Chandler Jones, DE – Syracuse

Chandler Jones er især kendt for sin enorme kropsbygning – inklusiv nogle lange arme – og hans potentiale er stort. Og så er han meget undervurderet, mener en enkelt iagttager.

Læs her en profil af Syracuse-talentet.

Chandler Jones har en familie, der ved, hvad det kræves for at præstere på højeste niveau.

Den ene bror, Arthur, er defensive lineman i NFL hos Baltimore Ravens og den anden, Jon, er verdensmester i Ultimate Fighting.

Nu er det så Chandler Jones, der lander på toppen.

Flere positioner
Junior-talentet fra Syracuse går nemlig i draften, hvor han potentielt kan blive valgt i første runde. Så god er han efter en karriere, hvor han i 2011 lavede fire en halv sacks startende i syv kampe som defensive end.
– Han har så meget potentiale, at han kun lige skraber overfladen, mener ESPNs Todd McShay.

I NFL kan han spille flere positioner på forsvarslinjen eller agere outside linebacker i et 3-4-system, og han har en kropsbygning og en størrelse, der gør, at han kan blive endnu større uden at blive langsommere. Hans vanvittige 35 1/2 inches-lange arme ville enhver pass rusher elske at have, og han kan bruge armene til at slå kast i jorden. Han løb ved The Scouting Combine 40 yards på hurtige 4,78 sekunder.

Ti sacks i 28 kampe
Jones kan i mange tilfælde holde skansen på ydersiden, kan flå blokerende spillere væk med sit “club move” og arbejder hårdt for at komme væk fra blokeringer.

Nogen elite-atlet er han dog ikke, og han savner et virkelig godt antrit, og ideelt set kan han både være større, stærkere og have flere pass rush-finter i sin bog. Samtidig var han ikke synderligt produktiv hos Syracuse (ti sacks i 28 kampe som starter), hvor en knæskade kostede dele af 2011-sæsonen.

Men Chandler Jones har potentialet til at blive god, og med den kropsbygning og det naturlige talent bør han kun blive endnu bedre. Ja, meget bedre, mener en enkelt draftnik:
– Han er måske den mest undervurderede spiller i hele draften og i hvert fald på forsvarslinjen, forklarer Todd McShay.

Stats i 2011: 38 tacklinger, 7 1/2 tacklinger for tab, 4 1/2 sacks

Whitney Mercilus, DE – Illinois

Whitney Mercilus er én af draftens bedste defensive ends og imponerede i 2011, hvor han lavede hele 16 sacks og tangerede en NCAA-rekord ved at forcere ni fumbles.

Men spørgsmålet er, hvor god han vil være i NFL? Læs her en profil.

Højde: 6’3 Vægt: 254

Whitney Mercilus poppede nærmest op af ingenting, da han i 2011 førte college football i sacks med hele 16, nettede 22 1/2 tacklinger for tab og samtidig forcerede intet mindre end en NCAA-rekord hele ni fumbles.

Så kan man da tale om at levere en super-sæson.

Den sæson har da også bragt spilleren, der er født af immigranter fra Haiti, ind på scenen som én af draftens bedste defensive ends. En draft, han går i for blandt andet at hjælpe sine forældre.
– Mercilus er en speed rusher med fremragende atletiske evner, siger en anonym NFL-talentspejder til avisen The Chicago Sun-Times.

Også OLB?
Året forinden – i 2010 – blev det kun til én sack, men som junior i 2011 var han helt ustoppelig og betragtes nu som én top 4-3-defensive end i draften. Men Mercilus har dog forud for draften også trænet som outside linebacker og håber derved at kunne bevise, at han kan spille flere positioner. Under Illinois’ Pro Day gjorde han således et godt indtryk i linebacker-øvelserne.

Han har et godt førsteskridt, et let på fødderne (40 yard-dash på 4,68 sekunder) og har en god balance samtidig med, at han er yderst motiveret. Trods dét kører hans motor dog ikke altid i højeste gear, han mangler drøjde i kroppen og er frem for alt upoleret teknisk set.

Han "teaser" talentspejderne
Kort sagt mangler han endnu meget for at blive en stor faktor i NFL, og nogle kritikere hævder, at han er et “one year hit”.
– Han “teaser”. Jeg ved ikke, hvorfor han kom ud af college, siger en anonym talentspejder fra NFL til avisen The Milwaukee Journal-Sentinel.

Han vil dog indledningsvis have værdi som pass rusher på de downs, hvor det er oplagt, at bolden vil blive kastet. Og med tiden kan han blive en mere komplet defensive end.

Stats i 2011: 57 tacklinger, 16 sacks

Melvin Ingram, DE – South Carolina

Højde: 6’1 Vægt: 264

Trods kun én hel sæson som starter på bagen har Melvin Ingram udviklet sig til at være én af 2012-draftens bedste pass rushers.

Den lille, men tætbyggede forsvarsspiller fra South Carolina minder nemlig flere talentspejdere om Steelers’ LaMarr Woodley, fordi de har samme fysik og samme type spidskompetencer, men han er samtidig kendt for at have et ”spin move”, der tenderer det ”spin move”, som Colts’ Dwight Freeney har.

DE eller OLB ?
Og Ingram kan både fungere stærkt som outside linebacker i et 3-4-system (som Woodley) og som defensive end i et 4-3-system (som Freeney)

– Han kan være alt det, han gerne vil være, selvom hans kropsbygning er lidt underlig. Han har drøjden, han er meget produktiv, og han er instinktiv, siger en anonym talentspejder fra et NFL-hold til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Ingram dominerer især i kraft af sin evne til at omsætte fart til styrke, når han ramler sammen med modstanderen. Han er en stærk fyr, der kan ”bull rushe” sin opdækker effektivt, og så er han samtidig meget let på fødderne.

– Han er meget mere mobil, end man tror. Jeg kan virkelig gode lide ham. Han har en naturlig styrke i kroppen, siger en anonym kilde hos et NFL-hold til Pro Football Weekly.

Motor kører i højeste gear
Talentspejderne bemærker samtidig, at han har nogle aktive hænder, og at hans motor hele tiden kører i højeste gear i jagten på boldholderen. Præcis som Freeneys motor også gør det. Og den motor blev bemærket under The Senior Bowl i januar, hvor Ingrams værdi i hvert fald ikke faldt efter en flot uge. Siden imponerede han under South Carolinas Pro Day i marts.

I 2010-sæsonen var Ingram en del af et rotationssystem hos The Gamecocks, men i 2011 fik han mere spilletid. Han startede 12 af 13 kampe, lavede ti sacks, 48 tacklinger, 15 tacklinger for tab, seks quarterback pressures og intercepted to kast. Samtidig scorede han 68 yards på et fake punt mod Georgia.

I den forgangne sæson fik Ingram både spilletid som defensive end og defensive tackle, men i NFL kan han altså også få spilletid – og gøre karriere – som outside linebacker.

Stats i 2011: 10 sacks, 48 tacklinger