NFL preview 2017: Baltimore Ravens

Baltimore Ravens har misset sluttet i tre ud af de fire sæsoner, siden de vandt Super Bowl i 2012.

Alligevel er der intet pres på head coach John Harbaugh før den kommende sæson.

Cheftræneren har fået forlænget sin kontrakt, der ellers udløb i 2018, og det er en klar besked fra Ravens’ ledelse om, at de fortsat tror på Harbaugh.

Om 2017 bliver sæsonen, hvor Ravens igen når i slutspillet er stærkt tvivlsomt. Offseason har igen været plaget af et hav af skader, og derfor går Harbaughs lilla tropper sæsonen i møde tyndt besat på flere positioner.

Angrebet vil fortsat blive styret af den offensive koordinator Marty Mornhinweg, der overtog i oktober sidste år, da Mark Trestman blev fyret. Det giver ro på en position, hvor Ravens ellers har skiftet ud fem gange de seneste fem sæsoner.

Håbet er, at stabiliteten kan hjælpe angrebet til at præstere bedre end sidste år, hvor det sluttede som det 21. bedste i antal scorede point (21,4) og femtedårligst i antal touchdowns (32).

Dean Pees er fortsat defensiv koordinator, og han har siden 2012 gjort et solidt job med sit 3-4 forsvar. Sidste år rangerede Ravens’ forsvar som det niende bedste i antal tilladte point, hvilke var en klar forbedring fra 2015, hvor det var nummer 24 i den kategori.

Angrebet

Joe Flacco hører ikke til blandt NFL’s bedste quarterbacks, men han er funktionel og laver normalt få fejl.

Den 6’7 store quarterback har en kanon af en arm og er ganske mobil, og Flacco er bedst, når Ravens’ løbeangreb fungerer, og han kan bruge play actions.

Sidste år kastede Ravens for NFL-flest 672 gange, men det var primært short-passing, og Flacco kastede kun for 4317 yards, 20 touchdowns og 15 interceptions. Samtidig var hans average nede på 6,4 yards pr. kast.

Det er ikke sådan, at Ravens skal bruge Flacco, og man må håbe, at de i denne sæson lægger mere vægt på at få løbet sat op, så de kan spille på Flaccos styrker og gå mere dybt i banen.

Flacco har dog været – er – plaget af en ryskade, og han har ikke trænet i flere uger. Håbet er stadig, at han bliver klar til sæsonstart.

Ryan Mallet er reserve, men han har gjort det ganske forfærdeligt i preseason. Han får formentligt en plads i truppen af mangel på bedre.

I Terrance West har Ravens en udmærket running back, der sidste år startede 13 af 16 kampe. West snittede 4,0 yards pr. carry og scorede fire gange, og han er zone-runner med begrænset hurtighed. West skaber ikke meget på egen hånd men er god til at tage, hvad den offensive linje blokerer.

Danny Woodhead kommet til fra Los Angeles Chargers, hvor han missede næsten hele 2016-sæsonen med et overrevet korsbånd. Selvom Woodhead er blevet 32 år, er han stadig en af ligaens allerbedste pass catchers, og han giver Flacco et godt sikkerhedsnet på de korte distancer.

Sidste års fjerderundevalg, Kenneth Dixon, er skuffende ude for sæsonen på grund af en knæskade. Dixon har et stort potentiale men næste år bliver et “make-it-or-break-it” år for Dixon, der også har karantæne i de fire første kampe.

Den undraftede rookie Taquan Mizzell har imponeret i preseason og kan have spillet sig til en plads i truppen på grund af sine evner som pass catcher. Han kommer til at kæmpe med Buck Allen om en af de yderste pladser. Lorenzo Taliaferro er Ravens’ fullback

Steve Smith Sr. har indstillet karrieren, og hans plads overtages af Jeremy Maclin. Maclin spillede fire sæsoner i Marty Mornhinweg-angreb, da de sammen var hos Philadelphia Eagles fra 2009-2012, så han kender systemet virkelig godt.

Sidste år greb han for 536 yards og to touchdowns hos Kansas City Chiefs, men han bør kunne præstere bedre i et mere vertikalt angreb. Maclin vil dog stadig gribe mange bolde underneden og være et sikkert mål for Flacco.

Mike Wallace kom til sidste år efter en skuffende sæson hos Minnesota Vikings, men han leverede varen og greb for 72 bolde for 1071 yards og fire touchdowns. Selvom Wallace er blevet 31 år, har han stadig hurtigheden til at gå dybt i banen.

Ravens håber også, at det tidligere førsterundevalg Breshad Perriman endelig slår igennem. Det kræver dog, at den 6’2 og 215 pund store Perriman kan holde sig skadesfri. Han missede hele sin rookie sæson i 2015 og startede kun én af 16 kampe sidste år, hvor han greb for 499 yards og tre touchdowns.

Quincy Adeboyejo, Chris Moore, Michael Campanaro og Keenan Reynolds er dybde.

På tight end er Ravens igen hårdt ramt. Dennis Pitta har indstillet karrieren efter en ny, alvorlig hofteskade, og Crockett Gillmore er ude for sæsonen på grund af en knæskade. I stedet skal Ravens håbe på, at enten Nick Boyle, Maxx Williams eller 36-årige Benjamin Watson kan løfte opgaven.

Den offensive linje er ikke så solid, som den tidligere har været primært på grund af manglende dybde. Guards Alex Lewis og rookie Nick Siragusa er begge ude for sæsonen, og center John Urschel har overraskende indstillet karrieren. Samtidig er højre tackle Ricky Wagner taget til Detroit Lions i free agency.

Venstre tackle Ronnie Stanley har stort potentiale, og ved hans side ser det ud til at James Hurst kommer til at starte på guard. I midten løber Ryan Jensen med jobbet som center. Han kan dog blive presset af Jeremy Zuttah, der blev handlet til San Francisco 49ers i foråret, så fyret og nu har lavet en ny kontrakt med Ravens. Højre tackle Austin Howard er ikke nær så god som Wagner. Rookie Jermaine Eluemunor er primær reserve.

