Football For Folket!

Blog: 8 kommentarer til 13. NFL-runde

Tom Brady er middelmådig uden Gronk, men Patriots kan sagtens gå hele vejen, Packers kan stadig vinde NFC North, Seahawks’ forsvar er uhyre stærkt trods udskiftninger, Jeff Fisher overlever i Los Angeles – og Browns er tæt på topvalget og måske et stortalent i draften. Læs otte kommentarer til 13. spillerunde i NFL.

——————————————————————————————————————————————————————

1. Ustabile Packers kan sagtens vinde NFC North

Green Bay Packers var på vej mod afgrunden, men vandt mandag i overbevisende stil på udebane mod Philadelphia Eagles, der ellers i hjemlige omgivelser har været stærke.

I en indtil nu skuffende sæson satte sejren fornyet gang i diskussionerne om, hvorvidt Aaron Rodgers og Co. kan kickstarte sæsonen og nå i slutspillet, selvom Packers (5-6) fortsat har tabt flere kampe, end de har vundet.

P.t. er Packers to sejre efter Detroit Lions (som Packers dog har slået) og én sejr efter Minnesota Vikings, der til gengæld har besejret Packers. Det vil kræve sejre i begge sæsonens sidste kampe mod netop Lions (ude) og Vikings (hjemme) for, at Packers overhovedet kan komme i betragtning til en slutspilskamp. Derudover møder Green Bay på søndag hjemme Houston Texans i en must-win-kamp og i ugerne efter Seattle Seahawks og Chicago Bears.

Kun kampen mod Seattle synes på papiret virkelig vanskelig, men den bliver trods alt spillet i Wisconsin. Det er derfor realistisk at tro, at Packers vinder fire af de sidste fem kampe, hvilket vil bringe totalen op på ni sejre. I hvert fald hvis Packers kan holde kadencen fra Eagles-kampen.

Er det nok? Det afhænger af naturligvis af, hvordan Detroit Lions og Minnesota Vikings klarer sig.

Matematikken viser, at Packers udover at besejre Lions skal håbe på, at løverne maksimalt vinder to af de fire andre kampe, de spiller.

I den kommende weekend venter New Orleans Saints ude, så møder Lions hjemme Chicago Bears, inden NFC East-mastodonterne New York Giants og Dallas Cowboys begge står for tur på udebane. Og så kommer Packers-kampen.

Giants, Cowboys og Sains på udebane? Lions kan sagtens tabe alle tre kampe, mens en sejr over Bears bør blive en formsag. Men det er altså bestemt sandsynligt, at Lions kun vinder to opgør mere i denne sæson.

Vikings tabte natten til fredag hjemme mod Dallas Cowboys, og med en sejr søndag over Texans vil Packers komme op på siden af vikingerne – begge med seks sejre. Men Minnesota vil stadig være foran Packers, fordi de slog Green Bay i september. Det kan dog blive udlignet, hvis Packers vinder i 16. spillerunde. Derudover møder Vikings ude tamme Jacksonville Jaguars, Indianapolis Colts (ude) og Chicago Bears (hjemme).

Hvis Packers besejrer Vikings i december, men taber én kamp derudover, må Minnesota maksimalt vinde yderligere to opgør, hvis Green Bay vil i slutspillet. Vikings bør vunde over Jaguars og Bears – men udekampen i Indianapolis bliver svær.

Tilbage står altså, at Green Bay Packers fortsat har gode muligheder for at vinde NFC North, som turneringsprogrammet ser ud. Ét nederlag før divisionskampene i de sidste to runder behøver endda ikke at koste slutspillet.

Forudsat – naturligvis – Packers kan fortsætte takterne fra mandagstriumfen.

2. Ingen Gronk? Så er Tom Brady svagere end gennemsnittet…

New England Patriots blev torsdag ramt af et hårdt tilbageslag, da det kom frem, at All-Pro-tight end Rob Gronkowski for tredje gang skal opereres i ryggen. En operation, der fandt sted fredag.

“Gronk” er nu ifølge Patriots-ledelsen formentlig færdig for sæsonen – og dermed har Patriots mistet sin bedste spiller, der ikke bærer navnet Tom Brady.

Siden Gronkowski kom ind i NFL i 2010, har han været en kæmpe faktor i Patriots’ angreb og den måske største trussel blandt alle receivers i NFL, fordi han er så stor, stærk og adræt på samme tid. Alene i år har han snittet 21,5 yards pr. catch på 25 catches – et vanvittigt højt gennemsnit.

Historikken viser da også, at især quarterback Tom Brady er en anden spiller uden “Gronk” på banen sammenlignet med, når han har haft nummer 87 til rådighed.

De to har sammen spillet 86 kampe, og Patriots har vundet 69 af kampene. Brady har i de kampe ramt plet på 65,5 procent af alle kast for et gennemsnit af 290 yards pr. kamp med en passer rating af 104,5 point til følge.

Uden Gronk har Brady kun ramt plet på 57,5 procent af alle kast for 257 yards pr. kamp og med en passer rating af kun 84,4 point til følge. Og i den periode har Patriots vundet 12 af 17 kampe.

Bradys rating på 84,4 point er faktisk lavere end den gennemsnitlige passer rating (86,8 point), som NFLs quarterback har nettet i perioden 2010 til 2016. Quarterbacks som Mike Glennon, Josh McCown, Matt Flynn og Brian Hoyer har faktisk haft en højere rating i perioden end Bradys rating uden Gronk. Og quarterbacks som Seneca Wallace, Joe Webb, Dan Orlovsky, E.J. Manuel og Landry Jones har i samme periode en højere completion percentage.

Med Gronk på banen, snitter Brady hele 9,1 yards pr. kast. Uden ham falder snittet til kun 6,4 yards pr. kast. Et voldsomt fald.

LÆS: Den store datarevolution i NFL

Patriots har dog i Martellus Bennett en stærk tight end, der i sig selv er en trussel, men han døjer med flere skader (anklen, armen), og hans helbred bliver ifølge NFL Networks Ian Rapoport ikke bedre i denne sæson. Altså skal han kæmpe sig igennem skaderne. Det kan hæmme ham. Den tredjebedste tight end i truppen er Matt Lengel, der kun har én kamp og 12 spil på cv’et.

Og derfor er der ingen tvivl om, at Patriots er nødt til at forlade sit fokus på “two tight end”-formationer. Forud for forrige weekends opgør mod San Francisco 49ers havde Patriots ellers ifølge ESPN kørt næstflest spil i NFL, hvor der var to tight ends på banen samtidig, og på det tidspunkt førte Patriots ligaen i flest receiving yards fra tight ends.

Nu må Patriots se andre veje – og det kan involvere endnu flere sæt med tre wide receivers på banen samtidig i form af Julian Edelman, Chris Hogan og Danny Amendola eller den lovende rookie Malcolm Mitchell. Samtidig hjælper Dion Lewis’ comeback også, fordi han ligesom med en anden running back, James White, er en dygtig pass-catcher og ruteløber. De to kan få spilletid sammen – hvor de begge er mål for Brady på kast.

Den gruppe er stadig meget, meget stærk, og med den vil holdet kunne slå mange hold – som søndagens modstander fra Los Angeles Rams.

Men tag ikke fejl. Tabet af Gronkowski er stort. Og Patriots’ chancer for at vinde Super Bowl er alt andet lige blevet mindre. Det vidner statistikken, der fortæller, hvor middelmådig Brady er uden ”Gronk”, alt om.

Tabet er dog ikke nødvendigvis katastrofalt.

For heldigvis for Patriots er holdet så godt som i slutspillet efter en regulær sæson, hvor holdet i år har haft lettere betingelser end normalt. Patriots har været begunstiget af et let program (det fjerdesvageste i NFL), hvor det er svært at pege på én signatursejr, der virkelig har været imponerende, sådan som flere af modstanderne siden har spillet (og skuffet). Faktisk var de tre sejre først i sæsonen uden karantæneramte Brady de objektiv set mest imponerende.

For siden Brady kom tilbage, har Patriots slået seks modstandere, der for sæsonen kun har vundet 19 af 60 kampe (de i alt seks nederlag mod Patriots ikke medregnet) – og de to bedste hold, som Brady og Co. har besejret, var endda uden deres bedste spillere – nemlig Steelers (Ben Roethlisberger) og Bills (LeSean McCoy).

Men Patriots har altså ikke dummet sig i de overkommelige kampe og nærmer sig nu – som minimum – en plads som oversidder i slutspillet, og i så fald vil Patriots (igen) kun være to sejre i januar fra Super Bowl.

Kan Patriots vinde de to kampe uden Gronkowski? Det er ikke blevet lettere, for han er en afgørende brik. Og Brady er altså – statistisk set – ikke bedre end Josh McCown eller Matt Flynn uden Gronk.

Men som AFC ser ud i år, er det bestemt sandsynligt, at Patriots vinder de to opgør. Især hvis begge kampe bliver spillet på Gillette Stadium.

