Barry Sanders’ magiske sæson

I år er det 20 år siden, at Detroit Lions’ running back Barry Sanders leverede én af de største sæsoner i NFL-historien. Baseret på vores interviews med holdkammerater og en radiokommentator, der fulgte Sanders tæt dengang, fortæller Draftday.dk her historien om en sæson, der var magisk – og som cementerede Sanders som NFL-historiens måske største playmaker.


Glyn Milburn stod på sidelinjen og kunne dårligt tro sine egne øjne.

Inde på banen havde holdkammeraten Barry Sanders netop grebet bolden på 36-yard-linjen og var nu på vej mod højre side – men med alle 11 forsvarsspillere fra Tampa Bay Buccaneers foran sig.

Sanders løb direkte mod Bucs’ linebacker Derrick Brooks, der så ud til at ville stoppe boldholderen, men på et splitsekund stoppede Sanders op og undveg med en ekstremt adræt, hoppende bevægelse både Brooks og en anden Bucs-spiller, Tyronne Legette, der forgæves kastede sig ned for at indfange Sanders’ fødder.
– Det var klassisk Barry Sanders. Han fandt en måde at slippe fri, mens andre spillere ville være blevet stoppet efter kun få yards, fortæller Glyn Milburn i dag i et interview med Draftday.dk.

Barry Sanders sprintede videre mod venstre side, ventede tålmodigt på en blokering, der blev sat foran ham – og racede dernæst 23 yards ned langs sidelinjen, hvor han dog lynhurtigt stoppede op, så Bucs’ Melvin Johnson på klodset vis missede tacklingen og komme til at ligne en 90 kilo-tung udgave af Bambi på glatis.

Sanders fortsatte i høj fart videre langs sidelinjen og undveg få yards før endzonen Derrick Brooks, der for anden gang ikke formåede at stoppe running backen, selvom han kastede sig efter benene.

66 yards senere. Touchdown. Hans første touchdown i 1997-sæsonen. Og ét af de vildeste touchdowns, vel at mærke, i Barry Sanders’ utrolige NFL-karriere.

Ude på sidelinjen var Glyn Milburn dybt benovet. Og han vidste, at der var noget stort i vente.
– Jeg ved, at lyder som en kliché her 20 år senere, men efter det touchdown vidste jeg, at det ville blive en sæson, vi ville huske, siger han til Draftday.dk.

En ny NFL-rekord langs jorden

Glyn Milburn var Barry Sanders’ reserve i 1997-sæsonen, og han er én af tre kilder, som Draftday.dk har interviewet om den sæson for 20 år siden, der i dag står som én af de største nogensinde i NFL-historien. Den lille, vævre Detroit Lions-stjerne løb for intet mindre end 2053 yards, og faktisk nettede han præcist 2000 yards alene i de sidste 14 kampe.

I alle de 14 kampe skaffede han mindst 100 yards – det er aldrig sket før eller siden. En helt ufattelig, stor præstation, der den dag i dag står som et klart vidnesbyrd om, hvor fantastisk en spiller Sanders var.
– Barry Sanders’ 1997-sæson var intet mindre end fænomenal, husker Milburn.

Jim Brandstatter, der dengang kommenterede Detroit Lions’ kampe i radioen, husker sæsonen som noget helt, helt særligt.
– Jeg vil beskrive 1997-sæsonen og Barrys jagt efter de 2053 yards som magisk. I stort set hver eneste kamp gjorde han noget særligt. Du holdt vejret hver gang, han fik bolden, fordi noget fantastisk måske ville ske, fortæller han i et interview med Draftday.dk.

Venstre guard Mike Compton startede samtlige 16 kampe i rekordsæsonen, og han var derfor som blokerende bøf oppe foran en kraftigt medvirkende årsag til, at holdkammeraten nåede den historiske milepæl.
– Det var en ære og én af de største præstationer i mine 12 år i NFL. Ikke alle offensive linemen kan prale af, at de blokerede for den bedste running back, der nogensinde har spillet dette spil, siger Mike Compton, der nu bor i Virginia, til Draftday.dk.

Løb for 2850 yards i 11 kampe

Forud for den magiske sæson var Barry Sanders allerede en megastjerne i NFL. Eller ”den farligste running back”, som NFL-magasinet Athlon Sports kaldte ham i det optaktsmagasin, der blev udgivet i sommeren 1997. Det havde han stort set været, siden han forlod college som Heisman Trophy-vinder i 1988 efter en sidste sæson, hvor han i bare 11 kampe løb for ekstreme 2850 yards – en NCAA-rekord, der stadig står – og scorede utrolige 42 touchdowns.

I 1989 valgte Detroit Lions ham så med tredjevalget i en stjernespækket NFL-draft, der også bød på Troy Aikman, Derrick Thomas og Deion Sanders, og i hver af de efterfølgende otte sæsoner løb han for mindst 1000 yards – herunder for 1883 yards i 1994, 1500 yards i 1995 og 1553 yards i 1996.

Så forud for 1997-sæsonen blev der gisnet om, at Barry Sanders måske kunne blive den blot tredje running back gennem tiderne – sammen med Eric Dickerson og O.J. Simpson – der løb for mindst 2000 yards i en sæson.

Efter sæsonens allerførste kamp – mod Atlanta Falcons – så det dog ikke ud til, at Sanders ville krydse grænsen til de 2000 yards. Ganske vist vandt Lions 28-17, men et Falcons-forsvar, der inden kampen havde svoret at stoppe Sanders for under 100 yards, holdt faktisk Lions-backen til bare 33 yards på 15 carries. Han var det store fokuspunkt, og derfor sværmede Falcons-forsvarsspillerne om ham, når han fik bolden.
– Alle hold vidste, at hvis du stoppede Barry, ville du sandsynligvis vinde kampen, fortæller Jim Brandstatter.

Falcons vandt dog ikke kampen, men det gjorde Detroits næste modstander, Tampa Bay Buccaneers, ugen efter, da de holdt Sanders til bare 20 yards på 10 carries, før han til allersidst brød løs for det utrolige 66 yard-touchdown på det catch, der altså gjorde Glyn Milburn benovet.

Langs jorden havde Sanders til gengæld ikke meget succes i de første to runder, og resultatet var samlet 25 carries for 53 yards. Lions’ head coach Bobby Ross sagde offentligt, at det var hans skyld, fordi han ikke havde brugt Sanders godt nok.

Men i 3. spillerunde – ude mod rivalerne fra Chicago Bears – brød Sanders så omsider igennem langs jorden. På bare 19 carries løb han for hele 161 yards.
– Nummer 20 dominerede kampen. Han var ganske simpelt bare Barry Sanders. Han fik os til at løbe én vej, og så skiftede han retning – og han lavede masser af store spil, sagde Bears’ Bryan Cox efter kampen til nyhedsbureauet AP.

Ydmygede John Lynch

Efter Bears-kampen fulgte 113 rushing yards i et nederlag til New Orleans Saints, 139 yards i en sejr over Green Bay Packers og 107 yards i kampen mod Buffalo, som Bills dog vandt.

Den 12. oktober 1997 kom så kampen, der for alvor bekræftede, at Barry Sanders havde gang i noget stort.

Tony Dungys hurtige “Cover 2”-forsvar, som var NFCs på det tidspunkt bedste defensiv mod løb, havde altså i det første indbyrdes opgør i september holdt Sanders til bare 20 yards, og det var forventningen fra mange eksperter, at noget lignende kunne være i vente, fordi Sanders skulle undslippe Warren Sapp, Derrick Brooks, John Lynch og de andre Bucs-spillere på modstanderens langsommere græsbane.

Men sådan gik det ikke. Bestemt ikke. For i en præstation, der er gået over i NFL-historien, drev Sanders nemlig totalt gæk med Bucs-profilerne og løb for 216 yards og tre touchdowns. Det mest imponerende var dog, at han scorede to touchdowns af henholdsvis 82 og 80 yards – det var aldrig sket før i NFL-historien.

Efter de første tre carries havde det aggressive forsvar ellers lukket Sanders ned til minus én yard, men i slutningen af 1. quarter fik han bolden i venstre side og løb øjeblikkeligt mod højre side.
– Det var et lille “counter draw”-løb, men Buccaneers forsvarede det på perfekt vis, og de havde All-Pro-safety John Lynch ståede i hullet. Det burde ret beset føre til tab af yards, husker Jim Brandstatter.

Men Sanders lavede samtidig to hurtige dansetrins-lignende bevægelser og undveg på ufattelig vis Lynch, der med venstre arm forgæves forsøgte at stoppe sit forventede bytte, inden Lynch – tungt og klodset – faldt til jorden.
– Jeg så, at (holdkammeraten, red.) Herman Moore blokerede en Tampa Bay-spiller i deres secondary, og derefter var der kun åben bane foran mig, lød det efterfølgende fra Barry Sanders.

