All-Sleeper Team 2012 – angreb

GENLÆS ARTIKLEN FRA 15. APRIL:

Terrell Davis, Brian Dawkins og Zach Thomas. Og naturligvis Tom Brady.

Draften har gennem årene budt på mange senere så berømte navne, der blev valgt sent i draften, men som udviklede sig til store, højtprofilerede navne.

Og 2012 har naturligvis også en række talenter, der potentielt kan overraske positivt i NFL, selvom flere forhold betyder, at de næppe bliver valgt tidligt i draften. Draftday.dk kigger her på nogle – blot nogle – af de mange potentielle “sleepers”, der findes i 2012-draften. Har du nogen navne, du mener bør være med på listen, så fortæl hvorfor i kommentarfeltet nedenunder.

Vi lægger ud med et angreb bestående af “sleepers” på vores All-Sleeper Team 2012:

QB Kellen Moore, Boise State
Moore har haft en gloværdig, rekordsættende college-karriere, men han er slet ikke bygget til NFL (6’0, 197 pund) og har også en marginal armstyrke, og det hæmmer ham helt vildt. Men i det rette system kan Moore – måske, kun måske – få chancen og levere og derved gøre det langt bedre, end hans forventlige draft-værdi lægger op til. For han er en fremragende football-spiller, der træffer de rette beslutninger, som er intelligent, har et enestående overblik, og som er meget, meget moden.

Projekteret: 6. runde

RB Tauren Poole, Tennessee
Poole’ stats ser ikke ud af meget – 693 yards i 12 kampe i 2011 – men en del af forklaringen skyldes også, at han løb bag en ung, mindre god angrebslinje. For Tauren Poole er en stærk, velbygget running back, der har et udmærket antrit, og som arbejder benhårdt for at skaffe yards samtidig med, at han er mentalt stærk. Og husker du sidste gang, at NFL-holdene tog fejl af en running back fra Tennessee? Det var Arian Foster…

Projekteret: 6. runde

RB Antwon Bailey, Syracuse
På banen giver Bailey sig fuldt ud, og han er en komplet running back, der dog har få opsigtsvækkende evner. Han fumblede fem gange som senior, og han skal blive bedre til at holde på bolden. Men samlet set er han en aggressiv back, der har mentaliteten til at sikre sig en plads i en NFL-trup, selvom han bliver valgt sent i draften.

Projekteret: 7. runde

WR Marvin Jones, California
Marv Jones er en akrobat på banen, der kan lave de store catches, og som ifølge den anerkendte evaluator fra NFL Films, Greg Cosell, har den “største gribe-radius” af de spillere, som Cosell har evalueret. Jones er 6 fod 2 inches, vejer 199 pund og løber 40 yards på 4,46 sekunder. Han lugter langt væk af “possession receiver” og kan overraske meget positivt i NFL.

Projekteret: 3. runde

WR Joe Adams, Arkansas
Han taber mange bolde, han burde gribe, og han er mindre (5’10, 179 pund) end de fleste wideouts. Men Joe Adams er til gengæld en eksplosiv receiver, der især kan få værdi som slot-receiver i NFL, men navnlig også som return specialist. I 2011 blev han kåret som den stærke SEC-konferences “Special Teams Player of the Year”, da han returnerede hele fire punts for touchdowns.

Projekteret: 4. runde

TE George Bryan, North Carolina State
Den tidligere holdkaptajn hos North Carolina State vil ikke skræmme mange med sin hurtighed, men han er en stor tight end (6’5, 265 pund), som især er stærk til at sætte blokeringer. Han kan også fungere effektivt på korte ruter og har vist, at han dygtigt finder sårbare områder i zoneforsvar. Med hans arbejdsmoral, stærke personlighed og lederevner kan Bryan blive en udmærket reserve-tight end i NFL, som vil have mere værd, end hans draft-værdi lægger op til.

Projekteret: 6. runde

OT James Brown, Troy
Brown er en ydmyg herre, der imponerede ved positionsøvelserne ved The Scouting Combine. Han har ikke spillet på et højt niveau, og teknisk set lader han meget tilbage at ønske, men han er meget, meget mobil, er villig til at lære og knokle for sagen, og han kan spille flere positioner i NFL. Hans bedste fit er dog i et zoneblokeringssystem, som dét Texans og Redskins kører.

Projekteret: 3. runde

OT Bryce Harris, Fresno State
Hos Fresno State startede Harris alle de sidste 39 kampe i træk, som han fik spilletid i. Han er en ganske god atlet (som tidligere basketballspiller), han er hårdfør, meget intelligent og frem for alt en vindende person, der har lederevner. Måske bliver han aldrig nogen starter i NFL, men han kan være en type lineman, der holder sig i NFL i 10-12 år som “swing lineman”, fordi han er så arbejdsom og så kvik, at han kan mestre flere positioner (indvendig, højre tackle).

Projekteret: 5. runde

OG Lucas Nix, Pittsburgh
Én af den slags talenter, som “old school”-trænere vil elske at have på holdet. Nix er ikke nogen stor atlet, han bøjer i hofterne, og hans balance lader endnu meget tilbage at ønske. Men de fejl kan rettes, og Nix er en energisk, hårdfør og aggressiv lineman, som har temperamentet til at få succes i NFL.

Projekteret: 5. runde

OG Antone McClain, Clemson
“Power running”-hold som Steelers og Cardinals vil sandsynligvis især være fristet af McClain, der er en stor (6’5, 329 pund) og fysisk betonet lineman, der vinder dueller i duellen i kraft af sin fysik. Som så mange andre talenter, der ventes valgt senere i draften, har han atletiske begrænsninger, mens football-temperament er i top.

Projektet: 5. runde

C Ben Jones, Georgia
Jeff Saturday har i mange år været en leder og profil i Colts’ angreb. Nu går en anden, tidligere Georgia-center i draften, og han bliver sammenlignet med netop Saturday, som gik udraftet gennem 1998-draften. Jones siger selv, at han forsøger at være samme type som Saturday, og begge er da også nogle ekstremt hårdtarbejdende spillere, der har en fremragende personlighed, og som er meget intelligente. Jones, der var Georgias MVP i 2011, er bestemt ikke nogen stor atlet, men han kan komme langt med sit vindende væsen – præcis som Saturday også er kommet det.

Projekteret: 3. runde

LÆS OM SLEEPERS TIL FORSVARET ÉN AF DE KOMMENDE DAGE.

De bedste spillere tilbage i draften

Andendagen af draften begynder ved midnat klokken 0.00.

Her kan du læse, hvad der er tilbage af ”guf” til natten til fredagens anden og tredje runde.

Top 25 – bedste uanset position:

1. OT Cordy Glenn, Georgia – 1B
En stor, stærk lineman, der både kan fungere som højre tackle og guard, og som ved The Senior Bowl beviste, at han potentielt også kan starte som venstre tackle.

2. OG Amini Silatou, Midwestern State – 1C
En lineman, der deler vandene. Silatolu bliver af nogen betegnet som en Pro Bowl-kaliber guard, der minder om en ung Larry Allen, mens andre mener, at han mangler intelligens til at kunne være en faktor i NFL.

3. OT Jonathan Martin, Stanford – 1C
Andrew Lucks oppasser i college football er en atletisk, meget kvik lineman, der dog har været for hypet. Han kan i bedste fald blive en dygtig NFL-starter i NFL, men nogle frygter, at han aldrig bliver mere end en ”swing lineman”

4. TE Coby Fleener, Stanford – 1C
Og videre til Lucks yndlingsmål hos Stanford. Fleener faldt ud af første runde – sandsynligvis fordi flere mener, at han trods sine forrygende, atletiske ”Owen Daniels”-evner ikke er mere end en slot-type/pass catcher.

5. LB Courtney Upshaw, Alabama – 1C
Upshaw var en overgang i spil til top 15, men kan være faldet, fordi holdene har frygtet, at han ikke har det eksplosive antrit til at være en ”big time pass rusher” i NFL. Men han er blevet sammenlignet med en LaMarr Woodley, der selv blev valgt i anden runde.

6. WT Rueben Randle, LSU – 1C
LSU-talentet har blandt andet fået ros af NFL Films’ Greg Cosell. Han er en smidig, hurtig herre, der dog langt fra er poleret, men han fik heller ikke meget hjælp til at præstere i college i LSUs løbeorienterede angreb.

