NFL fastholder karantæner i Bountygate

NFL annoncerede tirsdag, at de fastholder karantænestraffene i Bountygate.

Dog i en modificeret form, der betyder nedsat straf for flere af de fire involverede spillere.

New Orleans Saints’ linebacker Jonathan Vilma må fortsat se sæsonen fra sidelinjen, men han vil modtage game checks for de uger, han har tilbragt på PUP-listen.

Cleveland Browns’ linebacker Scott Fujita fik reduceret sin straf fra tre til en spilledags karantæne, mens free agent defensive tackle Anthony Hargrove fik cuttet én dag af sin karantænestraf og kan returnere efter syvende spillerunde i stedet for ottende.

New Orleans Saints’ defensive end Will Smith er den eneste, der ikke har fået reduktion og vil fortsat være i karantæne i fire kampe.

I sidste måned afgjorde en appeljury, at NFL-kommissær Roger Goodell ikke havde bemyndigelse til at tildele de fire spillere straffe, fordi det lå i et grænseområde for ligaens  kodeks om personlig opførsel.

Nu forsøger Goodell så igen, og de fire spillere har 72 timer til at afgøre, om de vil appellere karantænerne.

Vilmas advokat: Gregg Williams lyver

Den tidligere Saints-koordinator, Gregg Williams, lyver.

Det var beskeden fra Saints’ linebacker Jonathan Vilmas lejr, efter at Vilma mandag i New York mødtes med NFLs commissioner Roger Goodell i forbindelse med sin appelsag, hvor han forsøger at få omstødt NFLs kendelse på ét års karantæne for Vilmas deltagelse i “Bountygate”-skandalen.

Her blev flere Saints-trænere og -spillere idømt karantæner for at have deltaget i “gevinst”-for-hits”-programmet, som NFL har erklæret ulovligt.

Saints’ forhenværende defensive koordinator, Gregg Williams, har allerede erklæret, at Vilma tilbød sine medspillere 10.000 dollars, hvis de kunne slå Vikings’ Brett Favre ud af NFC-finalen for små tre år siden.

Men Vilmas advokat, Peter Ginsburg, afviste mandag efter mødet med Goodell den udlægning.
– Det er rent ud sagt forkert. Vi ved ikke, hvad Gregg Williams’ motivation for det eller motiver er. Men det stemmer ikke overens med sandheden. Vi ved, at Jonathan tidligere og i dag fortalte kommissæren sandheden, sagde Ginsburg.

Gregg Williams, der er i karantæne på ubestemt tid, har fået besked om at samarbejde fuldt ud med NFL, hvis han en dag skal have lov til at vende tilbage til NFL.

Greg Aiello afviser tilbud til Jonathan Vilma

NFLs talsmand Greg Aiello har mandag afvist, at ligaen skulle have tilbudt New Orleans Saints’ linebacker Jonathan Vilma et forlig i Bountygate-sagen.

– Dagens historier om, at ligaen har tilbudt et forlig til Jonathan Vilma er aldeles unøjagtige. Der er ikke blevet fremlagt et sådan tilbud. Vi vil fortsat respektere sagens retslige gang og har ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt, sagde Aiello ifølge ESPNs Adam Schefter.

Ifølge ESPN har NFLs kommissær Roger Goodell tilbudt Vilma at reducere hans karantæne fra ét år til otte spilledage, hvis linebackeren modsat trækker sit civile søgsmål mod Goodell tilbage.

Kilde til Wyche: Intet tilbud til Vilma

Ifølge ESPN har NFL-kommissær Roger Goodell tilbudt New Orleans Saints’ linebacker et forlig i Bountygate-sagen for at undgå et civilt søgsmål.

Men et sådan tilbud eksisterer ikke.

Det siger en kilde tæt på situationen til NFL.com og NFL Networks Steve Wyche.

Kilden siger dog, at selvom der i øjeblikket ikke er givet et tilbud om et forlig, der vil reducere Vilmas etårige karantæne til en halv sæson, så er det ikke ensbetydende med, at der ikke vil komme et tilbud om forlig på et senere tidspunkt.

NFLs talsmand Greg Aiello siger, at ligaen ikke har nogen kommentarer til nyheden.

Vilma sagsøger Roger Goodell

New Orleans Saints’ suspenderede linebacker, Jonathan Vilma, har torsdag lagt sag an mod NFLs commissioner, Roger Goodell, på grund af udfaldet af “Bountygate”-sagen.

Vilma sagsøger Goodell for æreskrænkelser og injurier, fordi han mener, at Goodell kom med falske udsagn, der har skadet Vilmas omdømme og hans evne til at leve af at spille football.

Goodell idømte for nylig Vilma ét års karantæne, fordi Goodell hævder, at linebackeren var lederen af det ulovlige “gevinst-for-hit”-system, som New Orleans Saints kørte i årene 2009 til 2011, og som siden har ført flere karantæner med sig.

