Jaguars sejrede i offseason – men er det nok?

Godt nok har Jacksonville Jaguars igen i år været én af vinderne i offseason. Men det er langt fra ensbetydende med, at Florida-mandskabet omsider når i slutspillet.

Sådan lyder det fra Michael DiRocco, der dækker Jaguars for tv-stationen ESPN, og som Draftday.dk har interviewet.

I februar og marts hentede Jaguars profiler som offensive tackle Branden Albert, defensive end Calais Campbell, cornerback A.J. Bouye og safety Barry Church til holdet via free agency, og i draften i april brugte Jacksonville så fjerdevalget i 1. runde på LSUs Leonard Fournette, der regnes for at være én af de bedste running backs, som draften har set i mange, mange år.

Dermed boostede holdet for andet år i træk truppen på markant vis, men alligevel fører det ikke nødvendigvis en slutspilsplads med sig, mener DiRocco.
– Jeg ser på det på den her måde: Jaguars har været ét af de værste franchises i NFL henover det sidste årti, og jeg formoder, at de stadig er det, indtil de beviser noget andet, forklarer han til Draftday.dk.

Han fremhæver, at Jaguars igennem så mange år har tilføjet store navne til truppen uden at nå i slutspillet.
– Resultatet har været 15 sejre fra 2013 til 2016, fortæller han.

Men måske kan et nyt ansigt på sidelinjen være forskellen.

I Doug Marrone har Jaguars en ny head coach, der erstatter fyrede Gus Bradley. Ifølge DiRocco har Marrone helt banalt sat et større fokus på sejre – koste, hvad det vil.
– Marrone arbejder under en brutal, ærlig politik om, at sejre har førsteprioritet, siger han til Draftday.dk.

Det kan lyde logisk, men ifølge Michael DiRocco havde Gus Bradley en anden filosofi.
– Man skal forstå, at Gus Bradleys filosofi var, at alle skulle spille det bedste football, de kunne. Han mente, at hvis alle ydede deres bedste, fulgte sejrene med. Det betød ikke, at Bradley ikke ville vinde eller gik op i at vinde. Det gjorde han. Men hans tilgang var anderledes. Nu er sejre fokus for alt, og hans spillere synes at have taget mantraet til sig, siger han.

Et eksempel er, at Jaguars under Marrone og den nye vice president of football operations, Tom Coughlin, ikke længere har et bordtennisbord i omklædningsrummet, ligesom der heller ikke er musik i højtalerne til træning. Stilen er langt mere business-minded under Marrone og Coughlin.

Men Michael DiRocco er – som andre NFL-eksperter – bevidst om, at Jaguars ikke når langt, hvis ikke quarterback Blake Bortles stepper op oven på en dybt skuffende 2016-sæson, hvor han spillemæssigt tog et skridt tilbage efter gennembrudsæsonen året forinden.
– Det er stadig for tidligt at sige, om Bortles bliver bedre i 2017, siger DiRocco til Draftday.dk.

Ligesom i de foregående offseasons har Bortles arbejdet hårdt på at forbedre svagheder i sit spil.
– Han brugte mere end to måneder i Californien på ”3DQB”-anlægget med sine kastetrænere, hvor han forsøgte at fikse sin kastemekanik og fodarbejde. Det gjorde han også efter sin rookie-sæson, og efterfølgende havde han i 2015 sin gennembrudssæson, fortæller han.

Men også sidste sommer selvtrænede Bortles i offseason, hvilket øgede forventningerne til hans 2016-sæson, hvor han altså skuffede.
– Vi ved ikke mere om det (hans niveau, red.), før vi når til training camp og preseason, hvor spillerne har fuldt udstyr på, siger han.

2017 NFL draft review: Jacksonville Jaguars

Jacksonville Jaguars gjorde det rigtige ved at vælge running back Leonard Fournette i første runde. Men Tom Coughlin og co. burde have adresseret en anden offensiv position i tredje runde i stedet for igen at vælge til forsvaret.

Draftklasse

RB Leonard Fournette, LSU (1/4)
OT Cam Robinson, Alabama (2/34)
DE Dawuane Smoot, Illinois (3/68)
WR Dede Westbrook, Oklahoma (4/110)
LB Blair Brown, Ohio (5/148)
CB Jalen Myrick, Minnesota (7/222)
FB Marquez Williams, Miami (7/240)

Det kunne vi lide

De sidste sæsoner har Jaguars brugt millioner af dollars i free agency og høje draftvalg på at opgradere deres forsvar, så det var fedt at se, at de nu giver angrebet en vitaminindsprøjtning.

Jeg er vild med valget af Fournette af to årsager: For det første mener jeg, han er en unik running back med et talent a la Adrian Peterson. Sådan én back lader man ikke slippe forbi i toppen af draften.

For det andet giver valget af Fournette Jaguars en ny angrebsidentitet. Fournette er en arbejdshest, der kan bære bolden 20-25 gange pr. kamp, og det vil tage bolden ud af quarterback Blake Bortless hænder. Det bør gøre Jaguars’ angreb bedre. At Tom Coughlin og co. mener det viser valgene af tackle/guard Cam Robinson i anden runde og fullback Marquez Williams i syvende runde. Jeg glæder mig til at se, om Jaguars kan tage det næste skridt.

