Sådan kommer Andreas Knappe tilbage i NFL

Andreas Knappe vil tilbage i NFL, men hvordan kommer danskeren det? Draftday.dk har i de seneste uger interviewet en håndfuld kilder – alle med en fortid hos NFL-hold – for at få svaret på, hvordan de 32 NFL-hold beslutter, hvem de skal signe i løbet af sæsonen. I denne dybdegående baggrundsartikel kommer du med i maskinrummet hos NFL-holdene, og du får et sjældent insider-indblik i, hvordan spilleragenterne kæmper for at skaffe deres arbejdsløse klienter – som Andreas Knappe – et job i NFL.

*****

Telefonopkaldet kom på en torsdag.

Tyler Horn sad med til et holdmøde hos footballholdet fra University of Miami – hans gamle universitet – hvor han nu arbejdede som frivillig assistenttræner, mens han håbede på en dag at vende tilbage til NFL.

Og så skete det.
– Lige pludselig begynder min telefon at ringe, og jeg ser, at det er et opkald fra områdenummer ”615”, som, jeg ved, er Nashville i Tennessee, fortæller Tyler Horn til Draftday.dk.

Han besvarede opkaldet, og i den anden ende var Tennessee Titans’ vice president of player personnel, Lake Dawson. Han ringede for at tilbyde Tyler Horn, der var offensiv center, en plads i Titans’ practice squad. Her på denne oktoberdag i 2012 – seks uger inde i NFL-sæsonen – havde Titans et hul i holdets træningstrup, efter at Titans havde fritstillet en wide receiver, og den plads skulle Tyler Horn have.
– Jeg blev signet halvvejs inde i sæsonen på et tidspunkt, hvor jeg ellers var begyndt at miste håbet, husker Tyler Horn i dag.

Titans-bossen forklarede, at en repræsentant fra holdet kort efter ville sende en e-mail med information om, hvordan Tyler Horn kom fra Miami til Nashville, Titans-bossen sagde derefter tillykke – og lagde på.
– I løbet af bare fem minutter var jeg tilbage i ligaen, hvor jeg udlevede min drøm. Det var sådan en utrolig følelse, fortæller Tyler Horn til Draftday.dk.

I resten af 2012-sæsonen var Tyler Horn en del af Tennessee Titans’ practice squad. Han hang ganske vist med det alleryderste af neglene i NFL. Men i det mindste var han tilbage i ligaen.

Han havde fået den mulighed, som hundreder af arbejdsløse football-spillere drømmer om at få.

*****

Der er mange ligheder mellem begyndelsen på Tyler Horns NFL-karriere og så den begyndelse på NFL-karrieren, som danske Andreas Knappe har haft.

Begge er offensive linemen. Begge så samtlige valg i draften blive foretaget, uden at de var ét af dem. Begge blev efter draften signet som undrafted rookies – og begge fik et job hos Atlanta Falcons. Og begge blev siden fritstillet af Falcons, da holdet få dage før sæsonstart trimmede truppen.

Tyler Horn er et bevis på, at det kan lade sig gøre at vende tilbage til NFL, selvom man indleder sæsonen som en arbejdsløs, undrafted rookie. Præcis som Andreas Knappe gør det netop nu, hvor han jagter et hold efter fyringen hos Falcons. Der har været bud efter den 26-årige silkeborgenser – Indianapolis Colts har haft ham til en prøvetræning – men her og nu står han fortsat uden et job.

Men hvordan vender Andreas Knappe tilbage til NFL? Hvor vanskelig er vejen dertil? Hvordan beslutter de 32 NFL-hold hvem, de vil signe i løbet af sæsonen blandt hundreder af arbejdsløse, men håbefulde free agents? Hvordan foregår en prøvetræning, og hvordan forsøger spillernes agenter at skaffe deres klienter et job?

Spørgsmålene er mange, og Draftday.dk har gennem de seneste uger forsøgt at finde svarene. Vi har interviewet fire amerikanske kilder – alle med en fortid hos NFL-hold – der i længere telefoninterviews har givet et indgående insider-indblik i, hvordan Andreas Knappe kommer tilbage i NFL.

Én af dem er en højtprofileret spilleragent.

*****

Som agent for Kirk Cousins har Mike McCartney især i de seneste par år fået masser af opmærksomhed og omtale.

Få agenter har nemlig skaffet deres klient så mange millioner dollars, som McCartney har skaffet Kirk Cousins. McCartney har på vegne af Redskins-quarterbacken stået fast og nægtet at acceptere Washington Redskins’ kontrakttilbud for i stedet at signe ”franchise tag”-tilbud to år i træk. Den strategi har de seneste to år sikret Kirk Cousins intet mindre end 266 millioner danske kroner – og næste år venter en ny, kæmpe, økonomisk gevinst, når Cousins for tredje år i træk står uden et hold og skal sætte sin signatur på en ny kontrakt.

Psykologi-uddannede Mike McCartney er også agent for prominente navne som Trevor Siemian, Sean Lee, Haloti Ngata, Josh McCown, Muhamed Sanu og Paul Posluszny. Og før han blev agent, arbejdede McCartney i NFL. I 1992 fik han et job som pro scout hos Chicago Bears, hvor han scoutede free agents. Og seks år senere havde Mike McCartney imponeret så meget i det job, at Philadelphia Eagles ansatte ham som director of pro personnel – et chefjob, hvor han blandt andet havde ansvaret for at scoute alle daværende NFL-spillere.

Han blev i stillingen i tre år – i den periode blev Philadelphia Eagles med Andy Reid og Donovan McNabb genopbygget – inden han for at få mere tid til sin hustru og tre sønner igen skiftede job. Mike McCartney indledte en karriere som spilleragent, og i dag er han én af de mest prominente agenter i NFL-verdenen og har været det i 17 år.

Ringer til NFL-holdene søndag aften
Midt i mængden af Mike McCartneys stjerneklienter som Cousins og Siemian er der også en gruppe af spillere, der kæmper for at vende tilbage til ligaen. Præcis som Andreas Knappe gør det. Som eksempelvis linebacker Michael Mauti, der lige nu er uden et hold, efter at New Orleans Saints fyrede ham i september.

Og i et telefoninterview med Draftday.dk fra kontoret i Chicago fortæller McCartney, at kampen for at vende tilbage til NFL, når først sæsonen er begyndt, er meget hård.
– Der er så mange gode spillere, der er ledige på markedet, men den gode nyhed er, at hvert hold ser lidt forskelligt på tingene, forklarer han til Draftday.dk.

Som agent er det Mike McCartneys opgave at skabe interesse omkring sin arbejdsløse klient. Det arbejde sker især søndag aften og i løbet af mandagen.

I kælderen i hjemmet i Downers Grove sydvest for Chicago står der tre fjernsyn, som McCartney ser NFL-kampe på om søndagen.
– Jeg ser en masse football og forsøger at kende til styrkerne og svaghederne på hvert hold. Så når en spiller pludselig bliver skadet, kontakter jeg det hold, fortæller han.

Hvis for eksempel en linebacker hos Detroit Lions bliver skadet i 3. quarter af et NFL-opgør, henvender McCartney sig søndag aften til sin kontakt hos Lions og gør opmærksom på, at en klient, der også er linebacker, er ledig på markedet – og måske en prøvetræning værd.
– Vi sender smser, ringer og mailer og forsøger at kommunikere til holdene og minde dem om, at vi har en spiller ledig, vi fortæller, hvor han bor, hvor meget han vejer og så videre. Vi kan i teorien tale med alle 32 hold, men vi forsøger at finde en balance, så vi ikke trætter et hold, og de derved bliver irriterede af at høre på dig, siger han til Draftday.dk.

Mike McCartney lægger ikke skjul på, at netværket og forholdet til front office-cheferne hos de 32 NFL-hold er afgørende.
– Hvis vi ikke havde et godt forhold, ville de end ikke læse vores sms eller tage imod vores opkald. Men hvis vi har et forhold, giver det os muligheden for at kommunikere med dem, men så heller ikke mere. De træffer den beslutning, der er bedst for deres hold. Tiebreakeren er ikke, hvem agenten er, siger han.

Agent for tyske Moritz Böhringer
En anden spilleragent, som Draftday.dk har interviewet, fortæller også, at han aktivt henvender sig til flere NFL-hold for at gøre opmærksom på en arbejdsløs klient.

Kyle Strongin, der er vice president hos MGC Sports i Nashville, er én af de unge ”up-and-comings” i agentbranchen, og han repræsenterer blandt andre Los Angeles Rams-quarterbacken Brandon Allen, den store offensive lineman Cameron Fleming, der i søndags startede for New England Patriots, og ikke mindst den tyske wide receiver Moritz Böhringer, der p.t. er arbejdsløs, men som var 2016-draftens bedste historie, da Minnesota Vikings valgte ham i 6. runde, efter at han indtil da kun havde spillet football i den tyske liga.

Kyle Strongin har tidligere arbejdet som scouting og player personnel assistant hos San Francisco 49ers og været director of football operations hos University of Mississippi, og han er én af kun seks certificerede NFL-agenter, der har erfaring fra et front office.

I telefonen fra Nashville fortæller han, at han i høj grad selv henvender sig til NFL-holdene.
– Nogle gange er det lettere at få fat i folk via e-mails. Så det afhænger af holdet, og hvem personen er, siger han.

Han fortæller samtidig, at man nogle gange kan skabe opmærksomhed omkring en spiller ved at give noget information, som NFL-holdet ikke har.
– For eksempel hvis en fyr var skadet, men nu er skadesfri. Eller måske har du en spiller, der har gjort noget interessant væk fra football – fysisk set. Så kan du lave en video af det og sende det, forklarer han.

*****

Hvis du skal have nogen som helst chance for at få et job i NFL i løbet af sæsonen, skal du på listen.

Listen er NFL-verdenens svar på “gæstelisten”, der afgør, hvem der kommer forbi mylderet af feststemte mennesker foran en trendy New Yorker natklub – og inden for murene, hvor festen begynder.

For hvis dit navn ikke som minimum står på listen, har du lang vej til en fremtid i NFL.

I virkeligheden er der dog ikke tale om én, men to separate lister – med hver sin betydning. Men fælles for de to lister er, at de er afgørende for, hvem NFL-holdene overvejer at signe eller invitere til en prøvetræning. Den ene går under navnet ”the ready list”, den anden liste kaldes typisk for “the workout list”. Det er sidstnævnte liste, som Andreas Knappe realistisk set skal håbe at komme på.

”The ready list” er en liste med de navne, som et NFL-hold hurtigt kan kontakte og signe, hvis der opstår et presserende behov.
– Holdene har brug for at handle hurtigt, siger Mike McCartney til Draftday.dk.

Listen bliver ikke mindst brugt efter søndagens kampe, hvor et hold for eksempel kan have brug for at signe safety som erstatning for den safety, der skadede menisken i kampen. Men et hold går ikke først på det tidspunkt ud og scanner hele markedet for en erstatning. Holdet har allerede en kort liste over tre, fire eller fem arbejdsløse safeties, som, holdet ved, er parate til at tage over, og som passer til systemet. Eksempelvis fordi de tidligere har spillet for holdet – eller for holdets head coach.

 Den lille håndfuld kandidater er på listen ud for kategorien “safeties”, og på samme måde er der mulige erstatninger på listen på alle andre positioner.
– Det er spillere, som, du ved, har nok NFL-erfaring til, at de kan træde direkte ind på holdet, forklarer McCartney.

