Football For Folket!

Blog: Tak for underholdningen, Peyton

Så er det slut. Efter 18 historiske sæsoner i NFL, 579 touchdowns og 10.407 kast takkede “Sheriffen” af.

Peyton Manning stopper en karriere, der ikke bare gjorde ham til én af de største quarterbacks nogensinde – den allerstørste, mener nogen – men som også forandrede spillet. Uden Manning havde NFL ikke set ud, som det gør i dag.

Broncos-quarterbacken satte og ramte undervejs i en historisk god karriere hele 39 NFL-rekorder og milepæle herunder rekorderne for flest touchdowns og passing yards i både karrieren og en sæson, og han vandt samlet 200 kampe. Også en NFL-rekord. Vanvittigt imponerende og et klokkeklart vidnesbyrd om, hvor effektiv og usædvanlig god en passer, som “nummer 18” var.

Mannings 2004- og 2013-sæsoner går over i historien som to af de største nogensinde, og faktisk vurderer Pro Football Reference – baseret på en række formler om, hvad man kunne forvente med det hold og de modstandere, som Manning stod over for – at 2004-sæsonen er den største nogensinde. Intet mindre. Det var dengang, hvor han kastede 49 touchdowns og virkede nærmest ustoppelig, mens mange af os så ham på skærmen på TV 2/Zulu.

Belichick: Den ultimative modstander
Og hans evne til at være sin egen koordinator på banen var samtidig i særklasse. Mange modstandere har gennem tiderne erklæret, at de aldrig nogensinde har oplevet en quarterback have en så stærk evne til at analysere et forsvar, når han stod ved line of scrimmage, og herefter ændre spillet ud fra dét, han så – som Manning.

Søndag sagde Colts’ tidligere præsident, Bill Polian, at Manning gennem årene ændrede spilkaldet i op mod 60 procent af tiden. Quarterbacks har før ham været dygtige til at agere “spilkalder” på banen – som for eksempel Jim Kelly. Men Kelly var aldrig så produktiv som Manning, og i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne stod Bills-legenden ikke over for så komplekse forsvar, som Manning stod over, når forsvarsstrateger som Ray Lewis, Rex Ryan og Bill Belichick i den interne “skatmatch” på høj, høj football-IQ forsøgte at forvirre “sheriffen” så meget, at hans skud ramte ved siden af målet.

Netop Belichick kaldte i 2014 rivalen Manning for den “ultimative udfordring”, fordi Manning var så fantastisk dygtig til at komme med strategiske angreb og ikke mindst modangreb, der gjorde, at Belichick aldrig følte sig sikker i sit kald. I et interview med journalisten Mike Lupica fortalte Belichick i detaljer, hvordan Manning snød sine modstandere med geniale ændringer af strategien.
– Han er så svær at spille imod, han har så meget styr på spillet, sagde Belichick.

Endnu mere imponerende og et fuldstændigt bevis for den betydning, som Manning havde, er det faktum, at spillet i dag ser markant anderledes ud, end da Indianapolis Colts i 1998 valgte Manning frem for Ryan Leaf med topvalget i draften og forandrede en by og et franchise, der med Manning som leder var i to Super Bowls, vandt ét mesterskab og op gennem 00’erne sejrede i flere opgør i grundspillet (115) end noget andet hold.

Bag store forandringer
Som ESPNs Bill Barnwell har dokumenteret, ligner forandringerne i spillet, som skete gennem et årti, den måde, som Peyton Manning og hans hold spillede football på.

Både Colts og Broncos var med Manning som quarterback bygget op omkring et stærkt kasteangreb (2015-sæsonen hos Denver undtaget), og holdene sejrede gennem luften. Sådan var det ikke i 1997, hvor Denver Broncos’ running back Terrell Davis havde båret holdet frem til mesterskabet, hvor den regerende NFL MVP var en running back – Barry Sanders – og hvor den bedst lønnede spiller også var en running back, Emmitt Smith.

Colts havde det svært i Mannings første år og vandt kun tre kampe og blandt andet derfor, men også på grund af Mannings kæmpe talent, kastede Colts i hele 60 procent af tiden. Fem procent mere end det gennemsnitlige NFL-hold og tredjemest i NFL i 1998. Og i årene efter fortsatte Colts med at kaste – ofte også på første downs – og med de mange kast kom sejrene, og under Mannings ledelse vandt Colts mindst 10 kampe i de efterfølgende 11 af 12 sæsoner.

I dag – 18 år senere – er NFL en kasteliga, hvor quarterbacks først og fremmest står i “shotgun”-formationen, som Manning hovedsageligt og usædvanligt stod i, da han ankom til NFL i 1998.

Der er aldrig nogensinde blevet kastet så meget som nu, og ligaens running backs har ikke samme stjerne som tidligere. NFL er en “copycat”-liga, og Colts og siden Broncos’ succes på banen via et ekstremt effektivt kasteangreb har inspireret andre NFL-hold til at forsøge at skabe tilsvarende stærke luftangreb og finde franchise-quarterbacks som Manning, man kan bygge et hold op omkring. Hver eneste år før draften har Manning og Patriots’ Tom Brady været referencerne – det har været de to quarterbacks, som college-talenterne er blevet bedømt ud fra.
– Tillykke, Peyton, med en fantastisk karriere. Du forandrede spillet for evigt og gjorde alle omkring dig bedre, skrev Brady søndag på Facebook.

Da reglerne blev ændret
Et stort skillepunkt, der for alvor satte gang i “kastetidsalderen”, var en direkte konsekvens af Peyton Mannings succes.

Tilbage i januar 2004 tabte Manning og Colts ude i New England AFC-finalien i en kamp, hvor Manning kastede fire interceptions, og hvor Colts’ receivere blev udsat for en hårdhændet behandling af Patriots’ defensive backs.

Forsvarsspillerne havde fat i Indianapolis’ receivere længere nede af banen end de fem yards, hvor det er tilladt at skubbe en receiver ud af kurs. I andre tilfælde blev Colts-spillerne presset helt ud af banen, når de sprintede op langs sidelinjen. Efter kampen var Colts-lejren rasende, og president Bill Polian mente, at det nu var kommet for vidt. For at stoppe de bedste quarterbacks som Manning, havde NFLs forsvar igennem lang tid fået alt for frit spil, og derfor krævede Polian, at NFL strammede reglerne op.

Og da NFLs regelkomité to måneder senere mødtes i Palm Beach, Florida, kiggede komitéen nærmere på netop den kamp, var enige i kritikken og sendte herefter et epokegørende direktiv ud.

NFLs regel om ulovlig kontakt – den såkaldte “chuck”-regel fra 1974 – blev ifølge regelkomitéen ikke overholdt af dommerne, som den skulle, og var med til at svække kasteoffensiverne.

Det betød samtidig, at flere hold satsede på løbeangrebet i dét, der var alletiders største sæson for running backs med to spillere, der leverede to af de største sæsoner nogensinde. Ravens’ Jamal Lewis nettede 2066 yards – dengang næstflest i historien – og Packers’ Ahman Green løb for 1883 yards – ottendeflest i NFL-historien.

Kun 200 passing yards
I 2003 bød en NFL-kamp i gennemsnit kun på 200,4 passing yards – det laveste antal i 11 sæsoner – og det var stik mod flere årtiers hensigt om, at åbne spillet, som Manning og Colts forsøgte at gøre. NFLs quarterbacks snittede samtidig kun 6,6 yards pr. kast, hvilket var det laveste NFL-gennemsnit i 38 år, og i samme sæson skaffede angrebsspillerne i gennemsnit færre yards pr. completion end i nogen anden NFL-sæson siden 1932.

Derfor betonede regelkomitéen i direktivet, at dommerne i den efterfølgende sæson skulle slå hårdere ned på de forsvarsspillere, der brød reglerne på kastespil – som Patriots gjorde det mod Mannings receivere i kampen i 2004.

Stramningen førte i den efterfølgende sæson en regn af gule flag med sig, når forsvarsspillerne rørte ved wide receiverne efter de første fem yards. I 2003 dømte dommerne 79 gange ulovlig kontakt mod en forsvarsspiller, men efter regelændringen i 2004 steg antallet med hele 142 procent til 191 domme. Siden fulgte andre markante og afgørende regelændringer, der favoriserer quarterbacken og wide receiverne – og gør det sværere at være forsvarsspiller i NFL, når modstanderne angriber gennem luften.

I dag er utallige kasterekorder blevet slået, men åbningen af offensiverne var altså ikke sket, hvis ikke Patriots’ defensive backs havde tyet til ufine metoder i forsøget på at stoppe maskinen Peyton Manning. Hans høje, høje niveau var om noget med til at ændre spillet.

Manning, Brady eller Montana?
Netop New England Patriots har gennem årene været Peyton Mannings evige rival, og i de næste mange, mange år vil fans og eksperter fortsat diskutere, om Tom Brady eller Manning – eller måske Joe Montana – er den største quarterback gennem tiderne.

Mannings støtter vil pege på, at Manning var den bedste quarterback i den regulære sæson, førte to hold frem til mesterskaber, oftere så holdet omkring sig fejle, når det gjaldt – og i øvrigt vandt tre af fem slutspilskampe mod Brady. Hans kritikere vil sige, at Brady var bedre i slutspillet, har vundet fire Super Bowls og i øvrigt samlet set slog Manning oftere end omvendt. Og så er der dem, der mener, at Joe Montana i kraft af sine præstationer i en mindre kastevenlig tidsalder og i kraft af uovertrufne Super Bowl-præstationer er større end de to.

For mig er diskussionen sjov, men vil aldrig give et objektivt resultat. Alle tre er kæmpestore, og jeg kan personligt umuligt svare på, hvem der er den største.

Men i dag, hvor Manning har sagt farvel, er én ting i hvert fald sikkert:

NFL har mistet én af sine største stjerner nogensinde. Peyton Manning berigede på mange måder ligaen og spillet, NFL var fedt at følge med ham på banen – og hans eftermæle vil være imponerende.

Man kan ikke andet end løfte på kasketten og sige:

Tak for underholdningen, Peyton.

Skriv et svar