NFL preview 2017: Cleveland Browns

Cleveland Browns var bundelendige i 2016 og vandt blot én kamp i den første sæson med Hue Jackson som head coach.

Men der er et begrundet håb om, at det ikke blot vil gå lidt bedre i Jacksons anden sæson – men meget bedre.

For det første er størstedelen af den 14 mand store 2016-draftklasse stadig en del af truppen, og mange fik værdifuld spilletid som rookies. De er nu klar til større roller.

For det andet har Browns igen i år drafted masser af unge talenter, flere af dem i første og anden runde, og mange vil allerede få chancen som rookies.

For det tredje har Jackson og co. opgraderet den offensive linje i free agency, og det vil betyde alverden for holdets quarterbacks og løbeangrebet.

Og for det fjerde er Gregg Williams hentet ind som ny defensiv koordinator. Han afløser Ray Horton, hvis defensiv var blandt NFL’s dårligste i 2016 og rangerede næst dårligst i tilladte yards og tredje dårligst i antal tilladte point.

Williams skifter Browns’ forsvarsformation og vil køre et meget aggressivt og angribende 4-3 system. Det vil næsten med statsgaranti være bedre – og mere underholdende – end 2016-udgaven af Browns’ forsvar.

Angrebet bliver styret af Jackson, der gerne vil holde en god balance mellem løb og kast ud fra mange forskellige formationer. Jacksons system giver masser af muligheder for store spil med kast dybt i banen efter play actions.

Så der er mange positive tendenser ved Browns, der ikke har været i slutspillet de sidste 14 år og kun “overgås” af Buffalo Bills (17 år) på den konto.

Angrebet

Browns søger fortsat efter en franchise quarterback og har siden 2001 startet mindst to forskellige quarterbacks i hver sæson.

Sidste år startede Cody Kessler (8), Robert Griffin III (5) og Josh McCown (3) alle kampe, og det var fjerde år i træk, at Browns havde tre forskellige quarterbacks bag center.

Kessler vender som den eneste tilbage, og der er gode chancer for, at han også starter kampe i år. Det tidligere tredjerundevalg kan være en effektiv game manager, men han har været plaget af skader og mangler armstyrke til at kunne levere alle typer af kast.

Derfor går rookie quarterback DeShone Kizer sæsonen i møde som Browns’ førstevalg. Kizer har en fremragende arm og passer virkelig godt til Hue Jacksons angrebssystem, og Browns er nødt til at se, hvad de har i andenrundevalget.

Kizer var ustabil i college og blev blandt andet bænket i 2016, men han har kæmpe potentiale, og det håber Browns, at de kan forløse.

Brock Osweiler er kommet til fra Houston Texans via en bemærkelsesværdig handel tidligere i år. Her sendte Texans Osweiler PLUS et andenrundevalg til Cleveland for at komme af med Osweiler og hans gigantiske kontrakt.

Browns havde pengene på deres salary cap og kunne godt bruge draftvalget, og derfor er Osweiler nu i Cleveland. Den 6’7 store quarterback starter dog næppe med mindre alt andet kikser. Godt nok har han en stærk arm, men han laver alt for mange fejl og er ikke den ledertype, man søger på quarterback-positionen.

Kizer kommer til at spille bag en af ligaens allerbedste offensive linjer. Venstre tackle Joe Thomas er potentielt NFL’s bedste, og han har i sin 10 år lange karriere aldrig misset et snap. Thomas er en kommende Hall of Famer, og han kan stadigvæk dominere og følge med sine direkte modstandere.

Ved hans side er Joe Bitonio en fremragende guard, men han har de seneste to sæsoner misset 15 kampe på grund af skader. I midten er J.C. Tretter kommet til fra Green Bay Packers, og det er en stor opgradering. Tretter sluttede 2016-sæsonen midtvejs på grund af en knæskade men er klar til den kommende sæson.

I foråret signede Browns guard Kevin Zeitler til en rekordstor 60 millioner dollars-aftale, og han vil starte på højre side sammen med tackle Shon Coleman. Dybden er rigtig god med Spencer Drago, Cameron Erving og John Greco.

Den offensive linje vil ikke blot passe godt på Browns’ quarterback; den vil også være i stand til at åbne huller for løbeangrebet.

Running back Isaiah Crowell har stadig et stort udviklingspotentiale og løb sidste sæson for karrierebedste 952 yards med et snit på 4,8 yards pr. carry. Crowell løber med god fysik, og han bør som minimum kunne matche produktionen fra sidste år.

Duke Johnson er en fremragende receiver og er den eneste running back i ligaen, der har grebet for flere end 500 yards i hver af de sidste to sæsoner. Johnson kan bruges mellem tackles, men han er primært passing down-back. Det store spørgsmål er dog, og Kizer er dygtig og præcis nok til at bruge ham som check down-receiver og på de korte ruter.

Matthew Dayes er en interessant rookie, der står klar, hvis Crowell ikke kan holde sig skadesfri.

Mens Browns har en stærk gruppe af running backs, så ser det lidt svagere ud på receiver-positionen. Browns valgte ikke at forlænge med Terrelle Pryor, der ellers imponerede i 2016, og derfor er de tyndt besat.

Corey Coleman, sidste års førsterundevalg, missede seks kampe som rookie, og han skal bevise, at han kan holde sig fri af skader. Kan han det, har han et stort potentiale, for han er eksplosiv og dynamisk med bolden i hænderne.

Samtidig kan han true dybt i banen, og han vil være et godt våben for Kizer. Som rookie greb Coleman 33 bolde for 413 yards, og han bør som minimum kunne nærme sig de 1000 yards receiving.

1000 yards nåede veteranen Kenny Britt lige nøjagtigt sidste år hos Los Angeles Rams, og det var ret imponerende, når man tænker på, hvor dårligt det angreb var. Britts 1002 yards var faktisk karrierebedste, og hans fem touchdown var næstflest i hans otte år i NFL. Med sine 6’3 og 223 pund er Britt et stort, fysisk mål, der kan vinde 50/50 bolde og stadig har fart nok til at gøre skade på de mellemlange ruter.

Ud over Coleman og Britt er der ikke meget at komme efter. Ricardo Louis og Rashard Higgins er de næste i række, men ingen af de to har umiddelbart starterpotentiale.

Browns har sagt farvel til tight end Gary Barnidge, og hans plads overtages af rookie David Njoku, valgt i første runde af årets draft. Njoku er måske den allermest atletiske spiller i hele Browns’ trup, og han er en massiv opgradering over Barnidge.

Den 6’4 og 246 pund store Njoku løber ruter som en wide receiver, og han kan hurtigt udvikle sig til et værdifuld offensivt våben. Seth DeValve er primært blocker men kan fungere som receiver.

Forsvaret

Browns har en stærk gruppe af defensive linemen anført af topvalget fra årets draft, defensive end Myles Garrett. Garrett er en ekstremt talentfuld lineman, der kan overtage kampe og påvirker modstandernes angrebstilgang. Han er et godt bud på at vinde Defensive Rookie of the Year.