3. Big Ben, Manning eller Rivers

Denne uges opgør i Pittsburgh mellem Giants og Steelers sætter fornyet fokus på 2004-draftklassen – den første vi dækkede her på Draftday.dk – fordi den indeholdt tre potentielle Hall of Fame-quarterbacks i form af topvalget Eli Manning (der på draft day blev handlet fra Chargers til Giants), fjerdevalget Philip Rivers og 12. valget Ben Roethlisberger.

Manning og Roethlisberger tørner søndag sammen – for fjerde gang – og sidstnævnte erkender, at der en indbyrdes konkurrence mellem de tre.
– Jeg tror, at vi alle tre – når det hele er slut – gerne vil have fordelen, når folk diskuterer, hvem der er den bedste fra vores årgang, sagde han i denne uge.

Trioen har muligheden for at gå over i historien som den bedste quarterback-gruppe, der er kommet ud af draften, men det vil formentlig kræve et par Super Bowl-sejre mere at slå 1983-klassen, der gav navne som John Elway, Dan Marino og Jim Kelly.  Manning og Roethlisberger er kun det tredje par quarterbacks gennem tiderne, der møder hinanden i en sæsonkamp, som kommer fra samme årgang – og som begge har vundet mindst én Super Bowl.

Og faktisk er det jo blevet til mere. Manning har vundet to NFL-finaler med Giants, og Roethlisberger har vundet to med Steelers. Rivers har aldrig vundet én med Chargers, og derfor synes han ofte at være efter de tre, når talen falder på, hvem der er bedst.

Til gengæld har han været yderst produktiv. Siden 2004 har Rivers den bedste passer rating af de tre (95,4 point) og har også den bedste completion percentage (64,7 procent), mens Manning har kastet flest touchdowns (314) og for flest yards (47093) af de tre. Roethlisberger har til gengæld skaffet flest yards pr. kast (7,77) og med otte slutspilsdeltagelser – herunder to mesterskaber, én tabt Super Bowl og én tabt AFC-finale – har han nået længst af de tre med sit hold.

Så hvem er bedst? Det er nærmest umuligt at svare på og afhænger formentlig af øjnene, der ser. Men sikkert er det, at få draft-klasser som 2004-årgangen har produceret så stærke quarterbacks.

4. Seattles forsvar stadig fantastisk

Seattle Seahawks fortsætter dominansen i forsvaret. Inden søndagens kamp i Carolina mod Panthers har Seattle tilladt færre point pr. kamp end noget andet hold i NFL – 17,0 point pr. kamp.

Hvis Seattle holder det niveau i resten af sæsonen, vil det – helt utroligt – være femte år i træk, at Seahawks tillader færrest point i sæsonen.

I år er det sket på trods af, at forsvarsprofilerne Kam Chancellor, Earl Thomas og Michael Bennett – de sidste to er måske holdets bedste, defensive spillere – har misset i alt 10 kampe i denne sæson.

Og sammenligner man med 2012-sæsonen – det første år, hvor Seattle dominerede – er der også sket utroligt meget.

I slutspilskampen mod Atlanta Falcons i januar 2013 startede Seahawks fire defensive linemen, der alle spiller andre steder i dag. Herunder Red Bryant og Brandon Mebane. Og nede bagved startede Brandon Browner som den ene cornerback, mens Leroy Hill var startende outside linebacker. De vigtigste reserver, der fik masser af spilletid, var Clinton McDonald, Bruce Irvin, Jason Jones, Malcolm Smith og Byron Maxwell. Ingen af dem spiller i Seattle i dag.

På sidelinjen var Gus Bradley defensiv koordinator, og han blev i 2013 head coach i Jacksonville, hvorefter han blev erstattet af Dan Quinn, som sidste år blev cheftræner i Atlanta. Nu hedder koordinatoren Kris Richard, men forsvaret er stadig uhyggeligt stærkt – selvom der nu har været tre, defensive koordinatorer i perioden.

Forklaringen er blandt andet, at grundstammen stadig er intakt – i form af Bobby Wagner, Richard Sherman, Chancellor og Thomas. De fire har på hver deres måde afgørende betydning for holdets præstationer.

Men forklaringen er også, at Pete Carrolls system forsat fungerer optimalt og kan holde niveauet, selvom der er udskiftning i truppen. Kombinationen af en stærk forsvarslinje, adrætte linebackers og tårnhøje cornerbacks i et ”Cover 3”-forsvar med en centerfielder nede bagved (Thomas) og en hårdtslående safety (Chancellor) er stadig ekstremt svær at score imod.

Skriv et svar