7. WR Stephen Hill, Georgia Tech – 2A
Stephen Hill imponerede voldsomt ved The Scouting Combine, men hans naturlige leje er uden for første runde, hvor han da også blev valgt. Han er lynhurtig og har et kæmpe potentiale, men kan ”buste”, hvis han ikke ender i det rette miljø, hvor han kan udvikle sig.

8. DT Jared Worthy, Michigan State – 2A
Worthy har gode evner til et 4-3-system, men kan også være ”five technique” i NFL. Han har en glimrende størrelse (6’2, 308) og har et godt antrit, men har været ustabil i college.

9. OC Peter Konz, Wisconsin – 2A
Konz er draftens bedste center, og han er god all-round center, men ikke alle hold har været imponerede over hans styrke, og det kan være forklaringen, at han røg ud af første runde. Simpelthen fordi det er spørgsmålet, om han har fysikken at dæmme op for kæmpe linemen som Vince Wilfork og Haloti Ngata.

10. OT Mitchell Schwartz, Calfornia – 2A
Måske draftens bedste, rene højre tackle. Han har størrelsen til at blive en factor på højresiden, efter at han startede som venstre tackle i college. Han er bror til Vikings’ Geoff Schwartz.

11. CB Janoris Jenkins, North Alabama – 2B
12. DE Andre Branch, Clemson – 2B
13. CB Jayron Hosley, Virginia Tech – 2B
14. OT Bobbie Massie, Ole Miss – 2B
15. DT Kendall Reyes, UConn – 2B
16. LB Bobby Wagner, Utah State – 2B
17. DT Devon Still, Penn State – 2B
18. CB Trumaine Johnson, Montana – 2B
19. LB Lavonte David, Nebraska – 2B
20. TE Dwayne Allen, Clemson 2B
21. CB Brandon Boykin, Georgia – 2B
22. NT Alameda Ta’amu, Washington – 2C
23. DE Vinny Curry, Marshall – 2C
24. OT Mike Adams, Ohio State – 2C
25. OG Brandon Brooks, Miami (Ohio) – 2C

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Deltag i den årlige mock draft-konkurrence

I lighed med de sidste mange, mange, mange år (kan ikke huske hvor mange), afholder vores kære venner fra American Football Forum igen en mock draft-konkurrence.

Og vi opfordrer på det kraftigste til at deltage i den sjove event, der gør natten til fredag endnu mere spændende og interessant.

Reglerne er simple:

– Du skal forudsige de 32 valg i første runde og får point afhængigt af, hvor præcis du er.

Det er faktisk ikke sværere, men du kan læse meget mere her og tilmelde dig på mockdraft.dk.

Vi glæder os til at dyste mod jer 🙂

De kontroversielle – forsvar

Draftday.dk bringer her anden og sidste del i vores serie, hvor vi sætter fokus på en række af draftens mere kontroversielle navne.

Altså spillere med større eller mindre “character issues”. Artiklen er baseret på en række amerikanske kilder – herunder info fra forskellige draftniks og avisartikler.

Anden halvdel går tæt på forsvaret:

DE Quentin Coples, North Carolina
En talentspejder har beskrevet det potentielle top 10-valg som skør. I 2011-sæsonen spillede den langlemmede defensive end slet ikke op til sit allerbedste og gav sig ikke fuldt ud, fordi han – ifølge hans egne trænere – ikke ville blive skadet. Ifølge én af Draftday.dk’s kilder forsøgte han siden overfor NFL-holdene at forklare sin skuffende sæson med nogle teorier, der ikke holder vand. Nogle kilder hævder, at han tror, at han er bedre, end han er. Han skal med andre ord tage sig mere sammen i NFL og har “bust”-potentiale.

DT J.R. Sweezy, North Carolina State
Sweeney har både været sigtet i en sag om marihuana-besiddelse og i en voldssag, hvor han diskuterede med en buschauffør, der bad ham forlade bussen, fordi Sweeney var højtrøstet. I 2010 fik han samtidig en bøde for at drikke alkohol uden at være gammel nok til det. Flere sager – små og store – der tilsammen skaber en billede af en spiller, der ikke helt har holdt sig på måtten.

DT Asa Chapman, Liberty
Den gigantiske nose tackle (384 pund) har “character flaws”. Han har han to gange været anholdt – den ene gang i forbindelse med et slagsmål (hvor han ikke blev dømt skyldig) og den anden gang, da han var i besiddelse af både kokain og marihuana. Der er et “vælg ham på et ansvar”-skilt på Liberty-spilleren.

