Football For Folket!

Blog: 4 markante ting, vi lærte i week 10

Patriots er tilbage, hvor de altid er på denne tid på året, NFC står foran en højdramatisk afslutning og dominerer totalt AFC – og én head coach risikerer en fyreseddel i denne uge. Fire, markante ting vi lærte i 10. spillerunde.

1. Patriots er tilbage, hvor de altid er…

New England Patriots er tilbage, hvor de altid er – trods dommedagsprofetier tidligt i sæsonen. Forsvaret var dengang historisk dårligt, men i de seneste fem kampe har defensiven ikke tilladt flere end 17 point i en kamp, samtidig med at angrebet kun bliver skarpere, og søndagens 41-16-afklapsning af Denver Broncos var sæsonens hidtil mest komplette præstation fra Bill Belichicks mandskab. Og med Bills ydmygende nederlag til New Orleans Saints, er vi derhenne, hvor AFC East-titlen – så godt som sikkert – for niende år i træk er Patriots’.

40-årige Tom Brady spiller på et MVP-niveau, og alene hans tilstedeværelse gør – efter min mening – Patriots til favoritter til (endnu) en hjemmebanefordel gennem AFC-slutspillet. Men det forbedrede forsvar og en god special teams-enhed der søndag scorede på en kickoff-returnering, øger kun chancerne. Patriots er uhyggelige, når først holdet er i omdrejninger midtvejs i sæsonen, og siden 2008-sæsonen (hvor Tom Brady rev korsbåndet over) har Patriots kun tabt 12 kampe – i alt – fra 10. spillerunde og fremefter.

Det lugter derfor langt væk af syv sejre på stribe, en 14-2-slutstilling – og endnu en Super Bowl-deltagelse til Patriots.

Tight end Martellus Bennett er tilbage i New England – og forstærker en i forvejen stærk offensiv. FOTO: Jeffrey Beall, Wikimedia Commons

2. Ben McAdoo er en færdig mand i New York

Ben McAdoo er færdig som head coach hos New York Giants. Det må være konsekvensen af søndagens 31-21-nederlag til sejrsløse San Francisco 49ers. Spørgsmålet er bare, hvornår han får den ubehagelige nyhed overdraget fra Giants-ledelsen.

Ikke nok med Ikke nok med at Giants søndag tabte til et talentsvækket 49ers-hold med en rookie bag center, uden to af sine tre bedste wideouts, uden sin bedste tight end – og uden sine to bedste safeties – samt flere andre værdifulde spillere (49ers har sendt 18 spillere på IR-listen). Præstationen og indsatsen fra flere Giants-spillere var også så jammerlig, at man med rette kan spørge, om spillerne reelt ønsker at få McAdoo fyret – og derfor ikke gav sig fuldt ud.

Cornerback Janoris Jenkins tillod eksempelvis et touchdown af 83 yards til Marquise Goodwin og leverede et svagt forsøg på en nærved-tackling på Garrett Celeks 47 yard-touchdown. I alt tillod sidste sæsons Pro Bowler fire catches for 111 yards. Jenkins, der var suspenderet i sidste uges kamp mod Rams for brud på en intern holdregel, forlod ansvarsløst omklædningsrummet uden at svare på spørgsmål fra journalister, men han er kongeeksemplet på, at McAdoo – som en anonym Giants-spiller sagde i sidste uge – har “tabt holdet”.

Giants har stadig kun vundet én kamp i denne sæson og er i de seneste to kampe blevet latterliggjort af de samlede cifre af 82-38. Ejerne John Mara og Steve Tisch er forsigtige folk, men ikke så forsigtige, at de ikke godt ved, at den er helt gal. Hvis McAdoo ikke ryger ud inden næste uges kamp mod Chiefs, får han senest sparket efter sæsonen.

3. Stærke NFC står foran en dramatisk afslutning

Anden halvdel af den regulære sæson får en dramatisk afslutning i NFC, der lige nu vælter sig i spændende, gode tophold.

