Football For Folket!

DD Classic: The Super Bowl Jitters

Tanken om at stå i en Super Bowl kan gøre nogle spillere til nervevrag og skade deres præstationer. To tidligere NFL-spillere med i alt otte Super Bowls på cv’et fortæller her eksklusivt til Draftday.dk om deres Super Bowl-nerver.

Natten før sin første Super Bowl i 1991 lukkede Mark Kelso ikke et øje. Nervøsiteten og spændingen gjorde det umuligt for ham at falde til ro.

Ja, selv appetitten var slået groggy af tanken om næste dags store begivenhed i Tampa.
– Jeg husker, at jeg aftenen før fik et måltid mad, og jeg havde endda svært ved at spise, fortæller Mark Kelso til Draftday.dk.

Kelso var ramt af dét, som amerikanerne har givet sit helt eget navn: ”Super Bowl Jitters”. Nervøsiteten over at stå foran sit livs største kamp. På den største scene af dem alle foran det halve USA og mange hundreder millioner mennesker verden over.

Og Mark Kelso ved om nogen, hvordan spillerne har det forud for Super Bowl. Fire gange i årene 1991 til 1994 var den hårdtslående safety og Buffalo Bills nemlig i finalen, og selvom Kelso blev bedre og bedre til at håndtere den forvirrende uge, den tunge vejrtrækning og de dårlige nerver, lægger den nu 46-årige pensionerede NFL-spiller i et eksklusivt interview med Draftday.dk ikke skjul på, at psyken er påvirket ved udsigten til, at finalen er så tæt på.
– Det er helt anderledes end nogen anden kamp, du nogensinde har spillet, fortæller Kelso, der i 1994 efter otte sæsoner hos Buffalo Bills trak sig tilbage og i dag arbejder på en high school i det vestlige New York.

Skulle flyve næste morgen

Den udlægning er Ricky Proehl helt enig i.

Ligesom Kelso løb Proehl også på banen til hele fire Super Bowls – med tre forskellige hold. Som en kvik, hurtig wide receiver i NFL nåede Proehl frem til ”Den store Dans” sammen med både Rams (to gange), Panthers og Colts.

Og i et eksklusivt interview med Draftday.dk fortæller Proehl, at Super Bowl næsten er for stort til at kapere.
– Det er overvældende, respektindgydende og spændende med mange distraktioner, siger han til Draftday.dk.

Mark Kelso husker, hvor voldsomt mødet med Super Bowl-ugen var, da han i 1991 stod foran sin første Super Bowl, hvor New York Giants var modstanderen. Dengang var der kun én uge mellem konferencefinalerne og Super Bowl.

Han havde kun haft en sen aften og nat til at nyde, at Bills havde smadret Los Angeles Raiders med 51-3 i AFC-finalen, inden han og Buffalo næste formiddag klokken ti fløj til Tampa, hvor finalen skulle spilles.
– Der er så mange distraktioner i Super Bowl-byen. Der er mange aktiviteter, alle typer underholdning, som foregår, for ikke at tale om, at din dag er splittet af mange medieaftaler, samtidig med at du forsøger at forberede din game plan, fortæller han.

Men hverdagene frem mod Super Bowl forløber trods alt hurtigt, fordi der er så mange forstyrrende elementer ved siden af forberedelserne til kampen.

Weekenden er meget lang

Så er det straks værre med weekenden. For på dagen – og dagen før dagen – har spillerne tid og ro til for alvor at mærke sommerfuglene baske med vingerne på den indvendige side af navlen.
– Én ting er spørgsmålet: Hvornår vil den nervøsitet og angst ramme dig? Du håber, at du kan udsætte det så længe som muligt, men du ved, at lørdag og søndag vil være lange, og at du tænker på kampen. Du vil være rastløs. Det bliver svært at få en god nats søvn, siger Arizona Cardinals’ quarterback Kurt Warner, der har været i tre Super Bowls, til AP.

Søndag – i timerne op til kampen – bliver mange spillere i stor stil ramt af ”Super Bowl nerver”, som fik de en flad lussing i ansigtet. Og det bliver ikke bedre af, at kampen først spilles klokken 18.30 og ikke – som de fleste søndagskampe i løbet af sæsonen – klokken 13. Fem en halv time mere er meget ekstra ventetid, når ens mave i forvejen er ved at blive krænget ud ved tanken om dét, der venter.

Mark Kelso husker tydeligt ankomsten til Tampa Stadium i 1991, hvor han var få timer fra at gå på banen til sit livs kamp – Super Bowl XXV.
– Du har muligheden for at spille i en kamp, der kun er spillet 24 gange før, og du har muligheden for at vinde et mesterskab til din by. Du vil gerne spille det bedste, du kan, så der er noget nervøsitet, fortæller Mark Kelso til Draftday.dk.

Spillerne reagerer på helt forskellig vis.

Hines Ward brækkede sig

Hines Ward havde det for eksempel virkelig skidt, inden han i 2006 skulle være deltager i sin første Super Bowl – mod Seattle Seahawks. Lige inden kampstart brækkede han sig.
– Jeg bliver aldrig syg før en kamp. Aldrig. Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig er blevet syg før en kamp, men min mave var så kvalmende, og jeg var lidt nervøs. Jeg gik ud på toilettet, så mine holdkammerater ikke kunne se mig. Jeg ville ikke have, at de skulle se mig sådan, sagde Ward om timerne inden den Super Bowl, hvor han siden fik styr på nerverne og blev kåret som kampens mest værdifulde spiller.

For New England Patriots’ quarterback Tom Brady var optakten til hans første Super Bowl – i 2002 mod Rams – helt anderledes. Brady var faktisk så afslappet, at han faldt i søvn i omklædningsrummet.
– Jeg vågnede og sagde til mig: ”Jeg troede ikke, at jeg ville have det så godt.” Jeg ved ikke, hvordan jeg forklarer det. Man overbeviser bare sig selv om, at det bare er en endnu kamp, har Brady fortalt.

Efter den lille ”powernap” gik den dengang 24-årige Brady ud på det grønne kunstunderlag i The Superdome i New Orleans og førte Patriots frem til en chokerende 20-17-sejr over favoritterne fra St. Louis Rams.

Bradys møde med Ole Lukøje i optakten hører dog formentligt til usædvanlighederne. For Super Bowl er bare ikke tidspunktet, hvor nerverne holder sig ro.

Og ro var der heller ikke, da Ricky Proehl i 2000 stod i omklædningsrummet sammen med Kurt Warner, Isaac Bruce, Torry Holt og de andre Rams-stjerner i ”The Greatest Show on Turf”-angrebet, mens de ventede på, at Super Bowl XXXIV skulle begynde.
– Det var elektrisk og overhovedet ikke stille. Der blev spillet musik, folk var fyldte med nervøs energi og hoppede rundt, fortæller han til Draftday.dk.

Holdkammeraterne hyperventilerede

Den tidligere Redskins-quarterback Joe Theismann, som var bag center i to Super Bowls, husker, at han indenfor de sidste ti minutter inden ét af opgørene skulle ”100 gange på toilettet”. Han så holdkammerater hyperventilere og brække sig.

I Bills’ omklædningsrum forud for finalen i 1991 forsøgte holdets træner Marv Levy at berolige sine anspændte spillere med en peptalk om, at Bills-mandskabet – der var favoritter – ”blot” skulle forsøge at spille op til deres niveau:
– Der er mange distraktioner. Der sker meget her. Men når I går på banen, er det stadig bare en bane. Den er 100 yards lang. Den har samme dimension som alle andre baner, som I hele året har spillet på. Hvis vi går ud på banen og spiller vores bedste football, og de spiller deres bedste football, er det højst sandsynligt os, der vinder fodboldkampen, lød det ifølge Kelso fra Levy.

Kelso, som i 1991 var 27 år, husker, at han blev ramt af et jagende sus i mellemgulvet, da han forud for samme opgør skulle introduceres som én af forsvarsspillerne hos Buffalo Bills.

73.813 tilskuere på Tampa Stadium og hundreder millioner af tv-seere i det meste af verden kunne høre en speaker råbe ordene – ”Som free safety…fra William & Mary…med nummer 38…Mark Kelso”, mens Kelso ene mand spurtede ud af tunnelen, samtidig med holdkammeraterne og tilskuerne hujede og klappede ham ind.
– Og du ved bare, at alle dine familiemedlemmer, fans og millioner af mennesker ser dig. Venner og folk, du voksede op med, spillede ungdoms-football og high school-football med, de ser dig løbe på banen og håber, at du vinder kampen. Det var et meget oplivende øjeblik, siger Mark Kelso til Draftday.dk.

Kelso tænkte på vennerne

Efter at holdene endelig er hamret ind på banen følger de klassiske, højtidelige ceremonier.

De kan føles som evigheder for spillere, der bare gerne vil i gang med dét, de så længe har ventet på: Afsyngningen af ”America the Beautilful” og nationalmelodien samt møntkastet, der afgør, hvem der skal indlede opgøret med bolden.
– Jeg ville bare gerne have, at kampen skulle begynde, husker Ricky Proehl.

Mark Kelso blev dybt berørt af Whitney Houstons smukke og nu legendariske udgave af ”The Star Spangled Banner” – som i 1991 blev sunget af popstjernen, mens USA var i krig i Mellemøsten.
– Det var spektakulært. Der var fyrværkeri, der gik af, og jagerfly, som fløj over os. Det var utroligt, fortæller han.

Endelig – når to ugers forberedelser og arrangementer er i bogen, og adskillige traditioner er afviklet – kan kampen begynde. Super Bowl skal sparkes i gang.

Og det hjælper som regel på nerverne, selvom det tager tid og mange snaps før Super Bowl nerverne er borte.
– Det tager lidt længere tid at falde ned, end det gør i andre kampe, husker Mark Kelso.

Ricky Proehl, der greb én enkelt bold for 11 yards i Super Bowl XXIV, faldt i sin første finale aldrig helt ned. Bogstaveligt talt, kan man næsten sige:
– Jeg følte, at jeg var hævet én meter over jorden. Det var nærmest som en ”ud-af-kroppen”-oplevelse. Adrenalinsuset forbliver hos dig i resten af kampen. Jeg følte mig hurtigere, end jeg nogensinde havde følt mig, siger han til Draftday.dk.

Chargers-spillere var hårdt ramte

Problemet er bare, at nogle spillere er så store nervevrag i begyndelsen af kampen, hvor de kæmper for at få styr på tankerne, vejrtrækningen og den rumlende mave, at de koster deres hold dyrt.

Efter San Diego Chargers’ ydmygende 49-26-nederlag til San Francisco 49ers i Super Bowl XXIX i 1995 mente holdets head coach Bobby Ross således, at enkelte af hans defensive spillere var alt for påvirkede af tanken om, at de stod i en Super Bowl.

Allerede på finalens fjerde spil scorede San Francisco touchdown, da to Chargers-spillere lavede en kæmpe brøler i opdækningen, så 49ers’ quarterback Steve Young kunne finde wide receiver Jerry Rice på et 44-yard touchdown-kast. Bobby Ross mente, at de to safeties Darren Carrington og Stanley Richard, som helt utilgiveligt lod farlige Rice slippe forbi dem, ganske enkelt var ”rædselsslagne” over at stå på den største scene af dem alle.
– Om det var fordi, at det var Super Bowl, ved jeg ikke – men det må bare ikke ske, sagde Ross bagefter.

I Pittsburghs 21-10-finalesejr over Seattle Seahawks i 2006 var holdets quarterback Ben Roethlisberger kampen igennem nervøs i en usædvanlig grad, og han spillede langt under evne.
– Det var skørt, for hvis jeg er nervøs forud for en kamp, forsvinder de (nerverne) som regel efter det første spil. Men i Super Bowl forsvandt de aldrig, og jeg mener også, at man tydeligt kunne se det på mit spil, sagde han sidste år.

Kelso fik ikke triumfen

Ricky Proehl havde generelt styr på nerverne kampen igennem og nåede at vinde to Super Bowls i sin karriere. Én med Rams og én med Colts. Mark Kelso vandt til gengæld aldrig en eneste Super Bowl.

Fra 1991 til 1994 tabte Bills alle de fire finaler, som holdet havde kæmpet sig frem til.

Derfor må Kelso i interviewet med Draftday.dk med en vis ærgrelse i stemmen sige, at han gerne ville have byttet et nederlag for en sejr.

Og baseret på egne erfaringer ved Mark Kelso, hvad der kan afgøre, om et hold i sidste ende står med ”The Vince Lombardi Trophy” eller ej.

For det gælder ikke nødvendigvis altid om at have det bedste hold. Som Indianapolis Colts og New Orleans Saints næste søndag vil erfare, er et hold nået et enormt stykke tættere på sejren, hvis spillerne formår at dæmpe nervøsiteten:
– Det er som regel det hold, der bedst håndterer det, som kommer vindende ud af kampen, siger Mark Kelso.

Skriv et svar