Forsvaret

På papiret har Ravens fortsat et rigtig godt forsvar, selvom det er langt fra tidligere tiders styrke. Sidste år rangerede Dean Pees’ tropper i top 10 i både tilladte point og yards, og der er ingen grund til at tro, at det ikke kan ramme samme niveau i år.

Den defensive linje er bomstærk med nose tackle Brandon Williams som den store stjerne. Williams er en altdominerende run-stopper, og i foråret fik han fuldt fortjent en ny, stor femårig kontrakt til 52,5 millioner dollars.

Den 340 pund store Williams bevæger sig uhyggeligt godt for sin størrelse, og sidste år blev det også til 4,5 sacks.

Ved hans side starter Michael Pierce, en tidligere 2016 undrafted free agent, der fik spilletid i alle 16 kampe som rookie. Pierce er en kaosskabende type, der i sit første år flere gange viste sit hurtige antrit. Tredjeårsspilleren Brent Urban er som udgangspunkt tredjemand på linjen.

Bronson Kaufusi, Carl Davis og Chris Wormley sidder på de næste pladser. Willie Henry kæmper for en plads i truppen. Patrick Ricard kan måske få en rolle, da han også kan bruges som fullback.

Linebacker-gruppen har mistet produktive Zach Orr, der i januar indstillede karrieren efter blot tre sæsoner på grund af en nakkeskade. Erstatningen i midten bliver enten Patrick Onwuasor eller Kamalei Correa, og lige nu ser det ud til, at Onwuasor vinder det job. Han har gjort det fremragende i preseason, hvor han med sin aggressive spillestil har imponeret.

Det presser Correa, der oprindeligt blev drafted som outside linebacker i anden runde af 2016-draften. Correa skuffede enormt som rookie og lavede blot fire tacklinger i ni kampe, inden han blev placeret på injured reserve. Han skal hæve sit niveau, hvis han skal vinde et starterjob på indersiden ved siden af C.J. Mosley.

Den 25-årige Mosley leverede sidste år endnu en god sæson, og han hører til blandt de allerbedste inside linebackers i NFL. Mosley har et fremragende instinkt, kan spille på alle downs og leverer altid en topprofessionel indsats.

Sidste år manglede Ravens pass rush og sluttede med kun 31 sacks – niende færrest i NFL. Der er dog håb om, at det bliver meget bedre i den kommende sæson.

34-årige Terrell Suggs skal nok lave sine 8-10 sacks, men han har set sine bedste dage, og Ravens har brug for at yngre kræfter også bidrager.

Og det burde der være gode muligheder for.

Za’Darius Smith ser i sit tredje år ud til at have fundet melodien, og Ravens vil forsøge at scheme ham til masser af pres i kombination med de defensive linemen. Tyus Bowser, valgt i anden runde af årets draft, er hamrende atletisk og meget eksplosiv. Han har dog stadig meget at lære, men hans potentiale er kæmpestort.

Det mest konsistente pass rush skal måske komme fra tredjerundevalget, Tim Williams. Den tidligere Alabama-stjerne har et uhyggeligt antrit, og han kan blive et alvorligt mismatch for de offensive linemen. Williams dumpede flere dopingprøver i college, og derfor faldt han et par runder i draften, for hans talent var uden tvivl til at blive valgt i første runde.

På cornerback må Ravens desværre undvære Tavon Young, der ellers gjorde det fremragende som rookie men er ude for sæsonen på grund af et overrevet korsbånd.

Heldigvis vender Jimmy Smith tilbage. Han sluttede ellers 2016-sæsonen på injured reserve på grund af en ankelskade men er klar igen klar. Smith er en dygtig mand-mand cornerback, der kan lukke modstanderens bedste receiver ned, og det kræves ofte i Pees’ system.

Modsat starter Brandon Carr, der er kommet til fra Dallas Cowboys, men han vil hurtigt blive presset af rookie Marlon Humphrey, som Ravens valgte i første runde af årets draft. Humphrey er fysisk type, der kan skygge receivers ned ad banen. Brandon Boykin er en virkelig god slot-corner.

På safety danner Eric Weddle og Tony Jefferson en fremragende duo. Weddle lavede 89 tacklinger i sin første sæson for Ravens, og nu får han selskab af Jefferson, der er kommet til fra Arizona Cardinals. Den 25-årige Jefferson startede 14 af 15 kampe sidste år og er først ved at forløse sit store potentiale. Lardarius Webb er en konverteret cornerback, der nu skifter til safety.

Special teams

Kicker Justin Tucker hører til blandt de absolut bedste i NFL – hvis han da ikke er den bedste. Tucker missede kun ét af 39 spark i 2016, og han hamrede også et field goal ind fra 57 yards. Han har både præcisionen og styrken. Punter Sam Koch sænkede 37 spark indenfor modstanderens 20-yard linje. Koch er blevet 35 år men er stadig bund solid. Michael Campanaro og Chris Moore vil returnere kick offs og punts.

Alt i alt

Ravens har et solidt hold, men det ligner ikke et mandskab, der kan vinde nok kampe til at nå i slutspillet. Divisionen er stærk, og umiddelbart er Ravens ikke favorit til at vinde AFC North. Forsvaret er ganske udmærket, men der mangler pass rush, og det kan koste over en hel sæson. Angrebet er ikke stærkt nok til at kunne følge med de allerbedste i NFL. Det ligner en sæson, hvor Ravens skal være glade for at gå 8-8.

Skader kan koste dyrt for Baltimore Ravens

Baltimore Ravens har holdet til at kæmpe med om AFC-titlen i 2017-sæsonen. Men det kræver, at holdet undgår for mange skader. Og allerede inden sæsonen er begyndt, er ravnene pressede af især én alvorlig skade.

Det vurderer Garry Sandusky, kendt som “Voice of the Ravens”, i et interview med Draftday.dk.

Radioværten, der kommenterer Ravens’ kampe i æteren og følger holdet tæt, vurderer umiddelbart, at Ravens har et hold, der på en god dag kan matche hold som Patriots, Steelers, Raiders og Chiefs.
– De kan spille med om AFC-titlen, hvis de kan holde sig skadesfrie, fortæller han til Draftday.dk.

Ravens’ startkæde er stærk, men truppen er ikke dyb på talentmasse, og derfor er holdet mere sårbart over for skader end for eksempel AFC-favoritterne fra Patriots eller ærkerivalerne fra Steelers.

Og den 1. juni blev holdet ramt af en potentiel dyrbar skade, da slot cornerback Tavon Young rev korsbåndet over under en kollision med en holdkammerat i holdets træningslejr. Young, der spillede hele 833 snaps i 2016, havde en lovende rookie-sæson, hvor han ifølge Pro Football Focus var den tredjebedste førsteårs-cornerback i NFL.
– Han kommer igen, men hans fravær i 2017 koster holdets deres bedste slot-cornerback. Det kan man ikke komme udenom. Hans fravær gør ondt, siger Gerry Sandusky til Draftday.dk.

Flere afløsere – som Lardarius Webb, Marlon Humphrey og nyankomne Brandon Boykin – kan potentielt tage over, men ingen af de tre har nødvendigvis den kaliber, som Young har. Og det er et problem for et hold, der netop mod modstandere som Patriots og Steelers skal møde stærke receiver-korps med dygtige slot-receivers, som Young skulle dække.

LÆS OGSÅ: Bears-ekspert: Fox får svært ved at blive i jobbet

Men også en anden skade presser Ravens. Tight end Dennis Pitta er ude for sæsonen med en potentielt karriere-ødelæggende hofteskade, som han pådrog sig i samme træningslejr, hvor Tavon Young også blev skadet, og den skade bliver kun værre af, at en anden tight end, Darren Waller, netop er blevet suspenderet for sæsonen.

Tilbage er veteranen Ben Watson, det tidligere andenrundevalg Maxx Williams og Crockett Gilmore, der kan tage over, men både Watson og Williams er på vej tilbage fra skader og ikke 100 procent endnu. Og ingen af dem har den fælles spilforståelse med quarterback Joe Flacco, som Pitta havde.
– Pitta var et “go-to”-mål for Flacco, fortæller Gerry Sandusky.

Til gengæld er det ifølge radiokommentatoren positivt, at Joe Flacco nu er helt fit oven på den korsbåndsskade, som han pådrog sig i 2015-sæsonen.
– Hans knæ havde tydeligvis en indflydelse på hans spil sidste år. I årets mini-camp så han klart mere komfortabel ud, fortæller han.

I Las Vegas giver bookmaker-firmaet Westgate pengene 25 gange igen, hvis Ravens vinder Super Bowl i februar 2018. Ravens vandt i 2016 i alt otte kampe og missede for andet år i træk slutspillet.

2017 NFL draft review: Baltimore Ravens

Baltimore Ravens fik tilføjet nødvendigt pass rush og fik styrket det bageste forsvar og den offensive linje. Men det kan undre, at de ikke valget en wide receiver, for Joe Flacco går nu sæsonen i møde med en tyndt besat gruppe af receivers.

Draftklasse

CB Marlon Humphrey, Alabama (1/16)
ED Tyus Bowser, Houston (2/47)
DT Chris Wormley, Michigan (3/74)
ED Tim Williams, Alabama (3/78)
OG Nico Siragusa, San Diego State (4/122)
OG Jermaine Eluemunor, Texas A&M (5/159)
DB Chuck Clark, Virginia Tech (6/186)

Det kunne vi lide

Ravens er kendt for at lade “draften komme til dem” og tage den bedste spiller på deres board. Det gjorde general manager Ozzie Newsome igen i første runde med valget af cornerback Marlon Humphrey, der giver Ravens’ secondary endnu mere kvalitet. Måske var det ikke det største behov, for Ravens har Brandon Carr, Jimmy Smith og kan virkelig godt lide Tavon Young, men når man er tro mod sit draft board og vælger de bedste spillere, går det sjældent helt galt.

Linebacker Tim Williams i tredje runde var også fremragende værdi. Uden røde flag kunne han meget vel være blevet valgt i top 20. Williams dækkede samtidig et stort behov for pass rush, ligesom andenrundevalget Tyus Bowser gør. Et par store, fysiske guards på tredjedagen viser desuden, at Ravens mener det, når de siger, at de vil bygge en angrebslinje á la Dallas Cowboys.

Det kunne vi ikke lide

Det undrer mig, at Ravens slet ikke valgte en wide receiver, for quarterback Joe Flacco har virkelig brug for mål. Det tidligere førsterundevalg, Breshard Perriman, har blot 33 receptions på sit cv efter to sæsoner, og det store spørgsmål er stadig, om han kan holde sig fri af skader. Mike Wallace leverede 1017 yards i 2016, men han kan ikke trække læsset alene, og han er free agent efter denne sæson. Ud over de to skal Flacco blandt andet kaste til Michael Campanaro og Chris Matthews. Ravens burde mindst have brugt et tredjedagsvalg på en receiver.

Førnævnte Tim Williams kan blive et kæmpe hit i NFL, men han dumpede flere dopingprøver i college, så valget er risikabelt. Hvis Williams ikke leverer, mangler Ravens fortsat pass rush.

Sleeper

Jeg kan rigtig godt lide valget af guard Nico Siragusa i fjerde runde. Han har masser af power og er en meget erfaren lineman, der har sin styrke i at blokere for løbet. Han vil hurtigt kunne kæmpe om et starterjob.

2016 NFL draft review: Baltimore Ravens

Baltimore Ravens leverede den måske bedste draft nogensinde under general manager Ozzie Newsome. I alt nappede Ravens 11 spillere, hvoraf de fleste havde fremragende værdi, og flere af valgene kan hurtigt ende med at få nøgleroller.

Læs også: Ravens draft preview

Draftklasse

OT Ronnie Stanley, Notre Dame (1/6)
OLB Kamelei Correa, Boise State (2/42)
DE Brandon Kaufusi, BYU (3/70)
CB Tavon Young, Temple (4/104)
WR Chris Moore, Cincinnati (4/107)
OT Alex Lewis, Nebraska (4/130)
DT Willie Henry, Michigan (4/132)
RB Kenneth Dixon, Louisiana Tech (4/134)
DE Matt Judon, Grand Valley State (5/146)
RB Keanan Reynolds, Navy (6/182)
CB Maurice Canady, Virginia (6/209)

Det kunne vi lide

Wow! Ravens kom ud af draften med flere fremragende valg, så hvor skal vi begynde? Ronnie Stanley i første runde er holdets venstre tackle de næste mange år, og Alex Lewis i fjerde runde kan meget vel vinde et starterjob på højre side om en sæson eller to. Outside linebacker Kamelei Correa er det perfekte valg til ydersiden, og han kan rotere ind bag Terrell Suggs og Elvis Dumervil og stille og roligt få mere og mere spilletid. Brandon Kaufusi i tredje runde ligner allerede nu en starter på linjen, og running back Kenneth Dixon var måske draftens bedste pass catching running back – et perfekt fit til Marc Trestmans angreb. Det er svært at sætte en finger på Ravens’ draft, selvom de formentligt ikke rammer plet på alle valg. 

Det kunne vi ikke lide

Tjaa… Det er svært at kritisere en årgang, hvor der var så god værdi i de fleste valg, og hvor Ravens både fik udfyldt huller og tilføjet dybde. Jeg kunne måske godt have tænkt mig en cornerback med mere størrelse end Tavon Young (5’9), for Ravens er tyndt besat på den position. Young projekteres til slot-positionen, men det hjælper ikke Ravens på ydersiden, hvor Jimmy Smith igen skal opereres i sin fod.

Sleeper

Outside linebacker Matt Judon fra Grand Valley State er et virkelig spændende valg. Han spillede på lavere niveau hos Grand Valley State, hvor han totalt dominerede og lavede 20 sacks i 2015 – flest af alle i hele college football. Han har brug for tid til at forfine og udvikle sit spil, men hans produktion lyver ikke, og han har en mulighed for at booste Ravens’ pass rush allerede som rookie.

Her kan du læse alle vores NFL draft review

Blog: De havde den bedste NFL draft…

Hvert år, når draften er slut, gennemgår jeg lige de 32 draft-klasser én efter én.

Normalt er det en mudret masse. Nogle hold har mange gode valg først i draften, men imponerer mindre i de senere runder. For andre er det modsatte tilfældet.

Men i år har især ét hold en stribe af forrygende valg hele vejen igennem.

Efter min mening havde Baltimore Ravens nemlig de bedste tre draft-dage af noget hold. Udover at Ravens konverterede ni draft picks til 11 styk, fik Ravens efter min mening også høj værdi ved stort set alle valg.

I Tunsils skygge
Det begyndte i toppen. Med sjettevalget tog holdet offensive tackle Ronnie Stanley fra Notre Dame, der i de senere måneder har stået i skyggen af Laremy Tunsil, men som ifølge flere af de kilder, vi talte med før draften, har evnerne til at blive en Pro Bowl-tackle. Men i Tunsils skygge har der bare ikke været meget hype om Stanley, som i årevis har været et stort talent – måske derfor har der ikke været så meget fokus på ham i den senere tid. For han var allerede et kendt (og dermed mediemæssigt “kedeligt”) talent.

I 2. runde hev ravnene så én af mine yndlingsspillere i denne draft, Kamalei Correa fra Boise State, til sig. Linebackeren, der både kan spille indvendigt og udvendigt, er blevet sammenlignet med Packers’ Clay Matthews, og NFL Films’ filmguru, Greg Cosell, mener, at Correa er en bedre edge rusher end de mere kendte Shaq Lawson og Emmanuel Ogbah. Correa kan blive rigtig, rigtig god i NFL.

Draftfesten fortsatte i 3. runde, hvor general manager Ozzie Newsome ringede til defensive end Bronson Kaufusi og fortalte, at Utah-spilleren var holdets valg. Før draften var der kilder, der mente, at Kaufusi havde værdi til 1. runde, så det var stærkt at få ham så sent. Han har været en produktiv pass-rusher i college football, og han har starter-potentiale.

Én af de bedste dybe trusler
Så kom turen til 4. runde, hvor Ravens havde en NFL-rekord fem valg, og med det første valg snuppede holdet cornerback Tavon Young. En letfodet nickelback (som Ravens har brug for), som blandt andre NFL Networks Mike Mayock skamroste få dage før draften. Næste valg var wide receiver Chris Moore, der var én af draftens bedste, dybe trusler (og én af mine favoritter), og med 130. valget tog Ravens så offensive tackle Alex Lewis fra Nebraska, der er spækket med naturligt talent, og som i de sidste dage frem mod draften blev omtalt som ét af de talenter, som var sprunget mest på mange holds draft boards. Især mange offensive line coaches var – angiveligt – stærkt interesseret i at få Lewis på deres hold, fordi der er så meget at arbejde med.

Michigans defensive tackle Wille Henry var Ravens fjerde 4. rundevalg – en række scouts og general managers kårede før draften overfor CBS Sports Henry som én af de mest undervurderede spillere i draften. Og det femte og sidste 4. rundevalg – Kenneth Dixon – var ifølge nogle iagttagere én af de tre-fire bedste running backs i draften og et potentielt 2. rundevalg, der scorede 87 touchdowns i college-karrieren og var den måske bedste “third down”-back i årgangen. Men formentlig fordi positionen er devalueret i NFL anno 2016, faldt Dixon helt ned til 134. valget. Enestående værdi for Ravens.

Alene de første otte valg ville have været nok til at skabe en virkelig stærk draft-klasse, men det fortsatte i samme imponerende spor for Ravens – dybt inde på tredjedagen.

