Football For Folket!

Training camp preview: Carolina Panthers

Carolina Panthers går 2012-sæsonen i møde med et angreb, der synes at være godt i stand. Men hvad med forsvaret, hvor der er et par uafklarede spørgsmål på linebacker og cornerback?

Tid og sted: 28. juli – Wofford College, South Carolina

Hvor kommer Luke Kuechly til at spille?
Panthers valgte Bostons megatalent, middle linebacker Luke Kuechly, med deres førsterundevalg i årets draft og tilføjelsen af tackling-maskinen giver Carolina et luksusproblem. Holdet har i forvejen det tidligere førsterundevalg, Jon Beason, som styrmand i midten, men som det ser ud her kort før training camp, så vil Kuechly overtage jobbet som middle linebacker. Kuechly tog alle snaps i midten i OTA og minicamp, men der var Beason fraværende på grund af en skade. Og det er langt fra givet, at Kuechly ender som holdets startende midtermand. I training camp vil Panthers nøje se, om kombinationen af Kuechly som middle linebacker og Beason på weak side er den bedste løsning, og man kan sagtens forestille sig, at de to bytter plads, inden sæsonen starter. Training camp vil give os det endelige svar.

Hvem skal starte modsat cornerback Chris Gamble?
Gamble er sikker mand i startopstillingen på det bageste forsvar, men hvem der skal starte modsat er et helt åbent spørgsmål. Captain Munnerlyn startede 14 kampe sidste år, inden han endte på injured reserve, men han er et stærkt kort som slot corner og ideelt set bedst i sub-pakker. Spørgsmålet er, om Brandon Hogan – der blev opereret for en korsbåndsskade i december – eller rookie Josh Norman kan presse Munnerlyn ud af startopstillingen. Norman gjorde det godt i forårets OTA og har måske en chance for at starte som rookie. Og hvad med det tidligere New England Patriots-andenrundevalg Darius Butler, der startede seks kampe sidste år men primært spillede i en reserverolle? Det synes helt åbent i Carolina, og kampen om starterjobbet modsat Gamble er et af de helt store “battles” i training camp.

Andre interessante spørgsmål er…
… hvordan quarterback Cameron Newton tackler sin rolle som en mere markant leder… om den knæskadede tackle Jeff Otah bliver helt klar til camp… om rookie guard Amini Silatolu kan holde pladsen i startopstillingen… om wide receiver Brandon LaFell kan leve op til den store hype… om Panthers vil bruge Mike Tolbert som fullback eller running back… hvor meget de 20 ekstra pund, som defensive end Greg Hardy har taget på, vil påvirke hans hurtighed og evne som pass rusher… om linebacker Thomas Davis er helt klar ovenpå sin tredje korsbåndsoperation…

Skriv et svar