2017 NFL draft review: Denver Broncos

Denver Broncos styrkede den offensive linje og fik god værdi med Jake Butt i femte runde. Og så valgte de en meget interessant spiller med draftens allersidste valg.

Draftklasse

OT Garett Bolles, Utah (1/20)
DE DeMarcus Walker, Florida State (2/51)
WR Carlos Henderson, Louisiana Tech (3/82)
CB Brandon Langley, Lamar (3/101)
TE Jake Butt, Michigan (5/145)
WR Isaiah McKenzie, Georgia (5/172)
RB De’Angelo Henderson, Coastal Carolina (6/203)
QB Chad Kelly, Ole Miss (7/253)

Det kunne vi lide

Broncos havde et stort behov for at finde en starter til venstre tackle, og det er jeg sikker på, at de gjorde ved valget af Bolles i første runde. Han kommer til at kæmpe med Ty Sambrailo i løbet af sommeren, men jeg tror, Broncos vil give Bolles alle muligheder for at vinde det job.

Broncos fik masser af værdi med valget af tight end Jake Butt i femte runde. Hvis ikke han var blevet korsbåndsskadet i sin sidste collegekamp, ville han formentligt være gået i anden runde. Nu kan han se frem til at lære et års tid bag Virgil Green og så indtage en prominent rolle i 2018.

Jeg er vild med valget af quarterback Chad Kelly som Mr. Irrelevant. Mere om det senere.

Det kunne vi ikke lide

Jeg mener, at Broncos burde have valgt en inside linebacker på andendagen. Eksempelvis LSU’s Kendell Beckwith i stedet for Carlos Henderson eller Brandon Langley. Godt nok forlængede Broncos med Brandon Marshall sidste år, men han havde en skuffende 2016-sæson. Ved hans side starter Todd Davis, der konkurrerer med det tidligere sjetterundevalg Corey Nelson.

John Elway bruger ikke høje – eller mange – valg på den position, men Broncos har stadig brug for at finde en type a la Danny Trevathan, der har en næse for bolden og kan levere masser af tacklinger. Det forsømte de at finde i draften.

Sleeper

I min bog var Chad Kelly en top tre-quarterback i årets klasse, og han kan meget vel allerede nu være den bedste quarterback på Broncos’ roster. Kelly faldt i draften på grund af off field-issues, umodenhed og skader, men han er et stort talent og minder spillemæssigt meget om Matthew Stafford i hans første NFL-år.

Kelly, der er nevø til Hall of Fame-quarterbacken Jim Kelly, satte tonsvis af rekorder på Ole Miss, og foran ham står kun det tidligere syvenderundevalg, Trevor Seimian, og sidste års førsterundevalg Paxton Lynch.

Hvis Broncos var stensikre på, at én af de to var fremtidens mand, ville de næppe have valgt Kelly. Jeg tror, han har en chance for at presse de to i kampen om starterjobbet.

2016 NFL draft review: Denver Broncos

Denver Broncos handlede op for Memphis’ Paxton Lynch og håber, der har fundet deres franchise quarterback. Her kan du læse, hvad vi mener om Broncos’ draft.

Læs også: Broncos draft preview

Draftklasse

QB Paxton Lynch, Memphis (1/26)
DT Adam Gotsis, Georgia Tech (2/63)
FS Justin Simmons, Boston College (3/98)
RB Devontae Booker, Utah (4/136)
OG Connor McGowern, Missouri (5/144)
FB Andy Janovich, Nebraska (6/176)
S Will Parks, Arizona (6/219)
P Riley Dixon, Syracuse (7/228)

Det kunne vi lide

Broncos gik hårdt efter at lande Paxton Lynch, og det lykkedes ved at lave en handel med Seattle Seahawks. Lynch er et ideelt fit til Gary Kubiaks angrebssystem, og han får tid til at lære bag veteranen Mark Sanchez. Handlen kostede Broncos et ekstra tredjerundevalg – en lav pris, hvis Lynch viser sig at være “the real deal”. Broncos fik fremragende værdi med valget af running back Devontae Booker i fjerde runde, og han bør som minimum slå Ronnie Hillman af pinden som reserve til C.J. Anderson.

Det kunne vi ikke lide

Broncos mistede linebacker Danny Trevathan i free agency, men alligevel valgte John Elway ikke en linebacker i årets draft. Derfor er Broncos nu all-in på erstatningen Todd Davis (undrafted i 2014), og der er ikke meget dybde bag ham. Det virker en smule risikabelt. Denver undlod også at vælge en tackle, og derfor må holdet nu håbe på, at Russell Okung kan slå til og ikke mindst holde sig fri af skader.

Sleeper

Jeg kan godt se førnævnte Devontae Booker få en større rolle, end man lige regner med. For selvom Broncos har givet C.J. Anderson en stor, fireårig aftale, så er han på ingen måde garanteret starterjobbet på sigt. Booker er en komplet back, og hans one-cut stil passer perfekt til Kubiaks system. Jeg vil tro, at Booker snupper reservetjansen fra Hillman i training camp, og det vil ikke undre mig, hvis fjerderundevalget starter flere kampe som rookie.

Blog: 11 tanker om 1. runde af 2016 NFL draft

Torsdag blev første runde af 2016 NFL draft afviklet, og her får du 11 tanker om nogle af de ting, der skete på førstedagen.

