Blog: Logisk at 49ers fyrede Chip Kelly

​San Francisco 49ers har officielt fyret både head coach Chip Kelly og general manager Trent Baalke. En drastisk, men også logisk beslutning resultaterne i 2016 taget i betragtning. For Kellys angrebssystem var ikke længere dét, det engang var – alligevel formåede han ikke at tilpasse sig virkeligheden.

—————————————————————————————————————————————————————-  

Det var opsigtsvækkende, men logisk, at San Francisco 49ers natten til mandag fyrede head coach Chip Kelly sammen med general manager Trent Baalke.

Opsigtsvækkende fordi holdet dermed for første gang siden 2004 står uden en general manager og head coach på samme tid. Og opsigtsvækkende fordi holdet bliver det første hold i NFL i 30 år, der to år i træk har fyret en head coach, der kun fik én sæson på sidelinjen.

Men også logisk fordi det ville skade jagten på en ny general manager, hvis vedkommende var tvunget til at arve Kelly, der om nogen er en head coach, der i kraft af sit uortodokse, taktiske syn på spillet bestemt ikke er for alle. Han delte football-opfattelse med Baalke, men der er uden tvivl mange general managers, der ikke vil arbejde sammen med en træner, der år efter år bestyrer NFLs hurtigst igangsættende angreb i en “spread”-offensiv, som han insisterer på at holde fast i.

49ers risikerede derfor, at flere af de bedste kandidater ville sige “tak, men nej tak” til et tilbud om at komme til jobsamtale i San Francisco. Og oven på en 2-14-sæson viste Kelly ikke ligefrem tegn på at være en ny Vince Lombardi, så tabet af ham som træner er ikke monumentalt.

Historien om Chip Kellys afgang er historien om en træner, der i 2013 kom ind i NFL fra college som et frisk pust, der øjeblikkeligt revolutionerede football. Som head coach hos Oregon høstede han stor respekt og anerkendelse med hans innovative tilgang til angrebsfodbold. Han kaldte mange “zone reads” og droppede generelt at samle spillerne i en “huddle” før spillet, men pressede i stedet modstanderne med et hæsblæsende tempo og ved at kalde spil til quarterbacken via plakater, der opretholdt farten mellem spillene. 

Burger King som symbol
En assistent hos The Ducks holdt på sidelinjen en tavle med fire felter, hvor der var fire billeder på. For eksempel et billede af et græskar, et foto af ekstræneren Jon Gruden eller et billede af et Burger Kings maskot. Ét billede signalerede selve spilkaldet, et andet formationen, et tredje spillets ”snap count” og et fjerde, hvordan spillerne skulle bevæge sig på tværs af banen inden snappet.

Den måde at kalde spil på var ekstremt anderledes – og gjorde ham til en træner, som folk som Bill Belichick inviterede på besøg. Patriots-legenden lærte, hvordan man stresser modstanderens forsvar med maskingeværsalver af spil – og gør dem mere simple, fordi forsvaret ikke har tid til at skifte ud mellem spillene eller kalde meget komplekse “blitzes” eller andre modsvar, der kræver meget kommunikation. Nok var Kellys spilkald enkle, men modstandernes forsvar kunne ganske enkelt ikke nå at modsvare dem.

Chip Kelly fik da også øjeblikkelig succes i NFL, hvor Eagles i 2013 vandt 10 kampe og NFC East-titlen –  anført af ligaens bedste løbeoffensiv. Det blev også til 10 sejre i 2014, men i løbet af den sæson og især i 2015 stod det klart, at NFL havde indhentet Kellys system. Efter at de defensive koordinatorer havde haft en offseason til at nærstudere Kellys angreb – og finde modtræk – faldt effektiviteten. 

I takt med at flere og flere NFL-hold kopierede Kellys system, blev forsvarene nemlig især bedre til at modsvare farten, fordi de oftere stod over for et sådan forsvar. Hvor et forsvar i 2013 kunne blive overrumplet af, at et spil blev sat i gang kun 20 sekunder efter, at det forrige var afsluttet, kunne forsvarsspillerne et par år efter komme med et modtræk, der kun krævede ét ord eller to på banen. Et modtræk, der vel og mærke stadig var komplekst og til fordel for forsvaret.

I San Francisco i 2016 stod det for alvor klart, at Kellys angreb ikke var, hvad det havde været. Systemet gav ham ikke længere den fordel, som det gjorde tidligere, og samtidig var den offensive talentmasse så ringe – den værste i NFL – at angrebet samlet set var blandt ligaens svageste. 

Kelly formåede dog ikke at forholde sig til realiteten. Hans angreb blev alt for forudsigeligt – og gennem de senere år har en række forsvarsspillere efter sejre over Kellys mandskab erklæret, at de før flere spil vidste, hvad der ville ske. Simpelthen fordi Kellys angreb var så let at læse. Alligevel lyder meldingen fra folk i NFL, at Kellys angreb anno 2016 reelt var lig med dét, som han havde i september 2013 hos Eagles.

Udviklede ikke offensiven
Den engang så innovative head coach kunne ganske enkelt ikke tilpasse sig og udvikle offensiven, og derfor var det svært at se 49ers’ angreb blive markant bedre i 2017, selvom holdet i den kommende offseason finder gode forstærkninger. 

General manager Trent Baalke er altså også en færdig mand i San Francisco – ikke overraskende 49ers’ enorme kollaps i de senere år taget i betragtning.

Tilbage i 2013, hvor 49ers var i Super Bowl, blev han hyldet som NFLs bedste general manager, og hans arbejde først i en seks år-lang periode som sportslig ansvarlig var beundringsværdigt. Han byggede videre på det fundament, som forgængeren Scott McCloughan havde skabt – og Baalke signede spillere som Alex Boone, Carlos Rogers og Donte Whitner, der alle blev vigtige starters – og han “stjal” Anquan Boldin i en handel med Baltimore. Samtidig byttede han adskillige draft picks og spillere væk for mere draft-værdi, der gav ekstra muligheder i draften.

Problemet var bare, at Baalke især i de senere år alt for ofte floppede med sine valg, og det betød i 2016, at truppen var pivende talent-tynd. Når man går ind i sæsonen med Blaine Gabbert som sin starter bag center og Quinton Patton som det ene receiver-valg, ved man, at det er skidt. Alt for mange af Baalkes draft-valg var skæverter – og hans insisteren på at tage chancen på talentfulde spillere, der faldt i draften på grund af alvorlige skader, slog totalt fejl. Marcus Lattimore, Tank Carradine, Keith Reaser, Brandon Thomas og DeAndre Smelter blev – blandt andre – alle valgt af Baalke med håbet om, at ét enkelt “redshirt”-år ville gøre gavn. Men ingen af dem er nogensinde blevet til noget i NFL.

Baalke formåede heller ikke at udvikle en stærk wide receiver eller tight end, der er så vital i nutidens NFL. Hans bedste bud er Kyle Williams, der vel mest af alt vil blive husket for at tabe bolden på en fumble i overtid i NFC-finalen i 2012, og valget af A.J. Jenkins i 1. runde af draften det år var så stort et flop, at Jenkins blev handlet væk bare én sæson senere. Siden turde Baalke tilsyneladende ikke at bruge høje draft picks på wide receivers, og resultatet blev derfor, at 49ers savnede “skill position players”, der kunne true modstanderen. 

Men vigtigst af alt lykkedes det i de senere år ikke Baalke at rykke sig fri af Jim Harbaugh-skyggen. Hans markante, interne kontrovers med den succesrige, men krævende cheftræner, der fik sparket i 2015, lagde sig som en tung dyne over hans ledelsesperiode, fordi York-familien valgte Baalke frem for Harbaugh, da de blev tvunget til at vælge imellem to.

Baalke var upopulær
Det gjorde Baalke voldsomt upopulær blandt holdets fans – enkelte fik fløjet bannere over Levi’s Stadium, hvorpå de krævede hans afgang – og i takt med at resultaterne udeblev, og truppen blev svagere og svagere, steg presset på Jed York for at fyre Baalke, ligesom kritikken af York for overhovedet at skille sig af med Harbaugh tog til. Også selvom Baalke var direkte uheldig med tabene af Patrick Willis, Justin Smith, Anthony Davis og Chris Borland, der pludselig stoppede deres karrierer på grund af skader eller frygten for skader – uden at Baalke havde en andel i det. Men deres afgange kostede på banen og uden for, hvor især Willis og Smith efterlod et leder-vakuum.

Det ændrer bare ikke ved, at et 49ers-mandskab, der for få år siden havde en dog meget lys fremtid – “49ers vil være gode i meget lang tid”, skrev The MMQBs Peter King i 2014 – så nedturen blive større og større. Og derfor måtte Baalke ud, og med ham røg Kelly.

Og hvad så nu? 49ers skal beslutte, om holdet vil hyre en stærk general manager, der selv skal finde en head coach efter hans smag. Eller om holdet skal lave Seattle-modellen ved at hyre en head coach og derefter finde en general manager, som træneren kan arbejde sammen med. Allerede nu bliver Patriots’ Josh McDaniels og Dolphins’ Vance Jopseh nævnt som træner-kandidater, og Packers’ Eliot Wolf, Falcons’ Scott Pioli og Seahawks’ Trent Kirchner og hans kollega Scott Fitterer bliver kastet ind i spekulationerne som general manager-emner.

Men virkeligheden er, at ingen lige nu ved, hvilken retning 49ers i sidste ende vil gå i. For det afhænger i høj grad også af, hvor attraktive de to job er.

Og efter to træner-fyringer på ét kalenderår – og med en trup, der savner kvalitet alle vegne herunder en franchise quarterback – er det svært at se jobbet som henholdsvis head coach og general manager for 49ers tiltrække de allerstørste navne.

Der er – i sandhed – sket meget siden den februardag for små fire år siden, hvor San Francisco 49ers var få yards fra at vinde Super Bowl.

Kommentér gerne nedenfor eller på twitter til @shygumhansen

Skriv et svar