Ny Texans-mand blev brændt af Cooks
For eksempel underskrev Houston Texans tirsdag i sidste uge en aftale med veteranen Johnthan Banks, efter at det stod klart, at cornerback Kevin Johnson er ude i en måned med en knæskade. Banks har været hos fire forskellige hold nu, og han har fire NFL-sæsoner på bagen og har masser af erfaring på trods af ustabilt spil. Og allerede i søndags mod Patriots blev han kastet i ilden – men blev også brændt af Brandin Cooks for et 42-yard touchdown.

Der er forskel på, om holdene prioriterer listerne. Nogle hold gør det og ved præcist, hvem de vil signe, hvis behovet opstår. Andre hold vælger mellem den håndfulde navne, der står øverst på “the ready list” og ser dem alle an i en prøvetræning. Banks var således i tirsdags til en prøvetræning hos Texans sammen med fire andre, erfarne cornerbacks, han vandt den konkurrence og fik jobbet.

Listen, som Andreas Knappe skal håbe at komme på, er “the workout list”. Det er en liste, der omfatter alle de spillere, som et hold ønsker at tjekke ud i en prøvetræning – uden nødvendigvis at signe de spillere. Spillerne bør siden – i bedste fald – håbe at blive en del af holdets ”practice squad”.

Hvert NFL-hold har en practice squad bestående af 10 unge spillere, der træner gennem ugen med resten af holdet, men som ikke må spille om søndagen. De 10 spillere sikrer blandt andet, at et hold altid kan træne effektivt med 22 spillere på banen og med en første- og andenkæde, selvom der er skadede spillere, der ved hver træning sidder uden for.

Samtidig får NFL-holdet mulighed for at udvikle 10 urutinerede talenter, som på dette tidspunkt ikke er gode nok til den aktive trup, men som efter en måned eller en hel sæson i træningstruppen måske blive så habile NFL-spillere, at de også kan gøre en forskel i kampene.
– ”The workout list” består af yngre spillere, interessante spillere og spillere, der har vist gode takter i preseason, og som du potentielt kan føje til din practice squad, hvis du vil være bedre dér, der eller hvis du får en skade, fortæller Kyle Strongin til Draftday.dk.

Men for at komme på den eftertragtede liste kræver det, at en talentspiller hos et NFL-hold har anbefalet dig til sin chef.

*****

For godt fire år siden sad Dan Hatman i Eagles’ hovedkvarter i den sydlige ende af Philadelphia og nærstuderede arbejdsløse NFL-spillere.

Som pro scout hos Philadelphia Eagles var det hans opgave at scoute de hundredvis af free agents, som ørnene potentielt kunne finde på at sætte kløerne i. Langt de fleste var spillere, der enten havde spillet kampe i NFL eller havde været en del af et NFL-holds training camp. Men også spillere for andre ligaer skulle ses an, selvom deres chancer var mikroskopiske.
– Du blev også gjort opmærksom på spillere fra Arena League, og der er konstant folk, der sender højdepunkter fra kampe med dem med beskeden: ”Hey, se mig spille! Jeg vil elske at få en chance!”, fortæller Dan Hatman til Draftday.dk i telefonen fra New York, hvor han nu bor.

Dan Hatman havde inden jobbet hos Philadelphia Eagles også haft lignende funktioner hos New York Giants og New York Jets, men forud for 2014-sæsonen stoppede han hos Eagles for i stedet at starte virksomheden ”The Scout Academy” – en 16 uger-lang online-uddannelse af kommende NFL-scouts. Uddannelsens undervisere har tilsammen 500 års erfaring fra NFL, og den har foreløbigt udklækket 14 scouts, der lige nu arbejder i ligaen.

Han har derfor en stor insiderviden om, hvordan NFL-holdene beslutter, hvem de skal signe, når der opstår et behov i løbet af sæsonen.

LÆS OGSÅ: Flere NFL-hold har henvendt sig til Andreas Knappe

Ifølge Dan Hatman begynder processen henover sommeren, hvor et holds “pro scouting”-afdeling, der udelukkende kigger på spillere, der allerede er i NFL, scouter de allerbedste spillere, der sandsynligvis bliver fyret på “cut down day” i september, hvor næsten 1200 spillere får sparket. Afdelingen følger alle de 31 andre NFL-hold tæt og forsøger at forudse hvem, der bliver fyret. Et arbejde, der blandt andet sker ved hjælp af de artikler, som beat writers, der dækker de andre hold, bringer. Journalisternes bud på, hvem der bliver fyret, vægter højt i processen.

Og på den måde kan ”pro scouting”-afdelingen lave en liste med de navne, som ens egen general manager potentielt skal overveje at signe, når ”cut down day” er slut.
– Dét begynder arbejdet, fortæller Dan Hatman.

Preseason afgørende for Knappe
Hver spiller får en karakter knyttet til sig i NFL-holdets gigantiske database over free agents. Nogle hold bruger tal – for eksempel kan karakteren 8.0 indikere en Pro Bowl-kaliber spiller, mens karakteren 4.0 bliver givet til spillere, der kommer på ”the ready list”. Alt derunder er ikke værd at signe.

Og andre hold bruger farver – op til 10 forskellige farver – hvor farven brun, måske ikke overraskende, gælder de lavest-rangerede spillere. Derudover består informationen i databasen af navnet på spillerens agent, kontaktoplysninger, højde, vægt, 40 yard-tiden og så hans seneste scouting-karakter fra tiden i NFL – og hans scouting-karakter fra college-tiden. De to karakterer er ikke ens – der er trods alt forskel på at stå over for en defensive end fra Tennessee Titans og fra University of Tennessee – og hver spiller har altså to karakterer tilknyttet sig.

Og spillernes præstationer i preseason har ofte en væsentlig betydning for, hvordan et hold bedømmer dem. I hvert fald når man som i Andreas Knappes tilfælde udelukkende har spillet kampe i preseason. De 55 angrebsspil, som han var på banen på i august, har nu en stor indflydelse på hans chancer for at vende tilbage i NFL, fortæller de kilder, som Draftday.dk har interviewet til denne artikel.

Når en pro scout i begyndelsen af september har scoutet alle de allerbedste spillere, der netop er blevet fyret, begynder arbejdet med at bedømme alle de spillere, der er på de andre NFL-holds practice squads.

Det er i alt 310 spillere, og de navne er interessante, fordi et hold altid kan signe en spiller fra en anden practice squad til den aktive trup. Det sker flere gange i hver eneste sæson – som for eksempel efter 1. spillerunde, hvor Arizona Cardinals’ stjerne-running back David Johnson blev alvorligt skadet i håndleddet, hvorefter Cardinals hentede en ny running back til truppen i form af D.J. Foster fra New England Patriots’ practice squad.

Herefter begynder arbejdet med at se nærmere på de alle de andre spillere, der stadig står uden et job. Som Andreas Knappe.

E-mail bliver tjekket af alle hold
De spillere, der har de bedste karakterer, kommer på listen – enten ”the ready list” eller ”the workout list”.
– Det er ”street free agents”, og det er en liste, som du konstant sætter spillere på – og af, siger Dan Hatman.

Som sæsonen skrider frem, bliver feltet med kandidater mindre og mindre, fordi flere og flere spillere lander på injured reserve-skadeslisten, og flere og flere free agents derved bliver signet. Det giver arbejdsløse spillere, der ikke hidtil har fået en chance, muligheden for at komme på listen.

Men samtidig kan de transaktioner, som andre NFL-hold foretager gennem sæsonen, også gøre en forskel. Hver eneste dag klokken 16, østamerikansk tid, skal alle 32 NFL-hold meddele NFL, hvilke transaktioner, de har foretaget i løbet af dagen – og give navnene på de spillere, der har prøvetrænet hos holdet.

Den liste får alle hold tilsendt på en mail fra NFLs hovedkvarter i New York, og den vækker opsigt. For med den kan alle NFL-hold sikre sig, at de har tjek på de spillere, der er på markedet – det sker allerede i aftentimerne efter, at mailen lander i indboksen.
– Én på holdet har ansvaret for at sikre, at man har bedømt alle de spillere, der enten er blevet fyret, eller som har prøvetrænet et andet sted, forklarer Dan Hatman.

Ingen slipper forbi uden at blive set an. Og ifølge Dan Hatman har de 32 NFL-hold ikke gjort deres arbejde godt nok, hvis de ikke på nuværende tidspunkt har bedømt Andreas Knappe og givet ham en karakter for hans præstationer i preseason.

*****

Andreas Knappes prøvetræning hos Indianapolis Colts i midten af september blev afviklet på en mandag. Men som regel er det om tirsdagen, at de arbejdsløse football-spillere bliver testet.

Om tirsdagen holder spillerne på et NFL-hold nemlig fri, og trænerne har derfor tid til at prøvetræne free agents, men samtidig kan hold efter en prøvetræning om tirsdagen nå at signe en ny mand og få ham med til ugens første træning – om onsdagen.

Forud for en prøvetræning kigger holdene på deres ”ready list” eller ”workout list” og vælger så tre, fire eller fem spillere fra toppen af listen, som man ønsker at se an. Det arbejde begynder ikke sjældent søndag – allerede under en kamp kan en agent få et opkald fra en ledende skikkelse hos et NFL-hold, der inviterer agentens klient til en prøvetræning på holdets anlæg.
– Så siger man: ”Vi har en interesse i at teste ham. Vi ringer i morgen og aftaler endeligt”, fortæller Mike McCartney, der har prøvet både at foretage – og få opkaldet.

Den arbejdsløse spiller flyver ud til holdets hjemby om mandagen, overnatter på et hotel i byen og møder til prøvetræningen tirsdag morgen.

Typisk er det positionstræneren, der står for prøvetræningen, der varer tre kvarter til en time og består af mange af de positionsøvelser, som man kender det fra The Scouting Combine. En offensive lineman som Andreas Knappe vil ifølge Dan Hatman blandt andet skulle vise sig frem i ”bag drills”, hvor han hamrer ud af starthullerne og ind i en stor pude – og han skal vise, hvor hurtigt han kan bevæge sig sidelæns i blokeringsøvelser.
– Nogle trænere har dog deres helt egne favoritøvelser, fordi de mener, at de øvelser vil afsløre, om en spiller har de fysiske evner, som trænerne efterspørger, siger Dan Hatman til Draftday.dk i telefonen fra New York.

De spillere, der deltager i en prøvetræning, skal oftest også gennemgå en konditionstest.
– Så snart du når frem til oktober og november, har nogle af de spillere, du kigger på, måske ikke spillet football i månedsvis. Så du vil gerne sikre dig, at de er i god form, og at de forstår, hvad du forventer af dem, siger Mike McCartney.

Flere prøvetræninger på én dag

Som regel overværer general manageren prøvetræningen – han bliver kaldt ud til træningsbanen, når spillerne har varmet op og er klar – men også holdets head coach følger den, hvis det gælder en plads i den aktive trup. Gælder prøvetræningen kun en plads på holdets practice squad, er det langt fra sikkert, at cheftræneren bruger sin værdifulde tid på at følge den.

Der har været eksempler på, at samme spiller har deltaget i to prøvetræninger samme dag hos hold, der bor tæt på hinanden – eller næsten samme sted. Som Giants og Jets. Men typisk deltager en spiller kun i én prøvetræning per uge – og ifølge Mike McCartney sjældent i flere end fire til seks prøvetræninger på et år.

Når prøvetræningen er slut, mødes de folk fra holdet, der overværede den, for at beslutte, om det er værd at signe nogle af spillerne. I sidste ende har general manageren som regel det afgørende ord i den diskussion, hvis gruppen ikke kan blive enig.
– Og så ringer man til agenten og fortæller, at man vil signe spilleren til for eksempel holdets practice squad, og normalt kan man blive enige om en kontrakt i løbet af få minutter. Den er der ikke meget debat om. Og så sender du de andre spillere hjem, og spilleren, som du signer, bliver kørt ud til holdets hotel, og han træner så med onsdag, fortæller Dan Hatman til Draftday.dk.

Der er stor forskel på, hvordan NFL-holdene aktivt bruger prøvetræninger. Nogle hold tester først spillere, når der opstår et akut behov, som Chicago Bears der tirsdag i sidste uge testede seks wide receivers, efter at flere af holdets wideouts var gået ned med skader.

Andre hold – som for eksempel New England Patriots – tester konstant spillere, selvom de ikke her og nu har en chance for at blive signet. Men holdet kender dermed markedet, hvis der opstår et behov. Den første tirsdag efter sæsonpremieren testede Patriots hele 19 spillere – og heriblandt var fire erfarne quarterbacks på trods af, at holdet allerede har NFLs bedste quarterback-duo i Tom Brady og Jimmy Garoppolo.
– Nogle hold er bare mere aggressive i forsøget på at forberede sig, siger Mike McCartney.

*****

I de sidste måneder af 2012-sæsonen var Tyler Horn en del af Tennessee Titans’ practice squad.

Men da sæsonen var slut, stod han igen uden arbejde. I maj året efter var han dog atter tilbage i NFL, da han blev signet af Houston Texans. Men den 31. august 2013 fik han en ny fyreseddel, da Texans trimmede truppen til 53 spillere.

Tyler Horn var dog ikke klar til at opgive en karriere som NFL-spiller, og gennem efteråret holdt han sig i form i håbet om, at et hold en dag ville ringe og tilbyde ham en chance.
– Det var ikke svært at holde mig i form. Den sværeste del var at forblive motiveret. Ugerne går, uden at du hører fra et hold, men du er bare nødt til at fortsætte med at holde dig i form og holde dig skarp, fortæller han til Draftday.dk.

Mike McCartney forklarer, at det vigtigste, han som agent kan gøre for sine arbejdsløse klienter, er – konstant – at opfordre dem til at holde formen ved lige.
– Du skal løbe udenfor på græs og ikke på et løbebånd. Du skal presse dig selv og holde dig i form. Det er ikke særligt svært i september, men det er sværere i oktober og november, siger han.

En meget, meget hård tid

Det kræver masser af tålmodighed at være arbejdsløs NFL-spiller, og derfor er denne tid utrolig hård for de flere hundreder free agents, der vil tilbage i ligaen.
– Det er en meget, meget hård tid i deres liv lige nu. Nogle af dem har aldrig før stået uden et job. Og som agent er det hårdt at blive ved med at give dem dårligt nyt, lyder det fra Mike McCartney.

For Tyler Horn bar det hårde arbejde og ventetiden frugt. Efter tre måneder som arbejdsløs blev han den 27. november 2013 igen signet til Tennessee Titans’ practice squad.

Men da 2014-sæsonen begyndte, var der ikke bud efter den 305 pund-store lineman, og han og kæresten lavede derfor en aftale om, at hvis han ikke havde et job til Thanksgiving i november, ville han stoppe karrieren. Thanksgiving kom, der var stadig intet tilbud, og derfor stoppede Tyler Horn karrieren.
– Så ringede jeg til min agent og sagde, at det var slut for mig. Jeg fik faktisk muligheden for at signe med Packers i offseason i 2015, men jeg afviste tilbuddet. Jeg havde besluttet mig, og jeg var træt af at jagte drømmen, fortæller Tyler Horn.

De spilleragenter, som Draftday.dk har interviewet til denne artikel, fortæller, at de forsøger at finde ud af, om deres arbejdsløse klienter overhovedet har en fremtid i NFL.
– Vi forsøger at have så mange forskellige samtaler med forskellige mennesker og få en ærlig udmelding, hvis vi snakker med en general manager, pro personnel director eller pro scouting director: ”Er han på jeres radar? Er han på jeres liste? Ville I seriøst overveje at signe ham, hvis I får en skade?” Og hvis alle 32 hold siger, at han ikke er højt på deres liste, er det vores opgave at give spilleren den besked, forklarer Mike McCartney.

Savner football sindssygt meget
Kyle Strongin fortæller, at spilleren som regel selv ved, når det reelt er slut.

– Vi har været til de workouts, der er, vi får en ærlig feedback fra holdene, og vi ved det: ”Det var nok det, lad os begynde at skabe en ny karriere”, siger han til Draftday.dk.

I dag arbejder Tyler Horn som finansiel rådgiver i solskinsbyen Forth Myers i det vestlige Florida, hvor han bor med sin hustru. Han nød tiden i NFL, fortæller han, men savner ikke usikkerheden. Og han fortryder ikke, at han stoppede karrieren.
– Jeg savner football sindssygt meget, men det var 100 procent den rette beslutning at stoppe. Mit liv er meget mere stabilt nu, og selvom jeg ikke blev en superstjerne i NFL, oplevede jeg dét, som millioner kun kan drømme om, fortæller han.

For Andreas Knappe lever drømmen videre. Han jagter stadig et nyt NFL-hold – og holder sig i form. Og det er der god grund til, lyder det fra en erfaren agent.
– Tingene kan vende så hurtigt. Det kan se meget sort ud for en spiller, og pludselig ringer telefonen, og så har et hold et behov, siger Mike McCartney.

Det kræver bare det ene opkald, og så kan den store dansker fra Silkeborg være tilbage i verdens største football-liga.

2017 NFL Preview: Patriots og alle de andre…

Så er vi der! Natten til fredag begynder NFL-sæsonen, og du får her en stor optakt til sæsonen. Draftday.dk har interviewet flere NFL-journalister, og de er ikke i tvivl: New England Patriots er storfavoritter til at vinde Super Bowl. Historisk store, faktisk, hvis man spørger bookmakerne.

New England Patriots er ikke bare favoritter. De er storfavoritter til at vinde Super Bowl 52 på The U.S. Bank Stadium i Minneapolis næste februar.

Natten til fredag begynder NFL-sæsonen med opgøret mellem netop de forsvarende mestre fra New England og Kansas City Chiefs, og spørger man både bookmakerne og flere NFL-eksperter, som Draftday.dk har interviewet, er der ingen tvivl om, hvad overskriften for den kommende sæson er:

New England Patriots – og alle de andre.

Forskellen mellem patrioterne og NFLs 31 andre hold er ganske enkelt markant, lyder det fra de journalister, der dækker NFL tæt, og som vi har interviewet.
– På papiret er der ikke et hold, der er tæt på at være lige så godt som Patriots, fortæller den erfarne NFL-journalist, Dan Pompei, fra The Bleacher Report til Draftday.dk.

CBS’ Jason La Canfora er enig og mener, at 2017-versionen af Patriots er stærkere end det hold, der vandt Super Bowl i februar på et historisk comeback.
– De er på papiret det bedste hold i football, de er et bedre hold end det hold, der vandt Super Bowl for nogle måneder siden, og jeg er ikke engang sikker på, at det er tæt, siger han til Draftday.dk.

De største favoritter i ni år
I Las Vegas giver bookmakerne hos Westgate lige nu pengene 3,25 gange igen, hvis man spår, at Patriots vinder Super Bowl 52. Det er ifølge Draftday.dk’s gennemgang de laveste vinder-odds, som bookmakerne har sat på et NFL-hold siden 2008, hvor Patriots dengang kun gav pengene 2,5 gange igen i den første sæson efter, at Tom Brady, Randy Moss og Co. havde vundet 18 af 19 kampe, men tabt til New York Giants i NFL-finalen.

Men i alle de efterfølgende otte sæsoner har intet hold – ifølge Las Vegas – været så store favoritter til at vinde Super Bowl, som Patriots er det i år.
– Patriots er helt sikkert én af de største favoritter til at vinde Super Bowl, som jeg kan huske at have set forud for en sæson, mener Scott Kacsmar, der skriver for ESPN og Football Outsiders.

Flere af de kilder, som Draftday.dk har interviewet, fortæller, at deres enorme tro på Patriots i 2017 ganske enkelt skyldes, at holdet i år er godt under Bill Belichicks ledelse.

LÆS: 2017 NFL Preview: New England Patriots

Med 40-årige, men evigt unge og uhyggeligt formstærke Tom Brady i spidsen er offensiven potent, farlig og mangesidet med flere våben at trække på – især med tilgangen af lynhurtige Brandin Cooks, der er Patriots’ bedste wideout siden Randy Moss. Men samtidig er der fortsat NFLs bedste tight end i playmakeren Rob Gronkowski, flere talentfulde wideouts (Chris Hogan, Phillip Dorsett, Malcolm Mitchell), én af de bedste running back-grupper, som Brady har givet bolden til – og en god angrebslinje under ledelse af veteranen Dante Scarnecchia.

Og forsvaret bør være bedre end solidt, hvis ikke rigtig godt. Ikke mindst med tilgangen af cornerback Stephon Gilmore, som Patriots investerede heftigt i via free agency, men som nu sammen med Malcolm Butler kan give holdet en ”shutdown cornerback”-duo. I hvert fald på papiret.
– Det er realistisk at tro, at forsvaret er endnu bedre end sidste år, fortæller Kevin Duffy, der følger Patriots tæt for MassLive.com, til Draftday.dk.

Edelmans skade koster ikke trofæet
Patriots mistede i august Bradys mest betroede receiver, slot receiver Julian Edelman, til en korsbåndsskade, men ikke engang det tab sænkede på markant vis bookmakernes odds for, at Patriots vinder det hele (fra 2,75 til 3,25 gange pengene igen).

Med god grund, mener Kevin Duffy. For Patriots’ svagheder er lige nu så små, at andre hold vil elske at kalde det for “svagheder”.
– Selv efter Edelmans skade, mener jeg, at dette hold har en chance for at være lige så godt, som noget hold, som Belichick har trænet. De er stærke på stort set hver eneste position, lyder det fra ham.

Oven i det er det svært at se New England Patriots blive stoppet på vej mod endnu en AFC East-titel – den i så fald niende på stribe. Divisionsrivalerne fra New York Jets og Buffalo Bills er begge midt i en gigantisk genopbygning, der har betydet, at de to hold har skilt sig af med mange profiler og veteraner, og Miami Dolphins har set quarterback Ryan Tannehill ryge ud for sæsonen med en korsbåndsskade, hvorfor den ustabile veteran Jay Cutler har gjort comeback fra pensionen. Cutler er ikke ueffen, men timingen med receiverne kan halte og koste sejre tidligt i sæsonen.

Uanset hvad har Miami kun slået rivalerne én gang siden 2014 og har et brutalt program uden en bye week, fordi orkanen Irmas hærgen har skubbet søndagens planlagte opgør til friugen i november. Og nå ja, så skal Miami også afgive en hjemmekamp for et opgør i London.

LÆS: Blog: AFC East – noter og kommentarer

Derfor ligger AFC East totalt for fødderne af New England, ligesom resten af konferencen formentligt gør det, hvis man spørger de kilder, vi har interviewet.
– Er man smart, sætter man penge på, at de går 13-3, tromler gennem slutspillet og vinder en Super Bowl, siger NFL.com’s Marc Sessler, kendt fra ”The Around the NFL Podcast”, til Draftday.dk.

Men er der intet, der kan stoppe New England Patriots i at vinde den sjette Super Bowl? Jo, ifølge Kevin Duffy kan skader svække truppen så meget, at Bill Belichick og Co. ryger ud inden “The Big Dance”. Det er sket før.
– Se for eksempel på 2015-sæsonen. I første halvdel af sæsonen rullede Patriots forbi alle, og de så ud til at være på vej til en hel sæson som ubesejret. Og så blev Julian Edelman skadet, og Dion Lewis og LeGarrette Blount pådrog sig sæsonafsluttende knæskader. Dont’a Hightower havde et ømt knæ i slutningen af sæsonen. De humpede ind i slutspillet som andetseedet og tabte til Denver i AFC-finalen. Hvis kan de holde sig skadesfri, er de det bedste hold i AFC. Men skader er svære at forudse. Patriots var heldige sidste år, men vi får at se, hvad der sker i år, fortæller han til Draftday.dk.

Steelers’ angreb er meget potent

Gælder det de andre hold i AFC, er der til gengæld delte meninger blandt de NFL-journalister, som Draftday.dk interviewet, om, hvem der – trods alt – har den største chance for at slå Patriots ud.

To af de mest trendy valg – generelt set – er Pittsburgh Steelers og Oakland Raiders. Begge har nogle fremragende offensiver – Raiders er anført af Derek Carr, Amari Cooper og tilbagevendte Marshawn Lynch, og Steelers’ angreb er måske endnu bedre end Patriots’ offensiv.

Hvis – og det er et stort ”hvis”, historisk set – at quarterback Ben Roethlisberger, running back Le’Veon Bell og wide receiverne Antonio Brown og Martavis Bryant kan spille en hel sæson sammen uden at sidde uden for med skader og karantæner, har Pittsburgh et angreb, der i kamp efter kamp kan score flere end 30 point. Og det er måske det bedste angreb i Ben Roethlisbergers tid hos holdet.
– Dette angreb er bedre end det angreb, de havde i mesterskabssæsonen i 2008, fordi angrebslinjen er bedre, fortæller Jim Wexell, der skriver om Steelers for Steel City Insider.com, til Draftday.dk.

LÆS: Blog: AFC North – noter og kommentarer

Omvendt vurderer han, at forsvaret – trods tilgangen af den lovende rookie-linebacker T.J. Watt (J.J. Watts lillebror), safety J.J Wilcox og veteran-cornerbacken Joe Haden, der er hentet i en handel med Cleveland Browns, er svagere end det forsvar, som Steelers gik på banen med i Super Bowl i 2008-sæsonen.

Og netop forsvaret er en væsentlig årsag til, at Scott Kacsmar fra Football Outsiders over for Draftday.dk forudser, at hverken Steelers eller Raiders når forbi Patriots i slutspillet.
– Jeg mener, at de to hold med Mike Tomlin og Jack Del Rio har en stor ulempe på head coach-positionen i opgør mod Bill Belichick. Og Steelers har i årevis haft svært ved at forsvare sig mod Patriots, og Raiders ser efter min mening stadig ikke ud til at have et stærkt forsvar, mener han.

Pittsburgh Steelers har ikke slået Patriots siden 2011, og Raiders, der uheldigvis for dem spiller deres hjemmekamp i denne sæson mod Patriots i Mexico City, har ikke vundet over Bill Belichicks mandskab i 15 år.
– Jeg er ikke solgt på tanken om, at Raiders automatisk spadserer sig til en 12-4-afslutning. Det forsvar har issues, fortæller Marc Sessler til Draftday.dk.

Seahawks bekymrer mindst
Scott Kacsmar mener til gengæld, at Patriots’ allerførste modstander i sæsonen, Kansas City Chiefs, også har den allerstørste chance for at besejre de mægtige patrioter i en januarkamp.
– (Chiefs’ head coach) Andy Reid kan spille lige op med Belichick. Han har to, knebne slutspilsnederlag mod New England, og i 2007 var han tæt på at levere en kæmpe overraskelse mod dem med A.J. Feeley som quarterback. Og Chiefs var det seneste hold, der smadrede Patriots – med 41-14 i 2014, forklarer han.

LÆS: 2017 NFL Preview: Kansas City Chiefs

Han vurderer, at Chiefs kan løbe bolden mod Patriots, vinde kampen om turnovers og lægge pres på Tom Brady uden at skulle blitze. Det kan være opskriften på en sejr.
– Ja, Alex Smith er stadig quarterback, som det ser ud nu, men hans hold scorede engang flere point end det mest Drew Brees-potente angreb i slutspillet, da han med 49ers vandt 36-32 i 2011 (over New Orleans Saints, red.). Så alt kan ske i én enkelt kamp, siger Scott Kacsmar.

Han peger på Houston Texans – anført af et på papiret skræmmende pass-rush med tilbagevendte J.J. Watt, kæmpetalentet Jadeveon Clowney og aggressive Whitney Mercilus, som et hold, der faktisk får for lidt positiv opmærksomhed. Ikke mindst hvis holdet hurtigt lader førsterundevalget Deshaun Watson starter bag center i stedet for Tom Savage, der før eller siden alligevel skal afgive jobbet.
– Hvis Deshaun Watson kan have en stor, positiv indvirkning på kampene, er det ikke umuligt, at holdet vinder 10 eller 11 kampe. Jeg vil ikke sætte penge på, at han får en Russell Wilson- eller Dak Prescott-type indvirkning som rookie, men forventede vi, at nogle af dem ville få det i august i deres rookie-sæsoner?, lyder det fra ham.

LÆS: Blog: AFC South – noter og kommentarer

Netop førnævnte Russell Wilson anfører det hold, som, flere af de eksperter, som Draftday.dk har interviewet, forventer vinder NFC.
– Hvis de kan få gang i deres offensive linje, er de holdet, man skal slå i NFC, fortæller Jason La Canfora til Draftday.dk.

En anden af kilderne er enig.
– Alle NFC-hold har deres svagheder, men Seattles svagheder bekymrer mig mindst. I teorien er Russell Wilson mere fit, det samme er Earl Thomas, siger Rivers McCown, der skriver for Football Outsiders, til Draftday.dk med henvisning til de to profiler, der var mere eller mindre skadede i sidste sæson.

Seahawks har stadig samme centrale gruppe af forsvarsspillere med Richard Sherman, Bobby Wagner, Michael Bennett Cliff Avril, Kam Chancellor og altså Earl Thomas, der bragte holdet i to Super Bowls i 2014 og 2015, men har samtidig tilføjet defensive tackle-profilen Sheldon Richardson fra New York Jets i en spektakulær handel én uge før sæsonstart. Hans tilstedeværelse giver Seahawks ligaens klart bedste og mest frygtindgydende forsvarslinje.

Aaron Rodgers’ mange våben
Én af Seahawks’ største konkurrenter i konferencen er – igen i år – Green Bay Packers, hvor Aaron Rodgers i denne sæson har et stærkere angreb, end han har haft i flere år, og det øger Packers’ chancer for endelig at gå hele vejen, efter at holdet har været i slutspillet de seneste seks år uden at nå i Super Bowl.
– Angrebsmæssigt bør 2017-versionen af Packers matche de bedste enheder, der har været i Mike McCarthy-æraen, forklarer Jason B. Hirschhorn, der er redaktør for Packers-sitet Acme Packing Company, til Draftday.dk.

Især tilgangen af tight end Martellus Bennett giver Rodgers et stærkt, ekstra mål, men samtidig skal man ikke undervurdere, at hans mest betroede receiver, Jordy Nelson, er ét helt år videre fra den alvorlige knæskade, der kostede 2015-sæsonen.
– Hvis Ty Montgomery udvikler sig meningsfuldt i sit første hele år som running back, og Aaron Rodgers kan holde sig skadesfri, kan denne gruppe matche 2014-udgaven i forhold til effektivitet og scoring, lyder det fra Packers-eksperten.

LÆS: Blog: NFC North – noter og kommentarer

Jason B. Hirschhorn forudser dog, at forsvaret kan få det svært, hvis der kommer skader i “front seven”-delen, fordi dybden kunne være bedre, og derfor er der mere pres på Clay Matthews og Nick Perry end normalt.

I Las Vegas vurderer de, at Packers har den tredjestørste chance for at vinde Super Bowl (de giver pengene 10 gange igen) – efter Patriots (odds 3,25) og Seahawks (odds 10).

Til gengæld mener bookmakerne, at sidste sæsons NFC-mester, Atlanta Falcons, der var sort uheld og et vanvittigt kollaps i 4. quarter fra at vinde Super Bowl, kun er de tredjestørste favoritter i konferencen.

Siden 1993 har intet hold, der tabte en Super Bowl i sæsonen forinden, været tilbage til ”The Big Dance” året efter. Tømmermændene oven på den enorme skuffelse, dét er at være så tæt på og alligevel så langt fra, er reelle og et problem for mange tabere, fordi det er så mentalt hårdt at rejse sig igen.

Og det kan det også være for Falcons, der ganske vist har mistet den fremragende, innovative offensive koordinator Kyle Shanahan (ny head coach hos 49ers), som havde en gigantisk del af æren for Falcons-angrebets historiske succes i 2016, men som også har forbedret forsvaret – og reelt ikke mistet noget profiler.
– Det vil ikke overraske mig at se Falcons lide af Super Bowl-tømmermænd. Jeg vil næsten forvente det, lyder profetien fra Dan Pompei.

Sårbare Dallas Cowboys

Marc Sessler er dog mere fortrøstningsfuld og tror, at Falcons bliver NFCs deltager i Super Bowl næste februar.
– Deres angreb har stadig alle deres primære våben, og deres forsvar er godt coachet med en horde af unge up-and-coming-spillere. Jeg ser ikke Falcons træde et stort skridt tilbage, forklarer han til Draftday.dk.

Andre NFC-hold, der ifølge bookmakerne vil være med i det sjove selskab er New York Giants, der har forstærket sig med Brandon Marshall og den eksplosive rookie-tight end Evan Engram – og som stadig har et stærkt forsvar – og selvfølgelig Dallas Cowboys, der sluttede sidste sæson med 13 sejre, men som er ramt af skader og karantæner til flere starters herunder running back Ezekiel Elliott.
– Dallas har samtidig det på papiret næst-stærkeste turneringsprogram i år, og NFC East er en ret solid division, så et fald til otte eller ni sejre vil ikke være så overraskende. Vi får at se, hvordan Dak Prescott følger op på sin rookie-sæson, men han har dog endnu ikke skuffet os, fortæller Scott Kacsmar.

Natten til fredag begynder én lang kamp om “The Vince Lombardi Trophy” gennem 267 opgør. 2017-sæsonen går endelig i gang, og NFL-football er tilbage.

Og dét i en sæson, hvor New England Patriots altså er store favoritter til at genvinde mesterskabet.

I hvert fald hvis du spørger de “kloge” hoveder og bookmakerne.

3 nye NFL-koordinatorer, du skal holde øje med

Der er i alt 11 nye koordinator på sidelinjen i 2017-sæsonen, men især tre af de nye navne er værd at holde ekstra øje med. Læs her hvorfor.