OLB Marcus Dowtin, North Alabama
Ligesom Janoris Jenkins (se nedenfor) skiftede Dowtin til North Alabama, da han blev smidt ud af sin skole (Georgia). Det skete, da det først i januar 2011 kom frem, at Dowtin i maj året forinden var blevet tiltalt for vold, efter at han havde slået en mand bevidstløs. Sagen blev ordnet, inden den kom for retten, og derfor anede Georgias ledelse intet før syv måneder senere – og så fik Dowtin sparket. Dowtin har dog fået lidt medvind siden ved at blive kåret til MVP i All-Star-kampen, “The Battle of Florida”.

OLB Bruce Irvin, West Virginia
Irvin droppede ud af high school som junior, da han ikke havde karaktererne til at kunne fortsætte på skolens football-hold, og han tilbragte herefter de næste to år på gaden kulminerende med, at han blev dømt for røveri. Han slap med to en halv uge bag tremmer og fik karrieren og livet tilbage på skinner. Men i marts blev han så igen aholdt, da han ødelagde et skilt i en sandwich-butik.

ILB Vontaze Burfict, Arizona State
Få spillere i dette års draft har spoleret deres værdi så meget som Burfict. Som sophomore var han en stjerne i svøb, og han var endda en All-American. Men i 2011 skuffede han hos Arizona State og blev endda bænket i The Las Vegas Bowl. Da han ved The Scouting Combine skulle forklare, hvorfor hans karriere er gået ned af bakke, gav han sine trænere skylden. De “ødelagde” ham, påstod han. Siden floppede han totalt under øvelserne i Indianapolis, gjorde det ikke meget bedre til sin Pro Day, og spilleren, der betegnes som en fyr, der kan skade sammenholdet på et hold, er nu så skidt stillet, at han pr. 16. april ikke var blevet invitereret på ét eneste besøg hos et NFL-hold. Flere kilder tror nu, at han slet ikke bliver valgt i draften.

CB Janoris Jenkins, North Alabama
Jenkins ville måske være et top 20-valg, hvis han ikke havde haft så mange problemer udenfor banen. Inden han blev smidt af University of Floridas hold imponerede han i den stærke SEC-konference, hvor han dæmmede op for flere af de bedste receivers. Men han er adskillige gange kommet på kant med loven for at ryge – eller være i besiddelse af marihuana, og så har umodne, uansvarlige Jenkins allerede fire børn med tre forskellige kvinder. Ikke nok med det: han har indrømmet, at han fortsatte med at ryge pot, efter at han var skiftet til North Alabama. Han kan blive et stort problembarn i NFL, og han risikerer at falde på draft day.

CB Cliff Harris, ex-Oregon
Cliff Harris kan prale af at have interceptet Andrew Luck fire gange i sin college-karriere, men han er et problembarn, der efter flere trafikforseelser og en sag om marihuana-besiddelse blev smidt af Oregons hold i december 2011. Flere hold har sandsynligvis alle pillet den ellers talentfulde cornerback af deres bræt.

S Janzen Jackson, McNeesse State
Han er søn af Western Kentuckys defensive koordinator, men har bestemt ikke opført sig som en træners søn. For Janzen Jackson har skabt mange problemer for sig selv – blandt andet ved at blive anholdt for væbnet røveri og for i august 2011 at blive smidt af University of Tennessees hold. Han er samtidig en spiller, der tilsyneladende ikke bruger meget tid i vægttræningsrummet – han pumpede kun vægtstangen ni gange i bænk pres-øvelsen ved The Scouting Combine, hvor han tydeligvis var ude af form.

S Phillip Thomas, Syracuse
Thomas går i draften som junior, efter at han fik karantæne i 2011-sæsonens to sidste kampe, da han havde brudt en række interne regler hos skolens sportshold. Thomas har tidligere fået kritik af sine trænere for at være for følelsesladet, og han kommer fra bydelen Liberty City, der er storbyen Miamis mest kriminelle og fattige område. Han er en cover 2-safety, der kan miste værdi på grund af mennesket Phillip Thomas.

Blog: 5 tanker om draften 3.0

Med seks dage til den store dag, også kaldet draft day (ja det er derfra, vi har vores navn), er det tid til at dele lidt flere tanker om draften. Noget er faldet på plads – synes jeg – andet rumsterer fortsat med høj, høj fart.