Efter New Orleans Saints’ imponerende 47-10-sejr i Buffalo søndag (hvor Bills havde vundet alle fire kampe i sæsonen) kan man argumentere for, at Saints er konferencens bedste og mest komplette hold. Med mindre altså at man mener det er ligeså imponerende Eagles, der sad over i denne uge. Eller hvad med Los Angeles Rams, der efter en træg indledning i kampen mod Houston, eksploderede og scorede 33 point (mod Texans’ syv)? Holdet har nu scoret 286 point – tredjeflest i Rams’ historie efter ni kampe. Og så er der Minnesota Vikings, der trods skader til flere profiler, også har kæmpet sig til syv sejre – og som i høj grad er med i kampen om hjemmebanefordel gennem slutspillet.

Det er kun anden gang de seneste 15 år, at fire NFC-hold har vundet mindst syv kampe efter 10. spillerunde. Men hvis Carolina natten til tirsdag slår Miami, vil de også nå op på syv sejre. Så mange hold med mindst syv sejre efter 10. spillerunder har der aldrig før været i konferencen siden divisionsomlægningen i 2002.

Læg dertil holdene, der kommer lige derefter. Som Seattle med MVP-kandidaten Russell Wilson, de forsvarende NFC-mestre fra Atlanta (der fik en flot sejr mod Cowboys) samt Detroit, Green Bay og Dallas – der også alle har vundet fem kampe – og du får 10 hold i konferencen med en “winning record”. Det bør blive en fantastisk afslutning.

Kyle Rudolph og Vikings er ét af flere stærke hold i NFC. FOTO: Joe Bielawa, Wikimedia Commons

4. …til gengæld stinker AFC

Mens NFC har utroligt mange virkelig gode hold – og flere end der er plads til i slutspillet – stinker AFC netop nu. Patriots dominerer i toppen sammen med den slumrende kæmpe fra Pittsburgh, der havde brug for en comeback-sejr mod svage Indianapolis for at undgå sæsonens tredje nederlag, og som åbenbart ikke kan gå en kamp igennem uden flere gange at skyde sig selv i foden. Og et tredje tophold, Chiefs, har trods alt vundet seks ud af ni kampe, men har tabt tre af de fire seneste kampe. Men derefter? Naaarrrhhh….

Vi kan sagtens juble over Jaguars’ ankomst på scenen – den har været ventet i mange år – men faktum er, at holdet havde brug for flere tåbeligheder fra Chargers for at vinde søndag, og selvom Jaguars har et fremragende forsvar og har vundet seks kampe og topper AFC South, er virkeligheden, at holdet stadig er for ustabilt fra uge til uge, og sådan vil det være, når quarterbacken hedder Blake Bortles. Personligt er jeg ikke op at ringe over Jaguars. Tennessee har også vundet seks kampe, og med et fordelagtigt program forude er 10-11 sejre inden for rækkevidde. Men så godt er et Titans-hold, der kun knebent har slået Browns, Ravens og Bengals i de tre seneste kampe, slet ikke. Jeg ser stadig Titans som et hold i NFLs bløde mellemvare, der kan slå et godt hold én uge og tabe ugen efter til et 2-7-hold.

Og resten af konferencen? Tja, hvis Miami taber til Carolina i mandagskampen, er det er kun fjerde gang siden divisionsomlægningen, at bare seks hold i AFC har en “winning record” efter 10. runder. 10 hold har tabt flere kampe, end de har vundet.

Det stinker langt væk af, at et meget ustabilt hold (Bills, Ravens eller Raiders?) sniger sig ind i slutspillet på den sidste wild card-plads. Det fortæller lidt om styrken i konferencen. Ikke overraskende har AFC-holdene da også kun vundet 14 af 37 kampe i denne sæson i opgør mod NFC-hold. NFC-holdene vandt alle fire dueller med AFC-mandskaber søndag – og har vundet ni af de sidste 10 kampe!

Skriv et svar