Joe Woods, defensiv koordinator, Denver Broncos

Wade Phillips er én af historiens bedste, defensive koordinatorer, og derfor er det nogle enorme sko, som afløseren Joe Woods træder ned i. Før Phillips var Dennis Allen og Jack Del Rio to ligeledes markante, succesrige koordinatorer. Woods var selv en anerkendt defensive backs coach hos Buccaneers, Vikings, Raiders og senest Broncos, før han blev forfremmet, men det er stadig noget af en udfordring, der venter.

Woods, der arbejdede med Broncos’ formidable “No-Fly Zone”-secondary, får til opgave at opretholde kvaliteten af et forsvar, der skal trække Broncos frem mod sejre i en tid, hvor quarterback-positionen er usikker med ustabile Trevor Siemian og urutinerede Paxton Lynch. Faktisk kan Denver potentielt være en faktor i hele AFC, hvis forsvaret generelt set holder niveauet.

Løbeforsvaret, der var NFLs 28. bedste i 2016, skal dog forbedres, men samtidig er det vigtigt, at det Von Miller-anførte kasteforsvar forbliver stærkt. Broncos-ledelsen vurderer angiveligt, at defensiven ikke vil opleve et fald i kvalitet fra Phillips til Woods, men om de har ret i den forudsigelse ved ingen før, at sæsonen begynder.

Steve Sarkisian, offensiv koordinator, Atlanta Falcons

Ifølge The MMQB’s Andy Benoit er der folk i NFL, der mener, at Kyle Shanahans angreb i Atlanta i 2016 var det bedste, de nogensinde har set. Den offensive koordinators play-calling var ganske enkelt fænomenal god, men nu er Shanahan i San Francisco, og derfor er det Steve Sarkiasian, der i 2016 var konsulent hos Alabama, som skal tage over. Og der ligger derfor et tungt pres på hans skuldre.

Falcons-ledelsens plan er, at Sarkiasian fundamentalt set skal fastholde samme angreb og system, som Shanahan i 2016 førte frem til 540 point og en NFL-rekord med mindst ét touchdown af 13 forskellige spillere. Det vil sige et “wide zone”-system med masser af play-action og et højt tempo, og da Steve Sarkisian bestyrede college-storholdet USCs angreb, var det også tempofyldt. Quarterback Matt Ryan har da også sagt, at det er Sarkisian, der skal lære Falcons’ system at kende – og ikke spillerne, der skal lære den nye koordinators system at kende.

Men blot fordi Steve Sarkisian i det store hele agter at køre samme system, betyder det ikke, at han uden videre kan holde samme niveau for angrebet, som Shanahan leverede.

Mike Vrabel, defensiv koordinator, Houston Texans

Umiddelbart er den defensive ændring hos Houston Texans ikke stor. Linebackers coach Mike Vrabel er ny defensiv koordinator, men hans forgænger, Romeo Crennel, bliver hos holdet og er ny assisterende head coach. Alligevel er det dog værd at holde øje med, hvad der sker i Houston. I sidste sæson tillod Crennels forsvar kun 301 total yards pr. kamp – færrest i NFL – og kun 17,0 first downs pr. kamp – også færrest i ligaen. Og dét selvom Crennel startede 15 forskellige førstekæder, og selvom gigastjernen J.J. Watt missede stort hele sæsonen med en rygskade.

Nu skal Vrabel så tage over. Rams ville i januar have ham til en samtale omkring holdets ledige head coach-job, og sidste år forsøgte 49ers at få ham til San Francisco som defensiv koordinator. Han afviste dog begge tilbud, fordi det lå i kortene, at han ville blive forfremmet i Houston. Vrabel, der var en Super Bowl-vindende forsvarsprofil hos New England, er et stort trænertalent, men ligesom Steve Sarkisian i Atlanta skal han lede en enhed, der reelt allerede var i toppen af NFL året forinden. Det er en stor mundfuld. Vrabel skal stå for Texans’ forsvarkald, og selvom Crennel vil følge med fra skyboksen under stadiontaget og give sit besyv med, er forsvaret Vrabels hovedansvar.

Han siger selv, at han ønsker flere turnovers og et endnu bedre forsvar i forhold til at undgå scoringer. Uanset hvad er presset på Mike Vrabel for at levere stort. Texans er bygget op omkring et stærkt forsvar, og det skal præstere virkelig godt, hvis holdet skal vinde en forbedret AFC South-division.

Jets-ekspert: Todd Bowles er i en meget svær situation

De begynder forfra hos “Gang Green” i New York. Og når år 1 af genobygningen af holdet er overstået, skal Jets meget vel ud og søge efter en ny head coach.

Det vurderer Darryl Slater, der dækker Jets på daglig basis for avisen The Newark Star-Ledger. For han tror ikke, at Todd Bowles overlever endnu en dybt skuffende sæson.

Darryl Slaters vurdering er, at head coach Todd Bowles er i en meget, meget svær situation. På den ene side er holdet ved at at blive genopbygget, og det har medført flere yngre, biligere, men urutinerede spillere i truppen. Men på den anden kan Bowles næppe overleve en 2017-sæson med kun en håndfuld sejre.

Også selvom forventningerne til Jets med rette er lave på baggrund af de spillere, som Bowles har at arbejde med.
– Bowles overlever ikke, hvis Jets vinder fem kampe eller færre. Jeg vil faktisk blive chokeret, hvis han overlever sådan et scenario. Han skal vinde mindst seks kampe – efter sidste års 5-11-sæson – og også holde roen i omklædningsrummet i forhold til disciplin og kemi. Det var et problem sidste år, fortæller Slater til Draftday.dk.

Jets har i de senere måneder skilt sig af med en lang række veteraner som Nick Mangold, Ryan Fitzpatrick, David Harris, Darrelle Revis, Eric Decker, Calvin Pryor og Brandon Marshall – spillere, der alle var med til at vinde 10 kampe for to sæsoner siden, men som i flere tilfælde skuffede i 2016 – og holdet har ikke fundet erstatninger for de erfarne navne.

Det betyder blandt andet, at Quincy Enunwa nu er holdets måske bedste wideout, og fordi Jets heller ikke i år adresserede behovet for en stærk quarterback, skal 38-årige Josh McCown starte bag center, mens de unge, men uprøvede Christian Hackenberg og Bryce Petty er hans eneste konkurrenter. Lige nu er kun fire spillere i truppen ældre end 30 år.
– Internt ser Jets absolut dette som et genopbygningsår. Ejer Woody Johnson har allerede været ude og sige, at fans ikke bør bedømme holdet udelukkende på antallet af sejre, men på de unge spilleres udvikling. Jets er fast besluttet på at genopbygge fra bunden og opefter – og bygge gennem draften, siger Darryl Slater.

LÆS: God begyndelse for Andreas Knappe i Atlanta

Netop førnævnte Christian Hackenberg, som Jets overraskende valgte i 2. runde af draften i 2016, bærer nøglen til general manager Mike Maccaghans fremtid, forudser Darryl Stater. De færreste havde set Jets bruge et så højt draft pick på quarterbacken fra Penn State, der havde haft en meget ustabil college-karriere, og Maccagnan blev hånet for valget.

Men nu har Hackenberg en reel mulighed for at træde ind på banen og starte, og hans præstation er afgørende for Maccagnan, der er i år 3 hos Jets.
– Hvis Jets vinder tre til fem kampe, afhænger Maccagmans fremtid nok af, hvor meget Christian Hackenberg viser i denne sæson – i forhold til om han er fremtidens startende quarterback, mener Jets-journalisten.

Hackenberg har ifølge Slater set bedre ud i offseason indtil nu, end han gjorde som rookie i 2016, men præcisionen på hans kast er stadig et markant issue.
– I år tog skal Hackenberg vise fremskridt i forhold til præcision og i forhold til at begrænse antallet af turnovers, mener Darryl Slater.

Der er spekuleret i, at Jets oven på en forventet svag sæson i år sandsynligvis til april næste år vil vælge én af 2018-draftens formodede top-quarterbacks – som USCs Sam Darnold eller Wyomings Josh Allen, hvis de går i draften.

Det vil dog formentlig kræve et top 3-valg i 2018-draften. Og har holdet sådan ét, hedder cheftræneren næste år altså – ifølge Darryl Slater – ikke Todd Bowles.

God begyndelse for Andreas Knappe i Atlanta

Danske Andreas Knappes første måned i Atlanta er gået så godt, som han kunne håbe på. Det fortæller hans agent i et interview med Draftday.dk.

Knappe blev i maj den blot tredje dansker gennem tiderne i NFL, da han lavede en aftale som undrafted free agent med Falcons. Siden er den 6 fod 8 inches-høje offensive tackle flyttet til Atlanta og har deltaget i holdets rookie camp i midten af maj for førsteårsspillerne efterfulgt af fire såkaldt “OTA’s” – lette træningssamlinger – med resten af truppen.
– Det er gået præcist, som han ønskede, det skulle gå. Helt forrygende. Han er tilfreds, og han lærer hele tiden. Han lærer organisationen at kende, han lærer holdkammeraterne og trænerne at kende – og han vokser med opgaven, fortæller John Pace til Draftday.dk.

Ifølge John Pace er danskerens motto “get better every day” – en henvisning til de små skridt, han skal tage i den kommende tid, hvor springet fra college football hos University of Connecticut og så til NFL-træningsbanen er gigantisk.
– Alle spillere skal gå igennem dét, som Andreas skal igennem. Det er “learning by doing”. Men Andreas har den fordel, at han har prøvet et stort skifte før, da han flyttede fra Danmark og så til USA, forklarer agenten.

LÆS OGSÅ: Eksperter er enige: Vikings’ angreb bliver bedre

Lige nu bor Andreas Knappe på holdets hotel i Atlanta, og han har en bil til rådighed, men tilbringer især tiden med at træne og deltage i de møder og træningssamlinger, der er krævet af ham. På tirsdag og tre dage frem afvikler holdet sin mini-camp, hvor Andreas Knappe skal træne side om side med stjerner som Matt Ryan og Vic Beasley.
– Der er blevet taget virkelig godt imod ham. Han elsker det, og han elsker Atlanta Falcons. Og han elsker det faktum, at han modnes inden for organisationen, siger John Pace.

Én af John Paces personlige venner er Falcons’ startende offensive tackle Ryan Schraeder, og agenten har brugt den forbindelse til at hjælpe Knappe. Schraeder, der selv kom undrafted ind i NFL, og som også er en meget høj fyr (6 fod 7 inches, red.), har taget sig ekstra godt af Knappe.
– Han kan godt lide Andreas, og han havde researchet lidt på ham. Og han ser meget af sig selv i Andreas, fortæller han.

Udenfor banen har spillerne blandt andet været på fisketur, og John Pace fortæller, at holdets offensive linemen har et tæt forhold, og det gavner Knappe, fordi de generelt passer på hinanden, selvom de er konkurrenter.

Men selvom det er gået godt, er det langt fra ensbetydende med, at Andreas Knappe er sikkert på vej mod målet – en plads i 53 mand-truppen.
– De træningssamlinger, der har været indtil nu, er fine, men det hele afhænger af, hvordan det går, når først skulderbeskytterne kommer på til træning, mener John Pace.

LÆS OGSÅ: Eagles-ekspert: Philly stadig svagest i NFC East

Det er først i training camp i juli og den efterfølgende preseason i august, at kampen om en plads i truppen for alvor spidser til. Men her og nu har Knappe dog ifølge en Falcons-ekspert gjort det, som han kunne håbe på.

