2014 NFL Preview: Carolina Panthers

Værd at vide
Carolina vandt 12 kampe og NFC South. De fik hjemmebanefordel i den første slutspilskamp. Og de fik masser af ros med på vejen. Alligevel står “Riverboat Ron” Riveras succesrige drenge nu foran en sæson, hvor mange tipper holdet til at slutte sidst eller næstsidst i NFC South. Forklaringen er mangesidet.  For det første var sidste sæson måske ikke helt så god, som de 12 sejre indikerede. Angrebet – ikke mindst kasteangrebet – havde trods en god sæson fra quarterback Cam Newton sine problemer, og holdets svage secondary blev reddet af en frygtindgydende “front seven”. Panthers sagde i free agency farvel til fem veteraner – herunder Panthers-legenden Steve Smith – der tilsammen kostede 21 millioner dollars i garanterede penge og erstattede dem med fem andre veteraner, der sagde ja til kontrakter af sammenlagt tre millioner dollars. Godt købmandskab af general manager Dave Gettleman kan man sige. Virkeligheden var dog snarere, at Gettleman var bundet af et salary cap-rod, som han havde overtaget fra Marty Hurney, og at han derfor måtte signe billige, i bedste fald middelmådige afløsere – og at de huller, som Panthers havde i 2013, samtidig ikke blev lukket. Bedre er det ikke blevet af, at den bedste bodyguard, offensive tackle Jordan Gross, pludselig trak sig tilbage. Gettlemans vision er at skabe en slagkraftig trup, der år efter år kan bringe succes til Charlotte. Det bliver dog ikke let at få i 2014.

Positivt
Carolina Panthers har en “front seven”, der er skræmmende god. Kun otte spillere i NFL har lavet mindst 10 sacks i begge de sidste to sæsoner, og Panthers har to af dem i Charles Johnson og Greg Hardy. Begge er blandt NFLs bedste defensive ends, og indvendig var rookie Star Lotulelei en stor force i 2013 – ikke mindst mod løb. Bag forsvarslinjen er Luke Kuechly en kæmpe playmaker og All-Pro-linebacker, som i sidste sæson var NFLs “Defensive Player of the Year”, og som lavede en kæmpe andel af Panthers’ forsvarsspil. Sammen med ikke mindst strongside linebacker Thomas Davis bestyrer Kueckly et linebacker-korps, der gør det meget vanskeligt for modstanderne at skaffe yards på korte kast mod Panthers, fordi Kuechly og Davis er så hurtige til at komme frem og stoppe boldholderen, når angrebsspilleren har grebet kastet. Denne “front seven” er afgørende for Panthers’ succes i 2014.

Negativt
Den ualmindelige stærke forsvarslinje maskerer, men fjerner ikke de problemer, som Panthers’ secondary har – præcist som to Panodil-piller kun for en stund får hovedet til at gøre mindre ondt. Det fjerner bare ikke årsagen til hovedpinen. Den bagerste fire-kæde bør i hvert fald smerte Rivera og Gettleman. For enheden er i sig selv svag, og den så bedre ud i 2013, end den egentlig var. Ganske vist tillod Panthers fjerdefærrest yards pr. completion, men tillod samtidig en completion percentage på hele 66,6 procent – tredjeværst i NFL. Forklaringen på den besynderlige difference er, at Panthers’ secondary ofte stod i en meget dyb, konservativ zoneopdækning – i off-man coverage. De tog dermed det store spil væk og forcerede modstanderen til at skulle flytte bolden hele vejen – skridt for skridt – men samtidig gav de plads til kortere completions. Det tog tid at finde huller i Panthers’ dybe zone, og det gav forsvarslinjen tid til at nå frem til quarterbacken. Carolina har i denne offseason mistet 80 procent af dets secondary, og afløserne er ikke nogen forstærkning. Derfor har Carolina Panthers stadig problemer bagtil i forsvaret.

Hold øje med
Der bliver lagt et stort pres på rookie og førsterundevalg Kelvin Benjamin, der vejer 240 pund og har en enorm radius – og en lige så stor mulighed for at blive en profil i NFL. Men Benjamin er upoleret – det var derfor han røg ud af top 20 i draften – og derfor er tidligt, at der bliver lagt et enormt forventningspres på ham. Men Benjamin er bare nødt til at levere i et receiver-korps, der bortset fra ham selv ser meget tyndt ud, nu hvor de tre bedste wideouts fra sidste sæson er væk.

2014 NFL Preview: Pittsburgh Steelers

Pittsburgh Steelers har de sidste sæsoner været synonym med middelmådigheden. Både i 2012 og 2013 sluttede head coach Mike Tomlins tropper med otte sejre og otte nederlag og begge gange med misset slutspil til følge. Og specielt i sidste sæson stod det klart, at Steelers’ engang så fremragende forsvar trængte til en opgradering. Dick LeBeaus’ defensiv tillod 16. flest point og 13. flest yards, og det var første gang i 13 år, at Steelers’ defensiv ikke rangerede i top 10 i antal tilladte yards. Derfor har general manager Kevin Colbert og Tomlin i offseason haft fokus på defensiven og hentet spillere til linjen og linebacker-gruppen i free agency og draften. Offensivt har Steelers mistet wide receiver Emmanuel Sanders, mens Lance Moore er kommet til.

Positivt
For bare få år siden var den offensive linje et kæmpe problem for Steelers, men det er nu en af holdets styrker. Pittsburgh har investeret voldsomt i at opgradere linjen via draften, og det har givet bonus. Det tidligere førsterundevalg, center Maurkice Pouncey, vender tilbage efter at have misset sidste sæson, og guards David DeCastro og Ramon Foster spillede begge rigtig godt sidste år. Kelvin Bechum og Marcus Gilbert ligner et par tackles, der kan holde skansen de næste mange år, selvom Gilbert skal oppe sig efter 11 tilladte sacks og hele 30 quarterback hurries sidste sæson. Steelers kan også glæde sig over, at tight end Heath Miller er helt tilbage. Den stærke tight end missede et par kampe sidste år og var aldrig helt sig selv efter en korsbåndsskade i 2012. Millers tilbagekomst vil hjælpe Big Ben betragteligt.

Negativt
Steelers’ løbeforsvar var ikke særlig godt sidste år og tillod 4,3 yards pr. carry, nok til at rangere i den dårligste halvdel af ligaen. Godt nok er Cam Thomas kommet til fra San Diego Chargers, men det er næppe nok til at styrke den defensive linje, hvor nose tackle Sean McClendon starter på nose tackle. Brett Kiesel vender tilbage, men han er blevet 35 år. Defensivt er der fortsat problemer for et forsvar, der tillod 23,1 point pr. kamp. Det er svært at se, hvem der skal levere pass rush, idet LaMarr Woodley er væk og Jarvis Jones skuffede i sit første år. Cornerback-situationen er langt fra ideel, og Steelers formåede ikke at opgradere her i draften. På angrebet har Roethlisberger mistet Sanders, og det er tvivlsomt om Moore eller unge talenter som Martavis Bryant og Marcus Wheaton kan træde ind i hans rolle allerede i år.

Hold øje med
Alt peger på at rookie linebacker Ryan Shazier allerede i sin første sæson vil få en stor og vigtig rolle. Shazier tilføjer Steelers’ forsvar hurtighed og eksplosivitet, som det har manglet de sidste sæsoner, og han har i preseason vist, hvorfor han blev valgt i første runde af årets NFL Draft. Den tidligere Ohio State-profil mangler ideel størrelse, men han spiller fortsat meget fysisk, og han kan stort set alt – blitze, dække op, stoppe løbet. Ryan Shazier er i mine øjne et virkelig godt bud på NFL Defensive Rookie of the Year.