Super Bowl XLVIII: Når Seahawks har bolden

Harvin giver et boost
Baldwin (50 catches, 778 yards, 5 TDs) er en tidligere undrafted free agent, som har fået masser af spilletid i 2013, hvor angrebet i store dele af sæsonen har været uden de skadede Percy Harvin og Sidney Rice. Baldwin imponerede i NFC-finalen med seks catches for 106 yards, og han er en smidig, adræt herre, der i denne sæson kun har tabt to bolde, han burde have grebet.

Jermaine Kearse (22 catches, 346 yards, 4 TDs) er også en del af rotationen, og han scorede et afgørende touchdown i NFC-finalen. Med sine 6 fod 1 inch og 209 pund er han den største af de toneangivende receivers på holdet, men reelt kun et fjerdevalg. Men for et hold, der bruger fire wide receivers i 8,2 procent af tiden (tredjemest i NFL) er der også Super Bowl-snaps i vente til Kearse.

Receiver-korpset vil få et kæmpe boost af playmakeren Percy Harvins tilbagekomst. Harvin (ét catch, 17 yards i 2013) sad ude i NFC-finalen med en hjernerystelse, og inden da var han ude i alle på nær én kamp med en slem hofteskade. Harvin har dermed kun spillet samlet 39 snaps, siden Seahawks i marts sidste år handlede sig til ham i Minnesota og gav ham en seksårig aftale til hele 67 millioner dollars. Men nu er han tilbage – og er frisk og klar til at spille på fuld tid, erklærer head coach Pete Carroll.

Og det er vigtigt. Ganske vist er den lille wide receiver formentlig stadig en smule rusten, men få angrebsspillere var i 2012 så farlige med bolden i hænderne som Harvin, der tidligt i sidste sæson spillede på et MVP-niveau. Og i år har Harvin snittet hele 17,5 yards på seks boldberøringer i form af fire kickoff-returneringer, et catch og et løb. Harvin har hurtigheden, antrittet og det eksplosive retningsskifte til at score touchdown hver gang, han har bolden i hænderne, og han er en trussel, som Denver er nødt til at tage meget, meget alvorligt. Bliv ikke overrasket, hvis Harvin bliver kampens store spiller, for han har evnerne til være det.

Seattle kaster sjældent dybt i midten
Harvin, der sandsynligvis vil få mange snaps i ”the slot”, vil formentlig i store dele af kampen blive dækket af Champ Bailey, hvis Broncos – som flere forventer – lader Bailey tage sig af Harvin i Broncos ”zone/mand-mod-mand”-kombinerede forsvarssystem.

Bailey siger selv, at han ikke har været mere frisk i sæsonen, end han er nu, og i AFC-finalen dækkede han i ”the slot”, når Patriots havde tre receivers på banen. I denne sæson har han fra den position tilladt syv catches på 11 kast for 54 yards og et touchdown.

Seattle er ikke et hold, der bruger deres tight ends meget i kasteangrebet. Starter Zach Miller (33 catches, 387 yards, 5 TDs) er solid, men ikke nogen stor trussel – og han har i denne sæson i gennemsnit kun været mål for et kast tre gange pr. kamp. Reserven Luke Wilson har grebet 20 bolde for 272 yards og et touchdown. Med sine 6 fod 5 inches er han et højt mål i endzonen.

De to tight ends vil især ramme sammen med Denvers safeties, strong safety Duke Ihenacho og free safety Mike Adams. Sidstnævnte er klart den bedste i kasteopdækning og er med sine 32 år en veteranskikkelse, mens Ihenacho (udtales ”EE-ah-NAHcho”) er bedst mod løb. Fælles for begge er dog, at de har kæmpet hårdt for deres jobs, og safety-duoen anses for at være Broncos-forsvarets største svaghed.

Det kan Seattle potentielt udnytte, hvis de vil. For ganske bemærkelsesværdigt har Seattle i denne sæson kun forsøgt sig med to (!) kast over 20 yards ned gennem midten – mellem de to safeties. For de dybe kast, som Seahawks har haft succes med, har især været ud mod sidelinjerne.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *