Quick take: Jared Goff er som forvandlet

Los Angeles Rams slog natten til fredag San Francisco 49ers med 41-39 i en kamp, hvor Rams’ quarterback Jared Goff leverede karrierens største præstation. Han er som forvandlet i år 1 under Sean McVays ledelse.

Han er ikke Tom Brady. Eller en Peyton Manning i hans storhedstid. Og han bliver det formentlig aldrig.

For hvor mange bliver – trods alt – lige så gode?

Men efter tre kampe i 2017-sæsonen – og ikke mindst efter en stor præstation i Los Angeles Rams’ vilde 41-39-sejr ude over rivalerne fra San Francisco 49ers – har Jared Goff vist, at Rams måske alligevel gjorde klogt i at handle op efter ham i sidste års draft.

Alligevel – fordi en usædvanlig stor gruppe af kritikere gennem det sidste år har langet ud efter valget og efter Goff. Ikke mindst i offseason, hvor jeg hørte og læse mange “eksperter”, der mente, at Goff aldrig bliver mere end solid, i bedste fald god. Men ikke fantastisk. Og at Rams burde have valgt Carson Wentz, ikke Goff med førstevalget. Der var “no mercy” for Goff, selvom for eksempel Eli Manning – statistisk set – havde en værre rookie-sæson for Giants, da han startede syv kampe i 2004. Og både Troy Aikman og Alex Smith var også elendige i deres første sæsoner i NFL.

Goffs rookie-sæson var svag, ingen tvivl om det, men hele Rams-holdet skuffede fælt sidste år under Jeff Fishers ledelse, og foran Goff stod en svag, sårbar angrebslinje, der i år er blevet kraftigt forbedret – især med tilføjelsen af venstre tackle Andrew Whitworth. Og så er Goffs arsenal af våben bare markant bedre. Running back Todd Gurley er forrygende og har scoret seks touchdowns i tre kampe – flest i det antal kampe af en NFL-spiller siden 2011.

Og resultatet har været en Goff, der har været som forvandlet.

LÆS: Optakt til ugens kampe i NFL – week 2

Mod 49ers natten til fredag ramte han plet på 22 af 28 kast for 292 yards, tre touchdowns og nul interceptions. Anført af Goff har vædderne nettet 40 point i to af tre kampe (de scorede 46 mod Colts i premieren), og dét efter at holdet kun to gange havde scoret så mange point – i de foregående 10 sæsoner!

I alt har Rams nu scoret 107 point – det højeste antal efter tre kampe i NFL-historien for et hold, der året før sluttede sidst i antal scorede point. Faktisk er det den største pointhøst i tre kampe af et Rams-hold siden “The Greatest Show on Turf” dominerede i 1999.

Natten til fredag nettede Goff en passer rating af 145,8 point og med en rating af 117,9 point i sæsonpremieren har han nu nettet to af de 11 bedste passer ratings i denne NFL-sæson. Hvem havde troet det inden sæsonen? I hvert fald ikke hans mange kritikere.

Det er svært at overvurdere den betydning, som Sean McVay har haft for Jared Goff. Førsteårstræneren, der var et offensivt geni som koordinator hos Redskins, har totalt forandret Goff, der virker langt mere rolig og komfortabel på banen, end han gjorde som rookie.

Mod 49ers imponerede han mig med hans præcision på kastene, men også med hans evne til at undvige presset (49ers lavede ikke ét eneste sack), for derefter at holde spillet kørende og stadig finde en receiver ned af banen for en completion. Uden for lommen ramte han plet på fire af seks kast for 82 yards ifølge ESPN Stats & Information.

Men samtidig har han været overraskende skarp på dybe kast – den tredjebedste i NFL på +20-kast inden opgøret mod 49ers, hvor han fortsatte de gode takter på de sværere kast. Hans 48 yard-completion til Sammy Watkins på en bombe i venstre side af banen i begyndelsen af 3. quarter var for eksempel enestående godt.

Jared Goff vil stadig have kampe, hvor han mere ligner en rookie. Som i søndags mod Redskins. Men det er svært ikke at se en enorm forvandling i hans spil og hans tilstedeværelse på banen. Pilen peger opad.

Men det er også vigtigt at huske, at han kun er i sin anden sæson i NFL. Han har meget at lære, men talentet er der, og der er masser at bygge på. Det er enormt positivt.

For efter tre kampe har Jared Goff i høj grad imponeret – og er som forvandlet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *