2016 NFL draft review: Tennessee Titans

Tennessee Titans’ nye general manager Jon Robinson havde en begivenhedsrig første draft. Titans-lederen startede med topvalget og handlede det til Los Angeles Rams for ekstra valg i 2017. Siden handlede Titans op igen, og i alt kom Robinson ud af draften med 10 spillere.

Læs også: Titans draft preview

Draftklasse

OT Jack Conklin, Michigan State (1/8)
DE Kevin Dodd, Clemson (2/33)
NT Austin Johnson, Penn State (2/43)
RB Derrick Henry, Alabama (2/45)
FS Kevin Byard, Middle Tennessee State (3/64)
WR Tajee Sharp, UMass (5/140)
CB LeShaun Sims, Southern Utah (5/157)
OG Sebastian Tretola, Arkansas (6/183)
OLB Aaron Wallace, UCLA (7/222)
CB Kalan Reed, Southern Miss (7/253)

Det kunne vi lide

Titans havde en af ligaens svageste trupper og var nødt til at tilføje masser af talent. Derfor var det også klogt at Robinson handlede ned fra topvalget og i stedet positionerede sig godt til fremtiden. Samtidig betalte han kun en lille pris for at handle op for tackle Jack Conklin, der er en tough, fysisk spiller, der kan starte modsat Taylor Lewan. I det hele taget kunne jeg godt lide, at Titans valgte store, stærke fysiske spillere som Kevin Dodd, Austin Johnson og Derrick Henry og understregede, at de vil spille old school smash mouth football.

Det kunne vi ikke lide

Det er svært at sætte en finger på Titans’ draft. Ikke nok med at Robinson og co. kom ud af draften med flere potentielle startere; de fik også samlet et første- og tredjerundevalg i 2017. Det kan man ikke klage over.

Sleeper

Jeg er vild med valget af free safety Kevin Byard i tredje runde, selvom han gik en runde tidligere, end jeg havde forventet. Men den 5’11 og 216 pund store safety er en boldjæger og playmaker af de helt store. Byard lavede 19 interceptions i college, og han har en næse for at lave det store spil. Jeg glæder mig til at se ham overtage starterjobbet om en sæson eller to.

2016 NFL draft review: Jacksonville Jaguars

Jacksonville Jaguars styrkede forsvaret med seks af syv draftvalg og tog så også en quarterback, der kan udvikle sig bag Blake Bortles.

Læs også: Jaguars draft preview

Draftklasse

DB Jalen Ramsey, Florida State (1/5)
OLB Myles Jack, UCLA (2/36)
OLB Yannick Ngakoue, Maryland (3/69)
DT Sheldon Day, Notre Dame (4/103)
OLB Tyrone Holmes, Montana (6/181)
QB Brandon Allen, Arkansas (6/201)
DE Jonathan Woodard, Central Arkansas (7/226)

Det kunne vi lide

Wow! Det er sjældent at et hold kommer ud af en draft med en på papiret så stærkt draftklasse. Jaguars ramte plet og kan meget vel have fundet fire startere med de første fire valg. Det startede med Jalen Ramsey i første runde, der giver Jaguars en potentiel lock down cornerback. I anden runde nappede Dave Caldwell og co. så UCLA’s linebacker Myles Jack, der indtil få dage før draften var i spil til top fem. Hans knæskade er et wild card, men hvis Jaguars bare får fire-fem år ud af Jack, så har de fået en kæmpe playmaker. I Marylands Yannick Ngakoue fik forsvaret en udpræget pass rusher, der kan hjælpe Dante Fowler Jr., der vender tilbage efter sin ACL-skade. Og i fjerde runde passer defensive tackle Sheldon Day perfekt til Jaguars’ system. 

Det kunne vi ikke lide

Intet at komme efter. Jaguars kan måske kritiseres for at tage en chance på Myles Jack i toppen af anden runde, men jeg kan godt forstå, at de gjorde det.

Sleeper

Jeg kan godt lide valget af Ngakoue i tredje runde. Jaguars var forfærdelige på tredje downs i 2015 og rangerede som det næst dårligste hold på den front. I Ngakoue får de en udpræget pass rusher, der kan jagte quarterbacken på passing downs og flyttes rundt for at skabe de bedste matchups. Jeg er sikker på, at Gus Bradley nok skal få masser af glæde af Ngakoue.

2016 NFL draft review: Indianapolis Colts

Indianapolis Colts valgte fire offensive linemen og tilføjede mere fart til forsvaret. Her kan du læse vores vurdering af Colts’ draft.

Læs også: Colts draft preview

Draftklasse

OC Ryan Kelly, Notre Dame (1/18)
S T.J. Green, Clemson (2/57)
OT Le’Raven Clark, Texas Tech (3/82)
DT Hassan Ridgeway, Texas (4/116)
ILB Antonio Morrison, Florida (4/125)
OT Joe Haeg, North Dakota State (5/155)
LB Trevor Bates, Maine (7/239)
OC Austin Blythe, Iowa (7/248)

Det kunne vi lide

Colts leverede en klog og solid draft med et stærkt fokus på at hjælpe quarterback Andrew Luck. Center Ryan Kelly i første runde var ikke et særligt spektakulært valg, men han var klart den bedste på sin position og kan starte på Colts’ linje i de næste mange, mange år. Tackle Le’Raven Clark snusede angiveligt til første runde på nogle boards, så han var et virkelig godt værdivalg i tredje runde. Han bør starte som rookie på højre side af linje. De to sent valgte linemen, Joe Haeg og Austin Blythe, giver Colts et par udviklingstalenter, der kan fungere som dybde på sigt.

Det kunne vi ikke lide

Colts valgte safety T.J. Green i anden runde, og det var en smule tidligt efter min smag. Green er en konverteret receiver, der kun har to års erfaring på safety-positionen, og han har kun startet én sæson. Han imponerede med en fantastisk workout ved NFL Scouting Combine, hvor han løb 4,34 sekunder på 40-yard distancen, men lige nu er han et projekt og har fortsat meget at lære.

Sleeper

Defensive tackle Hassan Ridgeway er ekstremt talentfuld, men han faldt alligevel til tredjedagen i en årgang spækket med dygtige lineman. Ridgeway er dog uhyre atletisk og eksplosiv, men han var plaget af skader i 2015-sæsonen, og hans form har ikke altid været i top. Hvis Colts’ defensive trænerstab kan maksimere hans talent, kan Ridgeway gøre en forskel både på den korte og lange bane.

2016 NFL draft review: Houston Texans

Houston Texans brugte de fire første valg på at styrke offensiven omkring quarterback Brock Osweiler. Spørgsmålet er bare, om det var de rigtige typer.

Læs også: Texans draft preview

Draftklasse

WR Will Fuller, Notre Dame (1/21)
OG Nick Martin, Notre Dame (2/50)
WR Braxton Miller, Ohio State (3/85)
RB Tyler Ervin, San Jose State (4/119)
S K.J. Dillon, West Virginia (5/159)
NT D.J. Reader, Clemson (5/166)

Det kunne vi lide

Valget af center Nick Martin i anden runde var virkelig solidt. Texans skulle finde en midtermand, og nu kan Martin og Osweiler gro i systemet sammen. Det var klogt. Braxton Miller i tredje runde er et spændende valg, der kan blive flyttet rundt og fungere som skakbrik i Bill O’Briens angreb.

Det kunne vi ikke lide

Valget af wide receiver Will Fuller lå i kortene, men jeg er ikke fan. Fuller har masser af fart til at tage toppen af forsvaret, men han har suspekte hænder og tabte alt for mange bolde i college. At Texans desuden tradede én plads op og brændte et sjetterundevalg på den konto, gør det ikke bedre. Det virkede unødvendigt. Det samme gjorde handlen op for Nick Martin i anden runde. Det kostede også et sjetterundevalg at bevæge sig fra 44 til 42 og forbi New York Jets – der ifølge flere meldinger var fast besluttet på at vælge quarterback Christian Hackenberg. Draft handler ofte om kvantitet, og derfor gælder det også om at passe på de sene valg.

Sleeper

Running back Tyler Ervin ligner et valg lige efter Bill O’Briens hoved. Ervin kan for det første bruges som returner og bidrage på special teams tidligt i karrieren. For det andet er Ervin en lynhurtig spiller, der kan hjælpe Texans som receiver og skabe en masse med bolden i hænderne. Han ligner umiddelbart en god tilføjelse bag Lamar Miller og Alfred Blue.

2016 NFL draft review: San Diego Chargers

San Diego Chargers overraskede ved at tage defensive end Joey Bosa med det tredje valg. Siden blev det til en tight end, der kan overtage fra Antonio Gates og en fullback, der blokerede for Chargers’ running back Melvin Gordon i college.

Læs også: Chargers draft preview

Draftklasse

DE Joey Bosa, Ohio State (1/3)
TE Hunter Henry, Arkansas (4/35)
OC Max Tuerk, USC (3/66)
ILB Joshua Perry, Ohio State (4/102)
OLB Jatavis Brown, Akron (5/175)
P Drew Kaser, Texas A&M (6/179)
FB Derek Watt, Wisconsin (6/198)
OG Donovan Clark, Michigan State (7/224)

Det kunne vi lide

Valget er tight end Hunter Henry var i mine øjne et af de allerbedste i hele draften. Chargers får en super pass catcher, der allerede kan hjælpe Philip Rivers i den kommende sæson, men de har formentligt også fundet afløseren til aldrende Antonio Gates. Sidste år skuffede running back Melvin Gordon og valget af fullback Derek Watt i sjette runde indikerer, at Chargers ønsker at give Gordon de bedste betingelser for at kunne producere.

Det kunne vi ikke lide

Jeg er ikke vild med valget af Bosa af flere grunde. I mine øjne er han et ok, men ikke optimalt, fit til Chargers’ system, og derfor er der en risiko for, at Bosa aldrig helt lever op til det høje valg. Samtidig betød valget af Bosa et fravalg af Jalen Ramsey, der kunne have hjulpet Chargers på safety-positionen. Her er Dwight Lowery nu sikker starter, og han er på sit fjerde hold i de sidste fire år. Vi havde Max Tuerk rangeret som et top 100-valg men nærmere fjerde runde end toppen af tredje, så jeg mener, Chargers strakte sig for en spiller, der for blot syv måneder siden rev korsbåndet over.

Sleeper

Valget af linebacker Jatavis Brown i femte runde er spændende. Han er en meget atletisk hybrid på 5’11 og 229 pund, der har sin styrke i opdækning, og som rookie vil se snaps i dime formationer. Brown er upoleret, mangler noget fysik og skal udvikle sit instinkt, men han har de atletiske evner og hurtigheden til at kunne starte om et par år.

2016 NFL draft review: Oakland Raiders

Forsvaret var i fokus for Oakland Raiders de to første dage af draften. General manager Reggie McKenzie overraskede med et tidligt valg af en safety, men ellers fik Raiders god værdi i deres syv valg.

Læs også: Raiders draft preview

Draftklasse

S Karl Joseph, West Virginia (1/14)
DE Jihad Ward, Illinois (2/44)
DE Shilique Calhoun, Michigan State (3/75)
QB Connor Cook, Michigan State (4/100)
RB DeAndre Washington, Texas Tech (5/143)
OLB Cory James, Colorado State (6/194)
OG Vadal Alexander, LSU (7/234)

Det kunne vi lide

Karl Joseph har Pro Bowl-potentiale og få stor betydning for Raiders’ secondary. Selvom Raiders strakte sig en smule for ham, så var det et klogt valg, for han var den bedste safety i draften. Hans spillestil er hård og nådesløs, ligesom Raiders-fans kunne ønske sig. Quarterback Connor Cook i fjerde runde havde virkelig god værdi, og i en quarterback-drevet liga, er det klogt at have en solid backup, der potentielt kunne starte for andre hold.

Det kunne vi ikke lide

Raiders fik ikke valgt til cornerback-positionen, og det lægger pres på spillere som David Amerson og D.J. Hayden, der skal præstere. Begge er free agents efter denne sæson, så lige nu er Sean Smith den eneste langtidsløsning med kvalitet, som Raiders har på positionen. Det er ikke optimalt.

Sleeper

Defensive end Jihad Ward i anden runde har kæmpe potentiale, men der kan gå et par år, før han virkelig slår igennem. Den 6’5 og 297 pund store Ward kan spille både 5-tech i baseformationer og rykke på indersiden i nickel- og dime-formationer, og han giver Raiders en potentiel starter på sigt. Et spændende valg med store muligheder.

2016 NFL draft review: Kansas City Chiefs

Kansas City Chiefs handlede ud af første runde og tog en defensive tackle med deres første valg. Siden blev det også til en quarterback og en kontroversiel receiver. Læs her hvordan vi ser Chiefs’ draft.

