Blog: Tak for underholdningen, Peyton

Så er det slut. Efter 18 historiske sæsoner i NFL, 579 touchdowns og 10.407 kast takkede “Sheriffen” af.

Peyton Manning stopper en karriere, der ikke bare gjorde ham til én af de største quarterbacks nogensinde – den allerstørste, mener nogen – men som også forandrede spillet. Uden Manning havde NFL ikke set ud, som det gør i dag.

Broncos-quarterbacken satte og ramte undervejs i en historisk god karriere hele 39 NFL-rekorder og milepæle herunder rekorderne for flest touchdowns og passing yards i både karrieren og en sæson, og han vandt samlet 200 kampe. Også en NFL-rekord. Vanvittigt imponerende og et klokkeklart vidnesbyrd om, hvor effektiv og usædvanlig god en passer, som “nummer 18” var.

Mannings 2004- og 2013-sæsoner går over i historien som to af de største nogensinde, og faktisk vurderer Pro Football Reference – baseret på en række formler om, hvad man kunne forvente med det hold og de modstandere, som Manning stod over for – at 2004-sæsonen er den største nogensinde. Intet mindre. Det var dengang, hvor han kastede 49 touchdowns og virkede nærmest ustoppelig, mens mange af os så ham på skærmen på TV 2/Zulu.

Belichick: Den ultimative modstander
Og hans evne til at være sin egen koordinator på banen var samtidig i særklasse. Mange modstandere har gennem tiderne erklæret, at de aldrig nogensinde har oplevet en quarterback have en så stærk evne til at analysere et forsvar, når han stod ved line of scrimmage, og herefter ændre spillet ud fra dét, han så – som Manning.

Søndag sagde Colts’ tidligere præsident, Bill Polian, at Manning gennem årene ændrede spilkaldet i op mod 60 procent af tiden. Quarterbacks har før ham været dygtige til at agere “spilkalder” på banen – som for eksempel Jim Kelly. Men Kelly var aldrig så produktiv som Manning, og i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne stod Bills-legenden ikke over for så komplekse forsvar, som Manning stod over, når forsvarsstrateger som Ray Lewis, Rex Ryan og Bill Belichick i den interne “skatmatch” på høj, høj football-IQ forsøgte at forvirre “sheriffen” så meget, at hans skud ramte ved siden af målet.

Netop Belichick kaldte i 2014 rivalen Manning for den “ultimative udfordring”, fordi Manning var så fantastisk dygtig til at komme med strategiske angreb og ikke mindst modangreb, der gjorde, at Belichick aldrig følte sig sikker i sit kald. I et interview med journalisten Mike Lupica fortalte Belichick i detaljer, hvordan Manning snød sine modstandere med geniale ændringer af strategien.
– Han er så svær at spille imod, han har så meget styr på spillet, sagde Belichick.

Endnu mere imponerende og et fuldstændigt bevis for den betydning, som Manning havde, er det faktum, at spillet i dag ser markant anderledes ud, end da Indianapolis Colts i 1998 valgte Manning frem for Ryan Leaf med topvalget i draften og forandrede en by og et franchise, der med Manning som leder var i to Super Bowls, vandt ét mesterskab og op gennem 00’erne sejrede i flere opgør i grundspillet (115) end noget andet hold.

Bag store forandringer
Som ESPNs Bill Barnwell har dokumenteret, ligner forandringerne i spillet, som skete gennem et årti, den måde, som Peyton Manning og hans hold spillede football på.

Både Colts og Broncos var med Manning som quarterback bygget op omkring et stærkt kasteangreb (2015-sæsonen hos Denver undtaget), og holdene sejrede gennem luften. Sådan var det ikke i 1997, hvor Denver Broncos’ running back Terrell Davis havde båret holdet frem til mesterskabet, hvor den regerende NFL MVP var en running back – Barry Sanders – og hvor den bedst lønnede spiller også var en running back, Emmitt Smith.

Colts havde det svært i Mannings første år og vandt kun tre kampe og blandt andet derfor, men også på grund af Mannings kæmpe talent, kastede Colts i hele 60 procent af tiden. Fem procent mere end det gennemsnitlige NFL-hold og tredjemest i NFL i 1998. Og i årene efter fortsatte Colts med at kaste – ofte også på første downs – og med de mange kast kom sejrene, og under Mannings ledelse vandt Colts mindst 10 kampe i de efterfølgende 11 af 12 sæsoner.

I dag – 18 år senere – er NFL en kasteliga, hvor quarterbacks først og fremmest står i “shotgun”-formationen, som Manning hovedsageligt og usædvanligt stod i, da han ankom til NFL i 1998.

Der er aldrig nogensinde blevet kastet så meget som nu, og ligaens running backs har ikke samme stjerne som tidligere. NFL er en “copycat”-liga, og Colts og siden Broncos’ succes på banen via et ekstremt effektivt kasteangreb har inspireret andre NFL-hold til at forsøge at skabe tilsvarende stærke luftangreb og finde franchise-quarterbacks som Manning, man kan bygge et hold op omkring. Hver eneste år før draften har Manning og Patriots’ Tom Brady været referencerne – det har været de to quarterbacks, som college-talenterne er blevet bedømt ud fra.
– Tillykke, Peyton, med en fantastisk karriere. Du forandrede spillet for evigt og gjorde alle omkring dig bedre, skrev Brady søndag på Facebook.

Da reglerne blev ændret
Et stort skillepunkt, der for alvor satte gang i “kastetidsalderen”, var en direkte konsekvens af Peyton Mannings succes.

Tilbage i januar 2004 tabte Manning og Colts ude i New England AFC-finalien i en kamp, hvor Manning kastede fire interceptions, og hvor Colts’ receivere blev udsat for en hårdhændet behandling af Patriots’ defensive backs.

Forsvarsspillerne havde fat i Indianapolis’ receivere længere nede af banen end de fem yards, hvor det er tilladt at skubbe en receiver ud af kurs. I andre tilfælde blev Colts-spillerne presset helt ud af banen, når de sprintede op langs sidelinjen. Efter kampen var Colts-lejren rasende, og president Bill Polian mente, at det nu var kommet for vidt. For at stoppe de bedste quarterbacks som Manning, havde NFLs forsvar igennem lang tid fået alt for frit spil, og derfor krævede Polian, at NFL strammede reglerne op.

Og da NFLs regelkomité to måneder senere mødtes i Palm Beach, Florida, kiggede komitéen nærmere på netop den kamp, var enige i kritikken og sendte herefter et epokegørende direktiv ud.

NFLs regel om ulovlig kontakt – den såkaldte “chuck”-regel fra 1974 – blev ifølge regelkomitéen ikke overholdt af dommerne, som den skulle, og var med til at svække kasteoffensiverne.

Det betød samtidig, at flere hold satsede på løbeangrebet i dét, der var alletiders største sæson for running backs med to spillere, der leverede to af de største sæsoner nogensinde. Ravens’ Jamal Lewis nettede 2066 yards – dengang næstflest i historien – og Packers’ Ahman Green løb for 1883 yards – ottendeflest i NFL-historien.

Kun 200 passing yards
I 2003 bød en NFL-kamp i gennemsnit kun på 200,4 passing yards – det laveste antal i 11 sæsoner – og det var stik mod flere årtiers hensigt om, at åbne spillet, som Manning og Colts forsøgte at gøre. NFLs quarterbacks snittede samtidig kun 6,6 yards pr. kast, hvilket var det laveste NFL-gennemsnit i 38 år, og i samme sæson skaffede angrebsspillerne i gennemsnit færre yards pr. completion end i nogen anden NFL-sæson siden 1932.

Derfor betonede regelkomitéen i direktivet, at dommerne i den efterfølgende sæson skulle slå hårdere ned på de forsvarsspillere, der brød reglerne på kastespil – som Patriots gjorde det mod Mannings receivere i kampen i 2004.

Stramningen førte i den efterfølgende sæson en regn af gule flag med sig, når forsvarsspillerne rørte ved wide receiverne efter de første fem yards. I 2003 dømte dommerne 79 gange ulovlig kontakt mod en forsvarsspiller, men efter regelændringen i 2004 steg antallet med hele 142 procent til 191 domme. Siden fulgte andre markante og afgørende regelændringer, der favoriserer quarterbacken og wide receiverne – og gør det sværere at være forsvarsspiller i NFL, når modstanderne angriber gennem luften.

I dag er utallige kasterekorder blevet slået, men åbningen af offensiverne var altså ikke sket, hvis ikke Patriots’ defensive backs havde tyet til ufine metoder i forsøget på at stoppe maskinen Peyton Manning. Hans høje, høje niveau var om noget med til at ændre spillet.

Manning, Brady eller Montana?
Netop New England Patriots har gennem årene været Peyton Mannings evige rival, og i de næste mange, mange år vil fans og eksperter fortsat diskutere, om Tom Brady eller Manning – eller måske Joe Montana – er den største quarterback gennem tiderne.

Mannings støtter vil pege på, at Manning var den bedste quarterback i den regulære sæson, førte to hold frem til mesterskaber, oftere så holdet omkring sig fejle, når det gjaldt – og i øvrigt vandt tre af fem slutspilskampe mod Brady. Hans kritikere vil sige, at Brady var bedre i slutspillet, har vundet fire Super Bowls og i øvrigt samlet set slog Manning oftere end omvendt. Og så er der dem, der mener, at Joe Montana i kraft af sine præstationer i en mindre kastevenlig tidsalder og i kraft af uovertrufne Super Bowl-præstationer er større end de to.

For mig er diskussionen sjov, men vil aldrig give et objektivt resultat. Alle tre er kæmpestore, og jeg kan personligt umuligt svare på, hvem der er den største.

Men i dag, hvor Manning har sagt farvel, er én ting i hvert fald sikkert:

NFL har mistet én af sine største stjerner nogensinde. Peyton Manning berigede på mange måder ligaen og spillet, NFL var fedt at følge med ham på banen – og hans eftermæle vil være imponerende.

Man kan ikke andet end løfte på kasketten og sige:

Tak for underholdningen, Peyton.

Blog: Peyton Mannings valg giver mening

Så fandt superstjernen endelig sin kommende arbejdsgiver. Mandag aften brød nyheden om, at Peyton Manning vil lave en aftale med Denver Broncos.

En beslutning, der giver mening.

Lad det være skrevet med det samme: handlede det her udelukkende om, hvilket hold, der spiller for spiller ville have den bedste chance for at komme i Super Bowl med Peyton Manning bag center, ville Manning have valgt San Francisco 49ers, der sammen med Tennessee Titans var det andet hold, der var med i sidste kapløb om ham.

49ers har NFCs bedste forsvar og dét krydret med et Manning-angreb, hvor Frank Gore, Vernon Davis, en god angrebslinje, Michael Crabtree og nu også Randy Moss og Mario Manningham er blandt våbene, ville gøre 49ers til storfavoritter til at vinde NFC.

Selv som glødende 49ers-fan har jeg dog aldrig helt troet på tanken om, at det alene kunne føre Manning til The Bay Area. Ja, Manning vil gerne vinde én Super Bowl mere, og det har – som flere medier har rapporteret – helt klart spillet kraftigt ind.

Men det gør ikke forskellen alene.

Harbaugh er ”hands on”
I Denver kan Manning nemlig efter alt at dømme få dét, han ikke i samme grad kunne få andre steder: Den totale kontrol over angrebet for et hold, der har gode chancer for at nå dybt i slutspillet takket være Manning og et udmærket forsvar. Ikke mindst fordi Broncos hører hjemme i mindre stærke AFC West.

Mens Tennessee Titans er inde i en mindre genopbygningsperiode og især har mangler på forsvarslinjen, har Broncos et talentfuldt hold, hvor head coach John Fox er villig til at give Manning den totale magt over offensiven.

Fox beviste i 2011 med Tim Tebow, at han gerne justerer angrebet, så det passer til quarterbacken. Det samme kan han gøre med Manning. Fox vil som defensivmindet head coach kunne fokusere fuld ud på forsvaret. Præcist som Tony Dungy gjorde det i Indianapolis.

Det var ikke sikkert, at det havde været tilfældet i San Francisco, hvor Jim Harbaugh er en “hands on”-head coach, der som tidligere quarterback i NFL – han var faktisk manden, som Manning i 1998 afløste i Indianapolis – potentielt i højere grad ville blande sig i spilkald og måske ikke i samme grad justere West Coast-systemet til Manning. Og Tennessees angrebssystem ville – ifølge nogen iagttagere – heller ikke i samme grad kunne justeres til “Manning”-systemet.

Peyton Manning vil – mener nogen – for hver en pris undgå at skulle bruge de kommende måneder på helt eller delvist at lære et nyt system. I stedet vil han bruge kræfterne på at blive fit oven på de mange nakkeoperationer, der i sidste ende kostede 2011-sæsonen.

Clark og Saturday til Denver?
Et andet springende punkt er det faktum, at Broncos med sin friplads på cappen og huller i angrebet kan forsøge at signe Mannings tro væbnere og venner fra Indianapolis, center Jeff Saturday og tight end Dallas Clark. To personer, der forstår Manning, hans system og tanker.

Igen fordi han har brug for det trygge, det komfortable omkring sig på banen i ”år 1” efter skaden og i ”år 1” hos det nye mandskab. Det ville omvendt være svært at se for eksempel Clark i San Francisco, hvor Vernon Davis og Delanie Walker allerede er en fremragende tight end-duo.

Jeg er heller ikke sikker på, at Manning, der for halvanden uge siden sagde, at han vil være “en Colt” resten af livet, var vild med tanken om to gange om året at møde Indianapolis i AFC South (sammen med Titans). Eller potentielt at skulle kæmpe med brormand Eli Manning om NFC-titlen (sammen med 49ers). Peyton Manning har således aldrig brudt sig om møderne med Eli Manning.

Endelig har Broncos med vice president of football operations, John Elway, og ejer Pat Bowlen en respekteret ledelseduo, der kan have appelleret til Manning. Manning ved, at Elway som en Super Bowl-vindende quarterback i sine sidste NFL-år ved, hvad en ældre quarterback har brug for få at få succes. Også John Fox er en træner, som Manning allerede har et forhold til og respekterer virkelig højt.

Peyton Manning valgte formentligt Denver, fordi holdet med ham på holdet kan nå langt i 2012. Men hans valg af Broncos handlede altså sandsynligvis lige så meget om, at det var stedet, hvor han kan føle sig mest komfortabel.

Analyse: Peyton Manning og bejlerne…

Jagten på Peyton Manning er gået ind. Adskillige hold bejler ifølge rygterne – og det er i mange tilfælde kun rygter – til quarterbacken fra Indianapolis Colts, der onsdag blev fritstillet.

Draftday.dk ser her på mulighederne for, at den 35-årige NFL-stjerne lander hos nogle af de største potentielle bejlere.

*   *   *

ARIZONA CARDINALS:

Det taler for:

M anning kan komme til varmen – og (og muligt) spille indendørs på naturligt græs – og spille for et hold, der har en god mulighed for at vinde en division, der nærmest skifter ejermand år for år. Hos Cardinals får han samtidig NFLs – ifølge flere – bedste wide receiver at kaste til i form af Larry Fitzgerald, og head coach Ken Whisenhunt er kendt som en offensiv strateg, der kan få det optimale ud af en stærk quarterback. Som han fik det med Kurt Warner. ”The Whiz” fik systemet til at passe til Warner, det samme kan han gøre med Manning.

“Seattle Seahawks vil ifølge de første forlydender gå meget, meget langt for at tilbyde Peyton Manning de bedste betingelser.” – citat, xxx xxx.

Det taler imod:
Arizona Cardinals har i Kevin Kolb allerede en quarterback, som holdet har satset butikken på. Kolb får den 17. marts en bonus på syv millioner af Cardinals, og dermed har Cardinals og Manning kun ti dage til at finde en fælles aftale, hvis ikke Kolb skal betales. Er det nok for Manning? Og nok for Cardinals, der vil være stærkt interesseret i tjekke Mannings helbred grundigt og se ham prøvetræne? Endelig er Cardinals’ angrebslinje et rod – tør Peyton Manning stå bag center foran de bøffer? Holdet tillod 54 sacks i 2011 – kun overgået af St. Louis Rams i hele NFL – og på begge tackle-positioner kan kardinalerne føle sig nødsaget til at finde nye folk.

SEATTLE SEAHAWKS:

Det taler for:
Seattle Seahawks vil ifølge de første forlydender gå meget, meget langt for at tilbyde Peyton Manning de bedste betingelser, så han vælger et skifte til NFC West-holdet. Herunder en enorm løn, en tilføjelse af Mannings tro væbner, wide receiver Reggie Wayne, samt en justering af angrebssystemet, så det passer til Manning. Ligesom med Arizona har Seattle gode muligheder for at vinde divisionen, selvom San Francisco 49ers fortsat ser stærke ud. Samtidig har Seattle i Stan Herrin en fysioterapeut, der er én af landets førende specialister i nakkeskader – han kan være til gavn for Manning og hans skadede nakke.

Det taler imod:
Hvem skal Peyton Manning kaste til, hvis Reggie Wayne ikke følger med? Seattles receiver-gruppe er således ikke imponerende (selvom der på papiret er flere store navne) og underpræsterede i 2011. Og hvad synes han om udsigten til at spille udendørs i Seattle i december og januar? I et Seattle, der både kan være koldt, vindblæst og regnfyldt. Samtidig ligger Seattle geografisk set i det nærmest yderste hjørne af NFL-USA, og den beliggenhed kan afskrække Manning. For hvor langt vil Manning, hustruen og deres tvillinger flytte for at fortsætte karrieren?

MIAMI DOLPHINS:

Det taler for:
Miamis ejer Stephen Ross har tilsyneladende sat alle sejl ind på at få Manning til Miami, og ifølge The Miami Herald har holdet allerede i al hemmelighed (og ulovligt) gennem de seneste tre uger ført samtaler med Mannings folk om et skifte til Dolphins. Alene dét viser, at Manning ikke er uinteresseret, hvilket flere medier også bekræfter. ESPN fortæller samtidig, at Manning har respekt for Dolphins’ nye offensiv koordinator Mike Sherman og head coach Joe Philbin, og at han er parat til at lære dele af West Coast-angrebet for at tilpasse sig Miamis angreb.

Peyton Manning har samtidig allerede en lejlighed på South Beach, varmen kan være meget attraktiv, og så sent som for to uger siden privattrænede han i området med Reggie Wayne (der gik på University of Miami), der potentielt kan følge med quarterbacken til Florida. I Brandon Marshall har Dolphins samtidig en elitereceiver, som Manning vil elske at kaste til. Endelig har Miami Dolphins i Jake Long én af NFLs bedste venstre tackles, og selvom resten af angrebslinjen har sine problemer, er Miami den bejler, der har den bedste bodygyard at tilbyde.

Det taler imod:
Miami Dolphins hører hjemme i NFC AFC East, hvor New England Patriots i årevis har domineret, og hvor New York Jets kun kan blive bedre, og hvor Buffalo Bills angiveligt er parate til at opgradere kraftigt i denne offseason. Muligheden for at vinde divisionen og siden avancere til Super Bowl er derfor sværere her end andre steder. Samtidig er Stephen Ross kendt som én af NFLs værste ejere, og det var en overraskelse for mange, at den stærkt kritiserede general manager Jeff Ireland beholdt sit job, da han risikerede sparket i januar.

WASHINGTON REDSKINS:

Det taler for:
Redskins er et ungt hold i fremdrift med et par spændende running backs og tight ends og med en fast tro på, at holdet i free agency skal signe en højtprofileret wide receiver. Som for eksempel Vincent Jackson. Hvis Manning først signer med et hold om en eller to uger, kan han potentielt se på et Redskins-angreb, der har flere interessante mål (inklusiv ”V-Jax”), og som samtidig har et aggressivt, “up and coming”-forsvar. Samtidig har head coach Mike Shanahan tidligere vist, at han kan gå hele vejen med en quarterback langt oppe i 30’erne (i San Francisco med Steve Young, hvor Shanahan var offensiv koordinator, og med John Elway i Denver). Shanahans angreb er generelt quarterback-venligt – det kan tiltale Manning.

Det taler imod:
Tror Manning, at Mike Shanahan vil tillade Manning styre angrebet, som Manning gjorde det i Indianapolis? For Shanahan er én af NFLs mest berømte “hands on”-coaches, der – tror nogen – ikke vil give Manning det fulde ansvar for spilkald. Under Shanahan og Bruce Allens ledelse forsøger Redskins samtidig at gå væk fra den berygtede ”Dan Snyder”-stil, hvor holdet signer aldrende stjerner til gigantiske summer (Deion Sanders, Bruce Smith etc.). Det giver ikke meget mening, at Redskins jagter en ny, gammel stjerne på den korte bane. Endelig er det bare spørgsmålet, hvor attraktiv Redskins i det nordøstlige USA er? Peyton Manning skal spille udendørs i minusgrader i vintermånederne, og så bliver hans bror, Eli, med ét én af hans største rivaler, når Redskins og Giants mødes. Peyton Manning har tidligere sagt, at han ikke har brudt sig om at møde Eli Manning de gange, hvor Colts og Giants har tørnet sammen.

NEW YORK JETS:

Det taler for:
New York Jets har to gange de seneste tre sæsoner været i AFC-finalen, og flere (inklusiv kilder internt hos Jets) følte, at holdet ville være nået langt i 2011, hvis ikke Mark Sanchez havde været quarterbacken. Samtidig har holdet stadig flere på papiret gode offensive våben, og Jets er ikke bange for at bruge store summer på at opgradere holdet og dermed hjælpe Manning, hvis det er nødvendigt. Rex Ryan er en anderledes, højtråbende head coach, der til tider tager helt fejl, men han har trods alt bevist sit værd i NFL, og det kan være attraktivt for Manning. Endelig vil Peyton Manning være tæt på sin bror, Eli, der spiller for Giants. Og nå ja, så er New York jo New York. Hvis Manning ønsker at slutte karrieren af med massiv fokus på sin person, findes der ikke bedre steder end “The City That Never Sleeps”.

Det taler imod:
En kilde hos Jets sagde det ærligt natten til onsdag i et interview med avisen The New York Daily News: Hvorfor skulle Peyton Manning tage til det cirkus, som New York Jets er? Anonyme kilder, der taler skidt om holdkammerater, præger billedet hos holdet, og i januar kom det frem, at Jets har store interne problemer i omklædningsrummet. Det harmonerer slet ikke med dét, som Manning er vant til fra Colts, hvor truppen nærmest var én stor familie. New York er samtidig et koldt sted og ikke godt for nakken – og ligesom med Miami er det tvivlsomt, om Manning vil spille for et hold, der hører hjemme i samme division som New England.

KANSAS CITY CHIEFS:

Det taler for:
Kansas City har et virkelig interessant angreb med flere dygtige, unge receivers som Dwayne Bowe, Steve Breaston, Jonathan Baldwin og Tony Moeaki samt et par gode running backs. Ved at hente Manning til Kansas City, ligesom man i 1993 hentede Joe Montana til holdet, kan angrebet blive virkelig stærkt. Samtidig har Chiefs netop tilføjet Jim Bob Cooter til staben, der i 2011 var Colts’ assisterende offensive koordinator, og som har gode forbindelser til superstjernen. Chiefs har også en ny trænerstab, der i højere grad vil tilrette angrebssystemet efter Manning, end andre hold umiddelbart vil kunne gøre det.

Desuden Romeo Crennel er en træner, der i sin rolige, velbalancerede stil minder meget om Tony Dungy, og så skal man ikke glemme, at Denver Broncos vandt AFC West i 2011. Den division ligger til højrearmen for Chiefs, hvis Manning skifer til mandskabet. Endelig har Chiefs et kæmpe hul på salary cappen og vil derfor kunne friste Manning med en stor aftale. Faktisk har det været fremme, at Chiefs-lejren allerede (i al hemmelighed) har talt to gange med Mannings agent Tom Condon, og at det finansielle spørgsmål bør ”kunne afklares”.

Det taler imod:
Kansas City har ikke et hjemmebaneklima, som en aldrende quarterback som Peyton Manning vil elske. Det er koldt i området, når vinteren kommer, og det kan afskrække Manning. Desuden har Chiefs i Matt Cassel en quarterback, der til tider har vist store prøver på sit talent, og som Chiefs – trods ønsket om konkurrence til Cassel – måske ikke er parat til at droppe. Endelig er det værd at bemærke, at Chiefs’ nye offensive koordinator, Brian Daboll, ikke har haft stor succes, de steder han tidligere har koordineret (Browns, Dolphins). Hvor lun er Manning på et samarbejde med ham?

DENVER BRONCOS:

Det taler for:
Manning vil elske at arbejde sammen med den legendariske NFL-quarterback John Elway, der nu styrer “Broncos”-butikken, ligesom John Fox også er en anerkendt træner. Broncos er kendt som et sted, hvor aldrende NFL-spillere kan blomstre op på ny (Willis McGahee, Brian Dawkins), og så er Denver den eneste af Mannings potentielle bejlere, der er forsvarende divisionsvinder. Holdet har flere interessante, offensive våben og en stærk venstre tackle. Samtidig vil det måske ikke være helt tosset at lade Tim Tebow sidde et par sæsoner bag Manning og lære af legenden.

Det taler imod:
Med Tim Tebow som den store stjerne i Denver (og den mest omtalte spiller i NFL i 2011) er det svært at se, at holdet for alvor vil turde signe Manning. Manning og Tebow i kamp om samme plads? Det vil skabe en mediepolemik, som NFL ikke har set meget længe, og det vil måske ikke være til Broncos’ bedste. Samtidig taler vindblæste Colorado mod et Manning-skifte til Denver, hvis han fortsat ønsker at spille indendørs eller i hvert fald i gode vejrbetingelser.

Blog: Jim Irsay gjorde det hjerteskærende, men nødvendige

NFL-verdenen har næppe set et større dilemma i flere år end det dilemma, som Indianapolis Colts’ udadvendte ejer Jim Irsay har stået i gennem de seneste måneder.

Et dilemma, som Irsay nu har truffet en beslutning omkring ved onsdag at skille sig af med holdets største stjerne nogensinde og – kan man argumentere for – NFLs måske største navn det sidste årti, quarterback Peyton Manning.

Beslutningen var den rigtige. Irsay og Colts var nødt til at sige farvel til 35-årige Manning og fremover satse på Andrew Luck, selvom den 52-årige ejers hjerte unægtelig er knust ved tanken om, at han har sagt ”tusind tak, men farvel” til den person, der om nogen er årsagen til al den succes, som Colts har haft siden begyndelsen af nullerne.

Men det var bare ikke forsvarligt at fravælge muligheden for at vælge et ”once in a decade”-talent som Luck, der måske er den bedste spiller, som draften har set siden netop Peyton Manning forlod college-rækkerne. En Andrew Luck, som Colts nu vil vælge med topvalget i draften til april og satse på de kommende 12-15 år eller mere. Præcist som det har været tilfældet med Manning, da han gik i NFL i 1998.

Videoen, der blev plantet
På den ene side kunne man forsvare, at Irsay burde have fortsat med Manning bag center. De seneste ugers meldinger fra både Manning-lejren og fra uafhængige neurologer har klart indikeret, at den bekymrende, alvorlige og operationskrævende nakkeskade, som Manning har været plaget af, og som kostede hele 2011-sæsonen, næppe vil være et issue i årene fremefter.

Mere og mere tyder på, at Manning har fået saft og kraft tilbage i armen, og der er grund til at tro, at han vil være en ”nummer 18” af den MVP-lignende kaliber, som vi NFL-fans i årevis har vænnet os til at beundre og – for Colts-modstandernes fans – at frygte.

Senest dukkede der i weekenden en video op, der viste Manning hamre bolden ned af banen under private, hemmelige træningsseancer på Duke University. Videoen lå ”tilfældigvis” på YouTube og var ”tilfældigvis” redigeret, men var sandsynligvis plantet af Mannings folk, men selvsamme folk havde næppe lagt videoen ud, hvis den ikke netop viste, at Manning ”is back” eller i hvert fald tæt på at være det.

Den video kan ikke have undgået at vække Jim Irsays opmærksomhed. Ejeren og de andre Colts-trænere og -ledere måtte nemlig, som situationen var, ifølge den nye NFL-overenskomst ikke se Manning kaste, men videoen bør have sat tanker i gang inde i hovedet hos Irsay? Er den gamle Peyton tilbage? Er nakkeskaden en saga blot? Og er jeg ved at smide guld på gaden?

Som eksempelvis Tom Brady har bevist det, kan en spiller vende tilbage efter en meget alvorlig skade og blive mindst lige så skarp som tidligere – eller måske endda bedre. Det ved Irsay og Colts, og det gjorde dilemmaet så enormt.

Et fravalg af Luck ville koste dyrt
På den anden side ville et fravalg af Andrew Luck potentielt have sat holdet tilbage.

Som situationen er nu har Colts – selv med Manning i truppen – ikke et hold, der i 2012 kan kandidere til en Super Bowl. Dertil er der alt for mange spørgsmålstegn i både angrebet og i forsvaret og for mange salary cap-problemer. Det er endda tvivlsomt, om holdet vil nå hele vejen i 2013 eller 2014.

For Colts er inde i en genopbygningsperiode, hvor holdet under både en ny general manager (Ryan Grigson) og ny head coach (Chuck Pagano) skal forsøge at finde en ny identitet. Med Manning på holdet eller ej.

Sådan en identitetskrise tager tid at komme ud af, og i den søgning efter egen sjæl ville det ikke give meget mening at betale Manning dét, der i salary cap-slaget svarer til 17 millioner dollars i 2012 (og mere i årene efter) – og så samtidig kæmpe for at bygge et hold op omkring ham.

Slet ikke når Manning trods de stadig mere og mere positive forudsigelser fra lægerne kun ville være ét hårdt hit på det forkerte sted på kroppen fra at blive football-invalid. Og slet ikke når Manning i bedste fald har tre-fire rigtigt gode sæsoner tilbage på toppen, hvor han kunne forsøge at føre et på papiret lunket Colts-hold frem til titlen.

Det giver til gengæld langt mere mening at lave det ”clean cut” (inklusiv er større salary cap hit), som Indianapolis nu har foretaget, når Indianapolis i forvejen begynder forfra på mange andre områder. Farvel til fortiden Manning, Caldwell og Bill Polian. Goddag til fremtiden Luck, Pagano og Grigson.

Tim Couch? Chad Pennington?
Med Luck får Colts nu en spiller, der på den ene side er så god, så talentfuld og så intelligent, at han kan tage overfor den Peyton Manning, han selv har beundret siden, han gik i high school. Luck bliver øjeblikkeligt ”The Face of the Franchise”, men han vil modsat Manning ikke være under det samme pres for at vinde her og nu. Ja, selv en slutspilsplads er end ikke et must i 2012.

Til gengæld ved Colts, at hvis Luck henover de kommende år bliver omgivet af mere og mere talent, har Colts et hold, der kan blive ét af AFCs bedste gennem mange af sæsonerne. Præcist som Colts var det op gennem nullerne med Manning i centrum, hvor holdet vandt én Super Bowl og vandt flere regulære sæson-kampe i årtiet end noget andet hold i noget årti i historien.

Alternativt kunne Colts fortsætte med Manning nogle år endnu, men så risikerede holdet, at der ikke ville være en dygtig afløser parat at vælge, når tiden var inde til det. Som tankevækkende eksempel behøver man bare at se på de to quarterbacks, der blev valgt først i draften i de to årgange efter Mannings indtræden i NFL i 1998. Det var Tim Couch og Chad Pennington. Læren er, at du ikke aner, hvad der venter forude, så slå for Guds skyld til, når chancen byder sig. Og når ”chancen” er megatalentet Andrew Luck, er det en ”no brainer”.

Sat på spidsen kan man sige, at Colts fravalgte muligheden for måske at gå hele vejen på kort sigt med Manning for med en pæn sandsynlighed at kunne gå hele vejen – sæson efter sæson – de næste 15 år, når først Luck og holdet omkring ham er kørt i stilling.

En mulighed var naturligvis, at Irsay holdt på Manning og samtidig valgte Luck. Men det ville ikke være hensigtsmæssigt.

”Montana vs Young” på ny
Læren fra blandt andre San Francisco i begyndelsen af 1990’erne, hvor Joe Montana og Steve Young bekrigede hinanden, er, at to så dygtige quarterbacks uanset hvor flinke, politiske korrekte fyre, de end er, ikke skal være på holdet på samme tid.

Manning ville til hver en tid føle, at det er hans hold, men samtidig ville trænerstaben have svært ved at argumentere for ikke at bruge Luck bag center, når han nu var topvalget. En enkelt halvsløj præstation fra Mannings side, og pressen ville indlede debatten om de to på ny. Det ville risikere at blive en intern kamp mellem to lejre for den ene og for den anden, og det er ikke godt på sigt.

Samtidig skal man huske på, at Andrew Luck måske er den mest NFL-parate quarterback, som draften har set i flere årtier. Han har ikke et voldsomt behov for at sidde på bænken og lære af legenden, som Aaron Rodgers gjorde det af Brett Favre, eller Carson Palmer gjorde det af Jon Kitna. Luck kan allerede selv, og derfor ville de være spild af talent – og salary cap-plads – at have ham rendende rundt blandt reserverne.

Det bliver fantastisk mærkeligt at opleve et Indianapolis Colts-hold uden Peyton Manning i truppen. At se Manning kaste i en anden uniform i sæsonen, der venter forude. Og på sådan en dag som i dag kan man ikke lade være med at tænke tilbage på Mannings storhedstid, hvor han ændrede spillet ved line of scrimmage, råbte en masse kommandoer, trampede i jorden, modtog snappet og herefter kastede en ”fade” til Marvin Harrison i endzonen, ramte Dallas Clark på et projektil ned gennem midten af banen, eller med underarmen flippede bolden i favnen på Edgerrin James.

Minderne om stjernen over dem alle i Indy-land hænger ved. Det vil de gøre lige så længe, jeg og sikkert mange andre følger NFL.

Men det ændrer ikke ved, at Jim Irsay har truffet den ufattelige svære, hjerteskærende, men nødvendige beslutning.

Dungy: Titans-spillere fik bonus for knockout på Peyton Manning

Tennessee Titans havde også et belønningssystem, der gik ud på at slå Indianapolis Colts’ quarterback Peyton Manning ud af en kamp mellem de to hold.

Sådan lyder anklagen fra den tidligere Colts-cheftræner, Tony Dungy, efter at det fredag kom frem, at NFL har afsløret New Orleans Saints i at køre et belønningssystem for hits mod modstandere. Herunder hits, der sendte modstanderen ud af kampen.
– Jeg ved, at de havde dem (lønningssystemer) i Tennessee, skriver Dungy i en sms til Pro Football Talk.com.

Dungy siger, at han ikke præcist ved, om Titans havde sådan et system, da Gregg Williams frem til 2000 var Titans’ defensive koordinator, men han ved, at Titans havde sådan et system, der gik ud på at slå Peyton Manning ud af kampen.

Gregg Williams var New Orleans Saints’ defensive koordinator i de tre år, hvor NFL mener, at belønningssystemet foregik.