Det kunne vi ikke lide

Jaguars har en stærk gruppe af defensive linemen, så måske var det ikke nødvendigt at vælge Dawuane Smoot i tredje runde.

Selvom Jacksonvilles angreb ikke nødvendigvis vil feature en pass catching tight end, så kunne Coughlin med fordel have brugt et tredjerundevalg på eksempelvis Jonnu Smith, der var en af draftens sjældne “Y”-typer. Efter trade af Julius Thomas udgør Michal Rivera og Ben Koyack nu Jaguars’ mindre skræmmende tight end-duo.

Sleeper

Cornerback Jalen Myrick i syvende runde er interessant. Han imponerede med en 4,28 sekunder tid ved Scouting Combine, og han er et atletisk projekt med stort potentiale. Der er dog lang vej for Myrick, der skal kæmpe sig vej til spilletid via special teams, hvor han blandt andet kan hjælpe til som punt returner. Fremtiden ligger formentligt som slot-corner, men her er der også gode muligheder for at slå igennem i løbet af et år eller to.

2016 NFL draft review: Jacksonville Jaguars

Jacksonville Jaguars styrkede forsvaret med seks af syv draftvalg og tog så også en quarterback, der kan udvikle sig bag Blake Bortles.

Læs også: Jaguars draft preview

Draftklasse

DB Jalen Ramsey, Florida State (1/5)
OLB Myles Jack, UCLA (2/36)
OLB Yannick Ngakoue, Maryland (3/69)
DT Sheldon Day, Notre Dame (4/103)
OLB Tyrone Holmes, Montana (6/181)
QB Brandon Allen, Arkansas (6/201)
DE Jonathan Woodard, Central Arkansas (7/226)

Det kunne vi lide

Wow! Det er sjældent at et hold kommer ud af en draft med en på papiret så stærkt draftklasse. Jaguars ramte plet og kan meget vel have fundet fire startere med de første fire valg. Det startede med Jalen Ramsey i første runde, der giver Jaguars en potentiel lock down cornerback. I anden runde nappede Dave Caldwell og co. så UCLA’s linebacker Myles Jack, der indtil få dage før draften var i spil til top fem. Hans knæskade er et wild card, men hvis Jaguars bare får fire-fem år ud af Jack, så har de fået en kæmpe playmaker. I Marylands Yannick Ngakoue fik forsvaret en udpræget pass rusher, der kan hjælpe Dante Fowler Jr., der vender tilbage efter sin ACL-skade. Og i fjerde runde passer defensive tackle Sheldon Day perfekt til Jaguars’ system. 

Det kunne vi ikke lide

Intet at komme efter. Jaguars kan måske kritiseres for at tage en chance på Myles Jack i toppen af anden runde, men jeg kan godt forstå, at de gjorde det.

Sleeper

Jeg kan godt lide valget af Ngakoue i tredje runde. Jaguars var forfærdelige på tredje downs i 2015 og rangerede som det næst dårligste hold på den front. I Ngakoue får de en udpræget pass rusher, der kan jagte quarterbacken på passing downs og flyttes rundt for at skabe de bedste matchups. Jeg er sikker på, at Gus Bradley nok skal få masser af glæde af Ngakoue.

2016 NFL draft preview: Jacksonville Jaguars

De sidste tre år har Jacksonville Jaguars brugt flere høje draftvalg på at sammensætte et af NFL’s mest lovende angreb.

Nu kommer turen så til forsvaret, som Jaguars i marts måned brugte millioner af dollars på at styrke på nøglepositioner, men hvor der fortsat er brug for unge talenter, fremtiden kan bygges på.

Tidligere på året trænede Jaguars North-holdet ved Senior Bowl, og de har derfor god viden om mange af dette års spillere.

2015 rekord: 5-11
Draft valg i de tre første runder: 5, 38, 69
Tre største behov: LB, DL, CB
General manager: Dave Caldwell (2013)
Head coach: Gus Bradley (2013)

Linebacker

Jaguars ramte plet med femterundevalget Telvin Smith i 2014 NFL draft, men det ser skidt ud på de to andre linebacker-positioner. I midten er Paul Posluszny en udpræget run-stopper, der i en alder af 31 år har set sin karrieres bedste år. På strong side er Dan Skuda en overbetalt starter, der er bedst i en reserverolle, så Jaguars har brug for en rookie, der kan presse ham.

I første runde får Jaguars med stor sandsynlighed mulighed for at vælge den superatletiske UCLA-linebacker Myles Jack. Spørgsmålet er bare, om de gør det. For selvom talentet er uomtvisteligt, er der bekymringer om Jacks knæ. Det er ikke til at vide, om Jaguars’ lægestab har vendt tommelfingeren op eller ned.