Læs også: Chiefs draft preview

Draftklasse

DT Chris Jones, Mississippi State (2/37)
CB KeiVarae Russell, Notre Dame (3/74)
OG Parker Ehinger, Cincinnati (4/105)
CB Eric Murray, Minnesota (4/108)
WR Demarcus Robinson, Florida (4/126)
QB Kevin Hogan, Stanford (5/162)
WR Tyreek Hill, West Alabama (5/165)
CB D.J. White, Georgia Tech (6/178)
DE Dadi Nicolas, Virginia Tech (6/203)

Det kunne vi lide

Chiefs havde ikke noget tredjerundevalg på grund af en sag om tampering, men John Dorsey og Andy Reid fik handlet rundt og samlet ekstra valg op. Først handlede de ud af første runde og fik landet et ekstra andetrundevalg og fjerderundevalg, og siden handlede de deres eget andenrundvalg for et tredje- og et fjerderundevalg. Chiefs havde store huller på cornerback og safety, og med valgene af KeiVarae Russell og Eric Murray fik de som minimum tilføjet dybde og måske fundet et par startere.

Det kunne vi ikke lide

Valget af Chris Jones i toppen af anden runde kommer med lidt risiko. Til tider flasher Jones top 10-talent, mens han andre gange er nærmest usynlig. Det er et klassisk boom/bust-valg. Outside linebacker Justin Houston er ude i store dele af 2016, og Tampa Hali bliver 33 år i løbet af sæsonen, så derfor undrer det, at Chiefs ikke valgte en spiller på den position. I det mindste et talent tidligt på trejdedagen, der kan bidrage som pass rusher i denne sæson.

Sleeper

Floridas Demarcus Robinson ville formentligt være blevet valgt i anden runde, hvis ikke han havde været suspenderet fire gange hos the Gators. Så valget af Robinson er ikke helt problemfrit. Florida-receiveren er dog et stort talent, så hvis han kan holde fokus, har Chiefs potentielt fundet en profil på tredjedagen. Den 6’1 og 203 pund store Robinson giver Chiefs et mål ned ad banen, som de har manglet de sidste sæsoner.

2016 NFL draft review: Denver Broncos

Denver Broncos handlede op for Memphis’ Paxton Lynch og håber, der har fundet deres franchise quarterback. Her kan du læse, hvad vi mener om Broncos’ draft.

Læs også: Broncos draft preview

Draftklasse

QB Paxton Lynch, Memphis (1/26)
DT Adam Gotsis, Georgia Tech (2/63)
FS Justin Simmons, Boston College (3/98)
RB Devontae Booker, Utah (4/136)
OG Connor McGowern, Missouri (5/144)
FB Andy Janovich, Nebraska (6/176)
S Will Parks, Arizona (6/219)
P Riley Dixon, Syracuse (7/228)

Det kunne vi lide

Broncos gik hårdt efter at lande Paxton Lynch, og det lykkedes ved at lave en handel med Seattle Seahawks. Lynch er et ideelt fit til Gary Kubiaks angrebssystem, og han får tid til at lære bag veteranen Mark Sanchez. Handlen kostede Broncos et ekstra tredjerundevalg – en lav pris, hvis Lynch viser sig at være “the real deal”. Broncos fik fremragende værdi med valget af running back Devontae Booker i fjerde runde, og han bør som minimum slå Ronnie Hillman af pinden som reserve til C.J. Anderson.

Det kunne vi ikke lide

Broncos mistede linebacker Danny Trevathan i free agency, men alligevel valgte John Elway ikke en linebacker i årets draft. Derfor er Broncos nu all-in på erstatningen Todd Davis (undrafted i 2014), og der er ikke meget dybde bag ham. Det virker en smule risikabelt. Denver undlod også at vælge en tackle, og derfor må holdet nu håbe på, at Russell Okung kan slå til og ikke mindst holde sig fri af skader.

Sleeper

Jeg kan godt se førnævnte Devontae Booker få en større rolle, end man lige regner med. For selvom Broncos har givet C.J. Anderson en stor, fireårig aftale, så er han på ingen måde garanteret starterjobbet på sigt. Booker er en komplet back, og hans one-cut stil passer perfekt til Kubiaks system. Jeg vil tro, at Booker snupper reservetjansen fra Hillman i training camp, og det vil ikke undre mig, hvis fjerderundevalget starter flere kampe som rookie.

2016 NFL draft review: Washington Redskins

Redskins tog chancen i tredje runde og det skal de have ros for. Læs her om holdets draft-klasse.

