Football For Folket!

Blog: 12 kommentarer til de tidlige NFL-kampe

Baltimore dominerede atter Pittsburgh, Lions’ perfekte helt gjorde det igen, Vikings’ usynlige stortalent trådte en lille smule frem på scenen, Giants kan fortsætte sejrsstimen de kommende uger, AFC North er ekstremt middelmådig, Chiefs har stort set ikke tabt i et år – og Cowboys’ positive problem bliver bare større og større. 

Læs om det – og meget, meget mere – i 12 kommentarer til de tidlige søndagskampe i 9. spillerunde i NFL.

——————————————————————————————————————————————————-

1. Baltimore Ravens dominerer Pittsburgh Steelers. Med 21-14-hjemmesejren søndag aften har Ravens nu vundet fem af de seneste seks kampe mod AFC North-rivalerne, og sidste gang Steelers har sejret i duellen var i november 2014.

Forsvaret kontrollerede søndag i store dele af kampen tilbagevendte Ben Roethlisberger og Steelers-angrebet. Efter de første tre quarters havde gæsterne kun nettet 69 total yards, før Steelers – bagud med 20-0 oven på et blokeret punt, der blev returneret for touchdown af Ravens – fik mere gang i kasteangrebet. Men der var det for sent.

2. I ni af 11 foregående opgør mod Baltimore Ravens har Pittsburgh Steelers’ wide receiver Antonio Brown ikke rigtigt gjort væsen af sig. Brown, der er én af NFLs bedste wideouts, har kun to gange grebet for flere end 100 yards (i 2011 og 2014), og sidste år nettede han kun 103 receiving yards – i alt – i to møder med ærkerivalerne. Samlet er det kun blevet til ét touchdown (!) i de 11 kampe.

Søndag fortsatte tendensen. Selvom meniskskadede Ben Roethlisberger var tilbage, havde Brown svært ved at vriste sig fri. Ravens dækkede ham med både “double” og “triple coverage”, som han ikke kunne dæmme op for. Antonio Brown scorede sit andet touchdown i Ravens-duellerne, og han kom i gang i 4. quarter, men syv catches for 85 yards og et touchdown lyder bedre, end det var. De catches og yards kom, da kampen reelt var afgjort.

3. Hvilken fantastisk sejr til Detroit Lions i Minneapolis. Løverne vandt med 22-16 ude i Minnesota, der for første gang i denne sæson tabte hjemme på U.S. Bank Stadium, da Golden Tate i overtiden scorede på et 28 yard-catch fra Matthew Stafford, hvor Tate på fabelagtig vis holdt fødderne inden for linjerne og hoppede i endzonen.

Tates touchdown var imponerende, men helten for Detroit var kicker Matt Prater, der i de døende sekunder af den regulære spilletid hamrede en 58-yarder mellem stængerne og sendte kampen i overtid, efter at Vikings forinden havde scoret et potentielt afgørende touchdown på en “Jet Sweep” fra tight end Rhett Ellison. I den forgangne uge sagde Lions’ head coach, Jim Caldwell, at Prater er sin “vægt værd i guld”, og Prater er da også imponerende, når det gælder. På field goal-forsøg, der enten har bragt holdet foran eller udlignet en føring, er han 23 for 23 gennem karrieren. Perfektion i en presset situation.

4. Minnesota Vikings er gået i stå. Formlen, der virkede først i sæsonen, med stærkt forsvarsspil og gennemsnitligt angrebsspil krydret med enkelte, eksplosive spil og touchdowns på returneringer, fungerer ikke længere. Holdet har nu tabt tre kampe på stribe, og i alle de tre kampe har holdet ikke tilladt flere end 22 point. Men angrebet har samtidig kun scoret 10, 10 og altså 16 point. Og så nytter det ikke noget, at forsvaret fortsat er ét af NFLs bedste.

Selvom offensiven var en smule bedre søndag end i de foregående uger, virkede det ikke til, at skiftet fra Norv Turner til Pat Shurmur som offensiv koordinator havde en stor effekt. Her og nu er Vikings et hold, der sagtens kan tabe tre eller måske alle fire af de næste kampe, hvor Redskins venter ude, Cardinals skal besejres hjemme, Lions igen venter ude – hvorefter NFC-topholdet Cowboys står klar i Minneapolis. For Vikings’ vej til sejrene virker for tilfældig.

5. Der skulle gå ni runder af NFL-sæsonen, før Minnesota Vikings’ førsterundevalg, wide receiver Laquon Treadwell, greb sit første NFL-kast. Treadwell, der har været delvist inaktiv til de første kampe, delvist nærmest usynlig på banen, greb kort før 1. quarters ophør i opgøret mod Detroit Lions et 15 yard-kast fra Sam Bradford for en første down. I de foregående uger har head coach Mike Zimmer sagt, at Treadwell tænker for meget over sit spil og eksempelvis for meget over, hvor mange skridt, han skal tage, på en bestemt rute. Det hæmmer ham på banen. Samtidig har Vikings historisk set (bortset fra tilfældet Randy Moss) haft tålmodighed med deres rookie-wideouts og ikke kastet dem tidligt for løverne.

Der var dog før kampen spekuleret i, at Norv Turners afsked som offensiv koordinator og Pat Shurmurs ankomst kunne bringe Treadwell mere i spil i et receiver-korps, der både har været skadesplaget og ikke specielt stærkt. Ganske simpelt fordi der måske har været uenigheder internt hos Vikings omkring brugen af Treadwell. Og meget rammende greb Treadwell altså endelig en bold i 1. quarter af den nye koordinators debut. Men det blev kun til det ene catch, og det er stadig en gåde, hvorfor Vikings ikke gør mere brug af deres førsterundevalg.

Skriv et svar