Football For Folket!

2016 NFL draft preview: Offensive tackles

Tre gange siden NFLs sammenlægning i 1970 har et hold brugt topvalget på en offensive tackle.

Første gang var i 1997, hvor St. Louis Rams valgte den nyvalgte Hall of Famer, Orlando Pace, med førstevalget. 11 år senere – i 2008 – valgte Miami Dolphins så Jake Long, og endelig 2013 blev Eric Fisher duksen i draften, da Kansas City Chiefs var første hold på banen.

To af de tre levede aldrig helt op til deres topstatus. Mens Pace blev én af historiens bedste, blev Long grundet blandt andet skader aldrig helt så god, at Dolphins havde håbet på i et år, hvor delfinbossen Bill Parcells fravalgte Matt Ryan til fordel for Long. Og Fisher er i bedste fald en middelmådig offensive tackle. Ikke mere end det.

I år kan endnu en offensive tackle blive valgt med topvalget.

Mississippis Laremy Tunsil (6’5, 310) er noget nær det tætteste, man kommer på en potentiel elite-lineman i NFL. Og han kan meget vel blive manden, som Tennessee Titans bruger topvalget på. Forståeligt nok, mener mange.
– De fleste hold, vi har snakket med, mener, at han er draftens allerbedste spiller, siger Walter Cherepinsky fra draftsitet Walter Football.com til Draftday.dk.

Tunsil er et stort talent – de fleste eksperter er enige om, at han er et markant større talent end førnævnte Eric Fisher – og en legendarisk draftguru mener ligefrem, at Tunsil kan sammenlignes med én af de bedste offensive tackles op gennem 00’erne i NFL.
– Kan han være en Walter Jones? Det er, hvad han minder mig om, da Jones kom ud af Florida State, siger ESPNs Mel Kiper med henvisning til den tidligere Seattle Seahawk-tackle, der spillede 13 sæsoner i NFL, og som i 2014 blev valgt ind i Pro Football Hall of Fame.

NFL.com’s Lance Zierlein mener, at Tunsil på mange måder minder om Dallas Cowboys’ Pro Bowl-tackle Tyron Smith. Og han tror, at Tunsil kan blive én af de to bedste offensive tackles i NFL i løbet af bare to eller tre år.
– Han (Tunsil) har en mulighed for at blive en Pro Bowler som rookie, fortæller han.

Det er en usædvanlig kombination af størrelse, styrke og atletiske evner, der får drafteksperterne helt op at ringe. Tunsil er ekstremt let på fødderne, og hans fodarbejde, når han dækker op, får ros for at være sjældent god. Han er hele tiden i balance og i den bedste position til at blokere. Og som treårig starter i SEC-konferencen mod en række af de bedste pass-rushers, han generelt har matchet godt, er han allerede erfaren.

Samtidig har Tunsil en imponerende teknik, som få, så unge spillere, er i besiddelse af, og måden, han bruger hænderne på, når han sætter blokeringerne, er eksempelvis eminent god. På løbespil kan han bulldoze forsvarsspillere bagud, selvom han ideelt set skulle have mere styrke kroppen – og derfor kan blive bedre på de spil.
– Han er lige så god, som noget offensive tackle-talent, jeg har set, siden jeg for 10-12 år siden begyndte at evaluere college-spillere, siger NFL Films’ Greg Cosell.

Tunsil sad ude i syv kampe i 2015-sæsonen, fordi han brød NCAAs regler ved at modtage gaver (betalte billån, en flyrejse og en lejebil), og det tæller på negativ-vægten, men samlet set er der meget lidt negativt at komme efter hos det potentielle topvalg i 2015-draften.

Mange mener, at Notre Dames Ronnie Stanley (6’6, 312) ikke er langt efter Tunsil i forhold til talent.

Og ligesom Tunsil bør Stanley blive en kommende elite-venstre tackle i NFL.
– Han er en prototype venstre tackle. Jeg mener, at han er tættere på Tunsil, end hvad mange folk mener. De er meget lig hinanden med lange arme (Stanleys er hele 35 5/8 inches-lange), begge er først og fremmest bedst på kasteblokeringer, hvilket er, hvad du ønsker i en kast-først-liga, siger NFL Networks Mike Mayock.

Stanley var basketball-spiller i high school i Las Vegas og er, som Tunsil, ultralet på fødderne, og det gør, at han i mange tilfælde kan følge med de hurtigste pass-rushers på kanten. Han har hurtige, aktive hænder, og han bruger effektivt de meget lange arme til at drage en fordel i mødet med modstanderen. I 2015 tillod han ifølge Pro Football Focus kun 14 pressures på 484 kast, hvor han dækkede op – og han startede 39 kampe i karrieren.
– Han er en stor, atletisk offensive tackle med lette fødder og formidable bevægelser, mener NFL Medias Bucky Brooks.


Kritikerne peger på, at Stanley stadig skal være teknisk stærkere og have mere styrke, og ifølge en kilde, som The Milwaukee Journal-Sentinel har talt med, er han ikke kendt for at være hårdtarbejdende uden for banen. Men han er et kæmpestort talent, der er blevet sammenlignet med den bedste udgave af Denver Broncos’ Ryan Clady.

Michigan States Jake Conklin (6’6, 308) leverede en virkelig flot indsats ved The Scouting Combine i februar, og gennem college-karrieren startede han35 kampe som venstre tackle og tre som højre tackle.
– Han er en klassisk Big Ten-lineman. Stor, hårdfør og ond i sulet, siger en anonym NFL-scout til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Konferencen, der er kendt for sit “throwback football”, har tidligere produceret linemen som Jon Runyan og Bryan Bulaga, og det er to af navne, som Conklin bliver sammenlignet med. Det er linemen, der typisk aldrig giver op, og som trives med “power football” i sne, rusk og regn.
– Han gav Ohio State en røvfuld i 4. quarter af kampen mod dem. Ikke fordi han var mere talentfuld end de fyre, men fordi han ville det mere end dem. Han er sejere end gammelt, tørt oksekød. Han passer til vores division, siger en anonym scout fra et NFC North-hold til NFL.com.

Conklin har ikke de bedste football-fødder og kan få problemer mod de skarpeste edge rushers, men han er en solid atlet, der er stærk og teknisk meget god. Som minimum kan han blive en virkelig, virkelig god højre tackle, alternativt en overmiddel venstre tackle.

En anden Big Ten-lineman, Ohio States Taylor Decker (6’7, 310), er en stor fyr, der i sin sidste sæson blev kåret til årets offensive lineman i konferencen.

Ligesom Conklin er han ikke nogen elite-atlet, og han er et klart bedre match som højre tackle end som venstre tackle. Han er en hårdfør lineman, der er aggressiv og voldsom i sin fremtoning på banen, og som elsker at sætte de brutale blokeringer ind, der gør ondt på forsvarsspillerne.

Hans største force er på løbespil, hvor han gennem sine tre år som starter (42 kampe som starter) viste store fremskridt, og så beskrives han som en ledertype, der er en stor gevinst for miljøet i et omklædningsrum.
– Jeg tror ikke, at han nogensinde bliver en elitespiller, men han bør få en lang karriere som en solid, startende tackle, fortæller NFL Networks Daniel Jeremiah.

Få spillere har allerede været igennem det, som Auburns Shon Coleman (6’5, 307) har prøvet. I foråret 2010 blev han ramt af lymfekræft, og i de næste godt to år kæmpede han mod og besejrede til sidst kræften.

Herefter begyndte han hos Auburn, og i de seneste to sæsoner har han startet alle kampe som venstre tackle hos The Tigers.

Han er en kæmpe af en lineman, der effektivt bruger sin størrelse, hænder og brutale styrke til at flytte modstanderne. Williams bliver sammenlignet med andetvalget i 2014-draften, Greg Robinson, der ikke rigtigt er slået igennem i NFL, men som minder meget om Williams idet de begge er nogle giganter med et stort, naturligt talent, men som samtidig har meget at lære, fordi de har blokeret i Auburns simple system.
– Det angreb er svært at evaluere spillere i, fordi de ikke gør meget i at lave traditionelle, basale kasteblokeringer, siger en anonym NFL-scout til the Milwaukee Journal-Sentinel.

I en optimal verden kan han med tiden blive en solid, startende venstre tackle, hvis han tager de nødvendige fremskridt og ikke får afsløret helbredsmæssige gener af kræftsygdommen.

Én af de offensive tackles, der gjorde den bedste figur ved The Scouting Combine, var Indianas Jason Spriggs (6’6, 301), der forinden også havde gjort det godt under The Senior Bowl-ugen i januar.

I Indianapolis blev Spriggs timet i tiden 4,94 sekunder, og hans broad jump på 9 foot 4 var længst af alle offensive linemen. Spriggs, der har startet fire sæsoner i college, har en ideel kropsbygning med lange arme (34 1/8 inches), og han er en fremragende atlet, hvilket en stærk workout ved The Scouting Combine beviste. Han nærmest “danser” hen over banen og kommer ekstremt hurtigt ud af starthullerne, når bolden bliver snappet.

Han har ikke været lige stabil i kampene, og han savner noget mere styrke og saft og kraft i kroppen. I en perfekt verden står han i et zoneblokeringssystem. Potentialet er godt.

Le’Raven Clark (6’5, 315) startede 51 kampe for Texas Tech og er en gigant af en mand med 36 1/8 inches-lange arme og 11 7/8 inches-store hænder – begge største af alle offensive linemen, der blev målt og vejet i Indianapolis.

Trods sin størrelse er han en rigtig god atlet med et enormt potentiale, der kan overraske positivt i NFL og som minimum blive en middelmådig starter. Han har meget lette fødder, men har stadig meget at lære efter at hav stået i Texas Techs kasteivrige, men simple angrebssystem.
– Han bliver bedre, når han kommer til et “pro”-angreb og væk fra dét, som Texas Tech gør, og så bliver han én af de fem bedste tackles i vores liga, siger en anonym personnel director fra et NFC-hold til NFL.com. Western Michigans Willie Beavers (6’6, 324) er en god atlet, der bevæger sig særdeles smidigt på banen, og som er som bygget til et zoneblokeringssystem.

Han har startet 40 kampe for holdet og har gjort det godt mod nogle af de bedste pass-rushers, han har mødt, herunder mod Ohio State og Michigan State.

Beavers er teknisk upoleret – endnu – men har mange af de træk, man leder efter hos en venstre tackle i NFL.

Carson Wentz’ bodyguard hos North Dakota State, Joe Haeg (6’6, 304) er også i draften efter at have startet 60 af de 61 kampe, han har spillet for FCS-skolen.

Samlet set er han en solid atlet, der har erfaring fra begge tackle-positioner, og som er hårdfør, men han savner råstyrke i kroppen. Det vil hæmme ham. Han kan dog på sigt blive en starter i NFL.

Stanfords Kyle Murphy (6’6, 305) er bygget som en NFL-tackle, og han har et godt antrit ud af starthullerne, er kraftfuld, holdbar og aggressiv. Han er dog ikke en elite-atlet, og der er dem, der mener, at han ikke har styrken til at være en effektiv højre tackle, eller de atletiske evner til at være en effektiv venstre tackle. Derfor kan et skifte til guard-positionen være en mulighed.

Skriv et svar