Dave Choate, der skriver om Falcons for sitet “TheFalcoholic”, fortæller til Draftday.dk, at de folk fra sitet, der har fulgt holdets indtil nu åbne træninger, har lovord til overs for Knappe.
– Det faktum, at han indtil nu ikke har skilt sig uheldigt bemærket ud, er et godt tegn, mener han.

Han peger på, at Knappe ser ud til at være oppe i gear sammen med de andre linemen og ser ud til at “gøre det godt”.

Dave Choate vurderer, at Andreas Knappe er den undrafted rookie, der har den bedste chance for et få en plads i Falcons’ endelige trup – det bliver formentligt som “swing tackle”. Altså en offensive tackle, der kan fungere som reserve for begge starters på kanten.

Holdet fyrede for nylig en anden offensive tackle i form af Auburns undrafted rookie Robert Leff, og dermed er der fem offensive tackles tilbage i truppen.
– Falcons hentede ikke en anden offensive tackle ind, efter at de fyrede ham, så det kan helt sikkert kun gavne Andreas Knappes chancer, forklarer Dave Choate til Draftday.dk.

Det er søndag aften ikke lykkes Draftday.dk at få en kommentar fra Andreas Knappe.

Eksperter er enige: Vikings’ angreb bliver bedre

Adrian Peterson er ikke længere frontmanden hos Minnesota Vikings. Men 2017-udgaven af vikingernes angreb bør blive bedre end sidste sæsons udgave.

Det fortæller to reportere, der følger Vikings på daglig basis, til Draftday.dk.

Tim Yotter, der skriver for sitet “Viking Update”, vurderer, at offensiven, der sidste år statistisk var NFLs 28. bedste, bør blive “markant bedre” i 2017.
– Og det er det nødt til at være, hvis de vil være en seriøs slutspils-bejler, siger han til Draftday.dk.

Også Mark Craig, der er Vikings-beat writer hos The Minneapolis Star-Tribune, forventer forbedringer.
– Jeg tror, at de vil være bedre. Spørgsmålet er bare i hvilken grad?, fortæller han til Draftday.dk.

Yotter peger på, at Vikings har gjort en stor indsats for at styrke løbeangrebet, som legenden Adrian Peterson ikke længere er en del af efter et par skadesplagede sæsoner. Latavius Murray er kommet til fra Oakland, og Dalvin Cook blev valgt i 2. runde af draften, som han faldt til efter blandt andet spørgsmålstegn ved hans kontroversielle omgangskreds – selvom han havde talent til top 15.

Især dynamiske Cooks tilstedeværelse vil give løbeangrebet et mere eksplosivt islæt, fordi Cook er typen, der kan score fra alle steder på banen – og drible sig gennem et forsvar for et 70 yard-touchdown.
– En kombination af de to bør hjælpe løbeangrebet, det samme vil de mange handlinger, de har foretaget på angrebslinjen, siger Yotter.

Vikings hentede via free agency to nye offensive tackles til Minneapolis i form af Riley Reiff (Lions) og Mike Remmers (Panthers), og i draften valgte holdet en potentiel mangeårig, kommende starter som center i form af Pat Elflein fra Ohio State.

LÆS: Jaguars sejrede i offseason – men er det nok?

Mark Craig vurderer dog, at meget står og falder med netop, hvordan de nye navne på angrebslinjen præsterer. I 2016 var enheden skuffende, og de store bøffer skal derfor træde mere i karakter i 2017.

Han mener, at især højre tackle Mike Remmers, der mest er kendt for at blive ydmyget af Broncos’ Von Miller i den forrige Super Bowl, skal forbedre sig.
– Jeg mener, at Remmers har noget at bevise. Hvis han var en sikker skanse, var han stadig i Carolina, fortæller Mark Craig til Draftday.dk.

Begge er derudover enige om, at især én spiller kan få et gennembrud i 2017. Wide receiver Laquon Treadwell, som Vikings valgte i 1. runde af 2016-draften, havde en nærmest katastrofal dårlig rookie-sæson, hvor han i ni kampe kun greb én bold for 15 yards.

Men Treadwell var skadet i foden, da rookie-sæsonen begyndte, og han brækkede en finger undervejs i sæsonen.
– Så jeg mener ikke, at man kan give en reel bedømmelse af hans rookie-sæson. Nu er han skadesfri, og derfor er jeg fortrøstningsfuld. Men han skal bevise sit værd. Faktisk er ingen anden spillers sæde mere varmt end Laquon Treadwells’. Hvis han er skadesfri, og han ikke er hurtigere end sidste år, bidrager han ikke med meget i NFL, siger Mark Craig.

LÆS: Eagles-ekspert: Philly stadig svagest i NFC East

Tim Yotter har dog noteret, at Treadwell indtil nu har virket skarp til træning.
– Han har set meget bedre ud, og han har grebet bolden bedre, siger han.

Og quarterback Sam Bradford har brug for hjælp, vurderer Mark Craig. Vikings-ledelsen har en stor tiltro til det tidligere topvalg i draften, som holdet handlede sig til kort før sidste sæsons begyndelse, men han er ikke en Tom Brady- eller Aaron Rodgers-kaliber quarterback, der kan bære holdet alene på sine skuldre.
– Han kan være en Super Bowl-quarterback, og han vil ikke afholde Vikings fra at nå i en Super Bowl. Men han kan ikke løfte holdet alene. Han har brug for en god angrebslinje, et godt løbeangreb og et solidt forsvar, mener Mark Craig.

Minnesota Vikings’ angreb bliver i 2017 anført af Pat Shurmur, der midtvejs i 2016-sæsonen tog over som offensiv koordinator for Norv Turner. Samtidig er Clancy Barone ny tight ends coach, Kennedy Polamalu er ny running backs coach, mens Kevin Stefanski er udnævnt til træner for holdets quarterbacks.

Eagles-ekspert: Philly stadig svagest i NFC East

Philadelphia Eagles er bedre, end de var i 2016, men holdet er – på papiret – stadig efter de tre rivaler i NFC East-divisionen.

Sådan lyder det fra Mark Eckel, der gennem 31 år har dækket “ørnene” for avisen The Times of Trenton. I et interview med Draftday.dk forudser Eckel, at Eagles – trods erhvervelsen af flere forstærkninger i offseason – ikke har nået Washington Redskins’, Dallas Cowboys’ eller New York Giants’ niveau.
– Det er svært at se, at Eagles har indhentet eller er gået forbi nogen af de tre hold, der sluttede foran dem sidste år, siger han.

Han peger på, at Redskins, der sluttede som tre’er i NFC East, måske vil være mindre stærke i 2017, men til gengæld har holdet i Kirk Cousins en quarterback, der har “ejet” Philadelphia i de senere år, hvor Cousins som starter har været med til at vinde alle fire opgør mod Eagles. Og de to andre hold er ifølge Eckel også stadig bedre end Eagles.
– Giants har forstærket angrebet (med wide receiver Brandon Marshall og tight end Evan Engram, red.) og Cowboys’ unge hold bliver kun endnu bedre, konstaterer han.

Han forudser, at Eagles’ største mulighed for forbedring kommer på wde receiver-positionen.
– Holdet tilføjede free agents Alshon Jeffery og Torrey Smith, der begge vil starte sammen med Jordan Matthews, der har været en stabil spiller for holdet de seneste tre år. De brugte også to midtrunde-valg på wide receiverne Mack Hollins og Shelton Gibson, der begge har bibragt fart til gruppen, siger Mark Eckel til Draftday.dk.

I sidste ende står det hele dog og falder med andenårs-quarterbacken Carson Wentz. Som rookie i 2016 indledte Wentz sæsonen virkelig godt, men ramte muren i takt med, at flere og flere hold fik studeret hans spil og fik fundet modtræk.
– Wentz er nødt til at tage det næste store skridt, som ikke alle unge quarterbacks kan tage, fortæller Mark Eckel.

I de første tre kampe i 2016 – alle sejre – nettede Wentz en passer rating af 103,8 point, han ramte plet på 64,7 procent af alle kast, kastede fem touchdowns og kastede ikke én eneste interception.

Men i de sidste 13 kampe – hvoraf kun fire blev vundet – faldt hans rating til 74,3 point, han fandt kun en modtager på 62 procent af alle kast, og han kastede flere interceptions (14) end touchdowns (11).
– Det er tid til, at Wentz – og især Eagles’ trænere – svarer igen mod dét, som modstanderens forsvar gjorde for at begrænse ham. Han skal også mindske antallet af interceptions, forklarer journalisten.

I denne offseason er Carson Wentz blevet opereret i sine øjne – han behøver ikke længere at bruge kontaktlinser – og han har arbejdet meget med sit fodarbejde. Og ved holdets organiserede træningssamling i maj meldte flere reportere, der overværede dele af træningen, at Wentz’ kastede bolde med en “tættere” spiral, og at han så stærkere ud. Det kan være resultatet af hans offseason-arbejde med quarterback-guruen Tom House, der også har hjulpet Tom Brady og Drew Brees.

Godt for Eagles, for de har brug for en effektiv Wentz, hvis holdet skal konkurrere hårdt i NFC East.

2018 NFL draft: 10 non-quarterbacks, du bør kende

Der er mange, meget attraktive talenter i 2018-draften, og vi har allerede set nærmere på fem interessante quarterbacks, og nu gælder det så spillere på alle andre positioner – “non quarterbacks”.

Historikken viser, at ikke alle de nævnte 10 navne – hvis de endda overhovedet går i 2018-draften – bliver topvalg næste år. Og der er mange andre kandidater til top 15-valg, vi kunne have nævnt. Det er stadig meget, meget tidligt at omtalte draft-talenter ét år frem i tiden.

Men her er i hvert fald et bud på 10 spændende navne, du bør kende:

RB Saquon Barkley, Penn State (5’11, 223) – junior

Mindst én running back er i hver af de seneste tre år gået i top 10, og i 2018 kan endnu en back meget vel blive valgt så højt. Forventningerne til Penn States Saquon Barkley er i hvert fald store efter en stærk sophomore-sæson, hvor han løb for 1496 yards og blev kåret som årets offensive spiller i Big Ten-konferencen. Faktisk er der dem, der mener, at Barkley er endnu bedre end de foregående top 10-valg, Todd Gurley, Ezekiel Elliott og Leonard Fournette, og NFL Networks Daniel Jeremiah sammenligner Barkley med Steelers’ top-back Le’Veon Bell.

Barkley har en ideel kombination af størrelse, styrke og beslutsomhed, men samtidig har han en forrygende fart over længere distancer – i marts blev han timet i tiden 4,33 sekunder over 40 yards. Hans evne til at “drible” sig vej gennem et forsvar bringer mindelser om Barry Sanders, og han bør blive en stor stjerne i NFL. En scout kalder over for NFL.com Barkley for “noget særligt” og for en back, der er så “komplet, som man kan være”. Og CBS’ Dane Brugler har hørt, at Barkley drager sammenligninger til Hall of Famer LaDanian Tomlinson.

DE/OLB Arden Key, LSU (6’6, 255) – junior

Key er én af de mest eksplosive pass-rushers i næste års draft, og han har talentet til at blive én af de bedre “front seven”-spillere i NFL. I 2016 lavede Key i alt 11 sacks – det var en LSU-rekord – og blev noteret for 55 tacklinger herunder for 11,5 tacklinger for tab, og ifølge Pro Football Focus stod Key for enten et sack, en quarterback hurry eller et hit pr. 5,4 pass rushing-forsøg. Det vidner lidt om, hvor stærk en sophomore-sæson han havde, og NFL-holdene har i høj grad bemærket hans eksplosive antrit og evne til at brække rundt om hjørnet af angrebslinjen.