Draftklasse

WR Josh Doctson, TCU (1/22)
LB/S Su’a Cravens, USC (2/53)
CB Kendall Fuller, Virginia Tech (3/84)
DE Matt Ioannidis, Temple (5/152)
QB Nate Sudfeld, Indiana (6/187)
LB Steven Daniels, Boston College (7/232)
RB Keith Marshall, Georgia (7/242)

Det kunne vi lide

Før 2015-sæsonen var der folk, der mente, at Kendall Fuller ville blive 2016-draftens bedste cornerback. En alvorlig knæskade afsluttede dog sæsonen efter bare tre kampe, og skaden er af en karakter, så der angiveligt stadig er fremtidige spørgsmålstegn omkring hans helbred. Redskins forventer dog, at han som minimum bliver klar til training camp, og det havde høj værdi at vælge Fuller med 84. valget, når han på banen har kvalitet til 1. runde. Redskins gambler på helbreddet, men Fuller kan i bedste fald være et enormt boost til en cornerback-gruppe, der allerede tæller den nyankomne All-Pro Josh Norman og lovende Bashaud Breeland.

Det kunne vi ikke lide

Intet. Redskins fik god værdi hele vejen og fik lukket huller i truppen undervejs.

Sleeper

Før draften bemærkede én af mine amerikanske kilder, at Indianas Nate Sudfeld kan blive “den næste Tom Brady”. Det vil sige en spiller, der bliver valgt sent i draften og bliver en stjerne i NFL. Kilden mener, at Sudfeld besidder en størrelse (6’6, 234 pund) og armstyrke som få, men blot har brug for en dygtig positionstræner til at polere ham – som Brady havde det. Sudfeld imponerede som senior i 2015 – hans bedste år hos Indiana – men har langt igen. Men et spændende projekt er han. I øvrigt blev han valgt i 6. runde – som Brady – kun 12 pladser før Brady, der var 199. valget i år 2000. Så på det område er de i hvert fald ret ens.

2016 NFL draft review: San Francisco 49ers

Hvordan klarede 49ers sig dette i dette års draft? Du får her en vurdering.

Draftklasse

DL DeForest Buckner, Oregon (1/7)
G Joshua Garnett, Stanford (1/28)
CB Will Redmond, Mississippi State (3/68)
CB Rashard Robinson, LSU (4/133)
DE Ronald Blair, Appalachian State (5/142)
T John Theus, Georgia (5/145)
T Fahn Cooper, Mississippi (5/174)
QB Jeff Driskel, Lousiana Tech (6/207)
RB Kelvin Taylor, Florida (6/221)
WR Aaron Burbridge, Michigan State (6/213)
CB Prince Charles Iworah, Western Kentucky (7/249)

Det kunne vi lide

Valget af DeForest Buckner giver San Francisco 49ers en “blue chipper”, som holdet ikke har for mange af, efter at at free agency, overraskende tidlige exitter og senere års svage draft-klasser har rippet holdet for masser af talent. Der er angiveligt folk i NFL, der mener, at Buckner var draftens bedste forsvarstalent, så at få ham ved syvendevalget var stærkt. Han bliver en grundsten på forsvarslinjen og vil kunne forstærke forsvaret som “five technique” i 3-4-forsvaret og indvendig som pass-rusher, når holdet står i 4-3-formationen. Både general manager Trent Baalke og head coach Chip Kelly elsker store, stærke spillere, og det er den 6 fod 7 inches-høke, 293 pund-store Buckner i høj grad.

Det kunne vi ikke lide

Trent Baalke undlod reelt at opgradere de offensive “skill positions”, ligesom han heller ikke gjorde det i free agency. Det er et stort problem, for få hold har eksempelvis en så svag kombineret gruppe af wideouts og tight ends som 49ers. Ja, der var sen-draft-valgene af Aaron Burbridge og Kelvin Taylor, der bestemt kan overraske, men det er langt fra sikkert, og for et hold, der har Torrey Smith som første-receiver og Vance McDonald som startende tight end, er det overraskende, at 49ers ikke i det mindste fandt spillere, der kunne skabe konkurrence i toppen af truppen på de pladser. Holdet valgte tre cornerbacks i draften, men kunne for eksempel i 3. runde, hvor man valgte Will Redmond, have fået spillere som Austin Hooper, Nick Vannett og Braxton Miller.

Sleeper

Hold øje med Kelvin Taylor – søn af den tidligere NFL-stjerne, Fred Taylor. Han er ikke nogen topatlet, men til gengæld har han alt det andet, som positionen kræver. Han løber determineret mod hullerne, han er selvsikker, har et eminent godt overblik og holder på bolden – han blev ikke noteret for én eneste fumble på 510 boldberøringer i college. Han kan blive en artig overraskelse i NFL, der kan starte, hvis der er behov.