Med sine 6’4 og 272 pund er Garrett er en fysisk freak med et virkelig eksplosivt antrit, og han vil være svær at håndtere for selv de allerbedste offensive tackles. Der er ingen tvivl om, at Gregg Williams vil gå langt for at give Garrett de optimale matchups til at kunne præstere.

Modsat Garrett starter Emmanuel Ogbah, en solid run-stopper, der også kan nå ind til quarterbacken og lavede 5,5 sacks som rookie. Carl Nassib og Nate Ochard er god dybde.

I midten har Browns sagt farvel til veteranen Desmond Bryant, der missede hele 2016-sæsonen på grund af en overrevet brystmuskel. Danny Shelton er stadig starter – dog skadet – og vil lukke ned for løbet, og ved hans side banker den Trevon Conley (undrafted i 2016) alvorligt på for et starterjob.

Dybden udgøres af Jamie Meder (startede 15 kampe sidste år), Larry Ogunjobi og Xavier Cooper. Rookie Caleb Brantley kæmper for en plads i truppen efter at have misset hele preseason med en skade.

Linebacker Joe Schobert blev brugt på ydersiden som rookie, men det var langt fra ideelt. Schobert startede fire af 16 kampe og lavede blot 28 tacklinger, og derfor bliver han rykket til middle linebacker i Browns’ nye 4-3 system.

Schobert er ikke nogen superatlet, men han er snu og altid omkring bolden. Han bør præstere bedre i midten og tage et stort skridt i sin udvikling.

Jamie Collins, som Browns handlede sig til hos New England Patriots sidste år, har fået forlænget sin kontrakt, og han er skal bevise, han er pengene værd. Collins er en fremragende atlet, der bevæger sig godt og kan dække running backs og tight ends, og han er dødbringende på blitzes – specielt op gennem midten. Han passer virkelig godt til Williams’ aggressive mentalitet.

Christian Kirksey har også et stort potentiale og har ligeledes fået forlænget sin kontrakt. Kirksey er ikke nær så god som Collins i opdækning, men han er en tackling-maskine, der er fremragende mod løb og lavede 148 tacklinger i 2016.

Dybden kommer fra Kenneth Olugbodem, Dominique Alexander og James Burgess.

Browns har en virkelig solid gruppe af cornerbacks anført af det tidligere top 10-valg, Joe Haden. Haden har misset 14 kampe de seneste to sæsoner og var plaget af en nakke- og lyskeskader i 2016, men nu er veteranen tilbage for fuld styrke. Når Haden rammer sit topniveau, kan han lukke ned mand-til-mand, og det kræves der i Williams’ forsvar.

Modsat starter Jamar Taylor, der imponerede i sin første sæson hos Browns efter at være blevet handlet fra Miami Dolphins. Taylor har fået en ny treårig aftale, og han vil starte på venstre flanke og se en tredjedel af sine snaps fra slot-positionen.

I en alder af 26 år har det tidligere Dolphins-andenrundevalg stadig sine bedste år foran sig og førte sidste år Browns med tre interceptions og 14 pass breakups.

Jason McCourty er kommet til fra Tennessee Titans, hvor han tidligere har arbejdet med Gregg Williams. McCourty har masser af startererfaring og vil få rigeligt med spilletid. Briean Boddy-Calhoun lavede også tre interceptions sidste år og giver god dybde.

På safety er der masser af spørgsmålstegn. Browns valgte Jabrill Peppers i første runde af årets draft, men han er mere en atlet end egentlig safety. Det er endnu for tidligt at sige, om Peppers har det, der skal til for at kunne blive en god strong safety i NFL, men han er ekstremt atletisk og kan bruges i mange roller.

Derrick Kindred starter ved siden af Peppers, og han gjorde det solidt som rookie, hvor han fik spilletid i 12 kampe. Calvin Pryor III er god dybde, men han har haft en skuffende karriere, siden New York Jets valgte ham i første runde af draften i 2014.

Special teams

Cody Parkey er fortsat Browns’ kicker, men han hører langt fra til blandt NFL’s bedste. Parkey er solid på de korte distancer og ramte sidste år på alle sine 12 spark fra under 40 yards, men han har problemer med præcisionen, når han skal sparke langt.

Punter Britton Colquitt kom til sidste år og gjorde det udmærket. Han har fået forlænget sin kontrakt med fire år. Jabrill Peppers er som udgangspunkt både kick off- og punt-returner, men det kan ændre sig, hvis Browns giver ham en stor rolle på forsvaret. I så fald står Mario Alford klar i kulissen.

Alt i alt

Sidste år vandt Browns kun én kamp og var suverænt NFL’s dårligste hold. Så skidt går det slet ikke i år. Browns er langt bedre på de fleste positioner og specielt forsvaret bør tage et stort skridt frem med Williams som styrmand.

Den offensive linje er en af NFL’s bedste, og løbeangrebet bør som minimum kunne matche sidste års produktion. Hvis Browns kan få god produktion ud af deres quarterbacks, kan de overraske meget positivt i år.

Et forsigtigt bud herfra er, at Browns som minimum vinder seks kampe, og hvis holdet går .500, vil sæsonen være en stor succes.

NFL preview 2017: Miami Dolphins

Adam Gase imponerede i sin første sæson som cheftræner for Miami Dolphins og hjalp Florida-holdet til slutspillet efter 10 sejre i den regulære sæson.

Godt nok blev det til et nederlag til Pittsburgh Steelers i wild card-runden, men sæsonen var alligevel en succes, fordi slutspilspladsen var den første i otte år.

Spørgsmålet er blot, om Dolphins kan gentage bedriften og igen kæmpe med om en billet til de sjove januar-kampe.

Angrebet, der sidste år scorede 17. flest point og blot var nummer 24 i offensive yards, må undvære quarterback Ryan Tannehill, der i training camp igen beskadigede sit korsbånd.

Det var samme skade, der holdt Tannehill ude af de sidste kampe i 2016-sæsonen, og nu har den unge quarterback taget konsekvensen og gennemgået en operation. Det koster 2017-sæsonen, og det er et stort tab for Miamis offensiv.

Godt nok har Gase hevet Jay Cutler ind som erstatning, og han kender systemet fra deres fælles tid hos Chicago Bears. Men Cutler er en helt anden type quarterback, og det bliver interessant at se, hvordan det kommer til at fungere.

Forsvaret har fået ny chef idet linebackers coach Matt Burke er blevet forfremmet til defensiv koordinator. Han overtager jobbet fra Vance Joseph (ny head coach for Denver Broncos), og Burke vil fortsat bruge et Wide-9 system, der hjælper til at stoppe modstandernes løb på ydersiden og samtidig giver masser af pass rush.

Håbet er så bare, at forsvaret bliver bedre til at stoppe løbet op gennem midten, hvilket var et kæmpe problem sidste år.

Angrebet

Cutler havde egentlig lagt støvlerne på hylden efter en middelmådig karriere, men 10 millioner dollars og et automatisk job som starter var svært at takke nej til.

Så det tidligere 2006-førsterundevalg har fundet støvlerne frem igen, og 2017-udgaven af Dolphins’ angreb vil derfor have den aggressive gunslinger bag center.

Umiddelbart er Cutler et fint fit til Gases angreb.

I 2015 leverede Cutler nemlig sin måske bedste sæson i karrieren, da han spillede under Gase hos Chicago Bears og kastede 21 touchdowns og 11 interceptions.

Men der er som bekendt ingen garantier for, at den 34-årige Cutler kan ramme samme solide niveau, for det tidligere førsterundevalg er villig til at tage chancer, hvis han øjner et stort spil.

Derfor laver han ofte kostbare fejl, og når det går skævt, har Cutler ikke just haft et ry for at vise lederevner. Så Dolphins skal håbe på, at den erfarne quarterback kan holde sammen på sit spil.

Matt Moore er primær reserve, og han gjorde det hæderligt i slutspilsnederlaget til Pittsburgh Steelers. At Gase har ringet Cutler op, tyder dog ikke på, at Moore har en stor stjerne hos cheftræneren.

Når Cutler har bolden i hænderne, har han en virkelig god receiver-gruppe, der potentielt kan blive én af NFL’s bedste.

Det kræver dog, at det tidligere førsterundevalg fra 2015, Devante Parker, endelig slår igennem, for han har skuffet i de to første sæsoner. Den 6’3 og 212 pund store receiver har haft en forrygende offseason, og meget tyder på, at han endelig er klar til at levere varen i NFL.

I preseason har Parker og Cutler fundet ind i et godt samarbejde, og quarterbacken har kaldt det unge talent for en “hurtigere” version af Alshon Jeffery. Ikke dårligt!

Ud over Parker har Dolphins den ultra produktive Jarvis Landry, der primært arbejder underneden og fra slot-positionen. Landry er en af NFL’s bedste pass catchers, og han har grebet hele 258 bolde i de første tre år af sin karriere. Cutler er ikke kendt for sin præcision, og det kan betyde et fald i Landrys produktion.

Kenny Stills er en lynhurtig dyb trussel, der tidligere i år har fået en ny, stor aftale til 32 millioner dollars efter en 2016-sæson, hvor han fik sit store gennembrud og greb for 726 yards (17,3 yards pr. catch) og ni touchdowns. Jakeem Grant er en kæmpe playmaker, der kan lave de store spil.

På tight end har Dolphins hentet den meget erfarne Julius Thomas, der også tidligere har spillet under Gase. Det var i Denver, hvor Thomas i to sæsoner greb over 100 bolde og 24 touchdowns. Thomas er ikke den store blocker, men han vil blive brugt på masser af forskellige måder, og Miami vil forsøge at få ham ud i de i åbne rum, hvor han kan straffe forsvaret.

Running back Jay Ajayi fik sit store gennembrud i 2016 og løb bogstavelig talt med jobbet trods en skidt optakt til sæsonen. Ajayi løb for 1272 yards og otte touchdowns og undervejs løb den 6’0 og 229 pund store back for henholdsvis 204 og 214 yards i to kampe i træk.

Dermed blev han den første back siden 2002 til at løbe for flere end 200 yards to uger i streg. Det havde kun tre spillere i historien gjort før ham (O.J. Simpson, Earl Campbell og Ricky Williams).

Nu er Ajayi en af ligaens bedste unge backs, og han vil få masser at lave i 2017. Gase har udtalt, at Ajayi kan få helt op til 350 carries, og det er en massiv arbejdsmængde. Det er ikke realistisk at tro, at Ajayi med de antal carries kan holde en hel sæson. Dertil er hans løbespil for aggressiv.

Ajayi vil blive aflastet af Damien Williams og Kenyan Drake. Mens Williams er en mere all round back, så er Drake en atletisk, hurtig type, der også kan bruges som returner.

Den offensive linje kommer til at spille en kæmpe rolle for Dolphins’ succes, og der er mange spørgsmålstegn.

Dolphins har sagt farvel til venstre tackle Branden Albert, og det betyder, at sidste års topvalg, Laremy Tunsil, rykker fra venstre guard ud på flanken, hvor han skal være Cutlers primære bodyguard. Tunsil er en superatlet, der uden problemer kan følge med de hurtige pass rushers, og han er samtidig ganske solid som run blocker.

På venstre guard starter alsidige Anthony Steen, der også kan fungere som reserve på center. På netop center er Mike Pouncey er en af NFL’s allerbedste, når han er skadesfri.

Det har han langt fra været og har misset 19 kampe de fire sidste sæsoner. Sidste år blev det bare til fem optrædende for Pouncey, der døjer med vedvarende hofteproblemer. På guard gjorde Jermon Bushrod det fint sidste år, og han vil sammen med tackle Ja’Wuan James danne duoen på højre side.

Sam Young og rookie Isaac Asiata er de umiddelbare reserver.

Forsvaret

Miamis forsvar var elendigt mod løb i 2016 og tillod flere end 140 yards rushing pr. kamp. Sammenlagt rangerede enheden som den fjerdedårligste i NFL, og nu er det så op til Matt Burke at få vendt skuden.

Den defensive linje kan stadig mønstre et par store profiler i defensive end Cameron Wake og defensive tackle Ndamukong Suh og et par unge rookie-talenter i defensive end Charles Harris og defensive tackle Davon Godchaux.

Wake er efterhånden blevet 35 år, men han er stadigvæk en af ligaens allerbedste pass rushers og lavede i sidste sæson 11,5 sacks og forcerede fem fumbles. Samtidig var han inde og presse modstandernes quarterbacks utallige gange, og hans stærke spil sikrede ham i foråret en toårig kontraktforlængelse.

Modsat Wake starter Alan Branch, der har sin styrke mod løb, og tredjemanden på defensive end er rookie Charles Harris – en god pass rusher der stadig skal blive stærkere og udvikle sin teknik.

Suh har fire år tilbage af sin store seksårige aftale til 114 millioner dollars, og han gjorde det virkelig godt i 2016. Her blev det til fem sacks og karrierebedste 72 tacklinger, og Dolphins håber på, at Suh kan holde niveauet i denne sæson. Ved Suhs side har rookie Davon Godchaux imponeret i forsommeren, og han har nappet starterjobbet fra ustabile Jordan Phillips.

Linebacker-gruppen har fået tilgang af Lawrence Timmons, der er kommet til i free agency fra Pittsburgh Steelers. Timmons skal opgradere løbeforsvaret, der var håbløst i 2016, og han vil som udgangspunkt starte på SAM-positionen.

I midten var rookie Raekwon McMillan udset til at starte, men han er tabt for sæsonen på grund af et overrevet korsbånd. I stedet har Dolphins hentet Rey Maualuga ind, men han er langt fra sit tidligere niveau og startede sidste år kun seks af 14 kampe for Cincinnati Bengals. Maualuga skal i form, inden han kan overtage fra Mike Hull.

Kiko Alonso er den meste atletiske af de tre startere, og han har tidligere på året fået forlænget sin kontrakt med fire år. Alonso var middelmådig i sin første sæson hos Dolphins, men han er normalt en aktiv og produktiv type.

Dybden bag de tre er meget tynd med navne som Neville Hewitt og Deon Lacey.

Den bageste gruppe kan glæde sig over, at safety Reshad Jones er tilbage, efter han sidste sæson missede de sidste 10 kampe med en skulderskade. Jones er en fremragende strong safety, der laver store spil, der kan vinde kampe, og han har i foråret fået forlænget sin kontrakt med fire år.

Ved hans side starter Nate Allen, der er kommet på en etårig aftale efter et par skuffende sæsoner hos Oakland Raiders. Der er dog store chancer for, at Allen mister sit starterjob, når T.J. McDonald har afsonet otte spilledages karantæne. McDonald er en “big hitter”, der til tider viste storspil hos Los Angeles Rams, og hvis han kan ramme sit tidligere niveau, har Dolphins én af de bedste safety-duoer i NFL.

På cornerback er Xavien Howard en potentiel stjerne, der gjorde det godt som rookie, selvom han missede syv kampe på grund af en knæskade. Howard har imponeret i offseason, og han er atletisk, hurtig og har størrelse (6’0/190). Problemet for Howard har været, at han tager mange chancer og er ustabil, men han har et kæmpe potentiale.

Byron Maxwell tillader for mange store spil og er et svagt punkt som starter modsat Howard, mens Bobby McCain er Dolphins nickelback. Cordrea Tankersley er en interessant rookie, mens Alterraun Verner giver erfaring.

Special teams

Kicker Andrew Franks ramte kun på 16 af 21 field goal-forsøg sidste år (76,2%) og fik også blokeret to forsøg. Han skal hæve niveauet i den kommende sæson. Punter Matt Darr har et præcist ben og landede imponerende 32 spark inden for 20 yard-linjen. Jakeem Grant gav som rookie prøver på sine evner som playmaker, og han er en eksplosiv punt-returner, der kan skabe store spil.

Alt i alt

Dolphins får svært ved at nå slutspillet i denne sæson, for det kræver nok 10 sejre. Forsvaret er stadigvæk ikke godt nok, og det kan blive et problem over en hel sæson. Når det så er sagt, bør angrebet med Jay Cutler bag center kunne producere masser af point og holde Dolphins i mange kampe. Realistisk set vinder Dolphins otte eller ni kampe, og det er formentligt ikke nok til at nå i playoffs.

NFL preview 2017: New England Patriots

Opdateret 27. august kl. 11.15.

For anden gang på tre år går New England Patriots sæsonen i møde som regerende mestre.

Og i manges øjne er holdet stærkere end det mandskab, der i februar leverede et mirakuløst comeback mod Atlanta Falcons og vandt Super Bowl LI.

Nogle kalder head coach Bill Belichicks 2017-hold for “The Dream Team”; andre taler om 16-0 og en regulær sæson uden ét eneste nederlag.

Grunden er, at Patriots har tilføjet mere offensiv power til quarterback Tom Bradys potente angreb og samtidig har givet forsvaret ekstra stjernestøv.

Wide receiver Brandin Cooks er hentet hos New Orleans Saints for et 2017-førsterundevalg, og tight end Dwayne Allen er kommet til fra Indianapolis Colts. Læg dertil at de nye running backs Mike Gillislee og Rex Burkhead booster løbeangrebet.

På forsvaret har Patriots utraditionelt brugt masser af millioner på cornerback Stephon Gillmore, der – ligesom Gillislee – er hentet i free agency hos Buffalo Bills.

Samtidig har Patriots forlænget kontrakten med forsvarchefen Dont’a Hightower, og den erfarne Pro Bowl-linebacker David Harris er kommet til fra ærkerivalerne fra New York Jets.

Med andre ord: Super Bowl-vinderne anno 2016 er på papiret blevet markant stærkere frem mod 2017-sæsonen.

Angrebet

De sidste otte år har Patriots’ angreb rangeret i top fire i antal scorede point, og der er ingen grund til at tro, at det vil ændre sig i år.

Selvom quarterback Tom Brady er blevet 40 år, er han bedre end nogensinde, og han kender den offensive koordinator Josh McDaniels’ angrebssystem ud og ind.

På grund af karantæne spillede Brady kun 12 kampe sidste år, men han kastede alligevel 28 touchdowns og blot to interceptions. I slutspillet completede han 76,2 procent af sine kast i AFC-finalen mod Pittsburgh Steelers.

Rent fysisk har Brady næppe set mere fit ud, og han virker mere mobil end på noget andet tidspunkt i karrieren. Han bevæger sig stadig fremragende i lommen og laver ekstremt få fejl.

Bradys største svaghed er pres op gennem midten, og det er her, modstanderne skal ramme Patriots, hvis de vil stoppe den mangedobbelte Super Bowl-vinder.

I Jimmy Garoppolo har Patriots en fremragende reserve, der er på vej ind i det sidste år af sin kontrakt. Meget tyder på, at Patriots vil gå langt for at holde på det tidligere andenrundevalg, der kan træde ind, hvis Brady bliver skadet.

Jacoby Brisett, et tredjerundevalg fra 2016, kæmper for at holde sin plads i truppen.

Patriots’ angrebsfilosofi er at kaste bolden tidligt og ofte. De bruger typisk korte kast og bubble screens som erstatning for løbespillet og skaffer gerne tre-fem yards den vej.

Option-ruter er en stor del af systemet, og i Julian Edelman havde Brady et stensikkert våben, der har grebet mindst 92 bolde i tre af de sidste fire sæsoner. Edelman er dog ude for sæsonen på grund af et overrevet korsbånd, og det er et alvorligt tab for Patriots’ angreb.

Handlen for Brandin Cooks giver Patriots en dyb trussel, de har manglet i mange år. Sidste år greb den 5’10 og 179 pund store Cooks for 1173 yards og otte touchdowns, og med Edelman ude, kan Cooks også få en større rolle end ventet på de kortere ruter.

Cooks er ekstremt hurtig og kun få defensive backs vil kunne følge med ham, når han sætter i højeste gear. Hvis han også kan vinde Bradys tillid på underneden-ruter, vil quarterbacken ofte se hans vej.

Chris Hogan, Danny Amendola og Mike Mitchell vil rotere ind afhængigt af formationer og situation. Hogan vil formentligt også få mere arbejde med Edelman ude. Matthew Slater er en af ligaens allerbedste special teams-spillere.

I Rob Gronkowski har Patriots ligaens bedste tight end, når han er skadesfri. Og det er han før den kommende sæson.

“Gronk” er utrolig atletisk for sin størrelse (6’6/265 pund), og han er et kæmpe mismatch for alle forsvarsspillere. Derfor er han ofte Bradys go-to-guy.

Sidste år var Gronkowski igen plaget af skader, men i 2015 scorede han syv af sine 11 touchdowns i red zone og greb over halvdelen af sine yards på første downs.

Dwyane Allen (hentet hos Indianapolis Colts) har erstattet Martellus Bennett som primær reserve, mens James O’Shaughnessy (hentet hos Kansas City Chiefs) formentligt får en plads i truppen.

Running backs coach Ivan Fears har en meget alsidig gruppe, der ser mere komplet ud end tidligere. Patriots har sagt farvel til LeGarrette Blount, der sidste år scorede 18 touchdowns, og han er blevet erstattet med Mike Gillislee.

Mens Gillislee mangler Blounts imponerende størrelse og fysik, så er han mere eksplosiv og en bedre receiver. Sidste år scorede han otte rushing touchdowns og nåede i end zone på alle sine seks forsøg i red zone. Gillislee vil rotere med Rex Burkhead, som er hentet hos Cincinnati Bengals, hvor han kun i glimt fik lov at vise sit talent.

Burkhead er en bedre receiver end runner, men han har størrelse (5’10/210) til at kunne løbe mellem tackles. James White og Dion Lewis er primært pass catchers, men sidstnævnte kan også bruges som lead back i kortere perioder. Brandon Bolden er en glimrende special teamer, og det kan give ham en plads i truppen.

Den offensive linje er solid, men der mangler masser af dybde – specielt på tackle-positionen. Nate Solder er en sikker skanse på venstre tackle, men han er i det sidste år af sin kontrakt. Marcus Cannon på højre tackle fik en ny, stor aftale sidste år, og han har udviklet sig enormt, siden Patriots valgte ham i femte runde af 2011-draften.

Cannon har en smule problemer med de hurtige pass rushers, men han er stærk og kan fysisk dominere sine direkte modstandere. På guard er Shaq Mason (højre) og Joe Thuney (venstre) et par atletiske, unge typer med masser af mobilitet til at blive brugt på pulls og traps. I midten har den tidligere undraftede David Andrews sat sig tungt på jobbet.

Mens de fem startere er solide og sammenspillet, så mangler der dybde. Cameron Fleming kan måske være holdets swing-tackle, og Ted Karras er primær backup for de inderste startere. Tackle Anthony Garcia er en interessant rookie med udviklingspotentiale.

Forsvaret

Matt Patricia er stadig defensiv koordinator, og han kører en “bend-don’t-break”-filosofi med fokus på at stoppe løbet og undgå at tillade store spil.

Sidste år tillod Patriots kun 15,6 point pr. kamp (bedst i NFL), og generelt tillader Patricias tropper ikke særlig mange point.

I år er der dog åbenlyse mangler på defensive end, hvor veteranen Rob Ninkovich har indstillet karrieren.

Det efterlader et kæmpe hul – både på og uden for banen – og umiddelbart er det svært at se, hvem der skal udfylde Ninkovichs rolle.

Trey Flowers, der fik sit gennembrud sidste år og lavede syv sacks som deltidsstarter, er lidt samme type. Hans force er at stoppe løbet, og han arbejder stenhårdt med en god spilforståelse.

Flowers mangler dog Ninkovichs erfaring, og han vil være modstandernes fokuspunkt, fordi Patriots ikke har ret meget andet pass rush på defensive end.

For bag Flowers er der stort set intet at komme efter. Kony Ealy, hentet hos Carolina Panthers, har haft en ustabil og skuffende karriere ud over en dominerende præstation i Super Bowl i 2015. Han får formentligt kun en plads i truppen, fordi rookie Derek Rivers er ude for sæsonen med en knæskade.

Geneo Grissom er primært special teamer, men Belichick har talt rosende om hans alsidighed. Grissom kan se en større rolle som pass rusher på indersiden, når det kræves. Sidst er der Dietrich Wise Jr. (rookie), der har gjort det godt i training camp men er langt fra at være klar til en større rolle.

I midten er defensive tackle Malcom Brown stille og roligt ved at udvikle sig til en af NFL’s bedste run-stoppers. Han vil sammen med Alan Branch lukke ned for modstandernes løb. Vincent Valentine udgør en solid dybde på indersiden og måske kan Lawrence Guy få en plads i den endelige trup.

Linebacker-gruppen er alsidig, og Patricia har mange brikker at flytte rundt på. Her er Shea McClellin det nærmeste man kommer en “Ninkovich”-erstatning, og han vil blive brugt både på linjen og i opdækning.

Stjernen er er Dont’a Hightower, der har fået forlænget sin kontrakt og er forsvarets styrmand. Han er Patricias forlængede arm og sørger for, at medspillerne er i rette position. Den 6’3 og 265 pund store Hightower er bedst mod løbet, men han er en fremragende blitzer, der evner at lave de store spil, når der er brug for det.

David Harris er i en alder af 33 år kommet til fra Jets, og han vil primært fungere i base-formationer.  Det samme vil run-stopperen Elandon Roberts, mens Kyle Van Noy tilbyder lidt mere i opdækning. Harvey Langi er en interessant undrafted rookie, der kæmper om en plads i den endelige trup med Jonathan Freeny og Roberts.

Det bageste forsvar har mistet cornerback Logan Ryan, der efter en flot sæson er taget til Tennessee Titans.

Erstatningen, Stephon Gilmore, er hentet hos rivalerne fra Bills på en kæmpe femårig aftale til 65 millioner dollars, og det er meget usædvanligt, at Patriots betaler så mange penge for en free agent.

Med tilføjelsen af Gilmore har Patriots en fremragende makker modsat Malcolm Butler og kan mønstre en af de bedste duoer i NFL.

Den 6’1 og 190 pund store Gilmore kan lukke den ene side ned, og selvom han sidste år præsterede under niveau, så blev det alligevel til fem interceptions. Gilmore vil give Patriots større fleksibilitet og giver dem mulighed for at spille mand-mand ned ad banen uden safety-hjælp.

Mens Gilmore har fået en stor aftale, må Malcolm Butler fortsat spejde langt efter sin. Butler er i det sidste år af sin kontrakt, og Patriots har ikke vist synderlig interesse for at forlænge med det unge talent, der i foråret blev rygtet til New Orleans Saints.

Butler jammer sine direkte modstandere ved line of scrimmage, og han følger godt med ned ad banen, selvom han fra tid til anden tillader store spil. Erik Rowe er en stor, fysisk nickelback, der sidste år blev bedre som sæsonen skred frem. Jonathan Jones og Cyrus Jones sidder på de sidste pladser.

Safety-positionen er en af Patriots’ styrker anført af erfarne og snu Devin McCourty. Han laver ikke mange store spil, men han er meget sjældent ude af position. Patrick Chung er en fysisk in-the-box type, der ofte dækker tight ends, mens Duron Harmon er en glimrende treer.

Special teams

Kicker Stephen Gostkowski var ustabil sidste sæson og missede fem field goal-forsøg og et enkelt ekstra point. Normalt er Gostkowski sikkerheden selv fra 50 yards og ind og misser typisk kun et par spark om året. Punter Ryan Allen sparker både højt og præcist og er et virkelig godt våben, når Patriots har brug for at ændre field position. Sidste år blev der kun returneret 134 yards på Allens punts. Cyrus Jones var en katastrofe som punt-returner som rookie men vil få chancen igen i år.

Alt i alt

Patriots har været i AFC-finalen syv år i træk, og Belichicks tropper er igen i år storfavoritter til at nå Super Bowl. Kampprogrammet er ganske overkommeligt, selvom der lurer nogle svære kampe ude mod Tampa Bay Buccaneers, Denver Broncos og Pittsburgh Steelers. Patriots bør vinde 12 kampe, AFC East og igen være med i kampen om at få hjemmebane igennem hele slutspillet.

NFL preview 2017: New York Jets

Forventningerne til New York Jets er på lavpunktet før den kommende sæson og med god grund.

Holdet har i offseason gennemført en kæmpe foryngelseskur og har sagt farvel til et hav af veteraner.

Væk er profiler som wide receivers Brandon Marshall og Eric Decker, quarterback Geno Smith samt linebacker David Harris, cornerback Darrelle Revis og safety Marcus Gilchrist.

Jets har nu kun fire spillere i truppen, der er ældre end 30 år, og derfor er det et ungt og uerfarent hold, head coach Todd Bowles sender på banen i 2017.

Og det ovenpå en 2016-sæson hvor Jets kun vandt fem kampe og sluttede sidst i AFC East.

Derfor forventer ingen, at Jets kan gøre sig gældende i denne sæson, og man kan kalde med rette kalde 2017 for et overgangsår for “Gang Green”. Det giver lidt ro til Bowles, der i sine to første sæsoner har en 15-17 rekord.

Efter to sæsoner med Chan Gailey som angrebschef, har Jets hyret John Morton, der kommer til fra New Orleans Saints. Her har han været wide receivers coach, og han vil indføre et West Coast-orienteret system, der lægger vægt på kast fremfor løb.

Kacy Rodgers er stadig defensiv koordinator, og han styrer et forsvar, der de seneste tre sæsoner har været virkelig god til at stoppe modstandernes løb.

Angrebet

Mortons West Coast-angreb prioriterer præcision og at undgå turnovers, men han har ikke meget arbejde med på quarterback.

Jets har formentligt en af de dårligste grupper (hvis ikke den dårligste) quarterbacks anført af den 38-årige Josh McCown, der efter et par skadesplagede sæsoner hos Cleveland Brown, er hentet ind som starter.

McCown kan i enkelte kampe ramme et højt niveau, men han er ikke særlig præcis og laver generelt for mange fejl. Bag ham sidder 2016-andenrundevalget Christian Hackenberg, der ikke fik  ét eneste snap som rookie.

At dømme fra sporadiske preseason-kampe er Hackenberg fortsat ekstremt rå, mangler fornemmelse for pres og mangler meget for at kunne starte i NFL. Bryce Petty har to år tilbage af sin kontrakt, men han har heller ikke starterkvalitet.

Hvis det stod skidt til på quarterback, ser det næsten værre ud på wide receiver-positionen. Decker og Marshall er væk, og Quincy Enunwa, der fik sit gennembrud i 2016 og greb for 857 yards og fire touchdowns, er ude for sæsonen med en alvorligt nakkeskade.

Derfor er Jets’ bedste receiver nu Robbie Anderson, der er i sit blot andet år efter at være kommet undrafted ind i ligaen. Anderson har potentiale men derfra til at skulle være go-to-guy er et stort skridt.

Næste mand på holdkortet er endnu en undrafted receiver fra 2016-draften, Jalin Marshall, der blot greb 14 bolde for 162 yards og to touchdowns som rookie. Han er desuden i karantæne de første fire kampe af sæsonen.

Chris Harper og ArDarius Stewart udgør dybde i en af ligaens svageste grupper, hvor spillere som Charone Peak, Gabe Marks og Frankie Hammond kæmper om pladser i truppen.

Den bedste receiver kan meget vel være tight end Austin Seferian-Jenkins. Han har masser af størrelse og er virkelig atletisk, men han skal producere mere end de 110 yards, det blev til hos Jets sidste år. Også han har karantæne i de første kampe af sæsonen. Jordan Leggett er rookie og dygtig pass catcher. Han kan hurtigt få en rolle i et system, der ofte har tight ends som den primære receiver.

Jets’ running backs vil også få en stor rolle i kastespillet, og det er måske på den position, at Jets skal hænge deres offensive hat. Det har i mange år været deres bedste angrebskort, og sidste år rangerede løbeangrebet som det 12. bedste og snittede 4,3 yards pr. carry.

Den erfarne Matt Forte løb for holdbedste 813 yards og syv touchdowns i 14 kampe, og selvom han er blevet 31 år, er han stadig en eksplosiv receiver. Hans dage med 20 touches pr. kamp er forbi, og han vil miste flere og flere snaps til Bilal Powell.

Powell er en rigtig god allround back, der sidste år kombinerede for flere end 1000 yards og scorede fem touchdowns. Baseret på historien er der dog ingen grund til at tro, at den 5’10 og 204 pund store Powell kan fungere som fuldtidsstarter, men han kan være virkelig god i en deltidsrolle. Elijah McGuire er en spændende rookie, der meget hurtigt kan få spilletid. Han har størrelse (5’10/214 pund), og han er ligesom de to andre en alsidig back.

Den offensive linje er et puslespil kort før sæsonstart, og den er langt fra fordoms styrke. De to guard-positioner er godt besat med James Carpenter (et tidligere Seattle-førsterundevalg) og Brian Winters men ud over de to, er der mange spørgsmål.

På venstre tackle kæmper Kelvin Beachum og Ben Ijalana om starterjobbet, og ingen af de to hører til blandt de bedste i NFL.

På højre side er der også åben kamp mellem Brent Qvale og Brandon Shell. Og for at det ikke skulle være nok, er det stadig ikke klart, hvem der skal snappe bolden. Her står duellen mellem Wesley Johnson og Jonotthan Harrison.

Jets skal nok finde den rette kombination, men en offensiv linje kræver tid for at være sammenspillet, og den luksus har Jets ikke her få uger før premieren.

Forsvaret

Jets har brugt masser af høje draftvalg på den defensive linje, der er en af NFL’s allerbedste. Derfor har modstanderne også svært ved at løbe bolden mod Jets, der de seneste tre sæsoner kun har tilladt 3,8, 3,4 og 3,7 yards pr. carry.

Leonard Williams er en lederskikkelse på og uden for banen, og han er måske Jets’ allerbedste spiller. Han er så alsidig, at han sidste år stillede op på alt lige fra 5-tech over 3-tech til nose tackle, og den 6’5 og 302 pund store Williams lavede i alt 68 tacklinger og syv sacks. Jets regner med, at han tager det næste skridt og bliver endnu mere dominerende.

Muhammad Wilkerson skuffede sidste år og var virkelig skidt mod både løb og kast, men det kan skyldes, at han sluttede 2015-sæsonen med et brækket ben. Han er nødt til at ramme tidligere sæsoners niveau.

Og så er der Sheldon Richardson, der trods gentagende handelsrygter endnu en gang går sæsonen i møde som en del af Kacy Rodgers enhed. Hans produktion er faldet over de seneste sæsoner, men han er stadig en stærk, eksplosiv brik, der kan bruges på flere pladser.

I midten er Steve McLendon en udmærket run-stopping nose tackle, men han risikerer at miste sit job til unge Deon Simon.

Jets har sagt farvel til erfarne David Harris, der har taget turen nordpå til rivalerne fra New England Patriots. Erstatningen er Demario Davis, som efter en enkelt sæson er hentet tilbage fra Cleveland Browns i en handel, hvor safety Calvin Pryor røg den anden vej.

Den 28-årige Davis er hurtigere end Harris men har ikke samme erfaring, og han er i det sidste år af sin kontrakt. Han har masser at bevise, hvis han skal beholde starterjobbet.

Det samme har 2016-førsterundevalget Darron Lee, der nu skal træde i karakter efter en skuffende rookiesæson. Lee er lynhurtig og hamrende atletisk, men han havde store problemer i sin første sæson og virkede overmatched.

Med sine 230 pund passer Lee godt som hybrid-linebacker/safety, og det kan være, han er bedre i den rolle end traditionel inside linebacker. Julian Sanford er den primære reserve.

På flanken håber Jets at Jordan Jenkins har tage det næste skridt og blive en solid pass rush-trussel. Jenkins lavede 2,5 sacks som rookie, hvor han startede 11 af 14 kampe, men han har arbejdet hårdt i offseason på at forbedre sin teknik.

Modsat skuffede Lorenzo Mauldin i sit andet år, hvor han ikke kunne matche de fire sacks, han lavede som rookie. Mauldin har desuden været i problemer uden for banen i offseason, og han risikerer at miste sin plads i truppen.

Rookie Dylan Donahue, Freddie Bishop og Josh Martin er de næste i rækken.

Veteranen Darrelle Revis er væk, og selvom han ikke var specielt god sidste år, så efterlader det et hul. Jets forsøger at lukke det med det tidligere førsterundevalg, Morris Claiborne, der er kommet til på en etårig aftale.

Claiborne bør isoleret set være en opgradering i forhold til Revis, men han har været plaget af skader i store dele af sin karriere. Faktisk har Claiborne kun spillet 40 af 64 kampe de sidste fire sæsoner, men hvis han holder sig på banen, har han potentiale til at lukke venstresiden helt ned.

Buster Skrine vil som udgangspunkt starte modsat Claiborne, og så rykker han på indersiden i nickel-formationer. Sidste år skuffede Skrine enormt, og han skal hæve sit spil for ikke at blive presset af Justin Burris. Burris er et ungt talent, der har gjort det godt og sagtens kan ende som starter. Marcus Williams og Darryl Roberts kæmper om pladser i truppen.

På safety har Jets sagt farvel til det tidligere førsterundevalg Calvin Pryor og Marcus Gilchrist, og der er store forventninger til de to rookies, førsterundevalget Jamal Adams og andenrundevalget Marcus Maye.

Begge har imponeret i løbet af forsommeren og i training camp, og der er god grund til at tro, at Jets har fundet et par fremragende startere til den vitale position. Adams, der er en virkelig god all-round type, blev i college rost for sine stærke lederevner, og dem har Jets virkelig brug for.

Maye er en eksplosiv herre med et godt instinkt til at spille både zone og mand-mand. Hos Florida Gators var han styrmanden for en meget talentfuld secondary. Rontez Miles og Ronald Martin kæmper om snaps som reserver.

Special teams

Efter syv sæsoner med Nick Folk har Jets skiftet ud på kicker-positionen. Ny sparker er Chandler Catanzaro, der er kommet til fra Arizona Cardinals som restricted free agent. Catanzaro skuffede stort i 2016, hvor han brændte syv field goals og fire ekstra point, og den succesrate skal hæves betragteligt, hvis ikke Catanzaro skal miste jobbet til rookie Ross Martin. Lac Edwards, som Jets valgte i syvende runde sidste år, går igen sæsonen i møde som holdets punter. Edwards gjorde det hæderligt som rookie, hvor han snittede 40,8 yards pr. spark.

Alt i alt

Det er svært at være optimistisk på Jets’ vegne, for truppen er virkelig en af NFL’s allersvageste. Der er store, store mangler på flere offensive nøglepositioner – primært quarterback og wide receiver – og specielt linebacker-gruppen er tyndt besat. Jets får mere end svært ved at matche de fem sejre fra sidste år, og det vil ikke overraske, hvis det kun bliver til en to-tre gevinster i den kommende sæson.

NFL preview 2017: Buffalo Bills

Slutspilstørken plager fortsat Buffalo Bills, der i 2016 missede de sjove januar-kampe for 17. sæson i træk.

Vi skal helt tilbage til 1999 for at finde den seneste sæson med Bills i slutspillet, og dermed er New York-holdet suverænt det hold, der har måttet undvære slutspil længst tid.

Ansættelsen af Rex Ryan i 2015 var ikke den store succes. Selvom Ryan gjorde det hæderligt i sin første sæson, så blev det kun til 15 sejre i 31 kampe.

Forsvaret, der var Ryans spidskompetence, var middelmådigt, og det rangerede i begge sæsoner blot som det 19. bedste i antal tilladte point.

Det hele faldt fra hinanden sidste år, og det kostede i december Ryan jobbet.

Ny cheftræner er Sean McDermott, der kommer fra Carolina Panthers. McDermott har aldrig tidligere været head coach, men han havde stor succes som defensiv koordinator for Panthers fra 2011 til 2016.

I de sidste fem sæsoner sluttede hans forsvar i top 10, hvert eneste år, og Bills skifter nu tilbage til et 4-3 system.

Det vil bygge på McDermotts principper og blive ledet af den defensive koordinator Leslie Frazier. Det er et zone-baseret system med fokus på en aktiv defensiv linje og fysiske cornerbacks, der kan tackle.

I Rick Dennison har Bills desuden fået en meget erfaren offensiv koordinator. De seneste to sæsoner har Dennison kaldt spil for Denver Broncos, og han har tidligere været angrebschef for Broncos under Mike Shanahan og Houston Texans under Gary Kubiak.

Desuden var Dennison quarterbacks coach for Baltimore Ravens i 2014, hvor han blandt andet trænede Bills’ quarterback Tyrod Taylor. Dennison vil indføre et angrebssystem med fokus på at løbe bolden i et zone-blocking system, og der er grund til at tro, at Bills kan fortsætte med at rangere i den bedste halvdel – og måske top 10.

Angrebet

Til trods for masser af skriverier og rygter om udskiftning på quarterback-positionen, så er 27-årige Tyrod Taylor er fortsat Bills’ starter.

Tidligere i år fik han endda en ny toårig forlængelse, men reelt set er der kun tale om etårig aftale, da der ligger en option bonus i marts næste år, som Bills skal udbetale for at holde Taylor i truppen.

Derfor skal Taylor overbevise i år ovenpå en 2016-sæson, hvor han blot kastede for 3023 yards og 17 touchdowns i 15 kampe. Det nye system lægger vægt på play-action spil og masser af roll-outs, og det vil passe Taylor godt og give ham mulighed for at bruge sin mobilitet.