En NFL-scout har overfor The MMQB sammenlignet Arden Keys evner med Aldon Smiths ditto (da Smith var bedst). Et stort issue omkring Key er dog hans person. I februar forlod han holdet “af personlige årsager”, og i skrivende stund er han endnu ikke vendt tilbage. NFL-holdene vil granske grundigt, hvorfor han havde behov for at forlade The Tigers, selvom hans far dog fortæller, at Key er “okay”.

S Derwin James, Florida State (6’3, 211) – junior

James missede de sidste 11 kampe af 2016-sæson med en overreven menisk i knæet, men inden da havde NFL-scouts allerede set rigeligt til at konstatere, at han er ét af de bedste forsvars-talenter i 2018-klassen. James er en “hard hitter”, der stormer fremad banen med stor intensitet, og som virkelig kan levere de store skralderbang. Han er en “alfahan”, der sætter tempoet med sine voldsomme attitude og aggressive spillestil.

NFL Networks Bucky Brooks mener, at James har et “mix af Reuben Foster og James Adams” i sit spil, og James besidder en stærk kombination af gode atletiske evner, han kan dække i “the slot”, blitze og tackle effektivt. Han brød igennem som freshman i 2015, hvor han ifølge Pro Football Focus var nationens næstbedste safety, og oven på knæskaden er han nu parat til storme frem som et muligt top 10-valg. Med mindre at skaden har svækket ham.

DL Christian Wilkins, Clemson (6’4, 310) – junior

Wilkins regnes for at være én af de allerbedste defensive linemen i college football, og i 2016 blev han noteret for 13 tacklinger for tab, 3,5 sacks, fem quarterback hurries og 10 pass breakups. Clemsons head coach Dabo Sweeney har skamrost Wilkins, der både har erfaring som defensive end og defensive tackle, og som ifølge cheftræneren er en så kvik, hårdtarbejdende fyr, at han en dag kan blive skolens præsident. Han har samtidig en meget stærk, opsigtsvækkende personlighed.

På banen er Wilkins virkelig dynamisk, han er en fænomenal atlet med den størrelse in mente og har et frygtindgydende førsteskridt. Ifølge Pro Football Focus var han college footballs bedste forsvarsspiller mod løbet i 2016. ESPNs Mel Kiper betegner Wilkins som en Jonathan Allen-type lineman, der kan spille indvendigt og udvendigt.

WR Christian Kirk, Texas A&M (5’11, 200) – junior

Ifølge Charlie Campbell fra WalterFootball.com er der folk i NFL-verdenen, der har kaldt Kirk for “Baby Beckham” – med reference til Odell Beckham Jr., som Kirk sammenlignes med. Han er dog ikke samme kaliber talent som Giants-stjernen, men mindre kan også gøre det, og Kirk har i hvert fald potentialet til at blive en stærk første-receiver i NFL.

Han er hurtig og eksplosiv og har de seneste to sæsoner grebet samlet 163 bolde og scoret 16 touchdowns. Samtidig returnerede han i 2016 i alt tre punts for touchdowns. Alene de seneste to sæsoner har han nettet 29 catches af mindst 20 yards – flest i SEC-konferencen – og han har reelt været den bedste wide receiver i konferencen. Hans størrelse trækker ned, men bortset fra det er han en fremragende wideout.

CB/S Minkah Fitzpatrick, Alabama (6’1, 203) – junior

Fitzpatrick har været spektakulær for The Crimson Tide og har allerede slået skolerekorden for flest interceptions returneret for touchdowns med fire styk. Han lavede i alt seks interceptions sidste år efter at have lavet to som true freshman i 2015. Ifølge Pro Football Focus tillod han kun en passer rating af 37,8 point på kast i sin retning. Fitzpatrick er enormt fleksibel, og selvom han primært har været slot-cornerback hos Alabama, kan han også fungere udvendigt og indvendigt som safety – som, det ventes, han vil gøre i 2017.

Ved skolens spring day i år løb han 40 yards på 4,44 sekunder, og overfor WalterFootball.com beskriver en NFL-scout ham som “prototypen på en free safety”, der kan lidt af alt det, som en safety skal kunne. Fitzpatrick har samtidig vist gode evner på special teams med 11 tacklinger i 2016.

OT Connor Williams, Texas (6’4, 320) – junior

I 2016 tillod Williams kun to sacks på flere end 900 offensive snaps som The Longhorns’ venstre tackle, Og samtidig var han ifølge Pro Football Focus’ analyser den tredjebedste i nationen mod løbet. Williams har en ideel størrelse, han har gode atletiske evner, og ifølge en NFL-scout, som The Bleacher Report har talt med, minder ham om den ottedobbelte Pro Bowler, Joe Thomas.

Han har startet 21 kampe for Texas, og han ligner en kommende hjørnesten for et NFL-hold på kanten, der kan starte 10-12 år som offensive tackle. Han er i hvert fald her og nu én af de bedste på kasteblokeringer i college football.

OLB Malik Jefferson, Texas (6’3, 238) – junior

I 2016 var Jefferson middle linebacker hos Texas, men i 2017 vil han være tilbage på sin mere naturlige position som outside linebacker. Han er et ultra-atletisk energibundt, der hamrer rundt på banen, og ESPNs Mel Kiper fortæller, at Jefferson minder om Jarrad Davis, som Detroit Lions valgte med 21. valget i 1. runde af draften i april.

Jefferson var Big 12-konferencens “Defensive Freshman of the Year” i 2015, men han var mindre stabil i 2016. Der er der dog intet, der tyder på, at han ikke vil imponere som junior på kanten i 2017. Han har et stort potentiale, der blot skal indfries, og nogle iagttagere har sammenlignet ham med en ung Jaylon Smith.

RB Derrius Guice, LSU (5’11, 216) – junior

Guice brød ind på scenen i 2016, hvor han supplerede en skadesplaget Leonard Fournette i LSUs backfield og løb for 1387 yards og 15 touchdowns og ind i mellem faktisk overskyggede det senere fjerdevalg i 2017-draften. Han nettede undervejs hele 19 løb af mindst 10 yards – flest i SEC-konferencen – og blev den kun fjerde back i konferencens historie, der i to kampe løb for flere end 250 yards.

Guice er kraftfuld, beslutsom og stærk, men har samtidig et virkelig godt antrit, og NFL Networks Daniel Jeremiah sammenligner ham med en ung Frank Gore. Hans nuværende head coach, Ed Orgeron, mener, at Guice har samme type retningsskift som Reggie Bush, som Orgeon trænede hos USC. En scout, som The Bleacher Report talte med i december, lovpriste Guices hårde, aggressive løbestil, og han sagde ligefrem, at halvdelen af alle NFL-hold formentlig ville vælge Guice over Fournette.

CB Tarvarus McFadden, Florida State (6’2, 197) – junior

McFadden var fantastisk i 2016-sæsonen, hvor han lavede otte interceptions i bare 13 kampe – flest i nationen – men samtidig blev han også noteret for 19 tacklinger for tab. Den imponerende sæson kom på trods af at McFadden spillede med en skadet skulder, der krævede en operation i marts.

McFadden har en suveræn størrelse for en moderne NFL-cornerback, han har 4,4 sekunders-fart i fødderne og kan blive den næste store Florida State-cornerback, der lander i NFL, efter at Jalen Ramsey, som McFadden erstattede hos The Seminoles, var femtevalget i 2016-draften. McFadden tillod for mange store spil i 2016, men han er et enormt talent, der shiner i mandsopdækning.

2018 NFL draft: 5 top-quarterbacks i draften

Næste års quarterback-klasse er bedre.

Sådan lyder det næsten altid før en NFL-draft, og i år var ingen undtagelse. Selvom hele tre quarterbacks blev valgt i top 12 i april-draften, var meldingen, at flere hold som Cleveland Browns, New York Jets og San Francisco bevidst undlod at bruge et førsterundevalg på en quarterback, fordi næste års klasse er bedre.

Virkeligheden er dog, at meget kan ske på ét år, når først talenterne bliver set ekstra efter i sømmene. Og talenter, der dårligt er på radaren nu, kan stryge op som topvalg i 2018-draften, som det skete for Carson Wentz i 2016 og Mitch Trubisky i år, der begge ikke var særligt store navne ét år før draften, men som begge blev valgt med andetvalget i draften.

Når det er skrevet, er der dog ingen tvivl om, at 2018-klassen ser meget, meget interessant ud med flere virkeligt spændende navne iblandt.

Draftday.dk fortæller her om de fem største navne, du bør kende – på dette meget tidlige tidspunkt. Men bemærk, at kun én af de nævnte spillere (Mason Rudolph) er et senior-prospekt og derfor med sikkerhed vil være en del af draften næste år. Resten behøver ikke at tilmelde sig.

Sam Darnold, USC (6’4, 225) – redshirt sophomore

Under The Scouting Combine i februar tweetede NFL Networks velunderrettede draftnik, Daniel Jeremiah, at den mest omtalte spiller i Indianapolis blandt folk i NFL-verdenen i de dage var Darnold – selvom han altså slet ikke deltog i arrangementet. Men efter bare én sæson bag center hos The Trojans havde Darnold skabt så meget buzz omkring sig selv, at han ifølge Jeremiah fik NFL-kilder til at omtalte ham som et ”sjældent” talent.

Og den erfarne scout Dave Te-Thomas, der i de forgangne måneder arbejdede som draft-konsulent for New England Patriots og New York Giants, fortæller til Draftday.dk, at Darnold oven på 2016-sæsonen har fået en ”perfekt” karakter i Thomas’ bog. Meget kan ændre sig i 2017, men det er værd at bemærke, at Thomas hidtil kun har givet perfekte karakterer til John Elway og Bo Jackson.

Darnold slog for alvor sit navn fast i The Rose Bowl i januar, hvor han i 52-49-sejren over Penn State kastede for 453 yards og fem touchdowns og førte The Trojans tilbage – efter at have været bagud med 14 point. Den 19-årige quarterback, der formelt set først behøver at gå i draften i senest 2020, har en ideel størrelse, en stærk arm og gode atletiske evner, men frem for alt får han ros for sin evne til at bevare roen i lommen – en imponerende evne hans uerfarenhed taget i betragtning. Ifølge Pro Football Focus nettede han i 2016 en passer rating af hele 101,0 point, når han blev presset af forsvaret.

Førnævnte Daniel Jeremiah mener, at Sam Darnold har nogle af de samme kvaliteter, som Andrew Luck havde, da han forlod college football, og ESPNs Mel Kiper mener, at Darnold har “alt det, som NFL-hold leder efter” hos en startende quarterback.

En for lang og langsom kasteafvikling er det store issue omkring Darnold, der samtidig kun har startet 10 kampe i college, og som i 2017 bliver yderligere presset af, at flere af hans bedste våben fra 2016-sæsonen har forladt The Trojans. Men kan han stadig præstere på et meget højt niveau, kan Sam Darnold bekræfte sin status som det potentielle topvalg i 2018. For talentet er kæmpestort – og han er bedre end Mitch Trubisky, Deshaun Watson og Pat Mahomes.

Josh Allen, Wyoming (6’5, 222) – redshirt junior

Allen har i de senere måneder skabt masser af hype omkring sig selv – og flere nationale medier har portrætteret quarterbacken fra Wyoming Cowboys, der kun fik tilbudt stipendium fra mindre universiteter efter high school, og som derfor måtte indlede college-karrieren hos Reedley Community College på JUCO-niveau, inden han i 2015 skiftede til Wyoming. 

Her imponerede Allen alt og alle i 2016 – men det er især hans potentiale, der får NFL-folks mundvand til at løbe. Allen har en formidabel størrelse (hans head coach, Craig Bohl, fortæller, at teenageren endda kan nå at vokse til 6 fod 6 inches i 2017), men krydrer kropsbygningen med en ekstrem god armstyrke og nogle utrolige atletiske evner. Ifølge The Bleacher Report kan Allen kaste bolden 85 yards gennem luften, og for nylig løb han 40 yards på 4,6 sekunder (han løb for 523 yards i 2016). 

En ledende skikkelse hos et AFC-hold siger til CBS’ Jason La Canfora, at Allen kan blive topvalget i 2018-draften, NFL Networks Daniel Jeremiah kalder Allen for “en mere atletisk Joe Flacco”, og en anonym personnel director fra et andet NFC-hold fortæller, at Allen er samme type talent, som Carson Wentz var i 2016 og ”formentligt bedre”.

Ganske rammende var det da også Craig Bohl, der trænede Wentz i Eagles-quarterbackens første tre sæsoner hos North Dakota State, og ligesom Wentz står Allen i et ”Pro Style”-angreb, hvor han bliver bedt om at træffe mange beslutninger på egen hånd og læse modstanderens forsvar lige bag center. Ifølge Bohl har Allen samme drive og attitude som Wentz har, og sådan en god personlighed øger kun Allens værdi.

I 2018 står han blandt andre over for storhold som Oregon og Iowa, og det er tests, som NFL-scouts for alvor ser frem til at se Allen klare. Her og nu er Josh Allen stadig meget, meget upoleret som ”passer”, han skal forbedre sin præcision og fyrer alt for mange risikable bolde af sted (a’ la Pat Mahomes), men få quarterbacks har i de senere år haft de fysiske evner, som han besidder.

Josh Rosen, UCLA (6’4, 210) – junior

Rosen brød for alvor ind på draft-scenen, da hans egen head coach, Jim Mora Jr., i 2016 sagde, at quarterbacken ville have været topvalget i 2016-draften – foran Jared Goff og Carson Wentz – hvis han havde tilmeldt sig draften. Den bemærkning står Mora Jr. ved i dag, fortæller han, men han fortryder, at han sagde det, for det lagde et unødigt stort pres på Rosen i 2016-sæsonen, hvor han skuffede.

I 2015 havde Rosen ellers kastet for 3669 yards og 23 touchdowns, men sidste år tog han ikke det skridt i sin udvikling, der var ventet, og i november røg han ud på sidelinjen for resten af sæsonen med en operationskrævende skulderskade.

Samtidig er der store spørgsmål ved Rosens personlighed. En anonym AFC-kilde har over for The MMQB kaldt Rosen for ”et rod” uden for banen, og den 20-årige har leveret flere opsigtsvækkende kommentarer, der i bedste fald viser tegn på modenhed. Han har sagt, at han en dag vil ”eje verden”, og Rosen, der med egne ord kommer fra en ”rig” familie, hvor faderen var kirurg og moderen en prisvidende journalist, synes ifølge nogle kilder at være ”bedrevidende” – ligesom han tror, at han er bedre, end han er. På godt dansk kan man betegne ham som en “forkælet dreng” – baseret på kilderne.

Og så har han indrømmet, at han godt kan lide at tale og kan virke provokerende på folk – derfor skal han med egne ord have en kone, der er en ”kriger”, og som ind i mellem kan bede ham om at ”fucke af”. Den kontroversielle attitude kan ramme ham negativt i draften, hvis han ikke ændrer stil. Ifølge SI.com har Mora endda spurgt Rosen, om han helst vil være Peyton Manning eller fiaskoen Johnny Manziel, for han kan blive begge to – så stor er yderpolerne.

Rosen har dog en rigtig god størrelse, fine atletiske evner og en god armstyrke med masser af saft og kraft i kastene – og han har potentialet til at blive et højt draft pick. Det forudsætter dog, at han højner sit niveau i 2017, hvor den tidligere Jaguars-koordinator, Jedd Fisch, er ny offensiv koordinator hos The Bruins. For hvad, det er værd, har Daniel Jeremiah sammenlignet Rosens evner med Eli Mannings ditto. Det fortæller lidt om, hvor stort et talent, han trods alt er.

Lamar Jackson, Louisville (6’3, 205) – junior

Jackson var den helt store stjerne i college football i 2016 – så stor, at han vandt “The Heisman Trophy” som nationens bedste spiller efter en forrygende sæson, hvor han fik tv-seere og tilskuere til at udbryde “wow”, fordi han præsterede det ene vilde playmaker-spil efter det andet med både armen og med fødderne. Jackson kastede 30 touchdowns, men imponerede især langs jorden som et dødsensfarlig “dual threat”-våben, der i otte af 12 kampe i 2016 løb for flere end 100 yards, og som samlet løb for hele 1571 yards og 21 touchdowns. Han er simpelthen en sjældent set god atlet på positionen.

Han var i 2016 så dynamisk og vild med bolden i hænderne, at historiens måske allerbedste “dual threat”, Michael Vick, i september tweetede, at Jackson er “fem gange bedre” end Vick selv var i college. I marts løb Jackson ifølge Louisvilles egen Twitter-profil 40 yards på 4,34 sekunder, og han kan skifte retning ekstremt let og elegant uden at tabe fart.

Jackson har samtidig en udmærket armstyrke, og i 2016 viste han store fremskridt som “passer” sammenlignet med 2015-sæsonen, men han er dog stadig meget, meget upoleret, og hos The Cardinals har han står i et ultrasimpelt angrebssystem bygget op omkring mange “slants” og krydsruter. Han er samtidig alt for spinkelt bygget og skal tage meget på i vægt for at nå bare noget, der minder om en ideal-størrelse for en NFL-quarterback – og så bekymrer det scouts, at han i begge sine første to sæsoner i college har ramt plet på færre end 60 procent af alle kast. Faktisk er der nogle kilder, der mener, at han vil få en større NFL-karriere som wide receiver.

Sagt med andre ord: Jackson kan ikke leve videre på 2016-sæsonen, men skal vise yderligere fremskridt som “passer” i 2017. Her og nu synes meningerne om ham i hvert fald delte. Nogle kilder ser ham som et potentielt topvalg. Andre tror, at han kan falde til tredjedagen af draften.

Mason Rudolph, Oklahoma State (6’5, 230) – senior

Rudolph er her og nu det bedste senior-talent i draften. Med sin størrelse og stærke kastearm, der kan levere stort set alle kast i bogen, og som fyrer bolde af sted med masser af “saft og kraft”, er han et spændende talent. Pro Football Focus rangerer ham faktisk foran blandt andre Josh Rosen, Josh Allen og Lamar Jackson, og de kalder ham en undervurderet quarterback, der har været én af college footballs bedste de seneste to sæsoner.

I 2016 kastede han for 4091 yards, 28 touchdowns og kun fire interceptions og imponerede i The Alamo Bowl mod Colorado. Og der er dem, der tror, at Rudolph med en stærk 2017-sæson kan blive valgt i 1. runde i 2018-draften.

Han kommer dog fra et shotgun-baseret “spread”-system og skal derfor lære at stå under center i NFL, han kastede mod svage “Big 12”-forsvar, der boostede hans stats – og så får han kritik for at være for ustabil på sine kast. Han skal kaste mere præcist, men de fysiske evner trækker op og kan interessere hold, der vil udvikle en “franchise quarterback”.

Andreas Knappe: Det er helt vildt og kæmpestort

Jeg er glad, men træt.

Det var de første ord, som Andreas Knappe sagde, da Draftday.dk søndag eftermiddag fangede ham, efter at han natten til søndag havde signet med Atlanta Falcons og dermed var blevet en del af NFL.
– Det er kæmpestort, det er helt vildt at være i NFL, men jeg er træt. Det var en virkelig lang dag i går, og jeg kunne ikke sove natten til i går, fortæller han til Draftday.dk.

Han siger, at han ikke er skuffet over, at han ikke blev valgt i draften.
– Jeg har det fint med det. Nu skal jeg i stedet modbevise alle, at det var en fejl, at jeg ikke blev valgt, siger han.

I takt med at tredjedagen af draften lørdag aften blev afviklet, meldte flere og flere hold sig på banen og tilbød Knappe, at han kunne få en aftale hos dem som en undrafted free agent, hvis han ikke blev valgt.

Èt af dem var Atlanta Falcons, og få minutter efter, at quarterback Chad Kelly var blevet valgt som draftens sidste spiller, underskrev Knappe en kontrakt med Falcons, der blev returneret elektronisk. Falcons havde ikke flere draft picks efter 5. runde, og derfor bejlede de til ham med en aftale som undrafted free agent.

LÆS: Landstræner: Jeg får gåsehud over Knappe-nyhed

I alt 6-7 hold tilbød ham aftaler, så han kunne reelt vælge og vrage, men Falcons var det rette fit, fortæller han. Han snakkede første gang med dem i januar.
– Jeg synes, at den interesse, de har vist lang tid inden draften, har været oprigtig og god. Og så også dét, de fortæller mig, om måden de vil udvikle meget på. De har vist en ægte interesse. Der har været en rigtig god kemi, forklarer han.

Han har de seneste uger talt med holdets offensive line coach “hver anden dag”, som Knappe beskriver det, og midt i 6. runde af NFL-draften søndag aften ringede Falcons’ head coach, Dan Quinn, så til silkeborgenseren og bejlede til ham.
– Det var lidt vildt, at han gjorde det, synes jeg. De har virkelig haft en reel interesse, siger Knappe.

Han siger samtidig, at han hos Falcons, der p.t. har seks andre offensive tackles i truppen, har en reel mulighed for at blive en del af sæsontruppen til september. Lige nu savner holdet en “swing tackle” – topreserven til de to startende, offensive tackles. Det er danskerens mulighed, fortæller en anerkendt Falcons-ekspert til Draftday.dk.
– Jeg har også set på deres trup, der er et hul – og alternativt kan jeg blive en del af deres practice squad, siger Andreas Knappe.

LÆS: Morten Andersen: Superglad for at Knappe skal til Falcons

Knappe kommer nu til det hold, som den danske Hall of Fame-kicker, Morten Andersen, spillede for.
– Det er da superfedt, at han spillede der. Jeg har kun hørt godt om Falcons, og jeg talte i går med to af mine gamle holdkammerater hos Connecticut (wide receiver Nick Williams og cornerback Blidi Wreh-Wilson, red.), der nu spiller for Atlanta. De talte varmt om holdet, siger Knappe til Draftday.dk.

Knappe melder sig under fanerne hos Falcons i den kommende weekend til holdets mini-camp.

Og hvad laver en nyudnævnt, dansk NFL-spiller så dagen derpå? Han ser tegnefilm.
– Jeg har lovet børnene i den familie, jeg bor hos, at vi skal se “Frost”. Men jeg falder nok i søvn på sofaen, siger en glad, men meget træt dansk NFL-spiller.