Football For Folket!

Blog: 49ers og Patriots i stor handel for Garoppolo

49ers og Patriots lavede natten til tirsdag en opsigtsvækkende, stor handel, da holdene blev enige om at bytte quarterback Jimmy Garoppolo for et andenrundevalg. Læs her tanker om handlen – set fra både 49ers’ og Patriots’ side af bordet.

BAGGRUND

Årets største handel i NFL. Ingen havde set det komme, men det skete, da 49ers og Patriots efter en forhandling – der kun foregik i nogle timer i løbet af mandagen – blev enige om en Jimmy Garoppolo-handel for et andenrundevalg i 2018-draften.

Med tanke på 49ers’ nuværende styrke (og nul sejre i otte kampe) bliver det med stor sandsynlighed et 33. til 35. valg i næste års draft.

Jimmy Garoppolo er nu hos 49ers. FOTO: Jeffrey Beall, Wikimedia Commons

49ERS: Undgår usikkerheden til foråret

Head coach Kyle Shanahan og general manager John Lynch kommer ingen vegne uden en franchise quarterback, og derfor var det vitalt for fremtiden, at duoen fandt én hurtigst muligt. I 49ers-land var der allerede fuld fokus på de quarterbacks, der ville være på markedet i 2018 – Garoppolo og ikke mindst Kirk Cousins, som Shananan med stor succes trænede, da han var offensiv koordinator i Washington.

Der var dog en risiko for, at Redskins for tredje år i træk ville ”franchise tagge” Cousins – uanset om holdet ville beholde ham eller ej – og derfor kunne 49ers se frem til både at give Redskins en kompensation, hvis de alligevel ville erhverve ham, og Cousins en megakontrakt, der ifølge ESPNs Adam Schefters vurdering kunne nærme sig de 30 millioner dollars årligt.

Derfor var en Cousins-aftale aldrig helt ideel for 49ers, for selvom han er en god quarterback, som Kyle Shanahan angiveligt er stærkt interesseret i, er han ikke en god quarterback, at han var en vild pris værd.

Kirk Cousins kommer ikke til 49ers. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

49ers kunne også bruge et formodet top 3-valg i næste års draft på en college-quarterback, men faktum er, at en 2018-klasse, der i sommer så virkelig, virkelig god ud, har mistet lidt af pusten. De tre top-quarterbacks, Sam Darnold, Josh Rosen og Josh Allen, har alle haft skuffende sæsoner, og Darnold – det potentielt største navn af de tre – bliver endda ifølge nogle meldinger formentligt hos USC i 2018.

NFL.com’s draft-ekspert Bucky Brooks bemærkede da også, at handlen kan give et fingerpeg om, hvordan 49ers’ ledelse ser på næste års draft-klasse. Og hit-raten for førsterundevalgte quarterbacks er de seneste 10 år under 50 procent. Alt var – med andre ord – ikke nødvendigvis godt og fremtidssikret, hvis  49ers skulle vælge en quarterback i toppen af næste års draft.

Derfor er det oplagt for 49ers at slå til nu, for det er stærkt usikkert, hvad der er i vente til foråret. Et andenrundevalg i 2018-draften – også selvom det er et top 35-valg – er en meget lille pris at betale for en quarterback, som, 49ers vurderer, har franchise-kaliber-potentiale. Det er værd at bemærke, at Shanahan tilbage i 2014, da han var offensiv koordinator i Cleveland, mente, at netop Garoppolo og Derek Carr var de to bedste quarterbacks i draften, men Browns valgte – hårdt presset af ejer Jimmy Haslam – i stedet Johnny Manziel.

Så Shanahan har længe set et lys i Garoppolo, der kun har set sin værdi stige efter fem en halv imponerende quarters sidste år (før han blev skadet), hvor han tog over for suspenderede Tom Brady, førte Patriots frem til to sejre – og kastede fire touchdowns, ingen interceptions og nettede en passer rating af 113,3 point. Og, som både Adam Schefter, NBC Sports Bostons Michael Giardi og The MMQBs Albert Breer fortalte natten til tirsdag, vurderede man også internt hos Patriots, at Garoppolo er en ”franchise quarterback”-type. Det bekræftede blandt andre assistenttrænere hos Patriots i samtaler med Giardi natten til tirsdag, hvor de sagde, at de stadig tror, at han bliver en “fantastisk” spiller.

LÆS: Fyring er et skidt signal til Knappe

Handlen blev da også straks skamrost på Twitter. Den tidligere Patriots-exeuctive Mike Lombardi skrev, at han ”elsker” handlen set med 49ers-øjne, CBS’ Jason La Canfora kaldte det for et ”absolut tyveri”, selv hvis Garoppolo ikke slår igennem, og The Bleacher Reports Mike Freeman kaldte handlen for ”ét af de største tyverier i NFL-historien”.