Her fandt Ravens nemlig talent hos lille Grand Valley State University, hvor defensive end Matt Judon i 2015 lavede 20 sacks – flest af alle forsvarsspillere i college football. Samtidig leverede han en stærk workout ved The Scouting Combine, og han er energisk, men har et stykke igen – teknisk set. Men potentialet er stort, og han kan blive en artig overraskelse, hvis det hele klikker for ham.

Sammenlignet med Edelman
Før draften kaldte flere eksperter Navys Keenan Reynolds for en stærk sleeper-kandidat. The Midshipmen’s ekstremt produktive altmuligmand (quarterback, wide receiver, running back og return-specialist) er blevet sammenlignet med Julian Edelman og den tidligere Eagles-profil Brian Mitchell. Reynolds bliver langt fra sikkert en succes i NFL, men at bruge et sjetterundevalg på angrebsspilleren (som Patriots havde vist voldsomt interesse for) er et næsten gratis skud i bøssen. Som minimum bør han få værdi på special-teams.

Det 11. og sidste valg var cornerback Maurice Canady – i bedste fald en udmærket reserve, men Ravens kan leve med det, hvis han er ude af truppen inden september.

Sådan: 11 generelt imponerende valg, der giver en samlet set virkelig, virkelig stærk draft-klasse fyldt med både “blue-chippers” (Ronnie Stanley), mulige starters eller spillere, der får masser af spilletid (Kamalei Correa, Bronson Kaufusi, Tavon Young og Kenneth Dixon) og så sleeper-kandidaterne (Willie Henry, Chris Moore, Alex Lewis, Matt Judon og Keenan Reynolds).

Hvis bare fem af de 11 valg slår igennem, er det en succesrig årgang, og der er al mulig grund til at tro, at den vil være det. Og derfor sagde Newsome da også i weekenden, at han aldrig nogensinde har haft det så godt med en draft-klasse som 2016-klassen.

Jeg forstår ham godt.

For det var virkelig imponerende dét, som han og Ravens-ledelse præsterede i holdets “Draft Room” i hovedkvarteret nordvest for Baltimore.

Enig eller uenig med bloggen? Kommentér gerne på Twitter til @shygumhansen

2016 NFL draft preview: Baltimore Ravens

Få navigerer en NFL draft så godt som Baltimore Ravens’ general manager Ozzie Newsome, der år efter år synes at få fingre i rigtige gode football-spillere.

Desværre for Ravens har de ikke formået at holde på mange af deres profiler, og derfor har truppen fortsat masser af huller.

Newsome strækker sig normalt ikke for at fylde et behov men vil i stedet lade draften komme til sig, og derfor vil vi næppe se Ravens handle meget i den første del af årets draft.

2015 rekord: 5-11
Draft valg i de tre første runder: 6, 36, 70
Tre største behov: Edge, OT, WR
General manager: Ozzie Newsome (1996)
Head coach: John Harbaugh (2008)

Edge

Ejer Steve Bisciotti har udtalt, at Ravens har brug for unge pass rushers, og det giver rigtig god mening. Terrell Suggs bliver 34 til efteråret, og han har været plaget af flere skader. Elvis Dumervil er 32 og har to år tilbage af sin kontrakt. Bag de to har Ravens ikke meget at byde på ud over Za’Darius Smith, der lavede 5,5 sacks som rookie.

Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at Ravens ifølge flere rapporter har zoomet ind på en pass rusher med det sjette valg. Og de har masser af talent at vælge mellem. Ohio States Joey Bosa er favoritvalget, og Ravens er sikre på, at han kan klare skiftet fra 4-3 end til 3-4 outside linebacker. Hvis Bosa er af brættet, så er Clemsons Shaq Lawson og Georgias Leonard Floyd på Ravens radar.

Offensive line

Head coach John Harbaugh har sagt, at der vil blive konkurrence om starterjobbet på venstre tackle. Her er Eugene Monroe lige nu projekteret starter, men han har misset talrige kampe på grund af skader. Højre tackle Ricky Wagner er free agent efter denne sæson. På venstre guard er Kelechi Osemele væk, og der er et hul, der skal udfyldes – spørgsmålet er, om Ravens er fortrolige nok med Ryan Jensen eller John Urschel.

Ifølge Ravens scouting director Joe Hortiz er der flere gode tackles i draften ud over de to bedste, Laremy Tunsil og Ronnie Stanley, og det kunne indikere, at Ravens næppe går den vej i første runde. Hvis Ravens venter til anden runde, kan Ravens kigge på Jason Spriggs fra Indiana eller Texas A&M’s Germain Ifedi.

På slutningen af andendagen kan Ravens også finde en potentiel startende guard i navne som Western Michigans Willie Beavers eller Washington States Joe Dahl.

Cornerback

Jimmy Smith er en rigtig god starter, når han er skadesfri, men det er han ikke lige nu. Han døjer med ankelproblemer og (måske eftervirkninger fra en LisFranc-skade), og det er ikke gode nyheder for Ravens, der har brug for Smith. 

Modsat har Ravens forlænget med Shareece Wright, der kom til sidste år, men han kan godt bruge konkurrence. Kyle Arrington er en glimrende nickel back, men også her er der brug for dybde.

Ravens spiller i en division, hvor de i en fjerdedel af kampene møder Antonio Brown og A.J. Green, så der er brug for cornerbacks fra øverste hylde. Årgangen er ganske solid, og Ravens vil kunne finde en starter og dybde på andendagen som eksempelvis Baylors Xavien Howard eller Alabamas Cyrus Jones.

Andre behov

Ravens elsker at rotere deres defensive linemen, og der går ikke en draft, uden at Newsome dykker ned i posen og drafter til “the trenches”. Hold øje med Ole Miss’ defensive tackle Robert Nkemdiche, hvis han falder i draften. Han vil være et value pick for Newsome. Quinton Jefferson fra Maryland og Austin Johnson fra Penn State er andre navne, som Ravens kunne være interesseret i. På wide receiver vender Steve Smith Sr. tilbage efter at have misset det meste af 2015-sæsonen på grund af en overrevet akillessene. Godt nok er Mike Wallace kommet til, men Breshard Perriman spillede slet ikke som rookie. Ravens vil gøre klogt i at investere et par tredjedagsvalg på positionen.

