Football For Folket!

Training camp preview: Pittsburgh Steelers

Pittsburgh Steelers har et par åbne spørgsmål på offensive nøglepositioner, som skal afklares i løbet af training camp. Hvilke positioner der er tale om, kan du læse om lige her.

Tid og sted: 27. juli – Saint Vincent College, Pennsylvania

Hvordan bliver rotationen på running back?
Steelers’ normale starter, running back Rashard Mendenhall, rev korsbåndet over i den sidste kamp i 2011 og vil med stor sandsynlighed starte training camp på active/PUP-listen. Selvom Mendenhall har udtalt, at knæet er helet “fantastisk”, så er det tvivlsomt, om det tidligere førsterundevalg bliver aktiveret før sæsonstart. Steelers kan aktivere ham når som helst, men holder de Mendenhall på active/PUP-listen hele training camp, så misser den 25-årige running back de første seks kampe. Med Mendenhall skadet vil Isaac Redman formentligt få de fleste snaps med førsteholdet, men Jonathan Dwyer vil presse ham for spilletid. Dwyer sluttede selv sidste sæson på injured reserve med en brækket fod men er klar til training camp. Baron Batch og John Clay skal kæmpe om de næste pladser, men ingen af de to forventes at få betydelige snaps i training camp.

Hvem skal starte på venstre tackle?
Et af de helt store spørgsmål ved indgangen til training camp er, hvem der skal starte på venstre tackle og passe på quarterback Ben Roethlisberger. Jonathan Scott er blevet fyret, og Max Starks er hentet ind på en etårig aftale og vender tilbage igen, ligesom han gjorde midtvejs i sidste sæson. Starks har startet 80 kampe for Steelers de sidste otte sæsoner og synes at være sikkerhedsnet, hvis ikke holdets andenrundevalg fra årets draft, Mike Adams, slår til. Der er dog næppe tvivl om, at Steelers vil bruge training camp på at holde et skarpt øje med de to for at se, hvem der giver Big Ben bedst beskyttelse.

Andre interessante spørgsmål er…
… om Steelers’ angreb kan nå at mestre den nye offensive koordinator Todd Haleys angrebssystem… hvilken form wide receiver Mike Wallace er i, efter han har misset al training i offseason på grund af kontraktstridigheder… om den førsterundevalgte guard, David DeCastro, kan håndtere jobbet som starter på venstre guard… hvor klar nose tackle Casey Hampton er ovenpå sin korsbåndsskade… hvordan rotationen mellem Steve McLendon og rookie Alameda Ta’amu bliver, så længe Hampton ikke træner… om Cortez Allen og Curtis Brown kan presse Keenan Lewis for starterjobbet på cornerback…

Skriv et svar