The Quarterback Killa

Han måtte ikke snakke
Og efter 2002-sæsonen vandt Tampa Bay holdets første Super Bowl.
– Da Warren kom hertil, ændrede alt sig. Han gav holdet en attitude, fortæller Tampa Bays tidligere general manager Rich McKay.

Med Sapp på holdet gik Tampa Bay fra at være et taberhold til at være et hold med denne selvsikre attitude. En arrogant attitude, mente kritikerne og modstanderne, men ikke desto en attitude af, at Buccaneers ikke bare havde tænkt sig at blive løbet over ende.
– Han er en meget talende fyr. Men han får sat gang i os, har Buccaneers’ fullback Mike Alstott sagt til Pro Football Weekly.

På banen vidste de direkte modstandere ved line of scrimmage, at de kunne forberede sig på at høre hvad som helst, når de stod foran en duel med Sapp.

Før et spil, fik modstanderen at vide, hvad han kunne forvente – og efter spillet blev han hånet, hvis Sapp – som det oftest skete – havde vristet sig forbi ham.
– Du vil gerne gøre ham stille. For hvis han snakker meget, betyder det, at han har en stor kamp. Det kan du ikke tillade, så du skal gøre ham stille, sagde Raiders’ guard Frank Middleton forud for Super Bowl’en i februar 2003.

Sandheden var dog, at Sapp sjældent var stille. Dels fordi, hans præstationer konstant var så gode, dels fordi han bare ikke kunne lade være med at snakke.

Især hans ”trash talking” med Brett Favre er legendarisk. De to stjernespillere mødtes i 17 opgør gennem de år, hvor Green Bay og Tampa Bay hørte sammen i NFC Central, og det blev nærmest synonym med de opgør, at Favre og Sapp skulle råbe af hinanden og stå med ansigtet millimeter fra hinanden.

Favre var en ”playboy”
Det begyndte for alvor i et slutspilsopgør i januar i 1998.

På forhånd havde Buccaneers’ daværende head coach Tony Dungy sagt, at det var dagen, hvor Buccaneers endelig skulle ”nedlægge” de evige ærkerivaler. Sapp var ikke i tvivl om, at Dungy talte direkte til Sapp, da han sagde ordene, og den motivation bragte det bedste frem i Sapp. Han sackede Favre tre gange, forcerede to fumbles og samlede en fumble op.

Men det, de fleste bedst husker fra kampen, var den ordveksling, der var mellem Sapp og Favre.

Efter et spil, hvor Favre lå på jorden efter et hit og troede, at han havde brækket næsen, råbte Sapp til ham:
– Hey, ”pretty boy”. Hvad er der galt?, hvorefter Sapp gik ud mod sidelinien.

Favre rejste sig op og gik selv fra banen, men frem for at koncentrere sig om næste spil, var hans fokus kun rettet mod Sapp:
– Mike Holmgren (Packers’ head coach) forsøgte at holde ham, men han rev sig fri af Holmgren, og så gik han over til mig og sagde: ”Hvad vil du gøre, fede?”.

Sapp svarede øjeblikkeligt igen:
– Jeg går ingen steder, playboy. Én quarter mere. Dig og mig. I dag finder vi ud af, hvem der er den ondeste af os to.

De to klappede hinanden i hånden og gik ud på banen og afgjorde kampen, som Green Bay vandt.

Som årene skred frem, var der adskillige flere ordvekslinger og ”head butts” mellem de to, der havde en stor respekt for hinanden, men efterhånden blev Favre mere stille:
– Han taler ikke til mig mere. For når han taler med mig, spiller jeg bedre, så de vil ikke have, at han siger noget, sagde Sapp i 2003.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *