Football For Folket!

2016 NFL draft preview: Running backs

2016-årgangen af running backs er solid, men det er et mindre godt år i forhold til, hvad der er i vente i 2017.

Om ét år kan kæmpe talenter som LSUs Leonard Fournette, Florida States Dalvin Cook, Oregons Royce Freeman, Georgias Nick Chubb og Wisconsins Corey Clement gå i draften, og det vil gøre den årgang til en stjernespækket årgang.

Bevares, 2016-årgangen har også sine gode navne anført af Ohio States Ezekiel Elliott, men den har ikke samme kaliber som 2017-klassen.
– Jeg kan godt lide nogle af de running backs, der er i 2016-klassen. Men jeg ville måske foretrække at vente med at vælge én. Næste års årgang kan blive noget helt særligt, siger en anonym college scouting director fra et NFL-hold til Yahoo! Sports.

I forvejen er running backs ikke i høj kurs i NFL anno 2016. Ganske vist var sidste sæsons “Offensive Rookie of the Year” en running back i form af Los Angeles Rams’ Todd Gurley, der blev valgt med 10. valget sidste år, men realiteten er stadig, at du kan finde dygtige backs langt nede i draften – eller sågar efter draften. Som Buffalo Bills gjorde med Karlos Williams, og som Seattle Seahawks gjorde det med Thomas Rawls. Og selv de mest talentfulde, generelt hypede backs, som Chargers’ Melvin Gordon, kan skuffe, når de først går på banen i NFL.

Derfor er intet sikkert, og i en tid, hvor alle på nær ét hold (Buffalo Bills) stadig kaster mere, end de løber, er løbeangrebet ikke på samme måde i fokus, som det for eksempel var først i 1990’erne.

LÆS: 2016 NFL Draft Rankings – Running backs

Én running back, førnævnte Ezekiel Elliott (6’0, 225) fra Ohio State, ventes dog at blive valgt i første runde i 2016.
– Ezekiel Elliott vil nok ikke gå i top 10, men han er ét af top 10-talenterne i draften, måske har han ligefrem top 5-værdi, fortæller CBS Sportslines draftekspert, Dane Brugler, til Draftday.dk.

Elliott brød igennem i 2014, hvor han sluttede sæsonen med tre 200 yard-kampe herunder for 230 yards og to touchdowns i den nationale mesterskabsfinale mod Alabama. Han fortsatte de takter i en stærk junior-sæson i 2015, hvor løb for 1821 yards og 23 rushing touchdowns og blev “The Big Ten Offensive Player of the Year”.
– Han er ikke Todd Gurley, men han er en komplet back, siger en anonym NFL-scout til Fox Sports.


Den 20-årige running back besidder en særlig kombination af størrelse, styrke og frem for alt overblik, der gør, at han kan blive en tre-down “foundation back” i NFL. Hans beslutsomhed og football-instinkt er i særklasse – han rammer lynhurtigt hullet, når han ser en mulighed foran sig – og han er en tålmodig back, der dygtigt udnytter blokeringer til sin fordel, og som skifter retning på ekstremt smidig vis.

Elliott er en selvsikker, aggressiv back, der frygtløst kæmper for ekstra yards. Samtidig er han en udmærket pass-catcher.
– Ezekiel Elliott er én af min favoritspillere i draften. Der er ingen risko ved ham, men en potentiel stor belønning venter forude, siger en kilde fra et AFC-hold til NFL.com.

Efter Ohio States nederlag til Michigan State kritiserede Elliott sit holds trænerstab, fordi han ikke følte, at han blev brugt mest hensigtsmæssigt på banen. Den udmelding vakte opsigt, men generelt anses det ikke for at være et issue, der koster på draft day.
– Han havde et umodent øjeblik, og det mener vores trænere helt sikkert noget om. Men dette er en spiller, der ikke har en historik med modenheds-problemer eller personlige issues. Han kommer fra en familie, der støtter ham. Og han giver bolden til dommeren efter hver eneste scoring, siger en NFL-scout til CBS Sportsline.

Samtidig har han fået bolden flere end 600 gange gennem 2014 og 2015, og den arbejdsbyrde vækker bekymring. Men i det store hele er der meget lidt negativt at komme efter hos Elliott. I 2003 eller 2004 ville han have været et top 5-valg, desværre for ham er det nu 2016, og derfor kan han ryge ud af top 15.

I december blev Alabamas Derrick Henry (6’2, 242) kåret til college footballs bedste spiller, da han vandt det prestigefyldte “Heisman Trophy” efter en sæson, hvor han løb for en SEC-rekord 2219 yards og 28 touchdowns.

Til april kan Henry meget vel følge i fodsporene på Mark Ingram, Trent Richardson, Eddie Lacy og T.J. Yeldon – og blive den femte Alabama-back siden 2011, der bliver valgt i de første to runder.

Med sin størrelse er Henry både blevet sammenlignet med NFL-legenden Eddie George (på grund af højden) og Patriots’ LeGarrette Blount (på grund af vægten og løbestilen). Det er sjældent, at man ser så store backs i NFL, og Henry er en bulldozer, der er svær at nedlægge, når han først er oppe i fart, og som undviger mange tacklinger (60 missede tacklinger i 2015 – flest i college footbal).

Han kan plove henover små modstandere, og han falder nærmest fremad i ekstra yards. Alabama-backen vil være bedst – og måske kun være effektiv – i et zoneblokeringssystem, som Broncos, Packers, Chiefs og Texans bruger.
– Han er en arbejdshest, og han har formentligt mere styrke i kroppen end nogen anden back i draften, siger en anonym NFL-scout til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Men fordi Henry er så stor, bruger han tid på at komme op i fart, selvom han dog imponerede med en 40 yard-tid af 4,54 sekunder ved The Scouting Combine. Hurtigt for en så stor spiller. Alene i 2015 nettede han næsten 400 carries – et stort antal, der bekymer NFL scouts ifølge NFL.com – og han har omvendt kun grebet 17 bolde i karrieren og skal raffineres som pass-catcher.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar