Greg Aiello afviser tilbud til Jonathan Vilma

NFLs talsmand Greg Aiello har mandag afvist, at ligaen skulle have tilbudt New Orleans Saints’ linebacker Jonathan Vilma et forlig i Bountygate-sagen.

– Dagens historier om, at ligaen har tilbudt et forlig til Jonathan Vilma er aldeles unøjagtige. Der er ikke blevet fremlagt et sådan tilbud. Vi vil fortsat respektere sagens retslige gang og har ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt, sagde Aiello ifølge ESPNs Adam Schefter.

Ifølge ESPN har NFLs kommissær Roger Goodell tilbudt Vilma at reducere hans karantæne fra ét år til otte spilledage, hvis linebackeren modsat trækker sit civile søgsmål mod Goodell tilbage.

Kilde til Wyche: Intet tilbud til Vilma

Ifølge ESPN har NFL-kommissær Roger Goodell tilbudt New Orleans Saints’ linebacker et forlig i Bountygate-sagen for at undgå et civilt søgsmål.

Men et sådan tilbud eksisterer ikke.

Det siger en kilde tæt på situationen til NFL.com og NFL Networks Steve Wyche.

Kilden siger dog, at selvom der i øjeblikket ikke er givet et tilbud om et forlig, der vil reducere Vilmas etårige karantæne til en halv sæson, så er det ikke ensbetydende med, at der ikke vil komme et tilbud om forlig på et senere tidspunkt.

NFLs talsmand Greg Aiello siger, at ligaen ikke har nogen kommentarer til nyheden.

NFLPA: Genåbn Bountygate-sagen, Roger…

Spillerforeningen NFLPAs direktør DeMaurice Smith har nu sendt et brev til NFLs commissioner, Roger Goodell, hvor han beder Goodell om at genåbne Bountygate-sagen.

Smith mener, at efterforskningen har haltet i sagen, hvor flere trænere, ledere og spillere hos New Orleans Saints er dømt for at have været involveret i et ulovligt gevinstsystem, hvor de fik penge for at lave store hits eller at skade modstanderens spillere.
– Jeg mener ærligt talt, at efterforskerne svigtede kommissæren, siger Smith til Pro Football Talk.

Han mener, at der er flere steder i efterforskningen, der ikke holder. For eksempel er der intet bevis for, at det var Saints’ defensive tackle Anthony Hargrove, der sagde “giv mig pengene” på sidelinjen i NFC-finalen i 2011, da han havde lavet et stort hit på Vikings’ Brett Favre. Det hævder NFL via lydoptagelser, men der er ingen billeder af Hargrove, mens han siger det.

Samtidig har andre kilder afvist NFLs anklager, og derfor vil DeMaurice Smith have genåbnet sagen.

NFLs juridiske leder, Jeff Pash, afviser kritikken – han mener, at NFLs beviser samlet set tegner et klart billede af, at de dømte er skyldig i forseelser.

Mandag fremlagde NFL en række beviser i sagen, som offentligheden fik kendskab til.

Vilma sagsøger Roger Goodell

New Orleans Saints’ suspenderede linebacker, Jonathan Vilma, har torsdag lagt sag an mod NFLs commissioner, Roger Goodell, på grund af udfaldet af “Bountygate”-sagen.

Vilma sagsøger Goodell for æreskrænkelser og injurier, fordi han mener, at Goodell kom med falske udsagn, der har skadet Vilmas omdømme og hans evne til at leve af at spille football.

Goodell idømte for nylig Vilma ét års karantæne, fordi Goodell hævder, at linebackeren var lederen af det ulovlige “gevinst-for-hit”-system, som New Orleans Saints kørte i årene 2009 til 2011, og som siden har ført flere karantæner med sig.

Søgsmålet blev indgivet ved retten i New Orleans, og det bygger på, at Goodell ifølge Vilma har baseret på karantænen på “løgn” og “tilfældige beviser”.
– Ved at komme med disse falske og offentlige udsagn har han (Goodell) i betragtelig grad skadet Jonathans omdømme og evne til at leve af (football), siger Vilmas agent, Peter Ginsberg.

I søgsmålet kræver Vilma, at Goodell bliver idømt at skulle betale en større sum penge til linebackeren.
– Vi har endnu ikke gennemgået søgsmålet, siger NFLs talsmand, Greg Aiello.

Vilma har været otte sæsoner i NFL og var lederen af Saints’ forsvar i 2011.

Vilma i appelsag: Kom med beviserne

New Orleans Saints’ linebacker Jonathan Vilma appellerede mandag den én sæson-lange karantæne, som han i sidste uge fik tildelt af NFL.

NFL hævder, at Vilma var lederen blandt spillerne i det gevinst-for-hits-system, som New Orleans Saints gennem tre sæsoner fra 2009 til 2011 havde internt på holdet. Et system, der allerede har ført flere andre karantæner med sig.

Men Vilma, der er én af fire spillere, der er suspenderet, hævder, at NFL slet ikke har fremvist beviser, der linker ham til systemet, og han kræver i den skriftlige appel, at NFL fremviser dokumentation – herunder vidneudsagn og navnene på vidnerne.

Samtidig argumenter Vilma for, at NFLs comissioner Roger Goodell ikke skal tage stilling til appellen. I sidste uge tog spillerforeningen NFLPA sagen til en voldgiftsdommer, fordi foreningen – som Vilma – hævder, at Goodell ikke kan straffe spillerne på baggrund af aspekter i sagen, der fandt sted før august sidste år, hvor den nye overenskomst i NFL blev underskrevet. Goodell kan heller ikke tage stilling til appelsager, lyder det.

Vilma mødtes aldrig med Goodell

New Orleans Saints’ linebacker Jonathan Vilma mødtes ikke med NFL-kommissær Roger Goodell i forbindelse med efterforskningen af Bountygate.

Det skriver NFL.com.

Kilder siger, at Vilma anmodede om et møde med Goodell og fik sit ønske opfyldt, men efter at have konsulteret juridiske rådgivere valgte Vilma alligevel at takke nej til et møde med kommissæren.

Jonathan Vilma blev i onsdags idømt et års karantæne for sin rolle i Bountygate og udsendte efterfølgende en pressemeddelelse, i hvilken han afviste sin deltagelse i skandalen og understregede, at han vil kæmpe for at få sænket straffen.

NFLPA: Ingen beviser for Saints-spilleres skyld

Spillerforeningen NFLPA mener ikke, at der er beviser for, at fire spillere skal straffes i Bountygate-skandalen.

Det fortæller ESPN.

Spillerforeningen udsendte onsdag aften, dansk tid, en pressemeddelse efter, at de fire nuværende eller tidligere Saints-spillere, Jonathan Vilma, Will Smith, Anthony Hargrove og Scott Fujita, alle fik mellem tre spilledages og en hel sæsons karantæne for deres roller i skandalen om gevinstssystemet for hits.

Og heri skriver NFLPA, at foreningen fortsat ikke har fået beviser fra NFL på, at spillerne har gjort noget ulovligt.
– Vi har ikke fået noget detaljeret eller specifikt bevis fra ligaen på, at disse spillere specifikt har deltaget i et gevinst-for-hits-program, udtaler foreningen.

Foreningen fortæller samtidig, at den nu vil “beskytte” og “udnytte” alle muligheder på vegne af spillerne. Formentligt via juridiske kanaler.
– Vi har gjort det klart, at sanktioner uden beviser ikke er fair, fortæller NFLPA.