Hvis ikke Taylor hurtigt leverer varen, vil han blive presset af rookie Nathan Peterman, der har vundet jobbet som førstereserve over T.J. Yates.

I Sammy Watkins havde Taylor et af ligaens allerfarligste mål, men tidligt i august handlede Bills det tidligere førsterundevalg til Los Angeles Rams. Nu skal Taylor i stedet kaste bolde til Jordan Matthews, som er kommet til via en handel med Philadelphia Eagles.

Matthews er en stor, fysisk type, der primært har opereret fra slot-positionen og har haft en op-og-ned karriere hos Eagles. Sidste år greb Matthews for 804 yards og tre touchdowns, så han er langt fra den førstereceiver, som Watkins kunne være.

Veteranen Anquan Boldin er ligeledes ny mand i truppen, og han er også primært slot-receiver. Han giver Bills stensikre hænder på de korte ruter og i red zone. Rookie wide receiver Zay Jones er en spændende spiller, der greb 399 bolde i college – en rekord i NCAA Division I-regi.

På tight end er Charles Clay stadig førstevalg, men han har aldrig levet op til sin store 38 millioner dollars-kontrakt. Han vil blive presset af unge Nick O’Leary.

Bills’ angreb vil lægge vægt på at løbe bolden med veteranen LeSean McCoy. Den 29-årige McCoy løb sidste år for 1267 yards og scorede 13 touchdowns, og han er stadig typen, der kan skabe masser af yards ud af ingenting.

Hvordan han passer ind i Dennisons zonebaserede system, må tiden vise, men umiddelbart bør han være et godt fit. Samtidig forventes det, at McCoy kommer til blive endnu mere involveret som receiver, efter han sidste år greb 50 bolde for 356 yards. Den primære backup er Jonathan Williams, der er en anden, større fysisk type.

Uanset hvem der kommer til at løbe bolden, kommer det ofte til at ske bag fullback Patrick DiMarco, der er kommet til fra Atlanta Falcons. Han er en af ligaens bedste blockers.

Den offensive linje er et svagt punkt for Bills. Venstre tackle Cordy Glenn er fremragende, når han er skadesfri, men han har længe døjet med en fodskade. Spørgsmålet er, hvor effektiv han er. Venstre guard Richie Incognito er en stor, fysisk type, der er bedre som power-blocker end i et zone-system.

Center Eric Woods missede syv kampe i 2016 på grund af et brækket ben men er normalt en glimrende styrmand i midten. På højre side er der åben kamp på guard (John Miller/Vladimir Ducasse) og tackle (Jordan Mills/Dion Dawkins), så her er der fortsat en del usikkerhed. Alt i alt er der flere spørgsmål end svar på linjen her få uger før sæsonstart.

Forsvaret

Den defensive linje spiller en stor rolle i McDermotts system, og han kræver, at den jagter bolden spil efter spil. Efter to sæsoner med Rex Ryans 3-4 system, går Bills nu igen tilbage til fire down linemen.

Det vil hjælpe spillere som Jerry Hughes, der var defensive end i college men har spillet ude af position de seneste sæsoner. Hughes har kun lavet 11 sacks i 2015 og 2016 men får nu en bedre chance for at gå efter quarterbacken. Modsat starter førsterundevalget fra 2016, Shaq Lawson, der fik rookie sæsonen spoleret af skader og kun lavede to sacks. Eddie Yarbrough er en interessant reserve for de to defensive ends.

I midten danner Marcel Dareus og Kyle Williams fortsat en af NFL’s bedste tandem. Dareus er en stærk all-round tackle, der kan skabe et hurtigt pres på indersiden og samtidig er stærk nok til at holde offensive linemens væk i løbespillet, mens den 34-årige Williams stadig er en virkelig god run-stopper. Jerel Worthy er den primære reserve for de to.

Linebacker-gruppen består af flere spillere med meget begrænset startererfaring, og det er helt klart forsvarets svage punkt. 32-årige Lorenzo Alexander skal spille traditionel strong side, efter han fik sit store gennembrud sidste år som outside linebacker, og det bliver svært for ham at leve op til sidste års produktion.

I midten er Preston Brown udset til at starte, men han mangler den fart, som McDermott søger i sin midtermand. Sidste års andenrundevalg, Reggie Ragland, har skuffet i training camp og er lige nu degraderet til tredjeholdet. Derfor er Gerald Hodges primær reserve.

Ramon Humber får efter ni år som backup og special teamer, chancen som starter på weak side. Heller ikke en ideel løsning. Bills kan håbe på, at unge talenter som Tanner Valejo og Matt Milano kan tage det næste skridt.

Det bageste forsvar har sagt farvel til superstjernen, cornerback Stephon Gilmore, og det efterlader et stort hul. Det samme gør tabet af Ronald Darby, der blev sendt til Eagles i forbindelse med Matthews-handlen.

Godt nok kræver McDermotts system ikke deciderede “shutdown”-cornerbacks men positionen er stadig vital for forsvarets succes.

Førsterundevalget fra i år, Tre’Davious White, vil få chancen fra start, og han har haft en rigtig god training camp. Om han er helt klar til en prominent rolle må tiden vise.

E.J. Gaines er hentet hos Rams via Watkins-handlen, og han vil som minimum blive brugt i slot-positionen. Kevon Seymour og Shareece Wright er de næste i rækken af cornerbacks, der vil kæmpe om spilletid som starter modsat White.

På safety har Bills hentet to nye startere i free agency. Micah Hyde har fået en stor, femårig aftale til 30 millioner dollars, og han vil starte på strong safety. På free safety har Bills taget chancen på Jordan Poyer, der er kommet til fra Browns, hvor han i fire sæsoner kun startede et par håndfulde kampe. Shamiel Gary er et navn, der er værd at holde øje med.

Special teams

Efter fire sæsoner med Dan Carpenter har Bills skiftet ud på kicker-positionen og hentet Steven Hauschka i Seattle Seahawks. Hauschka har fået en treårig aftale til ni millioner dollars, og det er gode penge for en kicker. I seks sæsoner hos Seahawks var Hauschka ganske solid på field goals, dog skuffede han dog noget sidste år, hvor han blandt andet fik blokeret fem ekstra point.

Punter Colton Smith havde også en skidt 2016-sæson, og han vil blive presset af rookie Austin Rekhow.

Wide receiver Brandon Tate tjener sin plads i truppen som holdets returner. Tate er bedst på kick off-returns, og Bills kan overveje at bruge Micah Hyde som punt returner, hvis Tate ikke overbeviser. Taiwan Jones kan få en plads i truppen på grund af sine return-evner.

Alt i alt

Sidste år vandt Bills syv kampe, men det bliver svært at matche i år. Uden Watkins mangler angrebet en farlig mand ned ad banen, og der er store spørgsmålstegn ved den offensive linje. Forsvaret er stærkt oppe foran, men linebacker-gruppen er svag, og der er skiftet ud på fire nøglepositioner i Bills’ secondary. Fem-seks sejre er et realistisk bud for Bills, der igen må se langt efter slutspillet.