Her kan du læse alle vores NFL draft preview

Karrieren kan være slut for Dennis Pitta

Baltimore Ravens’ tight end Dennis Pitta kan have spillet sit sidste snap i NFL.

Ifølge ESPN har flere læger frarådet Pitta at fortsætte karrieren ovenpå to alvorlige hofteoperationer, og derfor skal Pitta nu beslutte, om han vil følge de anvisninger eller spille videre.

I sidste ende bestemmer Pitta selv, men hvis Ravens skal have glæde af ham i denne sæson, skal de senest kl. 19.00 dansk tid aktivere ham fra PUP-listen.

Hvis ikke Pitta bliver aktiveret fra PUP-listen er han færdig for sæsonen men kan stadig vende tilbage næste år.

Pitta har trænet med de seneste tre uger, og head coach John Harbaugh er klar til at bruge sit angrebses, hvis Pitta vælger at spille.

10 stærke Super Bowl kandidater

Hvem kan gå hele vejen til den store finale i 2015-sæsonen? Her får du et bud på 10 stærke Super Bowl kandidater fra AFC- og NFC-konferencen.

Sidste års rekord i parentes.

Super Bowl kandidater fra AFC

New England Patriots (12-4 / Super Bowl-vinder)

Med quarterback Tom Brady til rådighed er Bill Belichicks tropper et godt bud på en af de fem Super Bowl kandidater fra AFC-konferencen. Patriots er nået i slutspillet i 12 af de seneste 14 sæsoner og selv i sæsoner, hvor truppen har manglet kvalitet, er holdet nået rigtig langt.

Angrebet returnerer næsten alle startere, men det store spørgsmål bliver, om det bageste forsvar kan få det til at hænge sammen uden specielt Darrelle Revis. Det tror jeg, de kan takket være en styrket defensiv linje med blandt andre tre førsterundevalg i Chandler Jones, Malcolm Brown og Dominique Easley.

De sidste fire år har Patriots spillet konferencefinale (og vundet de to), og derfor er de som altid et godt bud på en deltager i Super Bowl.

Følg Patriots i hele sæsonen med NFL Gamepass

Indianapolis Colts (11-5 / Championship game)

Head coach Chuck Pagano og quarterback Andrew Luck er indbegrebet af stabilitet og har sikret Colts 11 sejre og slutspil i hvert eneste sæson (2012-2014). Samtidig har holdet taget et positivt skridt i hvert eneste slutspil og tabte sidste år konferencefinalen til Patriots. Derfor er der ingen tvivl om, at de er en af de meget seriøse Super Bowl kandidater.

Er 2015 så året, hvor Colts tager det næste skridt og til “The Big Dance”?

Det kunne det meget vel være, for angrebet har fået endnu mere ammunition med tilføjelsen af running back Frank Gore, wide receiver Andre Johnson og førsterundevalget, wide receiver Phillip Dorsett.

Det betyder, at Colts har et utal af våben, som modstanderne får svært ved at dække op. Det store spørgsmål er, om den offensive linje og løbeforsvaret er godt nok. Det vil tiden vise, men Colts har et hold, der kan nå rigtig langt i denne sæson.

Baltimore Ravens (10-6 / Divisional playoffs)

Siden John Harbaugh overtog roret i 2008, har Ravens været fast deltager i slutspillet med undtagelse af 2013-sæsonen. Tre gange har Ravens været i konferencefinalen, og i 2012 gik Ravens hele vejen og vandt mesterskabet.

Det giver masser erfaring, og Ravens er derfor et virkelig godt bud på en af denne sæsons Super Bowl kandidater.

Baltimore er imponerende gode til at udvikle deres egne talenter, og selvom holdet har tabt profiler som defensive tackle Haloti Ngata og wide receiver Torrey Smith samt udskiftet den offensive koordinator Gary Kubiak, så er der masser af potentiale i holdet. 

Også til at nå rigtig langt i den kommende sæson.

Pittsburgh Steelers (11-5 / Wild card)

Normalt kæmper Steelers med om slutspilspladser, og fem gange i Mike Tomlins otte sæsoner har “The Terrible Towels” viftet i playoffs.

Senest sidste år hvor det blev til et nederlag i Wild Card-runden til Baltimore Ravens. Mens forsvaret i mange, mange år bar Pittsburgh, så hviler nu meget på angrebet, der er bedre end længe. 

Quarterback Ben Roethlisberger har fået flere mål og spiller noget af sit bedste football i karrieren, og der er grund til at tro, at Pittsburgh kan spille lige op med de bedste hold i AFC.

 

Det trækker lidt ned, at Steelers må undvære running back LeVeon Bell i de to første kampe og wide receiver Martavis Bryant i de første fire. Desuden er den stærke center Maurkice Pouncey ude i første halvdelen af sæsonen.

Samtidig halter forsvaret en smule og legender som Troy Polamalu og Ike Taylor er væk, men Steelers er et solidt bud på en slutspilsdeltager og mulig Super Bowl kandidater.

Denver Broncos (12-4 / Division playoffs)

Jeg er ikke helt oppe at ringe over Broncos som en af de stærke Super Bowl kandidater fra AFC. Men jeg tror stadig, de har en god mulighed for at nå rigtig langt i slutspillet.

Sidste år var quarterback Peyton Manning skadet, og alligevel vandt Denver 12 kampe og nåede til Divisional playoffs. Nu er Manning igen skadesfri, og man skal huske på, at det blot er to sæsoner siden, at Broncos var i Super Bowl.

Holdet er ikke blevet dårligere, og man kan argumentere for, at det på nogle pladser er blevet bedre.

Angrebet vil stadig sætte masser af point på tavlen, og forsvaret – der sidste år var fjerdebedst til at lægge pres på modstanderens quarterback – har fået endnu mere pass rush i form af førsterundevalget Shane Ray.

Men historisk har Manning ikke leveret sine bedste præstationer i playoffs, og derfor er spørgsmålet, om Broncos kan nå hele vejen til Super Bowl.

Følg Broncos i hele sæsonen med NFL Gamepass

Andre Super Bowl kandidater fra AFC

Mens jeg ser de fem nævnte hold som de bedste bud på Super Bowl kandidater fra AFC, så er der mange spændende hold. Hold som Miami Dolphins, Buffalo Bills, Cincinnati Bengals, Kansas City Chiefs og San Diego Chargers kan sagtens overraske, men for nogle af holdene gælder det først og fremmest om at nå til og vinde i slutspillet, før vi kan tale om finaledeltagelse.

Super Bowl kandidater fra NFC

Green Bay Packers (12-4 / Championship Game)

Packers har været i slutspillet de seneste seks sæsoner, og sidste år tabte de i NFC-finalen til Seattle Seahawks efter en dramatisk afslutning. Den kamp burde Packers på alle mulige måder have vundet, og jeg ser dem som det stærkeste hold i NFC-konferencen.

Derfor er de i mine øjne en af de absolut største Super Bowl kandidater i NFC – hvis ikke de allerstørste.

Det fantastiske angreb scorede flest point af alle i 2014, og der er derfor god grund til at tro, at quarterback Aaron Rodgers og hele hans arsenal af giftige mål kan holde dampen oppe i 2015.

Det er selvfølgelig en alvorlig bet, at Jordy Nelson er ude for sæsonen, men Randall Cobb, Davante Adams, James Jones og et par interessante andre receivers bør kunne løfte opgaven.

Forsvaret forbedrede sig sidste år, og selvom der stadig er spørgsmålstegn på enkelte positioner, så er det godt nok til at hjælpe Packers rigtig langt – og måske helt til finalen. 

Seattle Seahawks (12-4 / Super Bowl)

Pete Carrolls tropper vandt finalen i 2014 og var millimeter fra at gentage successen i februar.

Holdet fra Washington vil igen i år være at finde blandt de allerbedste NFC-hold, og det vil ikke overraske, hvis Seahawks endnu en gang går hele vejen til den største kamp af dem alle.

Seahawks’ forsvar er fortsat virkelig godt, også selvom safety Kam Chancellor skulle misse kampe i starten af sæsonen.

Tilføjelsen af tight end Jimmy Graham og big play rookie Tyler Lockett giver angrebet en helt ny dimension, og det betyder, at Seahawks ikke i samme grad er afhængig af, at running back Marshawn Lynch skal trække det store læs.

Selv i en styrket NFC West er det svært at se Seahawks misse slutspillet, og historien siger, at de når langt, hvis de først når i playoffs.

Philadelphia Eagles (10-6 / misset slutspil)

Til trods for at Eagles vandt 10 kampe i 2014, så missede head coach Chip Kelly og co. slutspillet på grund af nederlag i tre af sæsonens sidste fire kampe.

I de tre nederlag lavede Eagles syv turnovers, og Philly er nødt til at passe bedre på bolden, hvis de skal nå langt i år.

Det tror jeg, de er i stand til, og jeg har specielt store forventninger til en forbedret quarterback-situation med ultrapræcise Sam Bradford under center.

Bradford er et glimrende fit til systemet, og running back DeMarco Murray vil også kunne trække læsset. Forsvaret er blevet styrket med linebacker Kiko Alonso og cornerback Byron Maxwell.

Jeg ser Eagles som en af de helt seriøse Super Bowl kandidater fra NFC-konferencen og en stærk favorit til at vinde NFC East.

Dallas Cowboys (12-4 / Divisional playoffs)

Efter fire sæsoners fravær var Dallas sidste år endelig tilbage i slutspillet, og havde det ikke været for et tvivlsomt catch/no-catch, kunne Cowboys måske være nået helt til den store finale.

Derfor er Jason Garretts tropper en af de virkelig stærke Super Bowl kandidater i denne sæson, og en væsentlig årsag er den ekstremt stærke offensive linje.

Linjen beskytter quarterback Tony Romo, og den åbner samtidig store huller for løbeangrebet. Ja, Dallas har mistet DeMarco Murray, men der bør ligge masser af yards hos Joseph Randle og Darren McFadden. Og glem ikke, at Cowboys har fået forlænget med wide receiver Dez Bryant og skabt ro på den front. 

Er forsvaret godt nok? Det vil tiden vise, men jeg tror, det er godt nok til, at Cowboys kommer virkelig langt i slutspillet.

Følg Cowboys i hele sæsonen med NFL Gamepass

Arizona Cardinals (11-5 / Wild card)

Bruce Arians har på rekordtid vendt Cardinals var en pretender til en seriøs contender, og sidste år nåede NFC West-holdet i slutspillet for første gang fem år.

Godt nok tabte Cardinals i wild card-runden, men de mistede quarterback Carson Palmer i løbet af sæsonen, og det var et kæmpe tab. Palmer er nu tilbage, og med ham ved roret i en hel sæson, er Cardinals en seriøs spiller i divisionen.

Et vigtigt element er, at Arians har fået styr på den offensive linje – blandt andet ved at signe guard Mike Iupati (der dog er ude til oktober) – og forsvaret er så småt ved at være på plads og tillod femte færrest point i 2014.

Man kan diskutere om Cardinals er blandt de helt seriøse Super Bowl kandidater i NFC, men jeg forventer, at de kommer i slutspillet, og herfra kan alt ske.

Andre Super Bowl kandidater fra NFC

De fem førnævnte er mine bedste bud på en finaledeltager fra NFC, men det vil ikke overraske mig, hvis andre hold går hele vejen til den store kamp. Specielt har New York Giants historisk vist, at de er i stand til at rejse sig efter en sæson uden slutspil. Men også hold som St. Louis Rams, New Orleans Saints og Detroit Lions har hold, der kan nå i slutspillet og herfra overraske.

Er du enig eller uenig i de 10 kandidater? Giv mig din mening og dine bud på Super Bowl kandidater i kommentarfeltet eller på Twitter på @JacobNoertov

2015 NFL Draft review – Baltimore Ravens

Baltimore Ravens kommer normalt ud af første runde med sikre, solide valg. Men i år er der lidt boom-bust over holdets førsterundevalg.