Hvis ikke det bliver Jack, kan Jaguars kigge på en spiller som LSU’s Deion Jones i anden runde. Han er superhurtig og kan spille i både på indersiden i et 3-4 og ydersiden i et 4-3, og det giver Bradley fleksibilitet. Hold ellers øje med Clemsons B.J. Goodson til Jaguars sent på andendagen.

Defensive line

Jaguars har hentet Malik Jackson ind på en stor aftale, og sidste års førsterundevalg, Dante Fowler Jr., er klar efter at have misset hele sin rookie sæson.

Dermed er Jaguars solidt besat på flankerne, men de mangler fortsat flere pass rushere, for Fowler Jr. er stadig uprøvet. I midten er defensive tackle Tyson Alualu free agent efter denne sæson, og der er brug for dybde bag og konkurrence til Roy Miller og Sen’derrick Marks.

Hvis Jaguars ikke vælger Jack, kan de gå med Georgias Leonard Floyd, der vil passe perfekt til Bradleys system. Venter de, kan Eastern Kentuckys Noah Spence være et spændende valg i toppen af anden runde. Jaguars kender ham godt, idet de trænede ham ved Senior Bowl, hvor Spence var forrygende. Af defensive tackles virker Mississippi States Chris Jones og UCLA’s Kenny Clark som de mest interessante valg.

Cornerback

Prince Amukamara spiller på en etårig aftale, og Dwayne Gratz og Demetrius McCray er også free agents efter denne sæson. Aaron Colvin er i karantæne i de første fire kampe, så der er mange ubesvarede spørgsmål både i år og de kommende sæsoner.

Jaguars mangler som udgangspunkt en nickelback, der med tiden kan gå ind og starte på ydersiden.

Ohio States Eli Apple kan være en mulighed, hvis Jaguars trader ned i første runde, men hvis de venter til andendagen ligner Alabamas Cyrus Jones et godt kort. Han kan bidrage på special teams som returner og vil være et godt fit som nickelback. I de senere runder er West Virginias Daryl Worley værd at holde øje med.

Andre behov

Den offensive linje kan bruge hjælp på både center-positionen og på tackle. Missouris center Evan Boehm kan være et bud sent på andendagen eller i starten af tredjedagen. Venstre tackle Luke Joeckel er i det sidste år af sin kontrakt (for nu), så det vil ikke være en kæmpe overraskelse, hvis Jaguars napper en tackle i første eller anden runde. Jaguars har desuden brug for dybde på safety og er i markedet for en change-of-pace running back.

Her kan du læse alle vores NFL draft preview

2015 NFL Draft preview – Jacksonville Jaguars

Dave Caldwell er umuligt at gennemskue, og derfor kan Jacksonville Jaguars gå mange veje med deres førsterundevalg.

Kigger man på behovene, så har Jaguars brug for en defensive end/outside linebacker LEO-type, og head coach Gus Bradley og Caldwell vil også gå efter en ny safety og running back.

2014 rekord: 3-13
Draft valg i de tre første runder: 3, 36, 67
Tre største behov: DE, S, RB
General manager: Dave Caldwell (2013)
Head coach: Gus Bradley (2013)

Defensive end/outside linebacker

Gus Bradley brugte Chris Clemons som “LEO” sidste år, og han lavede otte sacks, men Clemson er blevet 33 år og er ikke fremtidens mand. Jaguars skal finde en spiller, der kan overtage rollen fra Clemons, og ingen passer bedre til Bradleys system end Floridas Dante Fowler. Jaguars får med stor sandsynlighed muligheden for at vælge netop Fowler med det tredje valg, men spørgsmålet er, om Caldwell og Bradley tror, de kan finde en tilsvarende spiller i anden eller tredje runde. Gør de det, kan makkerparret meget vel vælge wide receiver Amari Cooper eller defensive tackle Leonard Williams ud fra best player available princippet. Venter Caldwell vil UCLA’s Owamagbe Odighizuwa være et godt fit.

Safety

Jonathan Cyprien er en solid run stopper, men han tilbyder ikke meget i opdækning. Sergio Brown er kommet til via free agency, men den 26-årige safety er bedst i en rolle som reserve og på special teams. Potentielt kunne Jaguars bruge to nye startere på safety, og i anden runde er der nogenlunde kvalitet i en ellers trist draftårgang. Utahs Eric Rowe vil pynte på Jaguars’ bageste kæde og vil kunne fungere som den center fielder, Bradleys forsvar har brug for. Det samme vil Arizona States Damarious Randall kunne gøre. Begge ligner mulige valg i toppen af anden runde.

Running back

Toby Gerhart var en free agent-flop, og selvom Denard Robinson greb chancen og startede ni kampe, så er han ikke bygget til at trække et stort læs. Bradley har brug for en featured back, der kan hamre bolden op gennem midten og trætte modstandernes forsvar, og Jaguars vil kigge på running backs fra anden runde og frem. Alabamas T.J. Yeldon ligner et godt fit, fordi han har den fysik, som Jaguars søger. Yeldon er ikke den hurtigste – langt fra – men han er bundsolid og bør blive valgt i anden runde. Boise States Jay Ajayi er en anden spiller, der vil passe godt til Jaguars, ligesom Northern Iowas David Johnson vil.