1. Goff var Rams’ mand; Wentz øverst på Eagles board

Los Angeles Rams og Philadelphia Eagles delte pænt i porten og fik lige præcis de quarterbacks, som de ønskede.

Head coach Jeff Fisher forklarede torsdag, at Rams tidligt identificerede Californias Jared Goff som “deres mand”, og at holdet så arbejdede med deres draftvalg for at komme i en position til at vælge ham.

Rams lavede en aftale med Tennessee Titans og rykkede op fra nummer 15 til nummer ét, hvor de valgte Goff.

Som jeg tidligere har skrevet, var det et klogt træk af Rams, og jeg håber, de i Goff har fundet deres franchise quarterback.

Rams valg efterlod Wentz til Eagles, der tidligere havde lavet en handel med Cleveland Browns og var rykekt op fra ottendevalget til andetvalget.

Ifølge NFL Network var Wentz øverst på Eagles’ draft board, og general manager Harry Roseman forklarede efterfølgende, at Eagles hele vejen igennem ville have fingre i Wentz.

Det fik de så med andetvalget, og fra alt hvad jeg hører og læser, er det et perfekt scenario for Wentz og Eagles.

Den unge quarterback kan lære et år eller to bag Sam Bradford og Chase Daniels og bliver ikke presset i kamp. En helt ideel situation.

Og sidst Eagles tog en quarterback med det andet valg?

I 1999 da Philadelphia draftede Donovan McNabb, og det gik sådan set meget godt….

2. Bosa toppede Chargers’ board i mere end syv måneder

San Diego Chargers overraskede de fleste ved at vælge Ohio States defensive end Joey Bosa med det tredje valg.

Men for Chargers lå valget lige til højrebenet.

Ifølge Union-Times San Diego toppede Bosa nemlig Chargers draft board, og det havde han gjort siden september måned sidste år efter en dominerende sophomore sæson.

Her lavede Bosa 13,5 sacks og 21 tacklinger for tab af yards og blev hædret som Nagurski-Woodson Defensive Player of the Year.

Så i mere end syv måneder var Bosa den højst rangerede spiller hos Chargers, og de endte med at vælge lige præcis den spiller, de ville have.

Ifølge general manager Tom Telesco var der ét gennemgående træk ved Bosa, som Chargers var helt vilde med: Passion for football.

3. Elliott var øverst på Cowboys’ draftboard

Running back Ezekiel Elliott var den højst rangerede spiller på Dallas Cowboys’ draft board, da de valgte med det fjerde valg. Nummer to var Florida cornerback Jalen Ramsey.

Alligevel diskuterede Cowboys længe, om de skulle vælge Elliott eller Ramsey, og ifølge Vice President Stephen Jones diskuterede holdet helt indtil sidste øjeblik, før de blev enige.

Cowboys talte også med Baltimore Ravens om at lave en handel, men det blev ikke til noget, da Dallas fandt ud af, at Ravens også var interesseret i at draft Elliott.

Cowboys’ head coach Jason Garrett kaldte på et tidspunkt running backs coach Gary Brown ind i holdets war room og bad ham om at ringe til Elliott for at finde ud af, om Ohio State-spilleren var blevet kontaktet af andre hold…

Om det var grunden til, at Cowboys ikke ville lave handlen med Ravens er uvist.

Elliott lander i en helt ideel situation hos et hold, der ønsker at løbe bolden bag en af NFl’s allerbedste offensive linjer.

Det var her, Elliott helst ville spille, og Garrett skamroste sin nye offensive juvel på den efterfølgende pressekonference.

Det er et match made in heaven.

4. Reed, Robinson og Ragland røg igennem første runde

Fire Alabama-spillere var projekteret til at blive valgt i torsdagens første runde, men i sidste ende fik kun center Ryan Kelly kaldt sit navn ud af NFL-kommissær Roger Goodell.

Dermed faldt defensive tackle Jarran Reed og A’Shawn Robinson samt linebacker Reggie Ragland, overraskende igennem og ud af første runde.

At de tre forsvarsspillere stadig er på brættet, når andendagen af draften sættes igang, er dog et godt eksempel på, at NFL har udviklet sig til en kasteliga.

For selvom alle tre er ganske atletiske, så har de klart deres styrke i at stoppe løbet, og det værdisætter NFL-holdene bare ikke længere så højt.

De kigger efter mindre, superhurtige typer, der kan rushe quarterbacken og hjælpe til i opdækning, og derfor blev der ikke plads til Reed, Robinson og Ragland.

Jeg forventer dog, at alle tre ryger af brættet i løbet af den første halvdel af anden runde, for værdien er stadig til området omkring valg 20-40.

5. Skadede Myles Jack stadig ikke valgt

Det var ventet, at UCLA’s supertalent, linebacker Myles Jack, ville falde en smule i første runde på grund af bekymringer om hans skadede knæ.

Men det hele endte værre for Jack, der faldt helt igennem første runde og sidder klar i det grønne rum, når anden runde sættes igang kl. 01.00 dansk tid.

Jack rev sin menisk over i efteråret, og han deltog hverken i the Scouting Combine eller ved UCLA’s pro day.

Bekymringerne går på, at Jack måske skal igennem endnu en operation, og nogle hold er bange for, om han overhovedet vil være i stand til at gennemføre sin første kontrakt.

Det er enormt trist for Jack, der er en fremragende og dynamisk spiller med et kæmpe potentiale, og da kameraerne zoomede ind på UCLA-stjernen, stod skuffelsen malet i hans ansigt.

Jack har top fem-talent, men NFL-holdene vil nøje overveje, om de vil bruge et andenrundevalg på en spiller, der kan hjælpe dem her og nu, eller de vil tage chancen på en skadet Jack, der måske aldrig får den store indflydelse.

Det er et klassisk high risk/high reward scenario, og jeg kan sagtens se Jack ryge ud af anden runde. Desværre!

6. Video kostede Tunsil mange, mange millioner

For få uger siden var offensive tackle Laremy Tunsil i spil til at blive valgt med det første valg i 2016 NFL draft.

Torsdag faldt han ud af top 10 og blev først valgt af Miami Dolphins med det 13. valg.

Baggrunden for Tunsils fald var ikke spillet på banen, men bekymringer om de ting, han har gjort uden for stregerne.

I college var Tunsil suspenderet i syv kampe for at have modtaget ulovlige frynsegoder, og torsdag erkendte han også at have modtaget penge fra en Ole Miss-træner.

Tunsil var også tilstede, da den fulde holdkammerat Robert Nkemdiche faldt ud af vinduet af et hotelværelse, hvor der også blev fundet mariuhana.

Dagen før draften blev Tunsil sagsøgt af sin stedfar for et påstået overfald i juni sidste år, og få minutter før starten draften, dukkede der så en video op på Tunsils Twitter-profil, der viste Ole Miss-spilleren ryge marihunana iført en gasmaske.

Selvom videoen hurtigt blev fjernet, og Tunsil hævdede, at hans konto var blevet hacked og at videoen var flere år gammel, så var skaden sket.

Flere hold fjernede ham prompte fra deres draft board, og Tunsil faldt derfor forbi både Baltimore Ravens (#6) og Tennessee Titans (#8).

New York Giants (#10) overvejede angiveligt også Tunsil men gik i stedet med et overraskende valg af cornerback Eli Apple.

I sidste ende nappede Dolphins Tunsil med det 13. valg, men off field-problemerne endte med at koste Tunsil mange, mange millioner.

I hvert fald mere end 47 millioner danske kroner, som sidste år var forskellen på at blive valgt som nummer seks og 13…

For Dolphins gav det mening at tage chancen på Tunsil, for de får et top fem-talent, der kan passe på quarterback Ryan Tannehill de næste mange år.

Dog forudsat, at Tunsil kan holde fokus på football og undgå at bringe sig selv i uheldige situationer uden for banen. Og det kan være svært nok i Miami… 

7. 49ers handlede op for en guard

En af de større overraskelser i første runde var, at San Francisco 49ers valgte at handle op fra anden runde og ind i bunden af første runde for at tage Stanfords guard Joshua Garnett. 

Spørgsmålet var, om det virkelig var nødvendigt at handle op fra det 37. valg og helt op til det 28. valg, men jeg kan godt forstå 49ers.

For det første havde 49ers en grade på Garnett, der svarede til bunden af første runde, og general manager Trent Baalke ønskede ikke at risikere at miste Stanford-spilleren. 49ers følte at andre hold i området mellem 28 og 37 kunne have taget Garnett.

For det andet anså 49ers Garnett som den bedste run-blocking guard i årets draft, og 49ers vil under ledelse af Chip Kelly løbe bolden igen og igen. Derfor passer Garnett perfekt til holdets filosofi. 

For det tredje kostede det kun 49ers et fjerderunde- og et sjetterundevalg, og med to valg i fjerde runde og fire valg i sjette runde, havde Baalke og co. absolut råd til at bruge de valg.

Ja, det er aldrig sexy at handle op for en guard, men jeg synes, det var et godt og solidt træk.

8. Broncos havde Lynch rated højere end Goff

Broncos arbejdede det meste af torsdagen på at finde en handelspartner i den nederste del af draften, så de kunne få fingre i Memphis quarterback Paxton Lynch.

Ifølge NFL Networks Jesse Palmer havde Broncos Lynch rangeret højere end topvalget, Jared Goff, og general manager John Elway kæmpede hårdt for at få lov at vælge den 6’7 og 245 pund store quarterback.

Elway var helt oppe og spørge til Atlanta Falcons ved 17. valget formentligt for at komme foran Buffalo Bills og New York Jets.

Til al held for Broncos faldt Lynch forbi de to hold, og i sidste ende lavede Elway en handel med Seattle Seahawks og rykkede op fra det 31. til det 26. valg.

Det kostede dem et ekstra tredjerundevalg.

Valget af Lynch betyder, at Broncos ikke længere er interesseret i at handle sig til San Francisco 49ers’ quarterback Colin Kaepernick.

9. Cowboys forsøgte at handle ind i første runde

Broncos var ikke det eneste hold, der var ude efter Paxton Lynch. Dallas Cowboys forsøgte nemlig også at lave en handel og rykke op fra anden runde for at lande Memphis-quarterbacken.

Det forklarede ejer Jerry Jones, der dog understregede, at Lynch ikke var den højst ratede quarterback på Cowboys’ board.

Alligevel arbejdede Jones ifølge ESPN’s Adam Schefter virkelig hårdt på at handle op, og ifølge Brandon George fra Dallas Morning News talte Broncos med flere hold.

Cowboys tilbød Seattle Seahawks deres andenrunde- og tredjerundevalg, men det trumfede Broncos ved at tilbyde et førsterunde- og et tredjerundevalg.

Cowboys vil formentligt gå efter en quarterback i anden eller tredje runde, og Mississippi States Dak Prescott kunne godt være Jones’ mål.

10. Browns er klar til at handle det 32. valg

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at Cleveland Browns er klar til at handle det første valg i anden runde. Holdets Vice President of Football Operations, Sashi Browns, har allerede modtaget flere henvendelser, og han er åben for at handle det 32. valg.

Browns handlede ned to gange i første runde. Først fra det andet valg til det ottende valg og videre ned til det 15. valg. De har i øjeblikket fire valg i anden og tredje runde og 11 valg i alt.

Da NFL i 2010 valgte at splitte første og anden runde op over to dage, forventede mange, at det første valg i anden runde ville blive en attraktiv handelsvare, fordi NFL-holdene natten over kunne nulstille deres draft boards.

Men valget er kun blevet handlet én gang, og det var sidste år, da New York Giants handlede op og valgte safety Landon Collins efter et trade med Tennessee Titans.

Med Browns’ “Moneyball”-tilgang er der dog gode chancer for, at vi igen ser det attraktive valg blive handlet.

11. På andendagen glæder jeg mig til…

…at se, hvor quarterbacks Connor Cook (Michigan State) og Christian Hackenberg (Penn State) ender. Hvis de da bliver valgt. Cook bør ryge i anden runde, men Hackenberg kan sagtens ryge til tredjedagen.

…at se, hvilket hold der vælger Alabamas running back Derrick Henry og om også holdkammeraten Kenyan Drake bliver valgt i anden eller tredje runde.

…at se, hvor mange receivers der går i anden runde. Der er masser af talenter som Ohio States Michael Thomas, Oklahomas Sterling Shepard og Pittsburghs Tyler Boyd. Og vi må ikke glemme Ohio States Braxton Miller… Bliver han valgt på andendagen?

…at se, hvor Eastern Kentuckys Noah Spence ender. Jeg kunne godt forestille mig, at Tampa Bay Buccaneers snupper ham i toppen af anden runde.

…at se, hvornår de skadede stortalenter Myles Jack (UCLA) og Jaylon Smith (Notre Dame) bliver taget. Jeg tror begge er af brættet inden udgangen af tredje runde, men det er meget muligt, at vi skal ned i 90’erne før de begge er væk.

…at se, hvilke spillere New England Patriots ender med. Mit bud er en running back, en defensive tackle, en cornerback og en offensive tackle.

Har du kommentarer til bloggen, eller er du enig/uenig, så smid en kommentar eller fang mig på Twitter@JacobNoertov

2016 NFL draft preview: Denver Broncos

Denver Broncos har mistet flere profiler i free agency, og derfor er dette års draft afgørende for general manager John Elway, hvis han skal fastholde forspringet i AFC West.

Broncos vil forsøge at finde en quarterback men også kigge på opgraderinger til de to linjer og linebacker-positionen.

2015 rekord: 12-4 (vinder af Super Bowl)
Draft valg i de tre første runder: 31, 63, 94, 98
Tre største behov: QB, OG, LB
General manager: John Elway (2011)
Head coach: Gary Kubiak (2015)

Quarterback

Peyton Manning har indstillet karrieren og hans backup igennem fire sæsoner, Brock Osweiler, skiftede til Houston Texans i free agency. Derfor står Broncos nu tilbage med Mark Sanchez, som er hentet ind via en handel med Philadelphia Eagles, men “The Sanchize” er næppe svaret på den lange bane. Broncos er nødt til at finde en potentiel franchise quarterback, der kan udvikle sig bag Sanchez og overtage om et år eller to. Paxton Lynch og Kevin Hogan har begge mobilitet til at fungere i Broncos’ system.

Offensive guard

Evan Mathis var en fin starter sidste år, men den erfarne guard er nu skiftet til Arizona Cardinals. Efter signingen af højre tackle Donald Stephenson er Ty Sambrailo et godt bud på en starter på højre guard, men han er en konverteret tackle, der på grund af en skulderskade kun spillede tre kampe som rookie. Bag ham er Robert Myers, der kom til som rookie i december sidste år fra Baltimore Ravens’ practice squad. Han har ikke spillet et NFL-snap endnu. På venstre side tabte Max Garcia starterjobbet i sidste sommers training camp men vandt det tilbage sent på sæsonen. Spørgsmålet er, om han kan holde fast i tjansen i år. Broncos vil se på mobile, atletiske guards, der passer til Kubiaks zoneblokeringssystem. Hold øje med navne som Cody Whitehair og Christian Westerman.

Linebacker

Broncos har sagt farvel til Danny Trevathan, der er blevet genforenet med John Fox hos Chicago Bears. Det er et stort tab, for Trevathan var en af ligaens bedste inside linebackers i 2015, og der er ikke umiddelbart en erstatning. Corey Nelson, et tidligere syvenderundevalg, eller Todd Davis er “next man up”, men der er ikke meget dybde på positionen. På flanken har DeMarcus Ware genforhandlet sin kontrakt og bliver nu betalt mere som pass rush trussel på tredje down. Måske kan Shane Ray overtage starterjobbet, men også her har Broncos brug for ekstra dybde.

Andre behov

Broncos har mistet defensive end-stjernen Malik Jackson, og der kan bruges en opgradering og ekstra dybde til linjen. Tight ends spiller altid en stor rolle for Kubiaks angreb, så det vil ikke overraske, hvis Broncos bruger et andendagsvalg på den position. Eksempelvis Ohio States Nick Vannett.

Her kan du læse alle vores NFL draft preview

10 stærke Super Bowl kandidater

Hvem kan gå hele vejen til den store finale i 2015-sæsonen? Her får du et bud på 10 stærke Super Bowl kandidater fra AFC- og NFC-konferencen.

Sidste års rekord i parentes.

Super Bowl kandidater fra AFC

New England Patriots (12-4 / Super Bowl-vinder)

Med quarterback Tom Brady til rådighed er Bill Belichicks tropper et godt bud på en af de fem Super Bowl kandidater fra AFC-konferencen. Patriots er nået i slutspillet i 12 af de seneste 14 sæsoner og selv i sæsoner, hvor truppen har manglet kvalitet, er holdet nået rigtig langt.

Angrebet returnerer næsten alle startere, men det store spørgsmål bliver, om det bageste forsvar kan få det til at hænge sammen uden specielt Darrelle Revis. Det tror jeg, de kan takket være en styrket defensiv linje med blandt andre tre førsterundevalg i Chandler Jones, Malcolm Brown og Dominique Easley.

De sidste fire år har Patriots spillet konferencefinale (og vundet de to), og derfor er de som altid et godt bud på en deltager i Super Bowl.

Følg Patriots i hele sæsonen med NFL Gamepass

Indianapolis Colts (11-5 / Championship game)

Head coach Chuck Pagano og quarterback Andrew Luck er indbegrebet af stabilitet og har sikret Colts 11 sejre og slutspil i hvert eneste sæson (2012-2014). Samtidig har holdet taget et positivt skridt i hvert eneste slutspil og tabte sidste år konferencefinalen til Patriots. Derfor er der ingen tvivl om, at de er en af de meget seriøse Super Bowl kandidater.

Er 2015 så året, hvor Colts tager det næste skridt og til “The Big Dance”?

Det kunne det meget vel være, for angrebet har fået endnu mere ammunition med tilføjelsen af running back Frank Gore, wide receiver Andre Johnson og førsterundevalget, wide receiver Phillip Dorsett.

Det betyder, at Colts har et utal af våben, som modstanderne får svært ved at dække op. Det store spørgsmål er, om den offensive linje og løbeforsvaret er godt nok. Det vil tiden vise, men Colts har et hold, der kan nå rigtig langt i denne sæson.

Baltimore Ravens (10-6 / Divisional playoffs)

Siden John Harbaugh overtog roret i 2008, har Ravens været fast deltager i slutspillet med undtagelse af 2013-sæsonen. Tre gange har Ravens været i konferencefinalen, og i 2012 gik Ravens hele vejen og vandt mesterskabet.

Det giver masser erfaring, og Ravens er derfor et virkelig godt bud på en af denne sæsons Super Bowl kandidater.

Baltimore er imponerende gode til at udvikle deres egne talenter, og selvom holdet har tabt profiler som defensive tackle Haloti Ngata og wide receiver Torrey Smith samt udskiftet den offensive koordinator Gary Kubiak, så er der masser af potentiale i holdet. 

Også til at nå rigtig langt i den kommende sæson.

Pittsburgh Steelers (11-5 / Wild card)

Normalt kæmper Steelers med om slutspilspladser, og fem gange i Mike Tomlins otte sæsoner har “The Terrible Towels” viftet i playoffs.

Senest sidste år hvor det blev til et nederlag i Wild Card-runden til Baltimore Ravens. Mens forsvaret i mange, mange år bar Pittsburgh, så hviler nu meget på angrebet, der er bedre end længe. 

Quarterback Ben Roethlisberger har fået flere mål og spiller noget af sit bedste football i karrieren, og der er grund til at tro, at Pittsburgh kan spille lige op med de bedste hold i AFC.

 

Det trækker lidt ned, at Steelers må undvære running back LeVeon Bell i de to første kampe og wide receiver Martavis Bryant i de første fire. Desuden er den stærke center Maurkice Pouncey ude i første halvdelen af sæsonen.

Samtidig halter forsvaret en smule og legender som Troy Polamalu og Ike Taylor er væk, men Steelers er et solidt bud på en slutspilsdeltager og mulig Super Bowl kandidater.

Denver Broncos (12-4 / Division playoffs)

Jeg er ikke helt oppe at ringe over Broncos som en af de stærke Super Bowl kandidater fra AFC. Men jeg tror stadig, de har en god mulighed for at nå rigtig langt i slutspillet.

Sidste år var quarterback Peyton Manning skadet, og alligevel vandt Denver 12 kampe og nåede til Divisional playoffs. Nu er Manning igen skadesfri, og man skal huske på, at det blot er to sæsoner siden, at Broncos var i Super Bowl.

Holdet er ikke blevet dårligere, og man kan argumentere for, at det på nogle pladser er blevet bedre.

Angrebet vil stadig sætte masser af point på tavlen, og forsvaret – der sidste år var fjerdebedst til at lægge pres på modstanderens quarterback – har fået endnu mere pass rush i form af førsterundevalget Shane Ray.

Men historisk har Manning ikke leveret sine bedste præstationer i playoffs, og derfor er spørgsmålet, om Broncos kan nå hele vejen til Super Bowl.

Følg Broncos i hele sæsonen med NFL Gamepass

Andre Super Bowl kandidater fra AFC

Mens jeg ser de fem nævnte hold som de bedste bud på Super Bowl kandidater fra AFC, så er der mange spændende hold. Hold som Miami Dolphins, Buffalo Bills, Cincinnati Bengals, Kansas City Chiefs og San Diego Chargers kan sagtens overraske, men for nogle af holdene gælder det først og fremmest om at nå til og vinde i slutspillet, før vi kan tale om finaledeltagelse.

Super Bowl kandidater fra NFC

Green Bay Packers (12-4 / Championship Game)

Packers har været i slutspillet de seneste seks sæsoner, og sidste år tabte de i NFC-finalen til Seattle Seahawks efter en dramatisk afslutning. Den kamp burde Packers på alle mulige måder have vundet, og jeg ser dem som det stærkeste hold i NFC-konferencen.

Derfor er de i mine øjne en af de absolut største Super Bowl kandidater i NFC – hvis ikke de allerstørste.

Det fantastiske angreb scorede flest point af alle i 2014, og der er derfor god grund til at tro, at quarterback Aaron Rodgers og hele hans arsenal af giftige mål kan holde dampen oppe i 2015.

Det er selvfølgelig en alvorlig bet, at Jordy Nelson er ude for sæsonen, men Randall Cobb, Davante Adams, James Jones og et par interessante andre receivers bør kunne løfte opgaven.

Forsvaret forbedrede sig sidste år, og selvom der stadig er spørgsmålstegn på enkelte positioner, så er det godt nok til at hjælpe Packers rigtig langt – og måske helt til finalen. 

Seattle Seahawks (12-4 / Super Bowl)

Pete Carrolls tropper vandt finalen i 2014 og var millimeter fra at gentage successen i februar.

Holdet fra Washington vil igen i år være at finde blandt de allerbedste NFC-hold, og det vil ikke overraske, hvis Seahawks endnu en gang går hele vejen til den største kamp af dem alle.

Seahawks’ forsvar er fortsat virkelig godt, også selvom safety Kam Chancellor skulle misse kampe i starten af sæsonen.

Tilføjelsen af tight end Jimmy Graham og big play rookie Tyler Lockett giver angrebet en helt ny dimension, og det betyder, at Seahawks ikke i samme grad er afhængig af, at running back Marshawn Lynch skal trække det store læs.

Selv i en styrket NFC West er det svært at se Seahawks misse slutspillet, og historien siger, at de når langt, hvis de først når i playoffs.

Philadelphia Eagles (10-6 / misset slutspil)

Til trods for at Eagles vandt 10 kampe i 2014, så missede head coach Chip Kelly og co. slutspillet på grund af nederlag i tre af sæsonens sidste fire kampe.

I de tre nederlag lavede Eagles syv turnovers, og Philly er nødt til at passe bedre på bolden, hvis de skal nå langt i år.

Det tror jeg, de er i stand til, og jeg har specielt store forventninger til en forbedret quarterback-situation med ultrapræcise Sam Bradford under center.

Bradford er et glimrende fit til systemet, og running back DeMarco Murray vil også kunne trække læsset. Forsvaret er blevet styrket med linebacker Kiko Alonso og cornerback Byron Maxwell.

Jeg ser Eagles som en af de helt seriøse Super Bowl kandidater fra NFC-konferencen og en stærk favorit til at vinde NFC East.

Dallas Cowboys (12-4 / Divisional playoffs)

Efter fire sæsoners fravær var Dallas sidste år endelig tilbage i slutspillet, og havde det ikke været for et tvivlsomt catch/no-catch, kunne Cowboys måske være nået helt til den store finale.

Derfor er Jason Garretts tropper en af de virkelig stærke Super Bowl kandidater i denne sæson, og en væsentlig årsag er den ekstremt stærke offensive linje.

Linjen beskytter quarterback Tony Romo, og den åbner samtidig store huller for løbeangrebet. Ja, Dallas har mistet DeMarco Murray, men der bør ligge masser af yards hos Joseph Randle og Darren McFadden. Og glem ikke, at Cowboys har fået forlænget med wide receiver Dez Bryant og skabt ro på den front. 

Er forsvaret godt nok? Det vil tiden vise, men jeg tror, det er godt nok til, at Cowboys kommer virkelig langt i slutspillet.

Følg Cowboys i hele sæsonen med NFL Gamepass

Arizona Cardinals (11-5 / Wild card)

Bruce Arians har på rekordtid vendt Cardinals var en pretender til en seriøs contender, og sidste år nåede NFC West-holdet i slutspillet for første gang fem år.

Godt nok tabte Cardinals i wild card-runden, men de mistede quarterback Carson Palmer i løbet af sæsonen, og det var et kæmpe tab. Palmer er nu tilbage, og med ham ved roret i en hel sæson, er Cardinals en seriøs spiller i divisionen.

Et vigtigt element er, at Arians har fået styr på den offensive linje – blandt andet ved at signe guard Mike Iupati (der dog er ude til oktober) – og forsvaret er så småt ved at være på plads og tillod femte færrest point i 2014.

Man kan diskutere om Cardinals er blandt de helt seriøse Super Bowl kandidater i NFC, men jeg forventer, at de kommer i slutspillet, og herfra kan alt ske.

Andre Super Bowl kandidater fra NFC

De fem førnævnte er mine bedste bud på en finaledeltager fra NFC, men det vil ikke overraske mig, hvis andre hold går hele vejen til den store kamp. Specielt har New York Giants historisk vist, at de er i stand til at rejse sig efter en sæson uden slutspil. Men også hold som St. Louis Rams, New Orleans Saints og Detroit Lions har hold, der kan nå i slutspillet og herfra overraske.

Er du enig eller uenig i de 10 kandidater? Giv mig din mening og dine bud på Super Bowl kandidater i kommentarfeltet eller på Twitter på @JacobNoertov

2015 NFL Draft review – Denver Broncos

Denver Broncos fik fingre i lige præcis den spiller, de havde i kikkerten, og Shane Ray er en opgradering til holdets pass rush.

Draftklasse

DE Shane Ray, Missouri (1/23)
OT Ty Sambrailo, Colorado State (2/59)
TE Jeff Heuerman, Ohio State (3/92)
OC Max Garcia, Florida (4/133)
CB Lorenzo Doss, Tulane (5/164)
NT Darius Kligo, Maryland (6/203)
QB Trevor Siemian, Northwestern (7/250)
DB Taurean Nixon, Tulane (7/251)
DB Josh Furman, Oklahoma State (7/252)

Det kunne vi lide

Broncos var længe meget interesseret i Shane Ray men regnede ikke med at have en chance for at få fingre i ham. Lige indtil Ray blev snuppet med marihuana i sin bil i ugen op til draften. Da Ray faldt ned gennem første runde, reagerede Broncos hurtigt og handlede op. I Ray får Broncos en meget dedikeret football-spiller, der giver sig 100 procent på hvert spil og arbejder med en non-stop attitude. Han kan på sigt være DeMarcus Wares afløser. Ty Sambrailo i anden runde var også et virkelig godt og logisk valg til zonesystemet.

Det kunne vi ikke lide

Jeg er lidt forundret over valget af center/guard Max Garcia i fjerde runde, fordi han ikke er superatletisk og formentligt passer bedre til et powersystem. Garcia kan måske fravriste Gino Gradkowski jobbet som starter på center, men det er langt fra givet. Samtidig står Broncos tilbage uden en reel starter på venstre guard, hvor Jon Halapio også er en begrænset atlet. Jeg kunne godt have tænkt mig, at Broncos havde valgt en guard, der passede bedre til zonesystemet, selvom draften ikke var rig på den type.

Sleeper

Jeff Heuerman blev ikke brugt særlig meget som pass catcher i the Buckeyes meget løbeorienterede system. Det betyder dog ikke, at han ikke kan gribe bolde, og faktisk er han ret atletisk og kunne godt fungere som pass catcher. Det er i hvert fald svært at se, hvorfor Broncos skulle vælge en inline blocking tight end i tredje runde, og jeg tror, der er mere i vente for Heuerman.

2015 NFL Draft preview – Denver Broncos

Denver Broncos har 10 valg i årets draft, og general manager John Elway forventes at gå aggressivt til værks.

Broncos er i absolut win-now mode, og derfor vil Elway bruge sin draft valg til at sikre startere på den offensive og defensive linje.

2014 rekord: 12-4
Draft valg i de tre første runder: 28, 59, 92
Tre største behov: OL, NT, S
General manager: John Elway (2014)
Head coach: Gary Kubiak (2015)

Offensive line

Broncos skifter til et udpræget zone blokeringssystem og har flere ubesvarede spørgsmål på den offensive linje. Venstre guard Orlando Franklin er taget til Oakland Raiders, og den plads besættes lige nu af Shelby Smith. Center-positionen er svagt besat med Matt Paradis og Gino Gradkowski, mens Chris Clark, der skuffede sidste år, lige nu projekteres til at starte på højre tackle. Netop højre tackle synes at være Broncos’ fokus i første runde, og Pittsburghs T.J. Clemmings ligner med sine atletiske evner det perfekte valg. Det samme gør Oregons Jake Fisher og C.J. Ogbuehi (Texas A&M). Florida States Cameron Erving kunne også være et rigtig godt fit, og han kan spille både tackle, guard og center.

Nose tackle

Wade Phillips er ny defensiv koordinator og vil installere sit velkendte 3-4 one-gap system. Her mangler en rigtig nose tackle, for Sylvester Williams har aldrig tidligere spillet netop den position, og Terrance Knighton smuttede til Washington Redskins i free agency. I bunden af første runde er der muligheder med Florida States Eddie Goldman eller Oklahomas Jordan Phillips, men hvis Broncos venter til andendagen kunne både Ohio States Michael Bennett eller Iowas Carl Davis være oplagte valg.

Defensive back

Rahim Moore er taget til Houston Texans, og ny starter på free safety er Darian Stewart, der sidste år startede 14 kampe for Baltimore Ravens. Stewart var dog primært strong safety hos Ravens, og Broncos har overvejet at give cornerback Bradley Roby snaps på safety-positionen. Uanset om Roby bliver på cornerback eller flyttes til safety, så skal Broncos tilføje konkurrence til det bageste forsvar. 

Læs også: 2015 NFL Draft preview – Seattle Sehawks
Læs også:
2015 NFL Draft preview – Buffalo Bills
Læs også: 2015 NFL Draft preview – New England Patriots
Læs også: 2015 NFL Draft preview – New Orleans Saints
Læs også: 2015 NFL Draft preview – Green Bay Packers
Læs også: 2015 NFL Draft preview – Indianapolis Colts

2014 NFL Preview: Denver Broncos

Alt gik næsten op i en højere enhed for Denver Broncos i sidste sæson. John Foxs tropper dominerede i den regulære sæson og vandt 13 sejre, og på vejen scorede angrebet NFL-rekordhøje 606 point mens quarterback Peyton Manning var skarpere end nogensinde og kastede 55 touchdowns – også en NFL-rekord. Det helt store antiklimaks kom i Super Bowl, hvor Broncos blev kørt totalt over af Seattle Seahawks i et forsmædeligt 8-43 nederlag. Ved indgangen til 2014-sæsonen er det svært at se Broncos ramme samme høje niveau, som kendetegnede 2013-sæsonen. Manning er et år ældre, og han har mistet vigtige spillere som running back Knowshon Moreno og wide receiver Eric Decker. Godt nok er Emmanuel Sanders kommet til, men han har aldrig grebet for mere end 760 yards i en sæson. Læg dertil at Wes Welker har flere hjernerystelser på sit cv og er i karantæne de første fire kampe. Forsvaret er dog styrket, og det er måske her, at Broncos i virkeligheden skal hænge deres Super Bowl-håb. T.J. Ward og Aqib Talib opgraderer det bageste forsvar, mens DeMarcus Ware giver den defensive linje noget ekstra pass rush. Denver har kvalitet til at nå langt, men det kan i år blive på baggrund af forsvaret snarere end angrebet.

Positivt
Trods tab af navne som Champ Bailey og Dominique Rodgers-Cromartie, så er Denvers forsvar bedre end sidste år, hvor det tillod 24,9 point pr. kamp (11. flest). Ward vil alene på grund af sine tidligere bedrifter trække masser af opmærksomhed, og det vil skabe plads for andre på den defensive linje. Linebacker Von Miller, der har lavet 35 sacks på tre sæsoner, er helt tilbage efter at have misset syv kampe sidste år, og hans pass rush og evne til at stille op forskellige steder vil også give defensive et boost. På det bageste forsvar er Ward og Talib en opgradering, og hvis førsterundevalget fra årets draft, Bradley Roby, kan levere varen i starten af sæsonen, hvor Chris Harris endnu ikke er tilbage fra en korsbåndsskade, så ser det virkelig godt ud. Angrebsmæssigt bør den offensive linje være en smule stærkere end sidste år, idet venstre tackle Ryan Clady igen er helt klar. Han missede det meste af sidste sæson med en Lisfranc-skade.

Negativt
Hvordan man end vender og drejer det, så er Broncos’ angreb på papiret svagere end sidste år. Sanders har potentiale, men han skal erstatte Decker, der leverede to 1000-yards sæsoner og scorede 11 gange sidste år. Var det et resultat af Manning, og at andre som Julius Thomas, Demaryius Thomas og Wes Welker tog opmærksomheden? Måske, men Welker er blevet 33 og har tre hjernerystelser på kontoen siden november, og han er i karantæne de første fire kampe. Så der hviler et stort pres på Sanders, der skal levere fra starten. Morenos afgang kan ikke undervurderes. Han var fremragende i pass blocking, og det er endnu uvist, om arvtageren Montee Ball i samme grad er i stand til at passe på Manning. Netop Manning har fysisk et år mere på bagen, og i en alder af 38 år er det reelt at spørge sig selv om, det er i år, at superstjernens niveau falder. Linebacker-gruppen mangler noget kvalitet, specielt når Danny Trevathan er ude i de første seks kampe på grund af en skade.

Hold øje med
Specielt to spillere vil være i fokus på Broncos’ offensiv: Sanders og Ball. Begge træder ind i roller, hvor der forventes virkelig god produktion, og det bliver meget spændende at se, om de kan løfte opgaven. Sanders skal være produktiv som tredjeviolin bag to gange Thomas, mens Ball får en hovedrolle som primær back efter at have leveret 120 carries som rookie. På forsvaret bliver det spændende at se, om sidste års førsterundevalg, defensive tackle Sylvester Williams, kan tage det næste skridt. Han skal vise produktion efter kun fire kampe fra start og 19 tacklinger som rookie.