Football For Folket!

Blog: 10 tanker efter Super Bowl 50

Super Bowl 50 er i bogen. Du får her 10 kommentarer om natten til mandagens finale, hvor Denver slog Carolina.

1. En rodet affære
Det blev aldrig nogen køn Super Bowl. Det var en NFL-finale, der var præget af personlige fejl, 15 punts, 18 gule flag og kun fire, konverterede tredje downs på 29 forsøg (!). Et uhørt lavt tal. Hvis man er til forsvarsfodbold, vil man elske denne kamp, men personligt ærgrede jeg mig over, at ingen af holdene fandt rytmen. Det var alt for ofte to tunge, korte løb på de første downs – og så et sack eller en incompletion på tredje down. Og det var ikke specielt seværdigt. Det var – efter min mening – den dårligste Super Bowl siden Steelers vs Seahawks i 2005, som dengang skuffede mig.

2. Denvers forsvar på højde med Ravens’ anno 2000
Det er nu sikkert: Denvers forsvar vil gå over i historien som ét af de største – på linje med Baltimore Ravens’ anno 2000 og Seattle Seahawks’ anno 2013. Den præstation, som forsvaret leverede gennem sæsonen og siden i slutspillet, hvor det reelt vandt kampene for Broncos mod d’herrer Ben Roethlisberger, Tom Brady og Cam Newton var imponerende. Det lavede i alt seks sacks mod Newton, blev noteret for 16 hurries og slog ham i jorden 12 gange på hits. Og det var en Newton, der kun var blevet nedlagt af sammenlagt tre hits i de to foregående slutspilskampe. Han ramte kun plet på 18 af 41 kast for 265 yards og en interception for en sæsonlav rating af 55,4 point – og tabte to kostbare, touchdown-givende fumbles.

For forsvaret stod reelt bag begge touchdowns, som Denver scorede. På det første forcerede Von Miller en fumble på Cam Newton, hvorefter Malik Jackson var først over bolden i endzonen, og siden forcerede Miller endnu en fumble tæt på Panthers’ endzone, der førte til C.J. Andersons rushing touchdown. Inden kampen vurderede Football Outsiders via deres detaljerede analyser, at Broncos’ forsvar anno 2015 var bedre end Ravens’ ditto anno 2000. Nu bør der ikke være nogen tvivl om, at de to forsvar i hvert fald er på linje med hinanden.

3. Peyton Mannings “Hollywood”-finish
Det var en så udpræget anti-Manning-kamp, som nogen kamp kunne være, og beviset var ikke større, end da Denver med godt fem minutter igen stod med tredje down og ni foran med kun seks point. I stedet for at kaste bolden og jagte en vigtig første down, opgav Manning, “checkede” ud af et spilkald (et kast?) for i stedet at kalde et konservativt løbespil, der kun gav én yard. Det spil symboliserede tydeligt, hvad 39 år- og 320 dage-gamle Manning kan og ikke kan. Sandsynligheden for, at han ville finde en receiver var ikke stor – slet ikke på en dag, hvor Broncos kun konverterede én af 14 tredje downs til fire nye forsøg.

Broncos skaffede kun 194 total yards, og Manning ramte kun plet på 13 af 23 kast for 141 yards og en interception. Men faktisk var de stats meget sammenlignelige med de stats, som hans chef, Broncos’ general manager John Elway, præsterede (12/22/123/1 INT) i hans næstsidste Super Bowl, hvor han også kun var en “game manager” for et stærkt forsvar og en god løbeoffensiv.

Ligesom Elway, der siden vandt endnu en Super Bowl, slutter Manning (hvis han stopper) på toppen med en forrygende, “Hollywood”-agtig finish, hvor han var dømt ude, men alligevel stod bag center i slutspillet for Super Bowl-vinderen. Helt utroligt. Og ikke nok med det. Med de tre slutspilssejre, der virkede usandsynligt at han ville få på cv’et i december, slutter Manning i givet fald karrieren med flere sejre i slutspillet (14) end nederlag (13). En vigtig statistik for en spiller, hvis største negative nøk på eftermælet formentlig vil være, at han ikke vandt nok i slutspillet. Og Manning slog også rivalen Tom Brady – samlet set – i interne slutspilsopgør (3-2), ligesom han med sejren nåede op på 200 sejre i karrieren – flest i NFL-historien og en ny rekord. Og endelig er han den første, startende quarterback, der har vundet en Super Bowl med to forskellige hold. Det kan hverken Joe Montana eller Tom Brady prale af.

4. Hvorfor gjorde Panthers ikke mere for at stoppe Von Miller?
Med 2,5 sacks, to forcerede fumbles og adskillige pressures var Von Miller for anden kamp i træk Denvers bedste spiller og en fortjent Super Bowl MVP. Jeg fatter bare ikke, at han fik så meget plads mod Carolinas højre tackle Mike Remmers. På alle Millers tre sacks var han i “én-mod-én”-dueller med Remmers, der ikke havde en chance mod Miller. Hvorfor forsøgte Panthers ikke kontinuerligt at holde én ekstra mand i den højre side? For eksempel Ed Dickson eller Mike Tolbert? Det havde trods alt forstyrret Millers fremstød.

Problemet var naturligvis, at det ville gøre arbejdet lettere for Millers makker, den anden outside linebacker, DeMarcus Ware. Men jeg ville have taget mine chancer med Michael Oher mod Ware og eventuelt ladet linjen – og dermed én ekstra lineman – trække mod Ware (der dog flere gange angreb indvendigt, når linjen blev trukket i hans retning). Virkeligheden var, at Remmers var chanceløs mod Miller, og det var en afgørende faktor for Broncos’ sejr.

5. Special-teams en vigtig faktor
Før kampen havde flere peget på, at stærkt special-teams mere end nogensinde ville kunne give et hold en fordel, fordi Denver næppe ville kunne flytte bolden effektivt i angrebet – sådan som det også blev tilfældet.

Og Broncos vandt netop kampen på special-teams. Punter Britton Colquitt snittede 45,8 yards pr. punt og sendte flere gange punts dybt ud mod sidelinjen, så de var sværere at returnere, og Jordan Norwood udnyttede en Panthers-brøler ved at returnere et punt (som Panthers troede var et fair catch) for 61 yards – en ny Super Bowl-rekord. Samtidig missede Panthers’ kicker Graham Gano et field goal. Denver vandt desuden kampen om udgangspositionen, og det var vigtigt i en kamp, hvor begge angreb var så svage.

OG SÅ DE KORTERE KOMMENTARER:

6. Panthers’ All-Pro-cornerback Josh Norman tog brodden af Broncos’ top-receiver Demaryius Thomas. Sidstnævnte greb ikke én eneste bold, når han var dækket af Norman. Faktisk greb Thomas kun én bold for otte yards – det var, da han stod i “the slot” (hvor Norman ikke fulgte med).

7. CBS’ tv-dommer Mike Carey har fået hård kritik gennem sæsonen – en kritik, der har taget hårdt på ham. Det var derfor uheldigt, at Carey indledte Super Bowl med at fejlvurdere, hvad dommerne ville gøre, da Panthers’ bad dommerne gennemse et potentielt Jerricho Cotchery-catch, der var dømt en incompletion. Carey sagde, at kendelsen ville blive omstødt, men sekunder senere sagde referee Clete Blakeman, at kendelsen stod fast. Siden hørte vi ikke fra Mike Carey. Meget tankevækkende…

8. Hvilken kamp af Panthers’ forsvartalent Kony Ealy. Han lavede tre sacks (en tangering af Super Bowl-rekorden), var først over en fumble og lavede en interception på Manning. Kampens MVP, hvis det ikke havde været for Von Miller.

9. Jeg har personligt stor respekt for Cam Newton og intet imod hans adfærd, og jeg mener, at hele “Cam vs kritikerne”-debatten er medieskabt (hvor mange kritikere er der reelt?). Men de folk, der ikke kan fordrage Cam Newton, fik noget mere at pege på, da en dybt skuffet Newton pludselig rejste sig op og forlod sit pressemøde efter kampen, hvor han dårligt havde sagt noget. Det er helt fair og forståeligt at være skuffet, men det er i modgang, man viser sit sande jeg, og det “jeg” så ikke godt ud for en quarterback, der elsker at være i søgelyset og vise sig frem, når han har succes. Han burde have bidt det i sig og overlevet de fem minutter, som medierne krævede af ham.

10. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg synes om halvlegsshowet. Det var den 23. Super Bowl, jeg har set, og det var fedt at se øjeblikke fra Super Bowls halvlegsshows gennem årene. Og jeg kan godt lide Coldplay. Men det blev lidt rodet af, at Beyonce og Bruno Mars pludselig også skulle have del de 12 minutter. Jeg havde foretrukket mere Coldplay og mindre Mars og “Queen B”.

Skriv et svar