Football For Folket!

Blog: 10 kommentarer til NFL-kampene i week 7

Le’Veon Bell bliver fodret i en historisk grad, Falcons og Broncos skal være bekymrede, Dolphins vandt ganske rammende på dramatisk vis – og så må ingen længere undervurdere Los Angeles Rams. Læs her 10 kommentarer til søndagens kampe i NFL.

1. Det er virkelig vanskeligt at se Green Bay nå slutspillet med Brett Hundley bag center. I hvert fald med den version af Hundley, der søndag var med til at tabe til New Orleans Saints. Afløseren for skulderskadede Aaron Rodgers ramte kun plet på 12 af 25 kast for 87 yards og en interception, og selvom han viste fine evner på løb (44 yards på tre carries) og en god mobilitet i lommen, kunne det ikke skjule, at især hans præcision på kast lader meget tilbage at ønske. Packers-staben åbnede ikke fuldt ud op for holdets “play book” i tredjeårsspillerens første kamp som starter, men havde Mike McCarthy og Co. gjort det, ville resultatet måske have været flere fejl fra Hundley – ikke nødvendigvis flere store spil. På 28 dropbacks kastede han kun én bold, der nåede flere end 10 yards op af banen. Sådan en konservativ, upræcis præstation fører ikke mange sejre med sig for et hold, der ellers søndag havde en god running back i Aaron Jones (131 yards). Problemet var bare, at manden, der gav Jones bolden, bar trøjenummer 7, ikke trøjenummer 12.

2. Hvis du ikke allerede gør det, skal du gøre det nu: tage Los Angeles Rams seriøst. Søndagens 33-0-shutout i London over Arizona Cardinals var imponerende og sagde en hel del om et hold, der har haft en hård ti dages periode. Én uge efter, at holdet slog Jaguars i Jacksonville i det nordlige Florida, var Rams fremragende i London og har for første gang side 2003 vundet fem kampe ud af de første syv opgør. Angrebet er NFLs mest scorende – quarterback Jared Goff formår at undgå mange fejl, og running back Todd Gurley er en arbejdshest – og forsvaret begynder så småt at komme i gear i år 1 under Wade Phillips’ ledelse. I de sidste 14 quarters har enheden kun tilladt 39 point. Så lige, men også rodet, som NFC-konferencen er i år, er det slet ikke usandsynligt, at Rams kan vinde NFC West og spille sig frem til en plads som oversidder i 1. runde af slutspillet. I hvert fald hvis vædderne bliver ved med at være så så stærke.

Jared Goff og Rams scorer flere point end noget andet angreb. FOTO: Jeffrey Beall, Wikimedia Commons

3. Atlanta Falcons er en skygge af sig selv. Holdet, der ellers indledte 2017-sæsonen ganske solidt, er siden faldet langt ned fra toppen af NFL-træerne, og søndagens 23-7-nederlag i tågeramte New England var et lavpunkt. Holdet kom bagud 20-0 i dét, der skulle have været en Super Bowl-revanche, før holdet kom på tavlen, og bortset fra en 1. quarter, hvor holdene fulgtes ad, sad værterne komfortabelt på kampen. Falcons dummede sig gang på gang – eller fejlede, når holdet tog chancer. Som i slutningen af 2. quarter, hvor de ikke konverterede en 4. down på egen banehalvdel, så Patriots fik en kort vej til endzonen – og en 17-0-føring. Eller tidligere i halvlegen, hvor Robert Alford interceptede Tom Brady i endzonen, men hvor spillet blev underkendt af en “roughing the passer”-kendelse. Der var også en alt for satset, “eksotisk” jet sweep til Taylor Gabriel på fjerde down og én ved endzonen, der resulterede i tab af fem yards og en overgivelsen af bolden til Patriots. Angrebet er samtidig en stor skuffelse og mod et skadesplaget New England-forsvar, der havde været NFL-historisk svagt indtil søndag, savnede offensiven puls. Der er ganske enkelt en verden til forskel mellem det suveræne Kyle Shanahan-ledede angreb, som holdet leverede i 2016, og så til det Steve Sarkisian-ledede angreb, som Falcons leverer nu. Eller rettere sagt 12,5 point til forskel. Så mange, færre point scorer Falcons i år pr. kamp. Forude venter nu fire svære kampe – tre udeopgør mod Jets (som bider fra sig i 2017), mod divisionsrivalerne fra Carolina og mod Seahawks i altid for-udeholdene-svære Seattle, mens Dallas kommer til Georgia. Det er ikke utænkeligt, at Falcons taber tre af de fire kampe, og så vil sæsonen for alvor være i fare for at slutte, før slutspillet begynder.

4. Tennessee Titans’ Kevin Byard har i generelt stort ubemærkethed udviklet sig til én af NFLs bedre safeties. Søndag i sejren over Browns lavede Byard tre interceptions – som den første siden Eagles’ Kurt Coleman i 2011. Byard har været meget formstærk i de senere uger, og søndagens præstation var hans helt store gennembrud, efter at han blev valgt med 64. valget i 2016-draften, hvor han på forhånd var regnet for at være én “sleeper”-kandidat. Han ligner en Pro Bowler i svøb.

5. Chicago Bears slog overraskende Carolina Panthers – takket være to scoringer fra rookie Eddie Jackson, der blev den første spiller i NFL-historien, der returnerede to bolde i forsvaret for touchdowns af mindst 75 yards. Og dét selvom rookie-quarterback Mitch Trubisky kun kastede bolden fem gange, og angrebet kun skaffede fem første downs. Det var første gang siden 2007, at et hold kastede så få bolde – og stadig vandt. Faktisk har Trubisky de seneste to uger kun ramt plet på 12 kast – og stadig fået to sejre med sig. En absurd statistik. Det var samtidig anden uge i træk, at Bears ikke tillod et touchdown, og det er efter min mening den største historie: at Bears’ forsvar er så godt. Før sæsonen var der store spørgsmålstegn ved især holdets secondary, men Vic Fangios enhed har imponeret og været bedre, end mange uden tvivl forventede. Det gælder ikke mindst cornerback Kyle Fuller, der er forrygende, selvom der kort før sæsonen var spekulationer om, at Bears var parate til at handle ham.

6. Det måtte slutte sådan for Cleveland Browns. Et 12-9-nederlag hjemme mod Tennessee Titans –  efter et Ryan Succop-field goal med ét minut og 56 sekunder tilbage af overtiden. Det var måske Browns’ bedste præstation i denne sæson, men lige meget hjalp det. Og dét i en kamp, hvor Browns med stor sandsynlighed mistede venstre tackle Joe Thomas for resten af sæsonen med et brud på triceps. Thomas har aldrig misset så meget som et spil i sin 11 år-lange karriere, men i 3. quarter af kampen pådrog han sig den formodet alvorlige skade og udgik med det samme for resten af kampen. Indtil da havde Thomas spillet 10363 snaps i træk – men nu får vi ham måske ikke at se igen før i 2018. Og Browns og head coach Hue Jackson? Med syv nederlag i de første syv kampe og kun én sejr i 23 kampe som cheftræner er der fortsat et kæmpe pres på Hue Jackson – der simpelthen ikke ligner en mand, som Browns kan bygge et franchise op omkring. Slet ikke, når hans spillere bryder interne regler eller træffer tåbelige beslutningen uden for banen – Kenny Britt og Corey Coleman kom for sent hjem forud for sidste weekends kamp, og søndag aften dukkede en video op af rookie-quarterback DeShone Kizer, der var i byen til klokken 1.30 natten til lørdag. Ikke en stor, normalt. Men når man som Kizer ryger ind og ud af startopstillingen og igen floppede søndag, skal man holde sig langt væk fra bylivet under 48 timer før en kamp.