Sanders fløj afsted og væk fra forsvaret – 80 yards for touchdown.
– Hans overblik er bare utroligt. Jeg missede tacklingen, og han gjorde det onde ved os, sagde Lynch efter kampen.

Klassisk Barry Sanders

Sanders var dog ikke færdig med de vilde løb, selvom Buccaneers fortsatte med at dække “boksen” med otte mand. Midtvejs i 3. quarter fik han igen bolden fra quarterback Scott Mitchell, sprintede mod højre og fortsatte op langs sidelinjen, hvor Bucs’ Melvin Johnson dog inddæmmede ham. Men Sanders lavede endnu en nærmest uvirkelig fodfinte og driblede sig højre om Johnson – helt tæt langs sidelinjen – inden han kort efter hamrede den modsatte vej tværs ind over banen, før han nåede endzonen 82 yards senere.
– Da jeg så det fra sidelinjen, kunne jeg ikke fatte, at han kunne undvige så mange forsvarsspillere uden at blive rørt undervejs, siger Glyn Milburn her 20 år senere.

De to løb var ”Barry Sanders Classic”. Man kan argumentere for, at han er NFL-historiens største playmaker, fordi han kunne omdanne dét, der lignede et tab af yards til et spektakulært touchdown, hvor han med de vildeste joystick-lignende bevægelser undveg og latterliggjorde modstandere og samtidig i kraft af et formidabelt overblik og en uovertruffen tålmodighed lod blokeringerne blive sat foran ham, så han fik mere plads at boltre sig på.
– Barry var en unik spiller, fortæller Glyn Milburn.

Han fortæller samtidig, at Sanders, der kunne pumpe 275 kilo i squat-træning, var stærkere, end han fik kredit for. Hans underben var som kæmpestore træstammer, og han var svært at skubbe omkuld.
– Og så udviste han en sjældent set god evne til at accelerere, når hullet åbnede sig foran ham, siger Milburn.

Jim Brandstatter husker, at Barry Sanders altid var ét skridt eller to foran modstanderne, fordi hans instinkt var så enestående.
– Han fortalte mig engang, at han ikke bekymrede sig om at undvige den første modstander, han bekymrede sig mere om at undvige den næste modstander, der ville tackle ham. Han forudså, hvor andre ville være på et løb, siger den 67-årige radiopersonlighed, der stadig kommenterer Lions’ kampe, til Draftday.dk.

For modstanderen var det skræmmende at vide, at den ellers kun 5 fod 8 inches-høje og 203 pund-tunge løve stod foran dem næste søndag.

Tabte kilo før møde med Sanders

I 1994 beskrev Sports Illustrated i en stor artikel, hvordan NFLs forsvarsspillere havde det forud for et møde med Sanders, og beretningerne var opsigtsvækkende og meget sigende for hans uovertrufne evner.
– Hele ugen tænker man bare: “Åh gud”, sagde Bears’ hard hitter, safety Maurice Douglass.

Han fortalte ærligt, at han var så anspændt ved tanken om at skulle stoppe Sanders, at han svedte ekstraordinært meget – og ligefrem tabte sig.
– Jeg tabte nok fem eller seks pund, sagde han.

Holdkammeraten Vinson Smith erkendte, at han sov dårligt i ugen op til en kamp mod Detroit Lions.
– Og når så kampen begynder, er det som en ond drøm. Du skal hele tiden køre i højeste tempo. Du kan aldrig slappe af. Du kan aldrig stoppe. Gi’ én inch – jeg mener virkelig én inch – til den fyr, og det kan ændre kampen. Du kan aldrig slappe af i tankerne, sagde han til magasinet.

En anden modstander forklarede, at det nærmest virkede til, at Sanders’ ben løb i “14 forskellige retninger” på samme tid, og Lions’ tidligere offensive koordinator, Dan Henning, sagde, at Sanders havde den mest usædvanlige evne til at stoppe løbet og hurtigt sætte tempoet op igen, som han nogensunde havde set.
– Han får dig til at misse tacklinger på så grim vis, at du efterfølgende kigger op mod tilskuerrækkerne og spekulerer på, om nogen kigger på det. Der sidder 60.000 mennesker der, og du tænker på, om de mon så dig misse tacklingen, sagde Falcons’ daværende cornerback, D.J. Johnson, til Sports Illustrated.

Efter fantompræstationen mod Bucs fortsatte Sanders sin supersæson. I alle de tre næste kampe – alle nederlag til henholdsvis Packers, Redskins og Vikings – løb han for præcist 105 yards, inden han i november mod Vikings nettede 108 yards. Så skaffede han sæsonhøje 216 rushing yards i en 32-10-sejr over Indianapolis Colts, og på Thanksgiving den 27. november 1997 løb Sanders for hele 167 yards og tre touchdowns i en dominerende 55-20-sejr over Chicago Bears.

Samtidig satte han en NFL-rekord ved for 11. gang i træk at have løbet for mindst 100 yards – og han bevægede sig foran Eric Dickerson på alle tiders liste over spillere med flest rushing yards i karrieren – som nummer to gennem tiderne lige efter Walter Payton.
– Jeg ved ikke, hvad mere han snart kan opnå. Holdkammeraterne elsker ham. De elsker at blokere for ham, sagde Lions’ head coach, Bobby Ross, efter kampen.

Klar til Parcells og Belichick

Med tre kampe tilbage af sæsonen – og ved indgangen til december måned – var Sanders nu oppe på 1594 rushing yards.

Han indledte årets sidste måned med at nette 137 yards ude i Miami, og i 16. spillerunde mod Minnesota løb han for 138 yards.

Forud for den sidste kamp i grundspillet mod New York Jets var Sanders nu noteret for 1869 yards – eller 131 rushing yards fra de magiske 2000 yards.

Gæsterne fra Jets havde et stærkt forsvar – med en ung Bill Belichick som koordinator – men Jets-spillerne vidste godt, at Sanders var en nærmest overmenneskelig opgave, fordi han på det tidspunkt var så brandvarm, som nogen running back i NFL-historien nogensinde havde været det.
– Der er ingen løsning på, hvordan man stopper Sanders. Hvis der var det, havde han ikke alle de yards, indrømmede Jets’ cornerback Aaron Glenn i ugen op til opgøret.

Lions kunne med en sejr over ”Gang Green” nå slutspillet, men holdkammeraterne var bevidste om, at populære og beskedne Barry Sanders, der sjældent jublede, når han havde scoret, kunne ramme en milepæl.
– Jeg ville gøre mit bedste for, at vi kunne vinde kampen, men jeg ville heller ikke svigte ham, fortæller Mike Compton til Draftday.dk.

Men det ville ikke blive let for hverken Lions eller Sanders.
– Vi vidste, at Jets var et hårdfør hold, der ikke ville lave mange fejl, så vi skulle give os fuldt ud i hele kampen, hvis vi skulle vinde, husker Glyn Milburn.

Og det så da også længe ud til, at hverken Lions eller Sanders ville nå målet. Sidst i 3. quarter førte New York’erne med 10-0, og på det tidspunkt havde han kun skaffet sølle 23 yards på 12 carries. Han var langt fra de 2000 yards.

Linebacker trak ikke vejret i halvandet minut

Men på 3. quarters allersidste spil fandt han omsider plads foran sig, da han susede op gennem midten af banen for 47 yards og fik gang i de 77.000 tilskuere i The Silverdome. Han var nu oppe på 1939 yards for sæsonen – tredjeflest nogensinde.

Og nu var Sanders i gang. På det første spil i 4. quarter skaffede han ni yards, og tre spil senere fandt Sanders på et løb, hvor han skiftede retning tre gange på bare otte yards, endzonen for et 15 yard-touchdown, der bragte Lions foran med 13-10.

Men bedst som støjniveauet i den gigantiske arena peakede, skete ulykken.

På den efterfølgende angrebsserie stormede Lions’ unge linebacker, Reggie Brown, frem for at stoppe Jets’ running back Adrian Murell, men han blev i stedet ramt hårdt af Jets’ 300 pund-tunge lineman, Lamont Burns, der faldt bagover og ned på Browns nakke.

Først så det ikke slemt ud, men Brown blev liggende helt stille på jorden, og i de efterfølgende 17 minutter faldt han ind og ud af bevidstløshed. Brown havde delvist brækket nakken, og han trak ikke vejret i halvandet minut, mens han blev helt blå i hovedet.

