Eagles-ekspert: Philly stadig svagest i NFC East

Philadelphia Eagles er bedre, end de var i 2016, men holdet er – på papiret – stadig efter de tre rivaler i NFC East-divisionen.

Sådan lyder det fra Mark Eckel, der gennem 31 år har dækket “ørnene” for avisen The Times of Trenton. I et interview med Draftday.dk forudser Eckel, at Eagles – trods erhvervelsen af flere forstærkninger i offseason – ikke har nået Washington Redskins’, Dallas Cowboys’ eller New York Giants’ niveau.
– Det er svært at se, at Eagles har indhentet eller er gået forbi nogen af de tre hold, der sluttede foran dem sidste år, siger han.

Han peger på, at Redskins, der sluttede som tre’er i NFC East, måske vil være mindre stærke i 2017, men til gengæld har holdet i Kirk Cousins en quarterback, der har “ejet” Philadelphia i de senere år, hvor Cousins som starter har været med til at vinde alle fire opgør mod Eagles. Og de to andre hold er ifølge Eckel også stadig bedre end Eagles.
– Giants har forstærket angrebet (med wide receiver Brandon Marshall og tight end Evan Engram, red.) og Cowboys’ unge hold bliver kun endnu bedre, konstaterer han.

Han forudser, at Eagles’ største mulighed for forbedring kommer på wde receiver-positionen.
– Holdet tilføjede free agents Alshon Jeffery og Torrey Smith, der begge vil starte sammen med Jordan Matthews, der har været en stabil spiller for holdet de seneste tre år. De brugte også to midtrunde-valg på wide receiverne Mack Hollins og Shelton Gibson, der begge har bibragt fart til gruppen, siger Mark Eckel til Draftday.dk.

I sidste ende står det hele dog og falder med andenårs-quarterbacken Carson Wentz. Som rookie i 2016 indledte Wentz sæsonen virkelig godt, men ramte muren i takt med, at flere og flere hold fik studeret hans spil og fik fundet modtræk.
– Wentz er nødt til at tage det næste store skridt, som ikke alle unge quarterbacks kan tage, fortæller Mark Eckel.

I de første tre kampe i 2016 – alle sejre – nettede Wentz en passer rating af 103,8 point, han ramte plet på 64,7 procent af alle kast, kastede fem touchdowns og kastede ikke én eneste interception.

Men i de sidste 13 kampe – hvoraf kun fire blev vundet – faldt hans rating til 74,3 point, han fandt kun en modtager på 62 procent af alle kast, og han kastede flere interceptions (14) end touchdowns (11).
– Det er tid til, at Wentz – og især Eagles’ trænere – svarer igen mod dét, som modstanderens forsvar gjorde for at begrænse ham. Han skal også mindske antallet af interceptions, forklarer journalisten.

I denne offseason er Carson Wentz blevet opereret i sine øjne – han behøver ikke længere at bruge kontaktlinser – og han har arbejdet meget med sit fodarbejde. Og ved holdets organiserede træningssamling i maj meldte flere reportere, der overværede dele af træningen, at Wentz’ kastede bolde med en “tættere” spiral, og at han så stærkere ud. Det kan være resultatet af hans offseason-arbejde med quarterback-guruen Tom House, der også har hjulpet Tom Brady og Drew Brees.

Godt for Eagles, for de har brug for en effektiv Wentz, hvis holdet skal konkurrere hårdt i NFC East.

2016 NFL draft: Philadelphia Eagles

Philadelphia Eagles har haft et meget aktivt forår og har via flere handler erhvervet sig draftens andetvalg.

Først handlede de linebacker Kiko Alonso og cornerback Byron Maxwell til Miami Dolphins for at rykke fra 13.-valget op til ottendevalget, og i forrige uge lavede de så en megahandel med Cleveland Browns.

Eagles sendte et par førsterundevalg plus lidt mere til Cleveland for andetvalget, og nu er Harry Roseman og co. i position til at vælge en af de bedste quarterbacks.

Hvem det bliver, må vi vente lidt med at få at vide, men langt de fleste tror, det ender med North Dakota States Carson Wentz.

2015 rekord: 7-9
Draft valg i de tre første runder: 2, 79
Tre største behov: OL, CB, RB 
General manager: Harry Roseman (2016)
Head coach: Doug Pederson (2016)

Offensive line

Chargers har investeret i den offensive linje ved at forlænge kontrakter med center Jason Kelce og højre tackle Lane Johnson. Samtidig er store Brandon Brooks hentet ind på højre guard. Men mens det ser godt ud på højre side af linjen, så ser det skidt ud på venstre side. Tackle Jason Peters er blevet 34 år og har været plaget af skader, og på venstre guard er Stefen Wisniewski hentet ind på en etårig “prove it” aftale.

Eagles skal opgradere på både tackle og guard, men de har ikke meget at gøre godt med, når det første valg bruges på en quarterback.

I tredje runde kunne tackles som Texas Christians Halapoulivaati Vaitai, LSU Jerald Hawkins og Nebraskas Alex Lewis være interessante typer for Eagles. Guard vil formentligt blive adresseret i de senere runder. 

Cornerback

Mens Eagles’ cornerback under Chip Kelly skulle møde visse fysiske mål, så er det ikke længere tilfældet under den defensive koordinator Jim Schwartz. Han leder i stedet efter profiler, der er atletiske og har gode boldevner, og når højde og drøjde ikke betyder så meget, er draftpuljen lidt større.

Sidste års førsterundevalg, Eric Rowe, starter på den ene flanke, men der er spørgsmålstegn andre steder. Leodis McKelvin er kommet til fra Buffalo Bills, og han kender Schwartz’ system. Men McKelvin har misset kampe i de fire sidste sæsoner og har kun lavet en toårig aftale. 

Eagles kan gå efter en cornerback i tredje runde, og hvis de gør det kunne Cyrus Jones fra Alabama være en mulighed. LSU’s Jalen Mills og Rashard Robinson er andre navne, som Eagles har vist interesse for.

Running back

Eagles sendt DeMarco Murray til Tennessee Titans, og det efterlader Ryan Mathews som ubestridt starter. For nu. For Mathews har været plaget af skader og har kun spillet 19 kampe de sidste to sæsoner, så Eagles skal have mere talent til positionen. Darren Sproles er blevet 32 år, og hans plads i truppen til næste sæson er usikker. 

Det må blive på tredjedagen, for der er også masser af værdi på running back-positionen. Det kunne eksempelvis være UCLA’s Paul Perkins eller LSU’s Daniel Lasco. Atletiske running backs, der kan skabe noget på egen hånd i de åbne områder.

Hvis Eagles bruger et valg i tredje runde, kan Alabamas Kenyan Drake være inde i billedet. Han har big-play evner og kan også bidrage som returner.

Andre behov

Med skiftet fra et 3-4 two-gap til et 4-3 “wide nine” skal den forreste del af defensiven have nye typer. Roseman har et ønske om at tilføje dybde til linebacker-positionen, og Eagles kan med fordel finde hjælp til linjen senere i draften. Linebacker Nick Kwiatkoski fra West Virginia har været på Eagles’ radar, og det samme har defensive tackle Adam Gotsis fra Georgia Tech. Eagles har også kigget på talrige receivers, så mon ikke den position får et par talenter sent i draften.

Her kan du læse alle vores NFL draft preview

Blog: Eagles’ risikable spring

Onsdag bød på den anden store breaking news-historie på fem dage, da Cleveland Browns handlede andetvalget i NFL-draften til Philadelphia Eagles for ottendevalget og en lang række draft picks.

Det er naturligvis for tidligt at vurdere, om handlen gav mening for begge parter, for vi ved i sagens natur ikke, hvordan de respektive valg vil begå sig i NFL. Bliver én af de to quarterbacks, Carson Wentz (mest sandsynligt) og Jared Goff (mindre sandsynligt), som Eagles ventes at vælge, en Pro Bowl-type, franchise quarterback er det svært at komme efter ørnene.

