Football For Folket!

Blog: 7 kommentarer til Preseason week 2

Natten til fredag bød på en smuk gestus i en NFL-kamp, Blake Bortles risikerer starterjobbet, et nyt show fra “Præsident Trub” kan være i vente, og så skal danske Andreas Knappe håbe på mere spilletid, hvis han skal have en plads i Atlanta Falcons’ sæsontrup. Læs her en bunke kommentarer til 2. runde af preseason i NFL.

Smuk gestus af Chris Long
Det er i sandhed en svær tid i USA, hvor Charlotteville-tragedien, en præsident, der ikke vil tage klart afstand fra nazister og KKK’ere og Colin Kaepernick-demonstrationen har bragt minder om 1960’erne racekonflikter. Natten til fredag i kampen mod Buffalo foretog Philadelphia Eagles’ sorte safety Malcolm Jenkins så (igen) sin egen symbolske handling, da han knyttede en næve i luften, da nationalmelodien blev afsunget, og på symbolsk vis demonstrerede for lighed og fællesskab – for alle hudfarver – i et splittet land.

Endnu smukkere var dog den opbakning, som holdkammeraten Chris Long, der er hvid, foretog. Han lagde en arm rundt om Jenkins og gav dermed sin symbolske støtte. Long, der er fra Charlottesville, havde inden kampen spurgt Jenkins om lov til at lægge armen om ham og sagde efter kampen, at det var hans forsøg på at vise omverdenen, at han – som hvid – bakker op om Jenkins’ demonstration.


Er Blake Bortles på vej ud på bænken?
Blake Bortles risikerer nu at miste jobbet som starter bag center i Jacksonville. Natten til fredag skuffede tredjevalget i 2014-draften igen-igen, da Jaguars tabte med 12-8 til Tampa Bay. Bortles ramte plet på otte af 13 kast for 65 yards på fire serier, der alle endte med et punt. Konkurrenten Chad Henne fandt en modtager på seks af 10 kast for 44 yards. Efter kampen sagde head coach Doug Marrone, at han var skuffet, og at “begge spillere” nu kan tage starterjobbet, hvilket er en drastisk udmelding, selvom Bortles’ udvikling gik i stå i en skuffende 2016-sæson. For Jaguars investerede stort i Bortles, der for bare to år siden var en oplagt “franchise quarterback”. Nu risikerer han at starte sæsonen på bænken – degraderet.

Jay Cutler fik banket rusten af
Natten til fredag i opgøret mod Baltimore Ravens fik Jay Cutler banket rusten af. Den indtil-for-to-uger-siden-pensionerede quarterback startede de første to serier for sit nye hold, Miami Dolphins, der havde hentet Cutler ud af pensionen og væk fra det nye job som NFL-kommentator for at sætte ham bag center i stedet for knæskadede Ryan Tannehill. Cutler ramte plet på tre af seks kast for 24 yards, og selvom stikprøven var lille, viste Cutler – ifølge head coach Adam Gase – en stærk evne til at køre Dolphins “hurry up”-angreb. Så alt i alt positivt trods den meget begrænsede spilletid i den ligegyldige kamp – resultatmæssigt – som Ravens i øvrigt vandt sikkert med 31-7.

Kan Joe Mixon fortsætte de gode takter?
I Cincinnati Bengals’ første preseason-kamp imponerede rookien Joe Mixon i holdets backfield. Running backen nettede ikke vilde stats – seks carries for 31 yards og et 11 yard-catch – men på flere af løbene viste han nogle smide, hurtige fødder og frem for alt en stærk tålmodighed. Bengals møder lørdag Kansas City Chiefs, og kan han gøre det godt igen, er Mixon for alvor i spil til jobbet som starter, selvom Jeremy Hill dog også gjorde godt mod Buccaneers. Mixon faldt til 2. runde af draften på grund af sagen om det voldsomme overfald på en kvinde, men han ligner lige nu en spiller, der kan få en stor rookie-sæson.


Paxton Lynch under massivt pres
Han var et førsterundevalg i 2016-draften, men indtil nu har quarterback Paxton Lynch ikke bevist, at han var den høje status værd. På lørdag mod San Francisco 49ers starter andenårsspilleren bag center – og bliver dermed testet af 49ers’ førstekæde – og han har hårdt brug for at levere en stærk, overbevisende præstation. Her og nu ligner konkurrenten Trevor Siemian nemlig for andet år i træk Broncos’ førstemand – han var på førsteholdet i foråret og gennem training camp – og han startede også den første preseason-kamp mod Denver.

Som aftalt starter Lynch mod 49ers, og alt andet end en virkelig stærk præstation kan betyde, at Siemian sikrer sig jobbet. Begge får formentlig spilletid i den tredje preseason-kamp, men konkurrencen fil formentlig være afgjort før den sidste træningskamp, hvor holdene typisk sparer holdets starters. Hvis Lynch stadig ikke starter i år 2, er det en kæmpe skuffelse for Denver.

Et nyt show fra “President Trub”?
Chicago Bears fik kritik for at handle én plads op i draften i april for at vælge quarterback Mitch Trubisky, selvom holdet allerede havde signet en top-quarterback i form af Mike Glennon. Men i den første preseason-kamp mod Denver så det meget lovende ud for Trubisky. Så lovende, faktisk, at de lokale Chicago-aviser dagen efter skamroste ham, og én enkelt (Chicago Sun-Times) kaldte ham for “President Trub”. Mod Broncos ramte Trubisky plet på 18 af 25 kast for 166 yards og ét touchdown (ganske vist mod reserver), og han havde masser af saft og kraft i sine kast og bevægede sig mobilt og elegant på banen. Hvis han kan levere endnu en god præstation lørdag mod Arizona, der får aviserne til at bruge de store ord, begynder det virkelig at ligne noget.

Får Andreas Knappe mere spilletid?
I sin allerførste NFL-kamp – mod Miami Dolphins – var danske Knappe på banen på 16 angrebsspil. Det var færre spil, end jeg havde forventet, men det er svært at lægge noget markant i det. Det kan være som led i en plan, de offensive tackles hos Atlanta Falcons, der kæmper om plads som swing tackle, skiftes til at få mange snaps. Konkurrenterne Daniel Brunskill og D.J. Tialavea fik til sammenligning 46 og 42 snaps på banen. Omvendt var Will Freeman – endnu en konkurrent – kun på banen på seks angrebsspil. Så der var stor forskel, og det kan være aftalt, så hver kandidat får 35-40 snaps i én af de fire preseason-kampene.

Uanset hvad vil flere kampe med kun 15-18 snaps være problematisk for Knappe, og derfor bliver det spændende at se, hvor meget han kommer på banen på lørdag mod Pittsburgh Steelers. Ikke mindst fordi head coach Dan Quinn i forrige weekend udtalte, at Kevin Graf (der var ude mod Miami) dengang førte kampen om swing tackle-positionen. Er det stadig tilfældet, skal Knappe foran ham og måske andre spillere i køen, hvis han skal sikre sig en plads i sæsontruppen.

Skriv et svar