Den først ankomne fra Lions’ lægestab var fysioterapeuten Kent Falk, der blev mødt af en panisk Antonio London – Reggie Browns’ linebacker-makker.
– Han trækker ikke vejret, Kent! Skynd dig! Gør noget!, lød det skrækslagent fra London.

Glyn Milburn var også dybt chokeret.
– Nogle af vores holdkammerater løb efter en ambulance (i spillertunnellen, red.), fordi vi hørte, at Reggie ikke trak vejret, fortæller Glyn Milburn til Draftday.dk.

Falb satte sig ned ved siden af Brown, fjernede hans hjelm og gik i hast i gang med at udføre førstehjælp i form af hjertemassage – dét fik mirakuløst Reggie Brown tilbage til livet.
– Kent Falb var cool og rolig og reddede reelt Reggies liv dér på The Silverdomes’ bane, siger Jim Brandstatter.

En enorm hasteoperation på det nærliggende sygehus betød, at Reggie Brown ikke blev lænket til en kørestol resten af livet, og han kunne endda tage de første, svage skridt få dage efter ulykken, men episoden havde sendt rystelser gennem The Silverdome.
– Holdene var chokerede og stille, men dette øjebliks pause i en intens kamp gjorde, at vi kunne samle os og få den ekstra motivation, det krævede for at vinde kampen, fortæller Glyn Milburn.

Barry, Barry, Barry…

Og fra deraf bar Barry Sanders sit hold på skuldrene.

På Lions’ næste serie løb han seks gange for 35 yards, og selvom Lions måtte punte, trak han med sine løb vigtige minutter af uret. Men nok så vigtigt var Sanders nu oppe på 1998 yards – sølle to yards fra milepælen.

Lions fik bolden igen, og på første down tromlede Barry Sanders op gennem venstre side af banen, men blev hurtigt stoppet. Jets tog med det samme en timeout for at stoppe uret, og herefter gik der ét minut og 41 sekunder, før dommerne endelig – og officielt – bekræftede, at Sanders havde skaffet de to yards og krydset 2000 yards-grænsen. Det skete ved at give ham bolden som et symbolsk trofæ.

Tilskuerne rejste sig op og begyndte at klappe, huje og råbe “Barry, Barry…”, mens holdkammeraterne omringede og omfavnede den lille running back. Én af dem var Mike Compton, der med begge hænder tog fat om hjelmen på medspilleren.
– Det var særligt øjeblik, og han nåede de 2000 yards ved at løbe op i venstre side, hvor (venstre tackle) Ray Roberts og jeg stod, husker Compton.

På spillet lige bagefter gik tilskuerne så nærmest amok, da Sanders brød løs for et 53 yard-langt løb – hans sidste i grundspillet – som cementerede den utrolige sæson, han havde leveret.
– Jeg havde følelsen af, at jeg sad og så storhed udfolde sig foran mig, fortæller Brandstatter om Sanders’ sidste store løb.

Efter kampen bar Lions’ offensive linemen den lille helt fra banen, og de kunne samtidig juble over, at de nu var i slutspillet.

Ugen efter – i sæsonens tredje møde med Tampa Bay Buccaneers – var magien dog forsvundet. Sanders løb for kun 65 yards på 18 carries, og Lions tabte slutspilsopgøret med 20-10.

Men det ændrede ikke ved, at 1997-sæsonen vil gå over i historien som én af de største, som en running back – ja, NFL-spiller i det hele taget – har leveret.

For 20 år siden var lille Barry Sanders fra Detroit Lions i sandhed magisk.

EFTERSKRIFT:

Blot ét år senere – oven på 1998-sæsonen – chokerede Barry Sanders en hel NFL-verden, da han efter at have løbet for 1491 yards, og mens han stadig var på toppen af sin karriere, pludselig meddelte, at han forlod NFL. Karrierestoppet i maj 1999 kom som en bombe, og Sanders gav nyheden til omverdenen via den lokale avis i sin hjemby Wichita, Kansas, der modtog en fax med meddelelsen. Siden fløj Sanders til London, og først mange år senere fortalte han, at han stoppede fordi, han havde mistet gejsten. Detroit Lions var under genopbygning, og 30-årige Sanders havde ikke lyst til at være med i den proces. I 2010 kårede NFL Network ham som den 17. bedste spiller i NFL gennem tiderne foran blandt andre John Elway og Brett Favre.