Søgsmålet blev indgivet ved retten i New Orleans, og det bygger på, at Goodell ifølge Vilma har baseret på karantænen på “løgn” og “tilfældige beviser”.
– Ved at komme med disse falske og offentlige udsagn har han (Goodell) i betragtelig grad skadet Jonathans omdømme og evne til at leve af (football), siger Vilmas agent, Peter Ginsberg.

I søgsmålet kræver Vilma, at Goodell bliver idømt at skulle betale en større sum penge til linebackeren.
– Vi har endnu ikke gennemgået søgsmålet, siger NFLs talsmand, Greg Aiello.

Vilma har været otte sæsoner i NFL og var lederen af Saints’ forsvar i 2011.

Vilma i appelsag: Kom med beviserne

New Orleans Saints’ linebacker Jonathan Vilma appellerede mandag den én sæson-lange karantæne, som han i sidste uge fik tildelt af NFL.

NFL hævder, at Vilma var lederen blandt spillerne i det gevinst-for-hits-system, som New Orleans Saints gennem tre sæsoner fra 2009 til 2011 havde internt på holdet. Et system, der allerede har ført flere andre karantæner med sig.

Men Vilma, der er én af fire spillere, der er suspenderet, hævder, at NFL slet ikke har fremvist beviser, der linker ham til systemet, og han kræver i den skriftlige appel, at NFL fremviser dokumentation – herunder vidneudsagn og navnene på vidnerne.

Samtidig argumenter Vilma for, at NFLs comissioner Roger Goodell ikke skal tage stilling til appellen. I sidste uge tog spillerforeningen NFLPA sagen til en voldgiftsdommer, fordi foreningen – som Vilma – hævder, at Goodell ikke kan straffe spillerne på baggrund af aspekter i sagen, der fandt sted før august sidste år, hvor den nye overenskomst i NFL blev underskrevet. Goodell kan heller ikke tage stilling til appelsager, lyder det.

Vilma mødtes aldrig med Goodell

New Orleans Saints’ linebacker Jonathan Vilma mødtes ikke med NFL-kommissær Roger Goodell i forbindelse med efterforskningen af Bountygate.

Det skriver NFL.com.

Kilder siger, at Vilma anmodede om et møde med Goodell og fik sit ønske opfyldt, men efter at have konsulteret juridiske rådgivere valgte Vilma alligevel at takke nej til et møde med kommissæren.

Jonathan Vilma blev i onsdags idømt et års karantæne for sin rolle i Bountygate og udsendte efterfølgende en pressemeddelelse, i hvilken han afviste sin deltagelse i skandalen og understregede, at han vil kæmpe for at få sænket straffen.

Hård straf til Jonathan Vilma i Bountygate

New Orleans Saints’ linebacker Jonathan Vilma kommer ikke i kamp i den kommende sæson som følge af sin rolle i Bountygate.

Onsdag har NFL givet Vilma karantæne for hele 2012-sæsonen, og suspenderingen træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

Dermed straffes Vilma væsentligt hårdere end de to til otte kampe, som han selv havde forventet.

– Belønningsprogrammet kan ikke eksistere uden spillerne aktivt deltager. Beviserne viser tydeligt, at de spillere der i dag bliver stillet til ansvar købte systemet og deltog velvilligt og entusiastik i det, sagde NFL-kommissær Roger Goodell.

Vilma er den eneste af Saints’ spillere, der har været nævt offentligt i forbindelse med skandalen, fordi han dagen før NFC-finalen i 2009-sæsonen angiveligt lagde 10.000 dollars på bordet som dusør til den spiller, der kunne knockoute Minnesota Vikings’ daværende quarterback Brett Favre.

Bountygate: Jonathan Vilma ville betale for Favre-knockout

Linebacker Jonathan Vilma havde en nøglerolle i New Orleans Saints’ ulovlige belønningssystem og var villig til at betale mange penge for et knockout af den daværende Minnesota Vikings-quarterback Brett Favre.

Det sagde ESPNs Adam Schefter fredag ifølge Rotoworld.com til NFL Live.

Schefter forklarede, at Vilma i ugen op til NFC Championship Game i 2009 lagde 10.000 dollars på bordet, som ville gå til den spiller, der knockoutede Brett Favre.

Og faktisk var Favre ifølge Profootballtalk.com tæt på at blive sendt ud af kampen, da han efter en interception blev ramt hårdt og ulovligt under knæet. Dommerne kaldte ikke nogen straf på spillet, men efterfølgende erkendte NFL, at der burde være blevet kaldt en straf.

Jonathan Vilma står til at tjene 5,2 millioner dollars i den kommende sæson og mange medier mener, at han næppe spiller for Saints i den kommende sæson.