2016 NFL draft review: New Orleans Saints

Saints skal have ros for de første tre valg. Læs her hvorfor.

Draftklasse

DT Sheldon Rankins, Louisville (1/12)
WR Michael Thomas, Ohio State (2/47)
S Vonn Bell, Ohio State (2/61)
DT David Onyemata, Manitoba (4/120)
RB Daniel Lasco, California (7/237)

Det kunne vi lide

Med de tre første valg fik New Orleans Saints usædvanlig høj værdi. Alle tre spillere var nævnt som kandidater til 1. runde, og især valget af Vonn Bell med 61. valget var stærkt. Der er selvfølgelig en forklaring på, at Bell faldt så langt (er han hårdfør nok?), men Bell er en cover safety med en stor rækkevidde, der kan dække både tight ends og wideouts. Topvalget, Rankins, forstærker forsvarslinjen markant, og Michael Thomas, der røg i 2. runde, er en kommende afløser for Marques Colston.

Det kunne vi ikke lide

Saints-forsvaret har brug for noget mere fart i fødderne – ikke mindst på linebacker-positionen – og intet andet forsvar tillod i 2015 så mange receiving yards til tight ends og running backs. Men holdet valgte ikke én eneste linebacker i draften. Det kan hæmme holdet i løbet af sæsonen – ikke mindst når de nuværende starters skal have pauser.

Sleeper

Gennem Sean Paytons tid hos holdet har Saints været ret dygtige til at skabe dygtige running backs ud af nærmest ingenting (Chris Ivory, Khiry Robinson, Pierre Thomas), og det seneste skud på stammen kan blive sjetterundevalget Daniel Lasco. Han er en dygtig atlet, der imponerede ved The Scouting Combine, og som kan hjælpe Saints på både løb og kast. Hvis han klarer cuttet – og det er bestemt tænkeligt – er Lasco en potentiel artig overraskelse i NFL.

2016 NFL draft preview: New Orleans Saints

New Orleans Saints har fortsat massive problemer på forsvaret, og sidste år rangerede det næstdårligst og tillod NFL-flest 476 point.

Derfor er der brug for masser af hjælp til defensiven, og Saints bør kunne finde en playmaker og starter med det 12. valg. 

Det er fortsat Mickey Loomis og Sean Payton der styrer Saints’ draft, og selvom de normalt er handelsvillige og aktive, har de aldrig handlet ned i første runde.

2015 rekord: 7-9
Draft valg i de tre første runder: 12, 47, 78
Tre største behov: DT, DE, LB
General manager: Mickey Loomis (2002)
Head coach: Sean Payton (2006)

Defensive tackle

Saints har signet Nick Fairley, men han spiller på en etårig aftale og er free agent næste forår. Det samme er den anden starter på linjen, John Jenkins, så Saints har desperat brug for at finde en ung, talentfuld starter, der kan blive et fast holdepunkt på linjen i årene frem.

I første runde får Saints masser af muligheder for at finde en starter. Louisvilles Sheldon Rankins ligger lige til højrebenet, fordi han kan spille alle positioner på linjen. Han er meget eksplosiv og vil kunne dominere de offensive linemen i direkte matchups. 

Mississippis States Chris Jones er både hurtigt og stærk, og hans talent er uomtvisteligt. Jones er dog ikke helt stabil i sine præstationer, men han har all-pro potentiale. Alabamas dygtige run-stopper, Jarran Reed, vil også være et godt valg til en linje, der tillod 4,9 yards pr. carry i 2015.

Defensive end

Og det er ikke kun i midten af den defensive linje, at Saints har brug for hjælp, for på flankerne er de tyndt besat med Cameron Jordan og Bobby Richardson.

Sidste år lavede Saints kun 31 sacks, og selvom de konverterer Sains Hau’oli Kikaha fra outside linebacker til defensive end, er det tvivlsomt, om det vil være nok.

Hvis Clemsons Shaq Lawson er på brættet, når Saints vælger, vil han være svær at lade smutte forbi. Lawson er en komplet defensive end, der ikke blot kan rushe quarterbacken men også tilbyder masser mod løb. Han vil være et godt og logisk fit til Saints.

Hans holdkammerat, Kevin Dodd, kan være en mulighed i første runde men formentligt kun, hvis Saints handler ned. På andendagen kan Saints tage chancen på Eastern Kentuckys Noah Spence, som holdet har set grundigt efter i sømmene. Hold også øje med BYU’s lidt ældre (24 år) Brandon Kaufusi.