2018 NFL draft: 10 non-quarterbacks, du bør kende

Der er mange, meget attraktive talenter i 2018-draften, og vi har allerede set nærmere på fem interessante quarterbacks, og nu gælder det så spillere på alle andre positioner – “non quarterbacks”.

Historikken viser, at ikke alle de nævnte 10 navne – hvis de endda overhovedet går i 2018-draften – bliver topvalg næste år. Og der er mange andre kandidater til top 15-valg, vi kunne have nævnt. Det er stadig meget, meget tidligt at omtalte draft-talenter ét år frem i tiden.

Men her er i hvert fald et bud på 10 spændende navne, du bør kende:

RB Saquon Barkley, Penn State (5’11, 223) – junior

Mindst én running back er i hver af de seneste tre år gået i top 10, og i 2018 kan endnu en back meget vel blive valgt så højt. Forventningerne til Penn States Saquon Barkley er i hvert fald store efter en stærk sophomore-sæson, hvor han løb for 1496 yards og blev kåret som årets offensive spiller i Big Ten-konferencen. Faktisk er der dem, der mener, at Barkley er endnu bedre end de foregående top 10-valg, Todd Gurley, Ezekiel Elliott og Leonard Fournette, og NFL Networks Daniel Jeremiah sammenligner Barkley med Steelers’ top-back Le’Veon Bell.

Barkley har en ideel kombination af størrelse, styrke og beslutsomhed, men samtidig har han en forrygende fart over længere distancer – i marts blev han timet i tiden 4,33 sekunder over 40 yards. Hans evne til at “drible” sig vej gennem et forsvar bringer mindelser om Barry Sanders, og han bør blive en stor stjerne i NFL. En scout kalder over for NFL.com Barkley for “noget særligt” og for en back, der er så “komplet, som man kan være”. Og CBS’ Dane Brugler har hørt, at Barkley drager sammenligninger til Hall of Famer LaDanian Tomlinson.

DE/OLB Arden Key, LSU (6’6, 255) – junior

Key er én af de mest eksplosive pass-rushers i næste års draft, og han har talentet til at blive én af de bedre “front seven”-spillere i NFL. I 2016 lavede Key i alt 11 sacks – det var en LSU-rekord – og blev noteret for 55 tacklinger herunder for 11,5 tacklinger for tab, og ifølge Pro Football Focus stod Key for enten et sack, en quarterback hurry eller et hit pr. 5,4 pass rushing-forsøg. Det vidner lidt om, hvor stærk en sophomore-sæson han havde, og NFL-holdene har i høj grad bemærket hans eksplosive antrit og evne til at brække rundt om hjørnet af angrebslinjen.

En NFL-scout har overfor The MMQB sammenlignet Arden Keys evner med Aldon Smiths ditto (da Smith var bedst). Et stort issue omkring Key er dog hans person. I februar forlod han holdet “af personlige årsager”, og i skrivende stund er han endnu ikke vendt tilbage. NFL-holdene vil granske grundigt, hvorfor han havde behov for at forlade The Tigers, selvom hans far dog fortæller, at Key er “okay”.

S Derwin James, Florida State (6’3, 211) – junior

James missede de sidste 11 kampe af 2016-sæson med en overreven menisk i knæet, men inden da havde NFL-scouts allerede set rigeligt til at konstatere, at han er ét af de bedste forsvars-talenter i 2018-klassen. James er en “hard hitter”, der stormer fremad banen med stor intensitet, og som virkelig kan levere de store skralderbang. Han er en “alfahan”, der sætter tempoet med sine voldsomme attitude og aggressive spillestil.

NFL Networks Bucky Brooks mener, at James har et “mix af Reuben Foster og James Adams” i sit spil, og James besidder en stærk kombination af gode atletiske evner, han kan dække i “the slot”, blitze og tackle effektivt. Han brød igennem som freshman i 2015, hvor han ifølge Pro Football Focus var nationens næstbedste safety, og oven på knæskaden er han nu parat til storme frem som et muligt top 10-valg. Med mindre at skaden har svækket ham.

DL Christian Wilkins, Clemson (6’4, 310) – junior

Wilkins regnes for at være én af de allerbedste defensive linemen i college football, og i 2016 blev han noteret for 13 tacklinger for tab, 3,5 sacks, fem quarterback hurries og 10 pass breakups. Clemsons head coach Dabo Sweeney har skamrost Wilkins, der både har erfaring som defensive end og defensive tackle, og som ifølge cheftræneren er en så kvik, hårdtarbejdende fyr, at han en dag kan blive skolens præsident. Han har samtidig en meget stærk, opsigtsvækkende personlighed.

På banen er Wilkins virkelig dynamisk, han er en fænomenal atlet med den størrelse in mente og har et frygtindgydende førsteskridt. Ifølge Pro Football Focus var han college footballs bedste forsvarsspiller mod løbet i 2016. ESPNs Mel Kiper betegner Wilkins som en Jonathan Allen-type lineman, der kan spille indvendigt og udvendigt.

WR Christian Kirk, Texas A&M (5’11, 200) – junior

Ifølge Charlie Campbell fra WalterFootball.com er der folk i NFL-verdenen, der har kaldt Kirk for “Baby Beckham” – med reference til Odell Beckham Jr., som Kirk sammenlignes med. Han er dog ikke samme kaliber talent som Giants-stjernen, men mindre kan også gøre det, og Kirk har i hvert fald potentialet til at blive en stærk første-receiver i NFL.

Han er hurtig og eksplosiv og har de seneste to sæsoner grebet samlet 163 bolde og scoret 16 touchdowns. Samtidig returnerede han i 2016 i alt tre punts for touchdowns. Alene de seneste to sæsoner har han nettet 29 catches af mindst 20 yards – flest i SEC-konferencen – og han har reelt været den bedste wide receiver i konferencen. Hans størrelse trækker ned, men bortset fra det er han en fremragende wideout.

CB/S Minkah Fitzpatrick, Alabama (6’1, 203) – junior

Fitzpatrick har været spektakulær for The Crimson Tide og har allerede slået skolerekorden for flest interceptions returneret for touchdowns med fire styk. Han lavede i alt seks interceptions sidste år efter at have lavet to som true freshman i 2015. Ifølge Pro Football Focus tillod han kun en passer rating af 37,8 point på kast i sin retning. Fitzpatrick er enormt fleksibel, og selvom han primært har været slot-cornerback hos Alabama, kan han også fungere udvendigt og indvendigt som safety – som, det ventes, han vil gøre i 2017.

Ved skolens spring day i år løb han 40 yards på 4,44 sekunder, og overfor WalterFootball.com beskriver en NFL-scout ham som “prototypen på en free safety”, der kan lidt af alt det, som en safety skal kunne. Fitzpatrick har samtidig vist gode evner på special teams med 11 tacklinger i 2016.

OT Connor Williams, Texas (6’4, 320) – junior

I 2016 tillod Williams kun to sacks på flere end 900 offensive snaps som The Longhorns’ venstre tackle, Og samtidig var han ifølge Pro Football Focus’ analyser den tredjebedste i nationen mod løbet. Williams har en ideel størrelse, han har gode atletiske evner, og ifølge en NFL-scout, som The Bleacher Report har talt med, minder ham om den ottedobbelte Pro Bowler, Joe Thomas.

Han har startet 21 kampe for Texas, og han ligner en kommende hjørnesten for et NFL-hold på kanten, der kan starte 10-12 år som offensive tackle. Han er i hvert fald her og nu én af de bedste på kasteblokeringer i college football.

OLB Malik Jefferson, Texas (6’3, 238) – junior

I 2016 var Jefferson middle linebacker hos Texas, men i 2017 vil han være tilbage på sin mere naturlige position som outside linebacker. Han er et ultra-atletisk energibundt, der hamrer rundt på banen, og ESPNs Mel Kiper fortæller, at Jefferson minder om Jarrad Davis, som Detroit Lions valgte med 21. valget i 1. runde af draften i april.

Jefferson var Big 12-konferencens “Defensive Freshman of the Year” i 2015, men han var mindre stabil i 2016. Der er der dog intet, der tyder på, at han ikke vil imponere som junior på kanten i 2017. Han har et stort potentiale, der blot skal indfries, og nogle iagttagere har sammenlignet ham med en ung Jaylon Smith.

RB Derrius Guice, LSU (5’11, 216) – junior

Guice brød ind på scenen i 2016, hvor han supplerede en skadesplaget Leonard Fournette i LSUs backfield og løb for 1387 yards og 15 touchdowns og ind i mellem faktisk overskyggede det senere fjerdevalg i 2017-draften. Han nettede undervejs hele 19 løb af mindst 10 yards – flest i SEC-konferencen – og blev den kun fjerde back i konferencens historie, der i to kampe løb for flere end 250 yards.