Men – her og nu mener jeg, at handlen set fra Eagles’ rede var for risikabel, og derfor ville jeg ikke have gjort det. Samtidig virker den besynderlig.

Holdet investerede i offseason i både Sam Bradford og Chase Daniel, der begge fik store kontrakter af Philly. Bradford får cirka 18 millioner dollars årligt, og Daniel får hele syv millioner dollars (det er meget for en reserve) – og de underskrev de store aftaler aftaler så sent som i marts! Samlet er de sikret 34 millioner dollars i garanterede penge, så investeringen er stor og altså meget, meget ny.

Luksus på quarterback-positionen
Nu – godt én måned senere – skal holdet så yderligere betale millioner af dollars til Carson Wentz ud fra rookie-lønskalaen, og dermed når Eagles alene i 2016 at betale over 40 millioner dollars i løn til quarterbacks – klart, klart mest i hele NFL. Oven i købet betyder handlen, at Daniel – som, mange mener, er en nærved-starter i NFL – nu formentlig bliver skubbet ned som tredjevalg. Det er en stor luksus for et hold, der trods alt har mange huller overalt i truppen.

Ja, Eagles kan handle én af dem, men selv hvis det sker, giver holdets ageren ikke meget mening. Som flere har peget på, er Eagles fastlåst til samlet henholdsvis 11 millioner dollars (Bradford) og ni millioner dollars (Daniel) i bonus-penge, som holdet skal betale, hvis én af de to bliver handlet i de kommende måneder. Det er et stort fråds, hvis det sker – og virker i så fald som et tegn på, at de nye general manager Howie Roseman, der er blevet skamrost denne offseason, måske ikke har en helt så god, langsigtet plan, som mange af os troede.

Samtidig skal man ikke glemme, at Eagles betaler en – relativt set – stor pris for at komme op fra ottendevalget til andetvalget. Udover det valg fik Philly et fjerderundevalg i år, men afgav to førsterundevalg (2016 og 2017), et andenrundevalg (2018), et tredjerundevalg (2016) og et fjerderundevalg (2016). Det er meget for et hold, der har mange huller i truppen.

Man skal heller ikke glemme, at Eagles i forvejen betalte Miami for at komme fra 13. valget til ottendevalget – i form af linebacker Kiko Alonso og cornerback Byron Maxwell. Roseman er blevet hyldet for den handel, fordi han røg ind i top 8 mod til gengæld at slippe af med to kontrakt-tunge spillere, han ikke ville have.

Ro på med Roseman-rosen
Det er der helt sikkert noget om. Men spørgsmålet er, om den historie ikke er en anelse for rosenrød. Skamrosen af Roseman for handlen har efter min mening været for stor – godt hjulpet på vej af mange nationale NFL-reportere, der har et godt forhold til ørnenes ledelse (samtidig med at Chip Kelly, der sikrede aftalen, er et let offer). For selvom Eagles helt klart var vinderen af den handel, skal man ikke glemme, at holdet stadig afgav to spillere, som, det mente, havde værdi til et spring på syv valg. Det var ikke bare peanuts til en overpris, de sagde farvel til.

Og selvom de 10,5 millioner dollars, som Maxwell i gennemsnit får pr. år (og som Roseman ikke ville betale ham), ER meget, er det stadig mindre, end hvad Janoris Jenkins får hos Giants, og Trumaine Johnson får hos Rams i 2016. I en ny NFL-virkelighed, hvor salary cappen på få år er blevet gigantisk, er det beløb ikke længere skræmmende stort, selvom Maxwell måske aldrig bliver en stærk første-cornerback. Men det var også kun i én sæson hos Eagles, at han underpræsterede. 

Tilbage står altså, at Eagles har betalt to førsterundevalg, et andenrundevalg, et tredjerundevalg, et fjerderundevalg, Byron Maxwell og Kiko Alonso for at handle hele vejen fra 13. valget til andetvalget og dertil få et fjerderundevalg.

Og dét gør efter min mening handlen risikabel – ikke mindst for en general manager som Howie Roseman, der ikke har den bedste “track record”, hvad angår draften, og som sagtens kunne bruge draft picks til at forstærke truppen.

Ikke et “slam dunk”
Her og nu tyder meget på, at Philly får Carson Wentz, og selvom der er folk i NFL, der mener, at han har et Andrew Luck-lignende potentiale, er der også andre, der mener, at han på ingen måder er et “slam dunk”-sikkert-valg, og at han risikerer at skuffe i NFL. Han kommer fra en lille skole (North Dakota State) på FCS-niveau og vil med stor sandsynlighed blive den højstvalgte spiller fra college footballs 1. division (med “‘Superligaen” over sig).

Er det stort spring? Absolut. Vil det blive et problem? Ikke nødvendigvis. Men alt andet lige gør det, at det er sværere at vurdere Wentz’ potentiale i de voksnes rækker, fordi hans bedste præstationer er kommet mod hold som Weber State og Montana – og ikke Alabama eller Clemson.

Og derfor er der mange i NFL, der mener, at han trods et imponerende potentiale er et risikabelt valg.
– Wentz er meget upoleret, spillede kun to år på en lille skole mod meget svag modstand, og han missede otte kampe på grund af skader. Folk har issues med hvor lang tid, han har brug for at kunne udvikle sig – og med hans boldsikkerhed, sagde CBS Sports’ ekstremt velunderrettede NFL-journalist, Jason La Canfora, da jeg i mandags spurgte ham, hvordan hans kilder i NFL ser Wentz.

Onsdag udtalte Howie Roseman klogeligt, at Sam Bradford ikke bliver handlet, og at han vil starte – så Wentz kan lære bag Bradford og blive klar til det markant højere tempo i NFL, som der venter ham. Men husk på at Jacksonville Jaguars sagde det samme om Chad Henne i 2014. Blake Bortles ville ikke starte som rookie, lød det. Men inden vi vi var ude af september, startede Bortles. Samme skæbne har andre talentfulde rookie-quarterbacks, der skulle “nurses” frem, lidt. Og i et Philadelphia, hvor medierne er ekstremt hårde og pågående, og hvor én af NFLs mest aggressive fanbaser findes, vil presset for at starte Wentz være enormt, hvis Bradford viser tegn på svaghed.

Derfor droppede Browns en quarterback
Normalt er jeg “all for”, at et hold tager en quarterback, når chancen byder sig. Men det gælder kun, når muligheden er lige for, og ikke de situationer, hvor et hold – der har mange svagheder – handler op efter en quarterback, som det ikke engang behøver her og nu som “the missing link”. Og det gjorde Eagles ikke.

Det bringer historien videre til Cleveland Browns – og undtagelsen til min egen hjemmeregel.

For jeg forstår argumenterne bag, at Browns handlede ned og dermed opgav muligheden for at vælge en potentiel “franchise quarterback”, som Browns reelt ikke har haft siden Bernie Kosar og Vinny Testaverde var kongerne i midten af 1990’erne.

Siden Browns vendte tilbage til NFL i 1999, har 26 (!) forskellige quarterbacks startet for holdet, og alene siden 2008 har holdet valgt tre quarterbacks i 1. runde af draften (Brady Quinn, Brandon Weeden og Johnny Manziel), der alle er floppet. Så sporene skræmmer.

Problemet ved at vælge en quarterback som Wentz (hvis Jared Goff er Los Angeles Rams’ valg forinden) ville være, at han som i forvejen stærkt upoleret, lilleskole-passer ville komme til et hold, der på papiret er virkelig svagt. Han ville skulle kaste til en duo af Andrew Hawkins og Brian Hartline, og running backen bag ham ville være Isaiah Crowell. Og på angrebslinjen foran ham er Browns’ styrmand i midten gennem flere sæsoner, Alex Mack, væk.

I denne offseason har Browns udover Mack sagt farvel til flere andre af holdets veteraner uden, at den nye “Moneyball”-ledelse med Paul DePodesta og Sashi Brown i spidsen har hentet forstærkninger ind. Faktisk er Browns’ trup netop nu i en sådan forfatning, at der er folk i NFL, der ifølge førnævnte Jason La Canfora, undrende spørger, om Browns-ledelsen bevidst skaber et så svagt hold, så holdet kan tabe 14-15 kampe i 2016 og få topvalget i 2017-draften?

En ny Alex Smith eller David Carr
Det ville have været en ekstremt svær situation for Carson Wentz at komme i. Tidligere har to topvalg i draften, David Carr (2002) og Alex Smith (2005), fået selvtilliden smadret, fordi de kom til to elendige hold (Texans og 49ers), som de skulle forsøge at bære på ryggen. Carr formåede aldrig at komme igen trods et stort talent, og Smith fik først karrieren tilbage på sporet, da 49ers først i 2010’erne havde et stærkt hold omkring ham. Den situation ville Browns næppe udsætte Wentz for, og samtidig var der i de seneste uger meldinger om, at især head coach Hue Jackson ikke var helt solgt på Wentz (hvilket er tankevækkende set med Eagles’ briller…).

Og da Browns så onsdag fik et tilbud fra Eagles, som det ikke kunne sige nej til, opgav holdet muligheden for at vælge Wentz.

Ja, kritikere vil pege på, at Browns gennem årene har handlet ned og samlet flere draft picks op – blot for at se den taktik floppe. Og de har altså også taget den potentielle “franchise quarterback”, da muligheden var der. Det var også en katastrofe. De har faktisk prøvet alt, virker det nærmest til – og er bare stadig “a Factory of Sadness”, som NFL.coms “Around the NFL”-podcast drillende betegner det evigt tabende mandskab.

Men som situationen er nu – med en ny ledelse, der er ved at begynde forfra, og som renser tavlen (og siger bye-bye til mange spillere) – er det et år eller to for tidligt at vælge en quarterback for fremtiden. Jeg er ret overbevist om, at Browns vil vælge tidligt i draften i både 2017 og sandsynligvis også 2018 – og derfor får holdet meget vel flere muligheder for at vælge den vigtigste brik, der kan gøre en forskel, når truppen er markant forbedret. Det bør den blive efter 2016-draften, for Browns har nu 12 draft picks – flest i NFL sammen med 49ers – og otte valg i top 145. Samtidig har de to førsterundevalg i 2017.

Hvad med RG3?
Det kan næsten ikke gå galt. Heller ikke når man er Cleveland Browns. Ledelsen kan kaste pile efter draftnavne på tavlen og stadig ramme plet på en række af dem, når man har så mange valg.

Dér, hvor handlen dog kan undre mig, er, hvis Cleveland Browns virkelig mener, at Robert Griffin III er fremtiden – som nogle iagttagere tror. Hue Jackson har angiveligt fået et virkelig godt indtryk af “RG3”, og selvom Hue Jackson ved en milliard gange mere om quarterbacks, end jeg gør, ville det efter min mening være meget risikabelt at tro på, at den mobile, men ofte skadede quarterback kan vende tilbage til 2012-formen hos Browns – i den situation.

Det tror jeg dog ikke, de tror. Griffin er måske holdets starter i 2016, hvis han slår Josh McCown i konkurrencen om jobbet, men han vil næppe være bedre, end at Browns sagtens kan vælge en quarterback i 2017 eller 2018.

Tilbage står, at handlen set fra Cleveland Browns’ front office, er mindre risikabel end dét, som Howie Roseman og Eagles risikerer.

Og med de investeringer, som Philly allerede havde gjort for bare én måned siden på quarterback-positionen, virker handlen ikke kun risikabel set fra deres side.

Den virker også besynderlig.

Enig eller uenig med blogindlægget? Kommentér gerne på @shygumhansen på Twitter

 

Bradford: Den bedste fødselsdagsgave nogensinde…

Philadelphia Eagles’ quarterback Sam Bradford kunne søndag fejre sin 28-års fødselsdag med en overtidssejr på 33-27 over Dallas Cowboys.