Linebacker

Saints har signet middle linebacker James Laurinaitis, men han er en overgangsfigur. På weak side har Dannell Ellerbe lavet en ny toårig aftale og taget en massiv lønnedgang, efter han missede det meste af sin første sæson hos Saints på grund af skader.

Med Kikaha flyttet til defensive end har Saints brug for to startende linebacker til fremtiden, og hvis Saints går den vej i første runde, vil Ohio States Darron Lee give utrolig meget mening.

Lee er ekstremt atletisk og vil give Saints masser af fart på forsvaret. Alabamas Reggie Ragland er primært run-stopper, men Saints kan også bruge en opgradering mod løb. USC’s Su’A Cravens er et navn at holde øje med i anden runde, og det samme er Nick Vigil fra Utah State på tredjedagen.

Andre behov

Saints’ receiver-gruppe er egentlig ganske solid med Brandin Cooks, Willie Snead og Brandon Coleman. Men der mangler en reel dyb trussel. På tredjedagen vil navne som Clemsons Cherone Peak eller TCU’s Kolby Listenbee være potentielle valg. En guard der kan overtage fra den kommende free agent Tim Lelito eller en cornerback kan også være på menuen på tredjedagen.

Her kan du læse alle vores NFL draft preview

2015 NFL Draft preview – New Orleans Saints

New Orleans Saints har en bedre roster, end deres 2014-rekord viser, og holdet kan gå mange veje i de første runder af årets draft.

Saints har hele fem valg i de tre første runder, heraf to i første runde, og de har været kendt for at gå aggressivt til værks under general manager Mickey Loomis.

2014 rekord: 7-9
Draftvalg i de tre første runder: 13, 31, 44, 75, 78
Tre største behov: LB, WR, OG
General manager: Mickey Loomis (2002)
Head coach:
 Sean Payton (2006)

Linebacker

Saints lavede kun 34 sacks i sidste sæson, hvilket var 16 styks færre end året før. Rob Ryans forsvar har brug for en playmaker på ydersiden, der kan kan hjælpe Junior Galette (10 sacks) med at presse quarterbacken, og det er næppe run-stopperen Anthony Spencer eller Parys Haralson (6,5 sacks i to sæsoner). Med det 13. valg i første runde kan Saints meget vel gå i retning af en edge rusher, som Kentuckys Bud Dupree, Nebraskas Randy Gregory eller Missouris Shane Ray, mens Eli Harold fra Virginia kunne være en mulighed i bunden af første runde eller anden runde. På indersiden har Saints hårdt brug for mere speed og bedre coveregenskaber, end David Hawthorne og Dannell Ellerbe tilbyder. Hold øje med UCLA’s Eric Kendricks og Clemsons Stephone Anthony.

Wide receiver

Sidste år brugte Saints et førsterundvalg på Brandin Cooks, men der er brug for mere ammunition til angrebet. Tight end Jimmy Graham er væk, og det samme er talentfulde Kenny Stills, der blev handlet til Miami Dolphins. Marques Colston er blevet 32 år og er en possession receiver, og Saints mangler en virkelig dyb trussel, der kan tage toppen af modstandernes forsvar. Miamis Phillip Dorsett, som Saints har været meget interesseret i, vil give virkelig god mening i bunden af første runde. Ønsker Saints en mere fysisk type ligner Arizona States Jaelen Strong et godt fit.

Guard

Saints har forlænget kontrakten med højre guard Jahri Evans, men der er et hul på venstre side efter handlen af Ben Grubbs til Kansas City Chiefs. Senio Kelemente er lige nu projekteret til at starte på den position mens reserven er Mike Golic Jr., der blev signet i midten af april. Så der er hårdt brug for en opgradering på guard-positionen, og der er masser af muligheder både på første- og andendagen. Allerede med det 13. valg kunne LSU’s La’El Collins komme i spil, hvis da ikke Michigans Brandon Scherff – mod forventning – er på brættet. Senere kunne South Carolinas A.J. Cann og Florida States Tre’ Jackson være potentielle valg for Saints.

Læs også: 2015 NFL Draft preview – Seattle Sehawks
Læs også:
2015 NFL Draft preview – Buffalo Bills
Læs også: 2015 NFL Draft preview – New England Patriots

2014 NFL Draft review: New Orleans Saints

Det kunne vi lide
New Orleans Saints havde for første gang i flere år brug for noget offensivt dynamik og fandt det i wide receiver Brandin Cooks, som holdet handlede op til 20. valget for at vælge. Cooks kan få den rolle som altmuligmand og “Joker”, der bliver flyttet rundt på banen, som Darren Sproles havde, og i nutidens NFL er hans værdi enorm, selvom han er en lille fyr. På det hurtige underlag i The Superdome vil hans 4,3-fart komme til sin ret, og derfor er Saints et suverænt match for Cooks – og omvendt.

