fjerde runde vil Louisvilles James Sample være et meget interessant fit.

Pensioneret Super Bowl-helt på vej tilbage

Linebacker James Harrison, der for mindre end en måned siden indstillede karrieren, er på vej tilbage i NFL.

Ifølge NFL Medias Ian Rapoport vil den 36-årige Harrison lave en aftale med Pittsburgh Steelers, og ESPN’s Adam Schefter rapporterer, at aftalen vil falde på plads i løbet af tirsdagen.

Harrison spillede sidste år for Cincinnati Bengals, efter han i ni år havde spillet for netop Steelers og været med til at vinde Super Bowl i 2009.

I den Super Bowl leverede Harrison et legendarisk spil, da han returnerede en Kurt Warner-interception 100 yards for et touchdown.

Steelers er i øjeblikket ramt på linebacker-positionen, idet Jarvis Jones mandag blev placereret på den kortvarige injured reserve-liste.

2014 NFL Preview: Pittsburgh Steelers

Pittsburgh Steelers har de sidste sæsoner været synonym med middelmådigheden. Både i 2012 og 2013 sluttede head coach Mike Tomlins tropper med otte sejre og otte nederlag og begge gange med misset slutspil til følge. Og specielt i sidste sæson stod det klart, at Steelers’ engang så fremragende forsvar trængte til en opgradering. Dick LeBeaus’ defensiv tillod 16. flest point og 13. flest yards, og det var første gang i 13 år, at Steelers’ defensiv ikke rangerede i top 10 i antal tilladte yards. Derfor har general manager Kevin Colbert og Tomlin i offseason haft fokus på defensiven og hentet spillere til linjen og linebacker-gruppen i free agency og draften. Offensivt har Steelers mistet wide receiver Emmanuel Sanders, mens Lance Moore er kommet til.

Positivt
For bare få år siden var den offensive linje et kæmpe problem for Steelers, men det er nu en af holdets styrker. Pittsburgh har investeret voldsomt i at opgradere linjen via draften, og det har givet bonus. Det tidligere førsterundevalg, center Maurkice Pouncey, vender tilbage efter at have misset sidste sæson, og guards David DeCastro og Ramon Foster spillede begge rigtig godt sidste år. Kelvin Bechum og Marcus Gilbert ligner et par tackles, der kan holde skansen de næste mange år, selvom Gilbert skal oppe sig efter 11 tilladte sacks og hele 30 quarterback hurries sidste sæson. Steelers kan også glæde sig over, at tight end Heath Miller er helt tilbage. Den stærke tight end missede et par kampe sidste år og var aldrig helt sig selv efter en korsbåndsskade i 2012. Millers tilbagekomst vil hjælpe Big Ben betragteligt.

Negativt
Steelers’ løbeforsvar var ikke særlig godt sidste år og tillod 4,3 yards pr. carry, nok til at rangere i den dårligste halvdel af ligaen. Godt nok er Cam Thomas kommet til fra San Diego Chargers, men det er næppe nok til at styrke den defensive linje, hvor nose tackle Sean McClendon starter på nose tackle. Brett Kiesel vender tilbage, men han er blevet 35 år. Defensivt er der fortsat problemer for et forsvar, der tillod 23,1 point pr. kamp. Det er svært at se, hvem der skal levere pass rush, idet LaMarr Woodley er væk og Jarvis Jones skuffede i sit første år. Cornerback-situationen er langt fra ideel, og Steelers formåede ikke at opgradere her i draften. På angrebet har Roethlisberger mistet Sanders, og det er tvivlsomt om Moore eller unge talenter som Martavis Bryant og Marcus Wheaton kan træde ind i hans rolle allerede i år.

Hold øje med
Alt peger på at rookie linebacker Ryan Shazier allerede i sin første sæson vil få en stor og vigtig rolle. Shazier tilføjer Steelers’ forsvar hurtighed og eksplosivitet, som det har manglet de sidste sæsoner, og han har i preseason vist, hvorfor han blev valgt i første runde af årets NFL Draft. Den tidligere Ohio State-profil mangler ideel størrelse, men han spiller fortsat meget fysisk, og han kan stort set alt – blitze, dække op, stoppe løbet. Ryan Shazier er i mine øjne et virkelig godt bud på NFL Defensive Rookie of the Year.