Football For Folket!

Blog: Én af de største, danske idrætsspræstationer

Morten Andersens indlemmen i Pro Football Hall of Fame er én af de største idrætspræstationer nogensinde, fordi nåleøjet er så ekstremt lille. Og det er kæmpe stort for danske NFL-fans, der har fulgt hans karriere gennem årene. Læs her et blogindlæg, der hylder “The Great Dane”.

———————————————————————————————————————-

Det kan ikke overvurderes, hvor stort det er, at Morten Andersen natten til søndag blev valgt i Pro Football Hall of Fame.

Tænk over det: En dansker fra Struer, der første gang sparkede til en football som 17-årig, er nu indlemmet som én af legenderne i USAs største sportsliga i en sportsgren, som millioner af amerikanere spiller – eller har spillet gennem årene.

Alene det faktum, at der lige nu er i alt er små 2000 aktive spillere på de 32 NFL-hold plus alle de arbejdsløse plus dem, der har stoppet karrieren i NFLs 97-årige historie, fortæller alt om, hvor ekstremt lille et nåleøje, det er, at Morten Andersen er gået igennem.

Og se bare på de navne, der i år ikke blev valgt ind: Terrell Owens. John Lynch. Don Coryell, der opfandt det dybe kasteangreb. Blot for at nævne nogle af dem. Det er nogle i NFL-sammenhæng gigantiske navne, som Morten Andersen har slået på sin vej ind i det fornemme selskab.

Momentum var med Andersen
Derfor kan man argumentere for, at det er én af de største, danske idrætspræstationer nogensinde. Det er i hvert fald svært at finde mange, andre store præstationer, der har krævet så meget, som Andersens præstation har krævet det. Han ejer NFLs scoringsrekord. Spillede i ligaen i 25 år. Og nu er han i Hall of Fame.

Jeg troede ærligt talt ikke på det. Forud for lørdagens møde i Hall of Fame-komitéen havde jeg interviewet 12 af vælgerne, og den generelle holdning blandt den fjerdedel af de 48 vælgere var, at det blev svært for Morten Andersen. Og problemet var, at det blev endnu sværere i de kommende år, hvor der venter en sand storm af tidligere superstjerner i NFL, der officielt kan være på valg til Hall of Fame.

LÆS: The Great Dane

Men ud fra de meldinger, der i de senere dage kom fra nogle af vælgerne, virkede det til, at Andersens kandidatur så småt blev forstærket. Der var flere og flere klummer og artikler om, at det nærmest var pinligt – og i øvrigt helt forkert – at NFL som den eneste af de fire, store sportsligaer ikke havde alletiders førende i point i Hall of Fame. Og Andersen fik momentum i de seneste dage i Houston, hvor NFL-verdenen og vælgerne var samlet i dagene frem til søndagens Super Bowl.

Og – som tre af vælgerne forklarede undertegnede natten til søndag, da valget var afgjort – var det netop scoringsrekorden, der igen og igen var i centrum, da komitéen mødtes lørdag. End ikke Andersens største modstandere blandt de 48 medlemmer – dem, der ikke mente, at en kicker fortjener en buste i Canton – kunne argumentere imod det faktum, at Andersens scoringsrekord burde give ham en plads i Hall of Fame. Det argument kunne de bruge i de foregående år, hvor kandidaterne var stærkere, men ikke i 2017, hvor feltet var helt åbent, og hvor Andersens muligheder aldrig havde været bedre.

Og hvor scoringsrekordholderen altså indtil lørdag nat stadig var uden for selskabet.

Et frygtet kicker-våben
Vælgerne kunne også pege på, at danskeren blev den første kicker i NFL-historien, der reelt var et våben. New Orleans Saints, der generelt havde en stærk defensiv, men et mindre godt angreb i årene med Andersen som sparker, var ikke bange for at sende ham på banen og forsøge 54-yardere, når angrebet igen fejlede på tredje down.

Det var ikke normalt med den tiltro til sparkere i 1980’erne, men Andersen, der i et opgør senere i karrieren sparkede tre plus 50-yardere, var langt mere træfsikker på de sværere spark end kollegaerne. Han var – som trænerlegenden Bill Parcells forklarede det i denne uge – én af de få sparkere, som han frygtede. Han var et våben, der forandrede kicker-positionen.

Efter 30 minutters diskussion – og efter at 10 Hall of Fame-vælgere havde bedt om mikrofonen og talt Andersens sag – blev han så valgt ind.

Jeg har fulgt NFL i nu tre årtier, og jeg har har her til morgen svært ved at få armene ned. Da jeg i sin tid forelskede mig i NFL, var det ikke mindst på grund af Morten Andersen, at jeg fattede interesse. Sådan tror jeg, at mange danske NFL-fans har haft det. Ikke mindst da TV 2/ZULU fik rettighederne og begyndte at vise kampe fra NFL i årene efter, at Morten Andersen havde sparket Atlanta Falcons i Super Bowl – og siden kæmpede for at tage scoringsrekorden fra George Blanda.

LÆS: Peter King til Draftday.dk: Tillykke til Morten og Danmark

Jeg slubrede alt “Andersen”-relateret i mig, og jeg var for eksempel stolt, da holdkammeraten Wille Roaf i et optaktsmagasin til 1997-sæsonen beskrev Andersen som ”den måske bedste field goal kicker, der nogensinde har spillet”. Og jeg genså flere gange klippet, hvor kameraerne forevigede, da træner-legenden Bill Parcells før en kamp mellem Cowboys og Falcons i 2006 sagde til Andersen, at “du er den bedste, der nogensinde har spillet”. Det var kæmpe store ord fra én af spillets største trænere.

Sådan var det – og er det – at være fan af Andersen. Man ønsker virkelig, at han får den fortjente hæder, for han var en fantastisk spiller – og er stadig en forrygende ambassadør for spillet.

Natten til mandag fik Morten Andersen så den største hæder af dem alle. Det tog lang tid. Men hvor er det bare fedt. Og fantastisk.

Tillykke til Morten – og tillykke til os danske NFL-fans.

Skriv et svar