Det kunne vi ikke lide
Der var lidt for mange sats i en lille draft-klasse med kun seks draft picks. Jeg kan godt lide andenrundevalget, Stanley Jean-Baptiste, som jeg personligt havde i 1. runde i min mock draft, og Saints fik ham med 58. valget. Men jeg anerkender de kritikere og de NFL-scouts, der påstår, at han har lang vej igen, og at man derfor ikke kan være sikker på, hvad man som minimum får. Og tre af de sidste fire draft picks, Khairi Fortt, Vinnie Sunseri og Ronald Powell, har alle alvorlige knæskader på cv’et (Powell har to gange revet korsbåndet over). Saints er naturligvis ikke voldsomt bekymret – for så ville ledelsen ikke have valgt dem – men det er ikke urimeligt at påstå, at fire af seks draft picks var mindre sikre valg sammenlignet med mange andre spillere, som holdet kunne have valgt. Det kan være én af draft-klasser, som viser sig at være blevet til meget lidt, når vi i 2017 ser tilbage på den.

Sleeper
Det er svært for alvor at kalde Stanley Jean-Baptiste en “sleeper” i traditionel forstand, for han er et så kendt navn, at han ikke flyver under radaren. Men jeg vil ikke blive overrasket, hvis han om tre år bliver nævnt som en spiller, der burde være valgt i top 15 i denne draft, fordi han til den tid er så god. Altså en spiller, der overrasker positivt – en slags “top sleeper”. Som skrevet er han ikke flyvefærdig til NFL, men i kraft af sin højde (6’3) og evne til potentielt at være en effektiv “press coverage”-cornerback er han et stærkt fit til defensiv koordinator Rob Ryans system. Nebraska-spilleren er blevet sammenlignet med både Richard Sherman og Nnamdi Asomugha, og han var som Sherman tidligere en wide receiver. Potentialet er til stede, nu skal det indfries.

Bountygate: Tagliabue benåder spillere

Spillerne slipper billigt i Bountygate-skandalen, efter at Paul Tagliabue, der så på spillernes appel, tirsdag gav sin kendelse i sagen, der har New Orleans Saints som midtpunkt.

Tagliabue, NFLs tidligere commissioner, der var hyret til at vurdere appel-sagen, vurderede ifølge NFL.com, at Will Smith, Jonathan Vilma, Scott Fujita (nu hos Browns) og Anthony Hargrove (nu en free agent) er blevet straffet for hårdt – og at Fujita skal renses helt for videre tiltale. Fujita har med andre ord ikke gjort noget forkert, mens de tre andres roller ikke bør føre til markante straffe, som først dømt af NFL.

Appel-dommeren fastslår også, at hele “Bounty”-programmet var skabt af trænere og andre i Saints’ ledelse. Et program, hvor spillerne fik betaling for at lave hits på navngivne modstandere som for eksempel Brett Favre.

Dermed bliver de karantæner, som spillerne havde fået, ikke effektueret. Vilma, der har lagt san an mod Goodell og NFL, stod således til at få ét års karantæne, mens de tre andre fik kortere karantæner, men de appellerede straks dommene, og Goodell bad Tagliabue om at se på appellerne.

Tagliabue er enig med Roger Goodell, NFLs nuværende commissioner, der fastslog, at “Bounty”-programmet eksisterede gennem tre år fra 2009 til 2011. Men de to ser ikke ens på spillernes rolle, hvor Tagliabue ikke mener, at spillerne bør straffes så hårdt. Deres forseelser bør højst føre til bøder, vurderer Tagliabue.
– Vi respekterer Hr. Tagliabues beslutning, lyder det i en officiel udtalelse fra NFL.

Goodell havde fastslået, at Vilma, Fujita og Smith var medbestyrere af det ulovlige “gevinst-for-hits”-program, mens Hargrove løj, da han blev afhørt af NFL. Dermed havde de brudt med NFLs regler og fik altså i første omgang en hårdt straf, ligesom flere trænere og ledere hos Saints også har fået det. De straffe står ved magt – inklusiv head coach Sean Paytons ét år-lange karantæne.
– Tilykke til vores spillere med at få karantænerne droppet. Desværre er der nogle ting, der aldrig kan blive taget tilbage, skrev Saints’ quarterback Drew Brees, tirsdag aften, på Twitter.

Den nye kendelse kommer efter en ny runde med høringer, hvor Tagliabue fik mulighed for at høre parterne udtale sig.