Guice er kraftfuld, beslutsom og stærk, men har samtidig et virkelig godt antrit, og NFL Networks Daniel Jeremiah sammenligner ham med en ung Frank Gore. Hans nuværende head coach, Ed Orgeron, mener, at Guice har samme type retningsskift som Reggie Bush, som Orgeon trænede hos USC. En scout, som The Bleacher Report talte med i december, lovpriste Guices hårde, aggressive løbestil, og han sagde ligefrem, at halvdelen af alle NFL-hold formentlig ville vælge Guice over Fournette.

CB Tarvarus McFadden, Florida State (6’2, 197) – junior

McFadden var fantastisk i 2016-sæsonen, hvor han lavede otte interceptions i bare 13 kampe – flest i nationen – men samtidig blev han også noteret for 19 tacklinger for tab. Den imponerende sæson kom på trods af at McFadden spillede med en skadet skulder, der krævede en operation i marts.

McFadden har en suveræn størrelse for en moderne NFL-cornerback, han har 4,4 sekunders-fart i fødderne og kan blive den næste store Florida State-cornerback, der lander i NFL, efter at Jalen Ramsey, som McFadden erstattede hos The Seminoles, var femtevalget i 2016-draften. McFadden tillod for mange store spil i 2016, men han er et enormt talent, der shiner i mandsopdækning.

NFL Drafts (næsten) ud af vinduet

Øjeblikket er foreviget flere steder på YouTube og er nærmest legendarisk.

Dagen er lørdag den 28. april 2007, og Miami Dolphins er med det niende valg “on the clock” og klar til at vælge i første runde af det års draft.

For de af holdets fans, der følger draften live på holdets stadion, er valget en “no-brainer”.

Notre Dame-quarterback Brady Quinn er højst overraskende fortsat på brættet, og med en quarterback-tørke af dimensioner siden legendariske Dan Marino sagde stop efter 1999-sæsonen, er der ingen tvivl: Quinn må være valget.

Miami-fans klapper i deres hænder og gør klar til den store jubel, da NFL-kommissær Roger Goodell træder op på podiet og annoncerer Dolphins’ valg:

“In the 2007 NFL draft the Miami Dolphins select Ted Ginn. Wide receiver Ohio State”.

Et chokeret brøl bryder ud på stadion.

“Nooooooooooooooo!!!!!!!”

En fan falder til jorden på knæene med hænderne over hovedet i chok og rejser sig igen:

“WHAT???”.

En anden står bare måbende og kigger på storskærmen. En kvinde kigger tomt ud i luften med hænderne foran munden.

En draft (næsten) ud af vinduet

Miami-fans værste anelser kom til at holde stik. Fem år senere kan Dolphins nemlig se tilbage på et spildt førsterundevalg på Ted Ginn, der blot fik tre sæsoner i Miami.

Selvom Quinn heller ikke er slået igennem hos Cleveland Browns og Denver Broncos, så var 2007-draften en skidt en af slagsen for Miami, der ud over valget af Ginn Jr. også missede fælt i anden runde på quarterback John Beck og tredje runde på running back Lorenzo Booker.

– Miamis 2007-draft have nogle store missere i toppen, først og fremmest Ted Ginn Jr., et kolossalt bust, og quarterback John Beck var bare én af flere Miami-draftede quarterbacks, der ikke slog igennem, siger Kevin Fishbain fra Pro Football Weekly til Draftday.dk.

Han understreger dog, at selvom den andenrundevalgte center Samson Satele ikke fik succes i Miami, så har han startet næsten alle kampe i sin karriere. Han er nu hos Indianapolis Colts efter en kort tur i Oakland Raiders.

Og så må man ikke glemme, at Miami ramte på defensive tackle Paul Soliai og punter Brandon Fields.

– Det faktum, at to af de spillere, Miami valgte – Paul Soliai og Brandon Fields – er to nøglespillere lige nu og to af de bedste på deres respektive positioner, betyder, at man må give den tidligere ledelse, der styrede draften en smule kredit, siger Fishbain.

Han mener dog fortsat, at det ikke retfærdiggør fejlvalgene som Ginn, Beck og Booker.

– Nej for Miami kunne have fået bedre playmakers i de tidlige runder, specielt med deres to andenrundevalg. Hvis jeg skal give karakter nu, så vil jeg se på det som B-/C+, primært fordi de fire første valg var busts, siger Fishbain.

Læs videre på næste side…