Sejren kom i hus, da Bradford godt fem minutter inde i overtiden fandt wide receiver Jordan Matthews for et vindende 41-yard touchdown.

– Jordan løb en fremragende rute. Det var noget, vi havde arbejdet på hele ugen. Det er den bedste fødselsdagsgave nogensinde, sagde Bradford efter opgøret.

Eagles angreb fungerede bedre end længe, og Bradford og co. samlede 459 offensive yards til trods for, at offensiven kun havde bolden i lidt over 25 minutter.

Med sejren er Eagles nu 4-4 og stadig én kamp efter New York Giants, der fører NFC East.

Læs også: 3 tanker: Nyt nederlag til Cowboys – slutspillet er langt væk

3 tanker: Nyt nederlag til Cowboys – slutspillet er langt væk

Philadelphia Eagles slog søndag Dallas Cowboys med 33-27 efter overtid. Wide receiver Jordan Matthews scorede det afgørende 41-yard touchdown kort inde i overtiden. Running back DeMarco Murray var for første gang tilbage i Dallas og besvarede med 161 totale yards og en scoring. Quarterback Matt Cassel kastede tre touchdowns, heraf to to Cole Beasley, men lige lidt hjalp det for Dallas, der nu er 2-6.

Murray leverede stor mod sit gamle hold
Murray har haft en svær start på sæsonen, men han leverede til fulde, da han returnerede til Dallas, hvor han spillede de første fire år af karrieren. Den 27-årige running back scorede et touchdown, løb 18 gange for 83 yards (4,6 yards pr. carry) og greb seks bolde for 78 yards, og han var en vigtig faktor i Eagles’ sejr. Blandt andet hamrede Murray et 20-yard løb af i overtiden, og i det hele taget må det have været en stor lettelse for running backen, at han præsterede mod sit gamle hold. I offseason fravalgte Cowboys selv at holde på Murray, og de har siden haft store problemer på positionen. Murray har ikke haft den letteste start hos Eagles, og man kan diskutere om systemet er optimalt til hans spillestil, men søndag ramte han sit høje niveau på det bedst tænkelige tidspunkt. 

Dez Bryant er tilbage
Cowboys kan glæde sig over, at Bryan er tilbage for fuld styrke, eller i hvert fald noget der ligner. Bryant, der missede fem kampe på grund af en brækket fod, greb fem bolde for 104 yards og et 18 yard touchdown. Desuden viste Bryant med et 51-yard catch, at rusten allerede er ved at være væk. På det catch løb Bryant sig fri på en flot rute, greb bolden ved sidelinjen og zig-zaggede modsat, inden han blev tacklet. Det er ekstremt vigtigt for Cowboys at Bryant er tilbage, hvis de på nogen måde skal gøre sig håb om slutspil.

Dallas har tabt seks i træk
Og netop slutspillet synes nu langt væk og et stykke ude i horisonten for Cowboys. Nederlaget til Eagles var Cowboys’ sjette i træk, og så mange kampe i træk har Dallas ikke tabt siden 1989. Cowboys har tabt alle kampe, siden quarterback Tony Romo blev skadet, og han misser mindst én kamp mere. Hvis Cowboys også taber ude mod Tampa Bay Buccaneers i næste uge, så vil de med 2-7 være meget, meget langt fra slutspillet. Det ser skidt ud for texanerne…

2015 NFL Draft preview – Philadelphia Eagles

Chip Kelly har nu fuld kontrol over Philadelphia Eagles’ trup, og han vil sammen med Ed Marynowitch forsøge at få så mange spillere ud af deres otte draft valg som muligt.

Kelly og co. skal finde hjælp til det bageste forsvar, men også den offensive linje og wide receiver-positionen skal adresseres.