Så langt vil jeg ikke gå. For selvom Garoppolo ser lovende ud, er det stadig et lille kendskab, vi har til ham, og han er spinkelt bygget, hvorfor man kan sætte spørgsmålstegn ved hans holdbarhed over de næste mange år. Og fordi han fungerede effektivt i Patriots’ system, betyder det ikke, at han også vil være en succes hos 49ers. Og da slet ikke i 2017, hvor han kommer til at stå bag en skadesplaget angrebslinje i et angreb med en svag gruppe ”skill position players”.

Men igen: 49ers, der før handlen havde fem valg i top 100 næste år (herunder Saints’ andenrundevalg), brugte stadigvæk kun deres eget andenrundevalg på en quarterback, der var jagtet af andre hold i offseason, som i foråret blev spekuleret på vej væk for to førsterundevalg, og som meget vel kan blive fremtidens mand bag center for holdet.

Og at den nye 49ers-ledelses allerførste skud efter en ”franchise quarterback” koster et andenrundevalg – og er for en etableret spiller, der har fået værdifuld træningstid bag NFLs bedste quarterback – er mere end godkendt. Bare tænk på hvor mange skud hold som Browns og Bills har brugt på at finde deres ”franchise QB”. Det er et relativt billigt skud i bøssen.

49ers vil uden tvivl forsøge at forlænge Garoppolos aftale i de kommende måneder, før han bliver en free agent til foråret, men lykkedes det ikke, kan 49ers ”franchise tagte” Garoppolo for en forventet pris af 22-24 millioner dollars i 2018. Det er ikke mange penge for et hold, der ventes at have et NFL-historisk stort hul på salary cappen næste år, og som i en eventuel kontrakt kan ”frontloade” aftalen, så Garoppolo bliver betalt allermest de første sæsoner, hvor hullet er størst.

Patriots: Satser hele butikken på Brady

Der er ingen tvivl om, hvilket signal handlen sender set med Patriots’ briller: Holdet vurderer, at Tom Brady har flere, virkelig gode år tilbage.

Brady er 40 år og har måske aldrig været bedre, og han siger selv, at han kan holde niveauet frem til en alder af 45 år. Allerede nu er han på utrådt territorium – ingen 40-årig har spillet så godt – men Patriots og Brady tror altså, at jernmanden, der lever et ekstremt sundt liv, kan holde niveauet. Og hvorfor skulle han ikke det? Her og nu er man i hvert fald nødt til at lade Brady komme tvivlen til gode.

Uanset hvad stod Patriots over for en svær situation til foråret. Holdet havde forgæves forsøgt at forlænge Garoppolos aftale, men hans lejr, anført af agent Don Yee (som også er Bradys agent), kom ikke tæt på at acceptere en aftale, og derfor er han en free agent til foråret. Her kunne Patriots så vælge at ”franchise tagge” ham – som flere forventede, at holdet ville gøre – eller de kunne lade ham forlade holdet via free agency og få et kompensationsvalg i 2019-draften til gengæld.

Patriots gjorde ingen af delene, men lod ham gå nu, hvor holdet fik et andenrundevalg i bytte. Det var ikke meget med tanke på, hvor vilde spekulationer, der var omkring hans mulige pris i en handel sidste forår eller til næste forår, men virkeligheden er mere kompleks. Havde de ”tagget” ham, kunne de potentielt have fået mere for ham i en eventuel forårshandel, men det ville stadig have presset holdet økonomisk, fordi Patriots, indtil en handel var i hus, ikke i samme grad ville kunne forlænge med egne spillere og jagte free agents.

Tom Brady er måske bedre end nogensinde – i en alder af 40 år. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

Så ville Patriots hænge på de 22-24 millioner dollars, som et ”tag” ventes at koste. Og for – hvad det er værd – fortalte NFL Networks Ian Rapoport natten til tirsdag, at Patriots ”kun” kunne have fået 33. valget i foråret fra Browns i en draft-handel, da Cleveland viste interesse. Sådan en udmelding skal dog tages med et gran salt. Prisen kunne være større til næste forår, når flere hold potentielt begyndte at byde på en “tagget” Garoppolo, og hvem ved, hvad den præcise pris ville være, hvis først Patriots og Browns for alvor havde forhandlet, som holdene angiveligt ikke gjorde.

Men Patriots tror tilsyneladende så meget på Bradys holdbarhed, at det heller ikke gav mening at beholde Garoppolo i 2018 på et ”franchise tag”-niveau som NFL-historiens dyreste reserve. Og det ville slet ikke give mening at skille sig af med superskarpe Brady og satse på Garoppolo, som nogle eksperter havde foreslået.

Det betyder dog ikke, at situationen er ideel for Patriots. Ved at lægge alle æg i Bradys kurv, satser holdet big-time på veteranen. Det er risikabelt – og bliver Brady alvorligt skadet i denne sæson, har holdet ikke en chance for at nå langt, uanset hvem der bliver hans afløser. Det havde de med Garoppolo.

Internt hos Patriots vurderede man ifølge Albert Breer, at Garoppolo var den første quarterback i Bradys 16 år hos holdet, der kunne tage over for Brady og opretholde et højt niveau (som han da også beviste i 2016). Og man skal ikke glemme, hvor svært det er at finde og udvikle virkelig gode quarterbacks i NFL – også for Patriots, der har brugt top 100-valg på quarterbacks som Ryan Mallett og Kevin O’Donnell, som aldrig har slået igennem i NFL.

Holdet har alene i denne senere år investeret både andenrunde- og tredjerundevalg i Bradys reserver i form af Garoppolo og Jacoby Brissett, der før sæsonen blev handlet til Indianapolis. Ingen af de to er længere på holdet. Til gengæld har holdet fået wide receiver Phillip Dorsett (for Brissett) – der indtil nu har grebet fire bolde for 85 yards i otte kampe – og altså en højtvalgt rookie i næste års draft (for Garoppolo), men har til gengæld ingen etableret, talentfuld afløser til Brady. Hverken på den korte eller lange bane.

Fremtiden ser derfor nu pludselig helt anderledes ud for Patriots, når Brady stopper eller i værste fald bliver ramt af en alvorlig skade – end den gjorde for ét døgn siden.

LÆS: All-Dynasty Team – angrebet

Men Bradys suveræne 2017-sæson gjorde bare timingen omkring Brady/ Garoppolo-dynamikken dårlig med tanke på, Garoppolo er en free agent næste forår. Det var én af de situationer, hvor Bill Belichick ikke kunne ramme et ”home run” uanset hvad, han gjorde.

Nu fik han et andenrundevalg for Garoppolo. Et værdifuld valg – isoleret set – men med tanke på, hvor mange missere der i draftens anden runde, er det langt fra sikkert, at det fører væsentlig kvalitet med sig. Siden 2011 har Patriots fundet netop Garoppolo og også Jamie Collins og Shane Vereen i anden runde, men her har de også valgt flop som Tavon Wilson, Aaron Dobson og Ras-I-Dowling.

Og selv hvis Patriots får det absolutte topvalg i anden runde, behøver det ikke at føre en profil med sig. De seneste 10 års topvalg på andendagen har været Kevin King, Emmanuel Ogbah, Landon Collins, Xavier Sua-Filo, Jonathan Cyprien, Brian Quick, Ras-I Dowling, Rodger Saffold, Louis Delmas og Phillip Merling. Flertallet af de spillere har ikke levet op til deres draft-status.

Brian Quick greb aldrig flere end 25 bolde i en sæson for Rams, der valgte ham i toppen af anden runde af 2012-draften. Nu er han hos Redskins. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

Det er dog meget sandsynligt, at Patriots ikke er færdige med at handle før tirsdagens handels-deadline (klokken 22), og her kan andenrundevalget komme i spil. Ifølge Jason La Canfora jagter Patriots en ”run stopper” oppe foran, og holdet kan ifølge La Canfora også bruge det nyerhvervede andenrundevalg i en handel, hvor cornerback Malcolm Butler måske bliver tilføjet, til at hente en profil hos et andet hold.

Hvem det skulle være – vides ikke. Det er en heftig pris at betale for en spiller, som et andet hold er parat til at handle i sæsonen. Men man skulle kende Bill Belichick dårligt, hvis han ikke er aggressiv resten af tirsdagen i forsøget på forstærke en trup her midt i dét, der fortsat er Tom Bradys storhedstid.

En Tom Brady, der nu også er fremtiden efter tirsdagens spektakulære handel.

3 Responses to “Blog: 49ers og Patriots i stor handel for Garoppolo”

  1. Wentz

    er reglen ikke lavet så man “kun” kan tagge en spiller to år i træk. dvs Redskins kan ikke gøre det mere

    Svar
  2. Ollie

    Er helt enig, et 2. runde pick, for en QB, der allerede har vist, at han kan spille i NFL, det er altså billigt, om han så kan fungere i 49’ers system, det må tiden vise. At Patriots satser på Brady, måske til han er 45, det er risikabelt, allerede i år, har Brady blevet ramt mere end han normalt bliver på en sæson, og selv om hans spil er helt fantastisk, så er han 40 år, og det må sætte sine spor. Der skal passes meget bedre på Brady, hvis han skal kunne spille på topniveau, til han bliver 45 år, hans kostplan hjælper altså ikke mod alle de hits/sacks.

    Svar

Skriv et svar