Football For Folket!

The Nixon Play

I 1971 var det efter sigende selveste den amerikanske præsident, der kaldte et spil, som Washington Redskins kørte i en slutspilskamp. Et spil, der blev afgørende, og som i dag er omgivet af mange myter.

NB! Artiklen blev første gang bragt i 2010.

Ondsindede rygter vil vide, at George Allen kun kaldte spillet fordi, han ønskede at forblive på Det Hvide Hus’ gæsteliste.

Andre hævder, at cheftræneren hos Washington Redskins valgte det spil, fordi han bare ville være flink.

Men uanset hvad, det end er, er det en god historie.

For det er ganske enkelt usædvanligt, at den amerikanske præsident kalder et spil, som et NFL-hold herefter bruger i en kamp. Endda en kamp af betydning. Ikke desto mindre var det, hvad præsident Richard M. Nixon – hvis man tror på historien – gjorde forud for slutspilskampen 2. juledag i 1971 mellem hans elskede Washington Redskins og San Francisco 49ers.

Spillet er siden blevet kendt som ”The Nixon Play”.

Et spil, der blev en kæmpe fiasko, som vendte kampen totalt og blev indledningen på det nederlag, der sluttede Redskins’ sæson.

Huskede en reserve-receiver

Det var på det tidspunkt – i 1971 – en kendt sag i USA, at landets førstemand var helt tosset med football. Det var tre år før, at Richard Nixon for at undgå en rigsretssag frivilligt trådte tilbage som præsident oven på ”Watergate”-skandalen, som i dag kaster et dystert lys ned over hans embedsperiode.

I 1930’ernes USA havde Richard Nixon selv haft bolden mellem hænderne som football-spiller hos Whittier College i Californien. Han var kvik på banen, men ikke talentfuld, erkendte han siden. Derfor var han konstant en bænkevarmer.
– Jeg kom på banen til nogle få kampe, efter at de (kampe) var håbløst vundet eller tabt. Altså når de sender reserverne ind, så bolddrengen og så mig, har Nixon fortalt.

LÆS: Optakt til ugens kampe i NFL – week 4

Men trods manglen på fysiske evner på banen var Nixons fascination af sporten enorm. Han var mere nørdet omkring NFL end mange ”die hard”-fans, og selv i 1968, hvor han rejste USA tyndt i forbindelse med den amerikanske præsidentvalgkamp, var han helt opdateret i forhold til footballs verden.

Det oplevede den berømte journalist Hunter S. Thompson, da han under valgkampen til primærvalget fik en times interviewaudiens på bagsædet af Nixons limousine. Thompson var selv en kæmpe football-fan og rodede sig under interviewet ud i en fortælling om et kast mod ydersiden i det års Super Bowl mellem Green Bay og Oakland. Et kast, som Raiders’ reserve-receiver Bill Miller havde grebet.

Nixon tøvede et sekund, slog så Thompson på låret og udbrød:
– Det er ved Gud rigtigt! Drengen fra Miami!, med henvisning til, at Miller havde gået på University of Miami.

Paterno rasede over Nixon

Året efter – i 1969 – kunne enhver se, at den nyvalgte præsident var en football-fanatiker, da han i december fløj med Air Force One fra Washington D.C. til Fort Smith, Arkansas, for at følge opgøret mellem college footballs to højst rangerede hold. De ubesejrede Arkansas Razorbacks og ubesejrede Texas Longhorns.

Nixon og en fornem delegation, der også bestod af den senere præsident George H. W. Bush og den senere udenrigsminister Henry Kissinger, ankom i sidste sekunder før kick off til stadion, hvor Nixon sad ved 35-linjen og kunne følge slaget, som senere er blevet kaldt for ”Århundredets kamp”. I fjerde quarter var Texas bagud 14-0, men lavede så et fantastisk comeback og vandt 15-14.

Efter opgøret leverede Nixon brøleren, der resulterede i 90.000 vrede breve, som blev sendt til Det Hvide Hus. Præsidenten overrakte nemlig Texas sit eget hæderstrofæ og kronede reelt – eller i hvert fald uofficielt – The Longhorns som nationale mestre, selvom sæsonen ikke var slut endnu.

Men i college football, hvor det dengang som nu er levende mennesker, der subjektivt bestemmer, hvem der skal være med i det sjove selskab, når sæsonen bliver færdigspillet, tyngede det selvsagt temmelig meget, at selveste præsidenten havde lagt op til, at Texas burde blive mestre.

Harmen var enorm hos Penn State, der vandt 11 kampe i både 1968 og 1969, og cheftræneren Joe Paterno, som i dag i øvrigt stadig træner holdet i en alder af 83 år, rasede. Han mente, at hans hold var bedre end Arkansas, som dog siden slog Notre Dame i The Cotton Bowl, og som officielt blev kåret som nationale mestre – præcist som Nixon ønskede det.
– Jeg tror ikke, at Nixon er klar over, hvor vrede og skuffede Penn State og Joe Paterno var, fortæller historikeren Nicholas Sarantakes, som har forsket i konflikten.

Secret Service frygtede “shotgun-angreb”
Richard Nixons favorithold i NFL var Washington Redskins. Og selvom han måske havde verdens mest pressede tidsprogram, dukkede han i en tid, hvor USA var i krig i Vietnam, og hvor Amerika var præget af interne uroligheder og demonstrationer, ofte op til træningen for at følge ”sit” hold. Han landede med en helikopter på træningsbanen, omtalte spillerne ved fornavn og imponerede dem med sin viden om deres fortid, fødested og statistiske data.

LÆS: Optakt til ugens kampe i NFL – week 4

Begejstringen over ”rødhuderne” skyldtes ikke mindst, at Richard Nixon havde et nært forhold til Redskins’ head coach George Allen. Sidstnævnte havde været træner for Whittier College, som Nixon gik på, og op gennem 1960’erne, hvor Allen var head coach hos Los Angeles Rams, havde de to været ”football buddies”.

Nixon skrev breve til sin ven og kom med opmuntrende ord, og han fulgte ofte Rams’ kampe på stadion. Som dengang under en træningskamp mod Chiefs, hvor George Allen sendte sin søn Bruce, der nu er general manager hos Redskins, op til Nixons plads på tribunen med en holdopstilling og en cola. Da Bruce Allen på et tidspunkt opdagede, at Chiefs’ quarterback Len Dawson stillede op flere meter bag sin center, sprang han op og råbte:
– SHOTGUN!!!

Nixons bodyguards fra Secret Service gik nærmest i alarmberedskab over frygten for, at der var en maskinpistol i nærheden, men Nixon lagde resolut en dæmper på den tilspidsede situation:
– Rolig, drengen snakker bare football, sagde han.

Sov kun få timer før vigtigt møde
Venskabet mellem Nixon og Allen blev kun bedre af, at Allen i 1971 blev head coach hos Washington Redskins.

Nixon proklamerede med det samme, at ansættelsen af George Allen ville føre til et mesterskab i enten Allens første eller anden sæson, og måske var det derfor, at han engang sørgede for at holde en telefonlinje ledig, så han via telefonen kunne følge ”spil-efter-spil”-kommenteringen af opgøret i Dallas mellem Cowboys og Redskins.

Og da Richard Nixon en mandag i december 1971 opholdt sig på Azorerne vest for Portugals kyst for næste morgen at mødes med Frankrigs præsident George Pompidou, havde han ikke kun internationale, økonomiske problemer i tankerne, som var mødetemaet. Nixon blev således oppe til klokken halv fem om morgenen – lokal tid – for at høre Redskins’ opgør mod Rams via militærets fodboldtransmission fra kampen, inden han fik en smule søvn og få timer senere mødtes til de vigtige drøftelser med den franske præsident.

To uger efter den mandagskamp var Redskins i slutspillet og stod i første runde ude overfor San Francisco 49ers. Og det var her, at ”The Nixon Play” blev bragt på banen af Redskins og George Allen.

Der er utallige versioner af, hvorfor Redskins rent faktisk kaldte det spil. Afhængig af hvem man spørger.

Skal man tro George Allens datter, Jennifer, havde Nixon under en træning hos Redskins, som han tidligere på sæsonen havde overværet, fået lov til at kalde et offensivt spil. Han kaldte en ”flanker reverse”, hvor en wide receiver skulle løbe med bolden. Et spil, som George Allen aldrig før havde kaldt i sin karriere, og som han respektløst betragtede som et ”trickspil”. Men den dag til træning virkede ”The Nixon Play” til perfektion.

Præsidenten fik skylden for nederlag

Ifølge flere kilder var Nixon åbenbart så stolt over succesen til træningen, at han aftenen før 49ers-kampen ringede til George Allen og venskabeligt foreslog, at Redskins dagen efter forsøgte sig med netop ”The Nixon Play”.
– George, jeg kunne godt tænke mig at se dig bruge Roy Jefferson på den ”end-around”. Det burde skaffe dig mange yards, forklarede Nixon angiveligt.

Som foreslået af lederen af den frie verden, så gjort.

LÆS: Optakt til ugens kampe i NFL – week 4

Foran med 10-3 stod gæsterne sidst i anden quarter på 49ers’ otte-yard-linje. George Allen bad quarterback Billy Kilmer om at køre en ”flanker reverse”. Det blev første og eneste gang i sin karriere, at Allen kaldte det spil.
– Da spillet blev råbt ind, tænkte vi: ”Wow, de kører den virkelig!”, har Kilmer siden fortalt.

Resultatet af ”The Nixon Play” var fatalt.

49ers’ forsvarsspillere fornemmede med det samme, hvad der skulle ske, de var helt oppe i ansigtet på boldholderen Roy Jefferson, som tabte hele 13 yards. Det efterfølgende field goal-forsøg blev blokeret, og i stedet for en komfortabel og måske afgørende udbygning af føringen, mistede Redskins momentum og tabte kampen 24-20.

George Allen betegnede ”The Nixon Play” som opgørets ”store, store spil, hvor vi ikke fik nogen point”. I omklædningsrummet efter kampen sagde en Redskins-spiller, at Allen havde fået ”højtstående ordrer” om at kalde spillet, og i aviserne dagen efter fik Nixon skylden for nederlaget.

Det var i sandhed blevet et spil af national interesse.

Forsøgte sig med nyt spilkald

Men eftertiden fik aldrig vished om omstændighederne bag spillet. Hverken Allen eller Nixon, der nu begge er døde, har bekræftet, at Nixon kaldte spillet, men de har heller ikke afvist det.

Og siden har rygterne og historierne hvirvlet rundt. Marv Levy, der som cheftræner var i fire Super Bowls med Buffalo Bills, var dengang Redskins’ special-teams-træner. Han påstår, at det var Allen, som selv bad Nixon om at foreslå netop det spil – som en slags gestus til deres venskab. Andre hævder omvendt, at Allen ikke turde andet end at bruge Nixons spilforslag i kampen, fordi han frygtede at komme i ”bad standing” i Det Hvide Hus. Og så er der dem, der hævder, at det hele er én stor myte.

Pudsigt nok blev det ikke sidste gang, at Richard Nixon – måske – kaldte et spil.

I sæsonen derpå – i 1972 – ringede præsidenten til en anden af sine trænervenner, Miami Dolphins’ Don Shula, og foreslog et ”down-and-in”-kast i Super Bowl XI til wide receiver Paul Warfield. Don Shula modtog opkaldet klokken halv to om natten – otte timer efter, at Miami Dolphins havde slået Indianapolis Colts i AFC-finalen og kvalificeret sig til Super Bowl mod Dallas Cowboys. I første quarter af Super Bowl kaldte Shula og Dolphins rent faktisk det spil, men Bob Grieses kast til Paul Warfield blev slået i jorden af Mel Renfro.

Det er dog ”The Nixon Play”, som Redskins og George Allen kørte, det har været omgivet af størst opmærksomhed og mytedannelse.

Et spil, der – hvis historien holder – viste, hvor stor en football-fan Richard Nixon var. Men som også viste, at en træner ikke skal lytte til alle de gode råd eller ordrer, han får.

Heller ikke selvom de kommer fra selveste præsidenten.

Skriv et svar