7. Miamis 31-28-sejr over New York Jets var på mange måder Dolphins’ sæson i en nøddeskal. Masser af modgang og alligevel fandt holdet til sidst en måde at sejre på. I den sjette kamp i en stærkt dramatisk sæson var Miami bagud med 28-14 i 4. quarter, men fik kæmpet sig tilbage, og en tåbelig Josh McCown-interception på egen 23-yard-linje med 47 sekunder gav Miami en uventet mulighed for at tage sejren i den regulære spilletid – og det gjorde holdet. Kredit til head coach Adam Gase for at holde sit hold mentalt skarpt og fokuseret, selvom holdet undervejs i denne sæson – i flere tilfælde – har spændt ben for sig selv. Søndag måtte Gase gøre det, han ikke ville gøre, da Jay Cutler skadede sine ribben, og Matt Moore skulle ind bag center. Moore, som mange Dolphins-fans har krævet på banen under kampene, var uskarp til at begynde med, men fik siden sat godt gang i angrebet – og har måske skabt en sand quarterback-kontrovers i Miami, der allerede spiller torsdag igen mod Baltimore. Det er stærkt tvivlsomt, om Cutler når at blive klar, og det er Moores chance.

8. Jacksonville Jaguars’ forsvar har været forrygende mod kast i denne sæson, og søndag var måske enhedens bedste dag. I en meget opsigtsvækkende præstation nedlagde Jaguars således Colts’ quarterback Jacoby Brissett 10 gange på sacks, men ramte han samtidig 20 andre gange på hits. Det var 30 tacklinger, om man vil, på bare 47 dropbacks, og alene forsvarslinjens fire starters lavede seks sacks. Holdet blev samtidig det kun andet siden legendariske Chicago Bears (anno 1984), der har lavet 10 sacks to gange i en sæson. Sådan et forsvar kan bære holdet langt, men Jaguars’ problem er, at angrebet er stærkt ustabilt fra uge til uge. Det gør det til et “8-8” eller “9-7-“-kandiderende hold, ikke et tophold i AFC, som sådan et slagkraftigt pass-rush normalt ville gøre.

9. Pittsburgh vandt igen og sidder nu meget sikkert på AFC North. Opskriften er tilsynelandede at fodre running back Le’Veon Bell i en grad, som vi sjældent ser running backs bliver fodret i et NFL, der i højere grad end for år tilbage byder på komitéer med to-tre backs, der deler boldene i mellem sig. Bell løb søndag 35 gange med bolden for 134 yards og greb også tre bolde for 58 yards. Han var forrygende – hans “stiff arm” på Dre Kirkpatrick i 1. halvleg var én af ugens højdepunkter – men spørgsmålet er, om Steelers kan bygge en Super Bowl-kaliber sæson op omkring en så voldsom arbejdsbyrde til én spiller? Siden begyndelsen af 2015-sæsonen har kun 10 spillere fået flere end 32 handoffs i en kamp – og tre af de kampe er Bells i denne sæson. Og vi er kun syv kampe inde i sæsonen. Han har allerede nu fået bolden 203 gange, det syvendehøjeste antal i NFL-historien efter syv kampe. DeMarco Murray rørte bolden 208 gange i 2014, men ellers skal vi tilbage til 2003 (Ricky Williams) for et finde en spiller, der havde lige så mange “touches” som Bell. Problemet er dog, at en så massiv arbejdsbyrde så tidligt kan trætte Steelers-stjernen. Murray var ikke helt så skarp for Cowboys i anden halvdel af 2014-sæsonen som i den første halvdel, og Steelers har brug for en Bell i topform i kolde januar, hvor løb langs jorden bliver endnu mere vigtige.

10. For første gang siden 1992 scorede Denver Broncos ikke ét eneste point, da holdet blev ydmyget med 21-0 ude mod Los Angeles Chargers. Den “shutout” satte en tyk streg under Broncos’ problem i disse år. Forsvaret er stærkt, men Denver spilder en årrække med Von Miller, Chris Harris og Aqib Talib i spidsen for et mesterskabskaliber-forsvar, fordi angrebet er svagt. Trevor Siemian indledte denne sæson så godt og overbeviste blandt andre undertegnede om, at han var “the real deal”, men sandheden er, at kun er middelmådig, og Denver savner en offensiv identitet. Broncos var uden flere skadede starters – det var en faktor – men den første shutout i 25 år er stadig bekymrende og bemærkelsesværdig, og den kom én uge efter, at holdet blev gjort til grin af ellers svage Giants. Førsteårstræneren Vance Joseph har ikke fået den indledning på sæsonen, han uden tvivl havde drømt om.

Skriv et svar

Basic HTML is allowed. Your email address will not be published.

Subscribe to this comment feed via RSS