Blog: 10 noter før 10. NFL-runde

Én af NFLs bedste forsvarsspillere er også den spiller, der har fået kastet flest gule flag imod sig, en rookie-quarterback har skuffet på det seneste, 49ers’ forsvar er historisk dårligt, Seahawks’ defensiv er ramt af en stor formkrise – og så mødes to legendariske franchises søndag i et sjældent opgør. Læs her 10 noter før 10. spillerunde.

——————————————————————————————————————————————————————-

1. Rookie Carson Wentz indledte sæsonen fremragende, men i de seneste fire opgør har quarterbacken fra Philadelphia Eagles, der søndag møder Atlanta Falcons, lignet en førsteårsspiller. Wentz har samlet i de fire opgør kun nettet en passer rating af 72,4 point, hvilket er 34. bedst af alle quarterbacks i perioden. Han har kastet to touchdowns og fire interceptions, og ørnene har tabt tre af de fire kampe.

2. Når Miami Dolphins og San Diego Chargers søndag tørner sammen, får vi også NFLs to mest “hotte” running backs at se. For ingen andre running backs har i deres seneste tre kampe været så effektive som Charges’ Melvin Gordon og Dolphins’ Jay Ajayi. Sidstnævnte har i sine seneste tre kampe løbet 529 yards – herunder to 200 yard-kampe – samt fire touchdowns, mens Gordon har nettet 375 yards og tre touchdowns langs jorden.

3. Der var en engang i årene 2009 til 2011, hvor San Francisco 49ers i 36 kampe i træk ikke tillod en running back at løbe for mindst 100 yards. Det føles som længe siden. Søndag mod New Orleans Saints tillod 49ers nemlig Mark Ingram at løbe for 158 yards, og det var den syvende kamp i træk, hvor 49ers’ svage forsvar tillod en 100 yard-rusher. Og det er faktisk en NFL-rekord. Selvom The Niners undervejs har set profiler som David Johnson, Ezekiel Elliott og LeSean McCoy løbe for mindst så mange yards, er der faktisk også et par mindre navne, der har fået lov til at krydse grænsen i form af Jacquizz Rodgers og Fozzy Whittaker – begge reserver for skadede starters. Søndag står 49ers over for Arizona Cardinals’ David Johnson, der tilbage først i oktober løb for 157 yards mod San Franciscos hullede defensiv.

4. Kan Cleveland Browns, der har tabt alle sæsonens otte kampe indtil nu, blive det første hold siden Detroit Lions i 2008, der går “0-16”? Det er ikke utænkeligt, når man ser på Browns’ restprogram. Her venter natten til fredag Ravens (ude), Steelers (hjemme), Giants (hjemme), Bengals (hjemme), Bills (ude), Chargers (hjemme) og Steelers (ude). Af de hold har kun Bengals og Chargers en “losing record” p.t., men begge hold har – trods alt – vundet henholdsvis tre og fire kampe.

5. Der har ikke været meget at juble over for Chicago Bears i første halvdel af sæsonen, men én ting har Bears kørende for dem: Angrebslinjen. Indledningsvis var enheden en klar svaghed, og skader hæmmede linjen, men stille og roligt er enheden blevet bedre og bedre, og i de seneste fire kampe har Bears kun tilladt tre sacks. I den seneste Bears-kamp (forrige mandag mod Minnesota) løb Bears’ running back Jordan Howard for 153 yards, selvom angrebslinjen var uden de to Pro Bowlers, Kyle Long og Josh Sitton, der var skadede. Når han har spillet, har især Sitton, som Green Bay kort før sæsonstart overraskende handlede til rivalerne, været så god, som håbet af Chicago, og rookie Cody Whitehair har imponeret som center.