2014 rekord: 10-6
Draft valg i de tre første runder: 20, 52, 84
Tre største behov: DB, WR, OL
General manager: Chip Kelly (2015)
Head coach: Chip Kelly (2013)

Defensive back

Safety Malcolm Jenkins gjorde det udmærket i sin første sæson hos Eagles, men der skal findes en makker til det tidligere førsterundevalg, fordi Nate Allen er taget til Oakland Raiders. Earl Wolff er lige nu projekteret starter, men han har ikke den store erfaring og er et relativt uprøvet kort. På cornerback mangler Eagles kvalitet modsat Byron Maxwell, og derfor er der også brug for en starter her. I første runde ligner UConns Byron Jones det oplagte valg for Eagles, fordi han har størrelsen og de atletiske evner til at spille mand-mand. Jones kan bruges både som safety og cornerback, og det giver Eagles fleksibilitet. Utahs Eric Rowe er et andet navn, som Eagles er blevet sat i forbindelse med, og hold også øje med Arizona States Damarious Randall. De kan begge spille cornerback, hvilket også er et plus.

Wide receiver

Eagles har sagt farvel til Jeremy Maclin, og hans 85 receptions og 1300+ yards skal erstattes. Jordan Matthews vil få masser af muligheder som starter, men Riley Cooper snittede under tre YAC, og Josh Huff greb kun otte bolde som rookie. Eagles har brug for en spiller, der kan skabe noget med bolden i hænderne, og USC’s Nelson Agholor ligner et logisk valg, hvis Kelly går den vej i første runde. Hvis Eagles venter, kunne Georgias Chris Conley være i kikkerten på anden- eller tredjedagen.

Offensive line

Der er spørgsmålstegn på venstre guard, hvor Eagles har forsøgt at handle 33-årige Evan Mathis. Ved hans side er tackle Jason Peters også 33 år, og det er tid til at tænke på fremtiden på den position. Oregons guard/tackle Jake Fisher er meget atletisk og kunne blive genforenet med Kelly, hvis Eagles adresserer linjen i første runde. Venter de til anden eller tredje runde er Penn States tackle Donovan Smith et talent, der er værd at huske. 

2014 NFL Draft review: Philadelphia Eagles

Det kunne vi lide
Philadelphia valgte to wide receivers inden for de første 86 draft picks og adresserede dermed et behov, der er tydeligt, efter at DeSean Jackson blev fyret. Jordan Matthews (2. runde) og Josh Huff (3. runde) er begge solide talenter, der kan være kommende anden- og tredjereceivers hos Eagles. Matthews, der er fætter til selveste Jerry Rice, har været meget produktiv i SEC-konferencen og har et godt potentiale, mens Huff med 24 catches af mindst 20 yards i college-karrieren hos Oregon, hvor han blandt andre blev trænet af Eagles-træneren Chip Kelly, har bevist, at han er eksplosiv.

Det kunne vi ikke lide
Førsterundevalget af Marcus Smith. Jeg har svært ved at se det som andet end et risikabelt valg. Eagles handlede ned til 26. valget, men tog en spiller, der generelt ikke var anset for at være et førsterundevalg værdigt, og som i min bog er for stort et projekt netop nu til at berettige et så højt valg. Eagles savnede en pass rusher, men jeg ville have valgt DeMarcus Lawrence, som er mere poleret, end Smith, som ganske vist lavede 14,5 sacks som senior, men mange af dem kom i den svage AAC-konference i situationer, hvor sacket – ifølge Jon Gruden – blev skubbet i Smiths retning. Han var quarterback i high school, og han har derfor meget at lære endnu. Potentialet er der altså. Men – som historien har vist med andre “one hit wonders” – er én god sæson ikke altid nok til at bedømme en spiller.

Sleeper
Oregons defensive end Taylor Hart (5. runde), som Kelly også har ledet, er en fyr, der altid giver sig 100 procent, og som ikke vil underpræstere. Han er ikke noget fysisk set stort talent, men han knokler løs og har bragt mindelser om Steelers’ Brett Keisel – og den tidligere Steelers-profil, Aaron Smith, som ikke havde navnet, men som gjorde det beskidte arbejde effektivt som “five techqniue”. Det samme kan Hart gøre.

Blog: Andy Reid er hårdt presset

Det var en uundgåelig fyring, som Philadelphia Eagles’ head coach, Andy Reid, tirsdag lavede. Også selvom fyresedlen blev afleveret efter bare seks kampe i sæsonen.

Fyringen af den udskældte, hårdt pressede defensive koordinator, Juan Castillo, var ganske enkelt nødvendig, og ville være sket før eller siden, hvis Reid vil beholde sit job.

For hvis ikke forsvaret stepper op, ryger Andy Reid ud. Inden sæsonen sagde Eagles’ ejer, Jeffrey Lurie, at en ny, skuffende sæson med bare otte sejre som i 2011, ikke ville være nok for Reid til at få en 15. sæson hos Eagles i 2013. Der skal mere til – formentligt “mere” som i mindst én sejr i slutspillet. Men som forsvaret spiller p.t., når Eagles ikke i slutspillet, og så er Reid færdig i Philly.

Cox var end ikke født
Ansættelsen af Juan Castillo var fra begyndelsen af en fejltagelse. Mange NFL-eksperter troede, det var en dårlig spøg, da Eagles’ daværende offensive line coach, Juan Castillo, forud for 2011-sæsonen blev forfremmet til den vigtigste trænerposition på den anden side af bolden – som defensiv koordinator.

Castillo har store trænerevner – han er én af de “bedste football-trænere”, jeg nogensinde har arbejdet med” – udtalte Reid således tirsdag. Men han havde ikke ledet et forsvar, siden han var high school-træner hos Kingsville High School fra 1986 til 1989. Eagles’ topvalg i draften fra april, defensive tackle Fletcher Cox, var eksempelvis ikke engang født, da Castillo sidst var defensiv træner. Så længe siden er det.

Alligevel troede Andy Reid fuldt og fast på sin kollega og forfremmede ham til den krævende position.

Det skulle dog vise sig at være en stor fejtagelse. Allerede i 2011 skuffede Eagles’ stjernespækkede forsvar, der trods tilgangen af profiler som Nnamdi Asomugha, Cullen Jenkins, Dominique Rodgers-Cromartie og Jason Babin kun var et godt, men ikke virkelig godt forsvar. Eagles sluttede som nummer ti i NFL i antal tilladte point, men formåede for eksempel slet ikke at lave de turnovers og være den forskel mellem sejr og nederlag, der var ventet af et – på papiret – eliteforsvar.

Slet ikke så slagkraftig
Ørnene lavede dog 50 sacks – flest i NFL – og det var positivt. Derfor var der igen store forventninger til defensiven i 2012.

Men i 2012 har defensiven atter ikke formået at være så slagkraftig, som det var forventet. Samlet set har defensiven med pass rushers som Trent Cole, Jason Babin, Fletcher Cox og Darryl Tapp kun lavet syv sacks, og Eagles er ikke noteret for én eneste sack i de seneste tre kampe, som holdet har tabt to af. Blandt andet efter at have tilladt lange angrebsserier i fjerde quarter – senest i søndags mod Detroit, hvor Eagles smed en ti point-føring over styr. Samlet set er forsvaret nummer 16 i NFL – altså en del af den bløde mellemvare – og har tilladt 13. flest point. Godt, men igen ikke så godt som forventet.

Ryger Vick også?
Nu vil Andy Reid så prøve med secondary coach Todd Bowles, der er ny defensiv koordinator.

Bowles kan dårligt gøre det ringere end Castillo med de navne, som Eagles har til rådighed, og ved at fyre Castillo og forfremme Bowles viser Andy Reid handlekraft. Og det er vigtigt over for både fans og ejer Jeffrey Lurie, der måske ikke ønsker at fyre Andy Reid, som han holder meget af, men som kan blive nødt til at gøre det, hvis Eagles skal tilbage på sporet.

Næste skridt i kampen for at bevare jobbet kan – ifølge ESPNs Sal Paolantonio – blive at bænke fejlende, fumblende Michael Vick til fordel for reserven Nick Foles. Det vil være en handling, der vil vække stor opsigt og igen vise, at Andy Reid er under et stort pres.

Men tag ikke fejl. Presset er der allerede. Det afslører fyringen af Juan Castillo.