Blog: 9 kommentarer efter Seahawks-Packers

Sæsonens første kamp er i bogen, og her er ni observationer fra gårsdagens kamp.

1. Seattle Seahawks’ forsvar missede ikke ét eneste beat i forhold til sidste sæson. Pete Carrolls trupper var i absolut storform og viste den aggressivitet, som har kendetegnet holdet de sidste par sæsoner. Offensiven var ligeså potent, og hvis Seattle kan holde det niveau, bliver de meget, meget svære at have med at gøre.

2. Før kampen blev der talt og skrevet meget om dommer John Parrys crew, og deres mange kastede flag i preseason for defensive holding/illegal contact. Med NFL’s fokus på at stoppe forsvarenes fysiske håndtering af angrebsspillerne, kunne man have frygtet en kamp med gule flag over det hele. Men i går blev flagene i bæltet. Parrys mandskab kastede kun ét flag for illegal contact – mod Packers linebacker Brad Jones – og ét flag for defensive holding, også mod Jones. Altså ikke et eneste flag inden for de kategorier mod Seahawks’ forsvar, der i manges øjne har været årsag til NFL’s øgede fokus.

3. Hvis Packers må undvære højre tackle Bryan Bulaga i længere tid, kommer de virkelig i problemer. Bulaga udgik i første halvleg med en knæskade, og Derek Sherrod – et tidligere førsterundevalg – overtog. Det gik slet, slet ikke og han var en katastrofe. En ting var at han tillod en sack til Cliff Avril på et spil, hvor Sherrod slet ikke kom ud af sin stance og Avril sænkede skulderen og blæste forbi.  Noget andet var, at Michael Bennett senere helt uden problemer også skubbede Sherrod ud af balance og strip-sackede Aaron Rodgers, der fumblede bolden ind i end zone for en safety. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor galt det kan gå, hvis Sherrod starter over flere uger.

4. Derimod tror jeg ikke, at Packers’ angreb kommer til at lide synderligt, hvis running back Eddie Lacy er ukampdygtigt i længere tid på grund af en hjernerystelse. Lacy virkede langsom og tung (34 yards, 12 carries), mens reserven James Starks derimod var langt hurtigere i sine cuts skaffede 37 yards på syv carries.

5. Jeg tror, at snakken om, at Marshawn Lynchs niveau vil falde i denne sæson, hurtigt forstummer. “Beast Mode” ser mere fit ud end nogensinde og eksploderede nærmest igennem Packers’ forsvar. Hans evne til at læse spillet og cutte tilbage mod spilretningen var voldsomt imponerende. Det samme var hans 20 carries for 110 yards og to touchdowns.

6. Richard Sherman fik ikke én eneste bold kastet sin vej, og ifølge cornerbacken selv, kiggede Aaron Rodgers kun mod hans side ved Bennetts sack. Nogle vil mene, at Sherman automatisk lukkede den ene halvdel af banen ned og tvang Packers til at gå andre veje. Jeg så det helt anderledes. Packers havde udset Byron Maxwell og Jeremy Lane som de svage led og satte helt bevidst Jordy Nelson over for Maxwell og Randall Cobb overfor Lane. Dermed var Sherman, der konsekvent står i venstre side, efterladt med tredje receiver Jarrett Boykin, som Packers linede op i højre side. Hvis man ser bort fra Maxwells interception, som var et resultat af et dårligt kast fra Rodgers, så blev han totalt domineret af Nelson, der greb ni bolde for 93 yards på 14 targets. Jeg tror, at mange andre hold vil bruge samme koncept og positionere deres bedste receivers overfor Maxwell og Lane simpelthen fordi, det vil give dem fremragende matchups.

7. Percy Harvin er tilbage i storform. 14 touches for 160 totale yards fordelt over syv receptions, fire rush og tre kick off returns. Seattle vil forsøge at bruge angrebsprofilen på alle mulige måder, og torsdagens kamp gav en god indikation på, hvor stor en rolle Harvin vil få.

8. For andet år i træk blev sæsonens første touchdown scoret af en fullback. How about that! Sidste år scorede Vonta Leach det første touchdown for Baltimore Ravens og torsdag var det Packers’ John Kuhn, der som den første nåede i end zone.

9. Packers’ inside linebacker Brad Jones var virkelig dårlig i går og stod bag fire af Packers’ 11 missede tacklinger på Marshawn Lynch. Ydermere blev Jones som nævnt ovenfor straffet to gange. Spørgsmålet er bare, hvem der skal overtage… Jamari Lattimore, Sam Barrington, anyone???

Analyse: Det betyder tabet af Revis for Jets

New York Jets fik mandag den triste nyhed, at superstjernen, cornerback Darrelle Revis, er færdig for sæsonen, efter han søndag rev sit korsbånd over i opgøret mod Miami.

Skaden betyder, at Revis ikke kommer på banen mere i denne sæson, og tabet er gigantisk for Jets.