6. “The Inconvenient Truth” kan stadig. I en alder af 33 år er Indianapolis Colts’ running back Frank Gore på vej mod flere end 1000 rushing yards. Lige nu vil det nuværende tempo føre til 1052 yards langs jorden. Og det er historisk. Siden 1970 har der kun været fem tilfælde, hvor en running back, der er mindst 33 år, har krydset bare 900 yards. Senest Emmitt Smith i en alder af 35 år i 2004. Og ikke siden John Riggins i 1984 har en 33-årig (eller ældre) løbet for flere end 1000 yards. Gore kan i denne uge slappe af i sine 33-årige ben, for Colts har en friuge.

7. Bliv ikke overrasket, hvis New England Patriots i den sene søndagskamp smadrer Seattle Seahawks, selvom Seahawks har et – på papiret – udmærket forsvar (nummer tre i antal tilladte point). Men mod Buffalo Bills i mandags tillod Seahawks hele 425 total yards – og det var mod et ikke specielt imponerende angreb, der oven i købet havde bolden i 40 minutter og scorede på serier af 17, 13 og 12 spil. Samlet har Seahawks i de seneste tre kampe tilladt 1143 total yards, hvilket er fjerdeflest i NFL i den periode. Det er et kæmpe problem for Seahawks, at holdet er uden den knæskadede defensive lineman Michael Bennett, som er en ekstremt vigtig brik. Oven i købet har Seattle et forfærdeligt program, hvad angår denne uge. De spillede i mandags – for kun seks dage siden – hjemme mod Buffalo og skulle herefter rejse 4000 kilometer tværs over USA til Foxborough – svarende til afstanden fra Danmark ti Iran i luftlinje. En ekstremt lang, drænende tur. Patriots’ angreb er uhyggeligt netop nu, hvor Tom Brady er fantastisk, og du skal ikke blive chokeret, hvis Patriots scorer 40 point i hjemmekampen på Gillette Stadium.

8. To af de mest historiske NFL-hold mødes søndag, når Pittsburgh Steelers tager imod Dallas Cowboys. De to mandskaber har mødtes i tre Super Bowls – senest i januar 1996, hvor Troy Aikman og Dallas Cowboys vandt, efter at Super Bowls MVP, Larry Brown, lavede to interceptions mod Steelers’ uheldige helt, quarterback Neil O’Donnell. Fordi holdene spiller i hver deres konference, mødes de sjældent, og faktisk har de kun tre gange siden årtusindeskiftet spillet mod hinanden. Steelers har vundet to af de tre kampe, men tabte den seneste – i 2012. Cowboys sejrede i overtid på et Dan Bailey-field goal, efter at Ben Roethlisberger forinden havde kastet en interception i den “femte” quarter.

9. Det siger en hel del om kvaliteten af AFC South i 2016, at Houston Texans fører divisionen med fem sejre og tre nederlag, men samtidig har holdets modstandere scoret 30 point mere – alt i alt – end Texans. Det siger også en del om den langt stærkere AFC West, at Chargers ligger sidst (4-5), selvom holdet samlet set har scoret 21 point flere end modstanderne. Og så er der ikke mindst NFC East. Philadelphia Eagles har scoret hele 57 point mere – samlet set – end modstanderne i de første otte opgør. Men ørnene er sidst i divisionen.

10. Josh Norman er én af NFLs bedste cornerbacks, men han trækker også gule flag til sig. Efter de første ni runder har Norman allerede været straffet 10 gange for forseelser, der har ført tab af yards med sig. Det er klart flest gange i NFL – fire forseelser mere end nummer to på listen (Rams’ offensive Greg Robinson). Redskins-stjernen er fem gange blevet dømt for “illegal use of hands”, men han er også tre gange blevet straffet for “pass interference”. Til sammenlignet blev Norman kun straffet otte gange i 2015-sæsonen hos Carolina Panthers. Og faktisk har Norman tre gange mere fået kastet et gult flag mod sig, men i de tre tilfælde har modstanderen afvist straffen, fordi holdet havde fået flere yards på spillet, end straffen ville give. Redskins møder søndag Minnesota Vikings, der kun har set modstanderne trække 45 penalties imod sig (næstfærrest i NFL).

Skriv et svar