5. Kansas City Chiefs tager ikke Dontari Poe
Efter at have hørt Scott Pioli og Romeo Crennels pre-draft pressekonference, er jeg ret sikker på, at defensive tackle Dontari Poe ikke er i deres overvejelser. Kald det en mavefornemmelse, og du er velkommen til at “mock me”, hvis Chiefs alligevel ender med at vælge Poe med det 11. valg. Jeg ser det bare ikke ske.

Noget af det mest interessante jeg fik ud af pressekonferencen var en bekræftelse af, at Pioli og Co. lægger meget vægt på produktion og meget lidt på Scouting Combine-resultater (ja, Jimme jeg ved godt, at du har sagt det igen og igen). Faktisk var Piolis svar så tydeligt, at det ville være en stor overraskelse, hvis de tog Poe, der havde minimal produktion i college og “brændte banen” af ved Combine i Indianapolis. Det ville være at gå stik mod sin egen overbevisning.

Men igen, så tog Chiefs også en safety (Eric Berry) for to år siden få uger efter, at Pioli havde sagt “Jeg tror ikke, man tager en safety så højt”. Og det gjorde han så. Det her er dog anderledes. Crennel bakkede det op ved at sige, at det trænere ser efter på bånd er “konkurrencemindede”, “passionerede”, “tough”, “produktive” spillere, som man kan se give den en ekstra tand.

Jeg siger ikke, at Poe ikke får en god karriere; jeg siger, han ikke bliver Chiefs’ valg. Og derfor har jeg haft Luke Kuechly til Chiefs de sidste to mock drafts.

4. Draften er dyb på flere positioner
For et par dage siden udtalte jeg til Sportenkort.dk, at draften ikke er særlig meget anderledes end de sidste mange år. Og det mener jeg stadig. Jeg vil dog gerne uddybe det en smule.

Som jeg sagde til Sportenkort.dk, så er der en fire-fem “elite”-talenter i toppen af draften, og efter dem så følger en stor gruppe på 10-15 spillere. Herefter er der igen en stor gruppe på 20-25 spillere, der formentligt bliver gradet nogenlunde ens.

Men hvad betyder det?

Jo det betyder for det første, at der ikke er meget idé i at handle op for hold, der vælger uden for top 10. Prisen vil være for høj i forhold til værdien. Det kan sagtens ske (Ryan Tannehill eks.), men jeg tvivler lige nu på, at det sker. Jeg tror samtidig også, at vi kommer til at se en masse små bevægelser i den nederste del af første runde og toppen af anden (20-40), hvor hold handler et par pladser op og opgiver femte-, sjette- og syvenderundevalg for en specifik spiller. Andre vil gerne en smule ned, fordi de værdimæssigt kan få samme spiller et par pladser lavere.

Draften er samtidig dyb på positioner som guard, wide receiver og defensive tackle, så jeg kan sagtens forestille mig et scenario, hvor de positioner bliver adresseret senere, end man forventer.

Læs videre…

De kontroversielle – angreb

En spiller kan være et stort talent på banen. Men det nytter ikke meget, hvis han er et problembarn udenfor grønsværen.

For så kan hans værdi falde. Markant endda.

Det ser man hvert eneste år, hvor nogle af de ellers talentfulde dog kontroversielle endda slet ikke bliver valgt i draften.
– Vi tager ikke bare en spiller af brættet på grund af bekymringer ved hans person, fordi han har lavet én enkelt fejl. Hvis det sker gentagende gange, bliver vi lidt mere bekymrede, og det er, hvad denne proces handler om, siger Houston Texans’ general manager Rick Smith.

Med det in mente har Draftday.dk lavet et hold af “Kontroversielle” – større eller mindre – der har spørgsmålstegn ved deres person, eller som har sager fra fortiden, som man kan være helt sikker på, at de 32 NFL-hold er bekendte med. Måske har sagerne og spørgsmålene ingen betydning for en række af holdene, men de er der – og de vil blive undersøgt nærmere.

Vi indleder med angrebet – fælles for spillerne er, at de alle har en realistisk chance for at blive valgt i draften eller at blive signet efter draften.

Artiklen er baseret på en række amerikanske kilder – herunder info fra forskellige draftniks og avisartikler.

QB Stephen Garcia, ex-South Carolina
Garcia var en stjerne i high school, og han opfører sig stadig som en sådan. Han er flere gange blevet suspenderet og blev i efteråret 2011 smidt af South Carolinas mandskab, da han brød en tidligere adfærdsaftale med skolen ved at drikke alkohol. Garcia betegnes som en spiller, der er umoden og uansvarlig, og som kun går op i at levere på kampdage (ikke til træning). Han arbejder slet ikke, som han burde, lyder det.

RB Bryce Brown, ex-Kansas State
Han er allerede droppet ud af to college-programmer og er hamrende umoden. Hvis han lander i NFL og får mange millioner, er det er realistisk, at han slet ikke kan håndtere situationen. Han er en type, man ikke kan regne med, siges det.

RB Chris Rainey, Florida
“Tid til at dø, bitch”. Sådan stod der i en sms, som Rainey i september 2011 sendte til sin nu tidligere kæreste. Han blev anholdt og sigtet for truslen og fik også en karantæne hos The Gators. Den lynhurtige running back er efter signende pillet af nogle holds draft boards, fordi han har flere “lig i lasten”, der bekymrer holdene.

WR Michael Floyd, Notre Dame
Floyd har angiveligt været moden og ansvarlig i forberedelserne til draften, men det ændrer ikke ved, at han har tre alkohol-relaterede sager på cv’et, der uden tvivl har ført et ekstra fokus på hans karakter og fortid. Hans direkte konkurrent til positionen som draftens bedste wideout, Justin Blackmon, har også nu fået sat spørgsmålstegn ved sin person, og det kan hjælpe Floyd forrest – alkoholsagerne til trods.

WR Tim Benford, Tennessee Tech
En receiver, der skal modnes som menneske, og som har brug for en god, fast struktur omkring sig. Det er en del af fortællingen om Benford, der ellers gjorde det godt ved The East-West Shrine Game og derfor så sin værdi stige.

TE Evan Rodriguez, Temple
Den meget mobile tight end fra Temple har både en fysisk konfrontation med en kvinde, der førte en sigtelse med sig, og en anholdelse for gadeuorden på sit cv. Han ved ikke, hvad der kræves for at få succes, og problemerne har nærmest forfulgt ham, lyder kritikken.

OT Johnnie Troutman, Penn State
For godt et år siden blev Troutman sigtet for spirituskørsel og for at køre uden sit kørekort. Han beskrives som en spiller, der ikke selv knokler udenfor banen, hvis han ikke bliver holdt ved ilden, og hans person kræver nærmere granskning.

OT Mike Adams, Ohio State
Han er potentielt førsterundevalg, men problemerne følger efter Adams, der har været involveret i en narkosag, og som var én af fem Ohio State-spillere, der blev suspenderet fem kampe for at sælge deres mesterskabsringe fra Big Ten-mesterskabet 2010. Sammenlagt har han fået syv karantænedage i karrieren. I de mange interviews forud for draften blev han anset for at være meget umoden, og han er angiveligt pillet af nogle holds bræt.

C Rodney Austin, Elon (N.C.)
Austin fra lille Elnon er umiddelbart en fin fyr, der var holdkaptajn på skolens football-hold, og som samtidig er en intelligent herre. Men det siges, at han samtidig er en umoden fyr, der lader følelserne slippe af med sig.

OG Rishaw Johnson, California (PA.)
Johnson var et stort high school-talent, der dog hurtigt skabte uheldige overskrifter i college hos Mississippi ved at blive indblandet i en sag om kreditkort-bedrageri. Han skiftede herefter til den lille version af California (hørende hjemme i Pennsylvania) og er stadig hamrene umoden. Ved The Scouting Combine gjorde han sig uheldig bemærket ved at råbe op under øvelserne og ved ikke konstant at fatte, hvad øvelserne gik ud på med mindre, at han fik hjælp fra trænerne.

OG Kelechi Osemele, Iowa State
Spilleren med det spøjse navn er bestemt ikke nogen arbejdshest. Han er umoden og skal hele tiden holdes ved ilden for at yde det bedste. Han kan også være svær at styre som person, siges det.

LÆS ÉN AF DE KOMMENDE DAGE OM FORSVARSSPILLERE MED SPØRGSMÅLSTEGN VED DERES PERSON…