Revis er nemlig ikke blot Jets’ suverænt bedste cornerback.

Nej, han er formentligt ligaens allerbedste på sin position og en af de ganske få, der med rette kan kaldes en “shutdown” cornerback.

Mange andre cornerbacks i ligaen kan fra tid til anden lukke ned for deres direkte modstandere, men Revis er i stand til at tage modstanderens bedste spiller ud af kampen – i ni ud af 10 tilfælde.

Sidste år tillod “Revis Island” ifølge Profootballfocus.com kun 35 completions på 85 targets, og quarterbacks, der kastede i hans retning, havde en sølle rating på 45,6 point. Samtidig forsvarede Revis imponerende 21 kast.

Unikke kvaliteter
Det der gør Revis unik er hans evne til at følge sin direkte modstander over alt på banen.

Mange andre dygtige cornerbacks er ofte begrænset og kan kun spille i enten højre eller venstre side eller også er de bedst i slot-positionen.

Revis kan det hele, og hans uhyggelige alsidighed er bare en af de mange kvaliteter, som Jets får umådelig svært ved at erstatte.

Skaden betyder, at Antonio Cromartie stiger i hierarkiet og nu er Jets’ førstevalg på cornerback-positionen.

Problemet er bare, at han langt fra har kvalitet til at fungere som “shutdown” corner, for selvom Cromartie er meget atletisk og dække udmærket op, så tager han mange chancer, bider på “dobbelt moves” og laver for mange straffe.

Samtidig sender skaden det tidligere 2010-førsterundevalg, Kyle Wilson, ind i startopstillingen. Wilson har haft en skuffende start på sin karriere og har ikke slået igennem, men han får nu chancen for at bevise sit værd.

Wilson kan godt regne med, at de kommende modstandere – San Francisco 49ers, Houston Texans og Indianapolis Colts – vil teste hans evner ofte og tidligt, ligesom de vil forsøge at udnytte, at Ellis Lankster nu skal fungere som nickelback på fuld tid.

Blog: Hvad f….. skete der?

Jeg har dækket NFL-draften siden 2004 og synes, jeg har oplevet lidt af hvert.

Fra Eli Mannings afvisning af San Diego Chargers, over Aaron Rodgers’ overraskende fald til Mario Williams overhaling af Reggie Bush. Eller hvad med New York Jets’ handel op for Mars Sanchez eller Oakland Raiders’ valg af Darrius Heyward-Bey?

Gransker jeg mit trætte hoved, kan jeg sikkert komme på langt flere vildt overraskende historier fra draftens første runde de sidste ni år.

Men jeg kan roligt sige, at jeg aldrig nogensinde har oplevet noget som det, der skete i nat i første runde af NFL-draften anno 2012.

Hvad f….. skete der?

Trade amok i toppen
Måske var Washington Redskins’ tidlige handel med St. Louis Rams et forvarsel om, hvad vi havde i vente. For den øverste del af draften blev præget af handler i et tempo og i en grad, som aldrig tidligere er set før.

I alt blev der lavet syv handler i forbindelse med seks af de første syv valg, og holdene indleverede deres draft kort hurtigere, end både NFL-kommissær Roger Goodell og NFL Network kunne nå at følge med.

Der var to væsentlige årsager til de mange handler i toppen. For det første var dette den første draft efter den nye overenskomst med en rookie lønskala, der betyder, at der ikke bliver så mange penge bundet i de høje draftvalg. Derfor så hold som Redskins, Browns, Jaguars og Dallas stort på, at de skulle af med draftvalg og betale for at sikre sig den rette spiller.

For det andet så var det en “seks-spiller”-draft. Ifølge alle analytikere var der seks elitetalenter, og de talenter var førnævnte hold fast besluttet på at sikre sig. Primært eksemplificeret i Dallas, der bevægede sig fra det 14. valg til det sjette valg for at drafte cornerback Morris Claiborne.

Ikke så god information
Netop de mange handler var med til at slå talrige mock drafts helt ud af kurs. Inklusive min egen der allerede røg ud af vinduet, da Browns handlede op for at vælge Alabama running back Trent Richardson.

Et var at de handlede op, fred være med det, men at de tog Richardson ramte mig som en boomerang. De sidste to uger var jeg stensikker på, at Richardson ville være valget men flere kilder pegede i 11. time på, at det i stedet ville blive wide receiver Justin Blackmon inklusive nogle lokale Browns beat writers.

Derfor gik jeg med Blackmon. En fejl – og set i bakspejlet – en virkelig stor fejl, som dagen derpå nager mig virkelig meget. For jeg burde have stolet på min mavefornemmelse og tænk logisk i stedet for at stole for meget på nogle kilder, der ikke selv var 100 procent sikre.

Og det værste jeg tager med fra denne første runde er, at jeg faktisk nu sidder med en følelse af, at et par af de andre kilder, jeg normalt stoler meget på tilsyneladende ikke havde særlig meget information.

Læs videre…