Football For Folket!

Blog: 12 kommentarer til de tidlige søndagskampe

Texans floppede totalt på den store, følelsesladede scene, J.J. Watts lillebror brød igennem fra dag 1, Detroit Lions’ forsvar imponerede, og Browns’ rookie så lovende ud. Læs her 12 korte kommentarer til de tidlige søndagskampe.

1. Jeg kan ikke mindes at have set et NFL-hold komme så fladt ud på dét, der var en så emotionel scene, som NRG Stadium i Houston var det søndag aften.

Texans mindedes ofrene for ”Harvey”-orkanen, og J.J. Watt blev introduceret som en folkehelt til det vildeste lydtapet af et brøl og klapsalver, da Watt, der havde samlet flere end 30 millioner dollars ind til genopbygning, løb på banen. Alligevel kom værterne forfærdeligt fra start.

Texans var helt ved siden af sig, kom hurtigt bagud med 19-0, og leverede, som den erfarne Houston Chronicle-journalist, John McClain, tweetede, ”det mest pinlige, han havde set et Texans-hold levere” nogensinde. Den elendigt-spillende quarterback Tom Savage blev tidligt i 3. quarter erstattet med rookie og førsterundevalg Deshaun Watson – det ville være sket før eller siden – men Texans’ største problem er en svag, svag angrebslinje.

Venstre tackle Duane Brown sidder ude i protest over sin kontrakt, og hans afløsere, Kendall Lamm og Chris Clark, blev gjort til grin, og som helhed blev enheden ydmyget af Jaguars-forsvaret. Den nyankomme defensive end Calais Campbell lavede 3,5 sacks FØR pausen – en ny franchise-rekord – og samlet tillod Texans-linjen 10 sacks (en Jaguars-rekord) og et hav af pressures.

Som jeg skrev i mine kommentarer til AFC South: Texans når ikke langt, hvis angrebslinjen er så skidt spillende. Og lige nu er venstresiden uden Duane Brown helt til grin og ikke engang NFL-værdig.

2. Den nye cornerback, Ronald Darby, der passede så godt til Philadelphia Eagles’ ”man-coverage” blev kørt fra søndagens kamp mod Washington Redskins med en alvorlig ankelskade, der meget vel kan holde ham ude i lang tid. Et enormt problem for Eagles, der nu står tilbage med Jalen Mills, Patrick Robinson og Jaylen Watkins, og som i de næste to kampe møder to formodet sværere modstandere i Chiefs og Giants, end Redskins var det.

Mills, Robinson eller Watkins er i bedste fald solide starters, i værste fald kun reserve-typer. Men de får nu ekstra spilletid. Søndag mod Redskins lod ørnene Malcolm Jenkins trække ind som slot cornerback, men det efterlader et tomrum på free safety.

3. Jeg har store forventninger til Cincinnati Bengals’ angreb, der – på papiret – ser meget spændende ud.

Men mod rivalerne fra Baltimore Ravens skuffede enheden fælt. Quarterback Andy Dalton kastede tre interceptions før pausen, han mistede bolden på samlet fem turnovers, angrebslinjen var shaky, og receiverne vristede sig ikke fri mod et meget lovende Ravens-forsvar.

Resultatet var et 20-0-nederlag til Ravens, der trods en lunken indledning fra quarterback Joe Flacco kom forrygende fra start.

4. Tarik Cohen imponerede i preseason, og den lille rookie fra Chicago Bears tog de imponerende takter med sig ind i den regulære sæson.

Den kun 5 fod 6 inches-høje altmuligmand skaffede 158 all-purpose yards mod Atlanta Falcons – fem carries for 66 yards, otte catches for 47 yards og tre punt-returneringer for 45 yards – og er et farligt, eksplosivt islæt i et Bears-angreb uden mange skræmmende navne. En formidabel debut.

5. T.J. Watt lavede to sacks og en interception i Pittsburgh Steelers’ 21-18-sejr over Cleveland Browns, og lillebroderen til J.J. fik dermed en fænomenal indledning på NFL-karrieren.

Watt har set meget, meget lovende ud i offseason, og det ser ud til, at NFL-gennembruddet kommer i år 1, som det også kom fra storebror. Og J.J. Watt har aldrig lavet to sacks og en interception i en kamp. T.J. Watt kan blive den playmaker, som Steelers har savnet, siden Troy Polamalu var på toppen af karrieren.

6. Chicago Bears’ wide receiver Kevin White blev igen-igen-igen skadet. Førsterundevalget fra 2015-draften udgik af opgøret mod Atlanta Falcons med en skadet hånd. Og dermed fortsætter skadesmareridtet for stortalentet.

Det tidligere top 10-valg i draften sad ude som rookie i 2015 med en skinnebensskade og greb kun 19 bolde i 2016 i sølle fire kampe, før han brækkede benet. Og nu er han altså skadet igen.

7. Jacksonville Jaguars’ ledelse har ikke lagt skjul på, at rookie-running back Leonard Fournette bliver angrebets store fokuspunkt, og søndag så man det tydeligt.

Fjerdevalget i dette års draft fik 26 carries for 100 yards, men greb også tre bolde for 24 yards. Blake Bortles ramte end ikke plet på halvdelen af sine kast, men var heller ikke den katastrofe, det var frygtet af Jaguars-fans, at den udskældte quarterback ville være, på udebane i svære betingelser mod Houston.

8. Det holdt hårdt, men i sidste ende trak Steelers en sejr med sig hjem fra AFC North-rivalerne fra Cleveland.

Wide receiver Antonio Brown greb 11 bolde for 182 yards, mens tilbagevendte Le’Veon Bell, der har siddet ude hele sommeren på grund af en kontrakt-holdout, kun løb for 32 yards og så meget rusten ud.

Steelers-angrebet har et stort potentiale, men fik ikke rigtigt indfriet det mod Browns – bortset fra altid stabile Brown.

9. Clevelands rookie-quarterback, 21-årige DeShone Kizer, den tredjeyngste NFL-starter bag center i en åbningsrunde i den moderne NFL-tidsalder var på ingen måde perfekt, men Kizer virkede ikke skræmt af den store scene, og der er masser at bygge på for et hold, der ikke har haft en rigtig franchise quarterback siden Berne Kosar og en kort periode med Tom Couch, før han også floppede.

Han har en stærk arm – det så man flere eksempler på søndag – og en statistik-score af 20 completions på 30 kast for 222 yards, et touchdown og en interception var mere end godkendt.

10. Oakland Raiders med en 26-16-sejr ude mod Tennessee Titans? En mere end godkendt begyndelse på NFL-sæsonen for et hold med et angreb, der så godt ud. I øvrigt i en kamp, som Tony Romo kommenterede (og han gjorde det glimrende).

11. New York Jets’ quarterback Josh McCown snittede 4,8 yards pr. kast (187 yards på 39 kast) i nederlaget til Buffalo Bills. Så få yards. pr kast på så mange yards er en en sjældenhed. Det bliver en lang sæson for Jets-angreb, som vi hele tiden har regnet med.

12. Detroit Lions’ forsvar ser – på papiret – svagt ud, men præstationen hjemme mod Arizona Cardinals var overbevisende. Løverne slugte tre Carson Palmer-kast for interceptions i 35-23-sejren, og enheden holdt David Johnson (der udgik med en ankelskade) til bare 23 yards på 11 carries.

Lions vandt med 35-23, mens Cardinals omvendt lignede et hold, der er “over the hill”.

 

Skriv et svar