Draftday.dk slog Mike Mayock, Mel Kiper…

Vi på Draftday.dk er nødt til at prale lidt.

Lørdag aften stod det nemlig klart, at vi i år indtog en delt fjerdeplads i “The Huddle Reports” årlige konkurrence blandt NFL- og draftsites – verden over – i forhold til at gætte hvilke spillere, der bliver valgt med de første 100 valg i draften.

Vi havde 85 korrekte valg – hvilket er en ny, personlig rekord. Vinderen (sitet “NFL’s Future”) havde 87 korrekte valg.

I år slog vi blandt andre NFL Networks Mike Mayock (84 valg), ESPNs Todd McShay (84 valg), draftguruen Gil Brandt (80 valg) og Mel Kiper fra ESPN (79 valg).

Samtidig er vi for første gang en del af alletiders liste over de medier og enkeltpersoner, der gennemsnitligt set har leveret de mest korrekte top 100’er gennem tiderne. Og Draftday.dk’s gennemsnitlige score over fem år er på 82 korrekte valg – hvilket giver os en samlet tredjeplads gennem tiderne!

Her slår vi også navne som Mike Mayock, Lance Zierlein, Rob Rang, Gil Brandt og Mel Kiper.

Draftday.dk foran Kiper, Brandt, Rang…

Mens Draftday.dk i år klarede sig mindre godt i “mock draft”-konkurrencen, var der anderledes succes i konkurrencen om at forudse hvilke 100 spillere, der blev valgt først i 2012-draften.

Blandt 63 deltagende draftniks og websites fra især USA kom danske Draftday.dk således ind på en delt 11. plads med 80 navne i den reelle top 100.

Det var blot ét rigtigt valg færre end NFLs Networks Mike Mayock (81 korrekte valg) forudså, men til gengæld ét rigtigt valg flere end anerkendte draftniks som NFL.com’s Gil Brandt og CBS Sportsline/NFL Draft Scout’s Rob Rang (begge 79 korrekte valg) nettede.

Og så var der tre korrekte valg flere, end ESPNs draftguru Mel Kiper (77) forudså.

De 80 valg er i øvrigt én af de bedste scores i Draftday.dk’s levetid, men er stadig et stykke fra rekordåret i 2008. Dengang sluttede Draftday.dk med hele 85 rigtige valg blandt draftens reelle top 100  – det bragte os dengang på en delt 4. plads.

Eksperter til Draftday.dk: Tre spændende “sleepers”

Draften har altid sine overraskelser, sine spillere, der enten bliver valgt tidligere end ventet, eller som får en stor NFL-karriere trods en beskeden draftværdi.

Draftday.dk har spurgt tre eksperter, hvem der er deres yndlings-“sleepers”. Altså spillere, der kan overraske positivt i NFL, selvom de ikke blev valgt synderligt tidligt.

Rob Rang fra NFL Draft Scout/CBS Sportsline peger på defensive end/linebacker Shea McClellin fra Boise State.
– Jeg er meget lun på den fleksibilitet og arbejdsmoral, som Shea McClellin viser, og jeg føler, at han er en “darkhorse” til første runde, som meget få taler om, fortæller Rang til Draftday.dk.

McClellin lavede syv sacks i 2011-sæsonen, er kendt for sin størrelse (260 pund), der vil være ideelt for en outside linebacker, og så får han ikke mindst ros for sin passion. Han er i høj grad en “football player”, der efterlader det hele på banen.

Dave-Te’ Thomas, der siden 1983 har skrevet ”The NFL Draft Report”, som er NFLs officielle publikation til medierne indeholdende profiler på de draftaktuelle spillere, fremhæver en cornerback.

Thomas’ yndlings-“sleeper” er nemlig Casey Hayward fra Vanderbilt.
– Jeg elsker press coverage-cornerbacks, og selvom han ikke bliver valgt før midt i draften, vil nogle i Hayward få en fyr, der får hænderne på bolden som Cortland Finnegan, forklarer Thomas.

5’11, 192 pund-store Hayward lavede i 2011 i alt syv interceptions og året før seks picks, og han er dygtig til at læse bolden. Samtidig havde han den bedste “short shuttle”-tid ved The Scouting Combine med en tid på 3,90 sekunder.

Chad Reuter, fra NFL Network, mener, at Portland States safety DeShawn Shead får “alt for lidt kærlighed”.
– Han er en produktiv spiller med meget gode atletiske evner for en spiller med en størrelse af 6 fod 1 inch og 216 pund, siger Reuter til Draftday.dk.

Reuter vil ikke blive overrasket, hvis Shead hurtigt får spilletid i NFL.
– Se ham snige sig ind i én af de sidste runder og tidligt konkurrere for spilletid, fortæller han.