Draftklasse

WR Breshad Perriman, UCF (1/26)
TE Maxx Williams, Minnesota (2/55)
DT Carl Davis, Iowa (3/90)
DE Za’Darius Smith, Kentucky (4/122)
RB Javorius Allen, USC (4/125)
CB Tray Walker, Texas Southern (4/136)
TE Nick Boyle, Delaware (5/171)
OG Robert Myers, Tennessee State (5/176)
WR Darren Waller, Georgia Tech (6/204)

Det kunne vi lide

I 2011 blev Ravens overhalet inden om af New England Patriots i kampen om tight end Rob Gronkowski, men denne gang tog Baltimore ingen chancer. Ozzie Newsome vidste, at Pittsburgh Steelers var ude efter Maxx Williams og handlede klogt op foran divisionsrivalerne. Inden draften havde ejer Steve Bisciotti udtalt, at Ravens “helt sikkert havde brug for en tight end”, og Ravens valgte to styks til en svagt besat position. Det var rigtig godt. Running back Javorius “Buck” Allen i fjerde runde er et interessant valg, fordi han er en kraftfuld type, der passer godt til Ravens’ angrebssystem.

Det kunne vi ikke lide

Wide receiver Breshad Perriman var den sidste spiller på holdets førsterunde board, og derfor blev han valget. Jeg havde dog hellere set Ravens handle ud af første runde, for jeg Perriman er et boom-bust talent, som jeg ville have holdt mig fra i første runde. Den store, atletiske Perriman har et kæmpe potentiale, men han tabte 14% bolde sidste år og spiller langt fra så hurtigt, som sin timede 40-yard tid. Carl Davis er i mine øjne også et enten-eller talent, der kan dominere eller helt forsvinde ud af kampene. Toppen af Ravens’ klasse kan ende med at blive rigtig, rigtig god, men den kan også ende som en lunken omgang.

Sleeper

Jeg tror, at vi kommer til se og høre meget til “Buck” Allen i de næste sæsoner. Sidste sæson forsøgte Ravens sig med flere forskellige running backs, og kun Justin Forsett bed sig rigtigt fast. Forsett bliver dog 30 år i oktober, og hans nye kontrakt tyder på, at Ravens ser ham mere som change-of-pace back end featured runner. Det kan blive Allens chance, og han er et naturligt fit til Ravens’ system, fordi han ikke blot er en one-cut-go type, der løber den lige vej mod end zone men også er en dygtig pass catcher. Han kan få stor succes i Marc Trestmans angreb.

2015 NFL Draft preview – Baltimore Ravens

Baltimore Ravens har hele ni valg i de første fem runder, og skal opgradere offensiven på flere fronter.

Det bageste forsvar er også en prioritet, men general manager Ozzie Newsome er kendt for at tage den bedste spiller på sit bræt, så derfor er Ravens altid svære at lure.

2014 rekord: 10-6
Draft valg i de tre første runder: 26, 58, 90
Tre største behov: CB, WR, TE
General manager: Ozzie Newsome (1996)
Head coach: John Harbaugh (2008)

Cornerback

Ravens har forlænget kontrakten med Jimmy Smith, men modsat er der spørgsmålstegn ved Laradarius Webb, der har to år tilbage af sin kontrakt og er gået 2,5 millioner dollars ned i løn. Webb har været plaget af skader og spillet middelmådigt, og derfor er Ravens på jagt efter en ny starter. Der er gode muligheder for at finde en cover-corner i draftens første runde, og spillere som Wake Forests Kevin Johnson og Washingtons Marcus Peters ville begge være rigtig gode valg. Spørgsmålet er bare, om de er på brættet, når Ravens vælger, for begge kan gå i top 20. Florida States Ronald Darby kunne være en mulighed i anden eller tredje runde.

Wide receiver

Tidligere i år sagde ejer Steve Bisciotti, at Ravens ikke absolut havde brug for en wide receiver, men det mener vi nu, de har. Steve Smith Jr. er blevet 35 år og er nu Ravens’ førstevalg på positionen, efter Torrey Smith er smuttet via free agency. Ravens har flere unge talenter som Kamar Aiken, Marlon Brown og Michael Campanaro, men ingen af de tre er lige nu potentielle go-to guys. Baltimore har brug for en stor, fysisk receiver med fart i støvlerne, og UCF’s Breshad Perriman passer godt på den beskrivelse. Hvis Ravens går efter en lidt mindre type, så kunne Miamis Phillip Dorsett i første runde eller Ohio States Devin Smith på andendagen være logiske valg.

Tight end

Ravens kan meget vel nedprioritere denne position til fordel for running back eller outside linebacker, og falder en af de bedste på de positioner, kan Baltimore føle sig fristet i første runde. Holdet har dog virkelig brug for en tight end for Dennis Pittas football fremtid er yderst usikker efter to hoftebrud. Ravens håber at få svar omkring Pitta inden for kort tid og ideelt set inden draften, men selv hvis han spiller, er der brug for at give Joe Flacco hjælp i midten af banen. Minnesotas Maxx Williams i bunden af første runde er et godt fit, men spørgsmålet er, om Ozzie Newsome har ham rangeret så højt på sit board. Jeff Heuerman (Ohio State) er et virkelig interessant talent, der har brugt det meste af karrieren på at blokere for the Buckeyes men er en atletisk pass catcher med stort potentiale.

Læs også: 2015 NFL Draft preview – Seattle Sehawks
Læs også:
2015 NFL Draft preview – Buffalo Bills
Læs også: 2015 NFL Draft preview – New England Patriots
Læs også: 2015 NFL Draft preview – New Orleans Saints
Læs også: 2015 NFL Draft preview – Green Bay Packers
Læs også: 2015 NFL Draft preview – Indianapolis Colts
Læs også: 2015 NFL Draft preview – Denver Broncos
Læs også: 2015 NFL Draft preview – Dallas Cowboys