Football For Folket!

Sørens bud: De to Super Bowl-deltagere bliver…

Søndag den 3. februar 2013 bliver den kommende sæsons Super Bowls afgjort. Du kan her læse, hvem, Søren Hygum Hansen tror, vil være de to deltagere.

Super Bowl bliver et møde mellem to af de senere års mest vindende mandskaber, New England Patriots og Green Bay Packers.

Packers først. Med Aaron Rodgers som quarterback i sin “prime” vil Packers altid kunne nå langt, men han er samtidig omgivet af så meget “fire power” og har nu i Cedric Benson en over-middel running back, at angrebet igen vil score masser af point. Packers bliver ét af de sværeste hold at stoppe i 2012. Samtidig bør forsvaret blive forbedret efter sidste sæsons elendigheder – det kan kun gå fremad – og samlet ser jeg, at Packers tager hjemmebanefordelen i NFC og gør rent bord i slutspillet.

Patriots’ forsvar mod svage angreb
Man kan bruge samme tankegang omkring Patriots. Så længe Tom Brady er quarterbacken, og så længe han ikke viser tegn på at være i sin karrieres efterår, vil New England altid have et hold, der kan slå alle. Jeg ser ingen grund til, at de to tight ends, Rob Gronkowski og Aaron Hernandez, bliver mindre værdifulde end i 2011. Måske har nogle hold i denne offseason fundet strategien til at stoppe de to, men det ændrer bare ikke ved, at de begge er så så hurtige, stærke og atletiske, at de færreste hold har midlerne i form af spillerne til at stoppe dem og resten af angrebsarsenalet.

Angrebslinjen bekymrer, men ikke nok til, at det holder Patriots væk fra den store dans om “The Vince Lombardi Trophy”. Dertil kommer, at forsvaret – som Packers’ forsvar – kun kan blive bedre efter et skuffende 2011. Flere nye navne er kommet til, og nok så vigtigt er modstandernes angreb på papiret ikke skræmmende. I 2012 møder Patriots’ forsvar ikke ét eneste angreb, der var placeret bedre end som nummer 13 i total offense i 2011. Til gengæld venter nummer 32 (Jaguars), 31 (Rams), 30 (Colts), 28 (Seahawks) og 26 (49ers).

Texans når langt
Selvom de angreb måske er forbedrede, og selvom jeg ikke ser defensiven være mere end middelmådig, er det også rigeligt så længe, at Brady og Co. sætter masser af point på tavlen. Endelig – og det er det allervigtigste: Patriots har NFLs letteste turneringsprogram i 2011. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Patriots vinder mindst 13 kampe i 2012 og måske endda 14 opgør.

I de to konferencefinaler gætter jeg på, at Patriots slår Houston Texans, der både har de offensive playmakers og det unge, stærke forsvar til at nå langt i 2012. Og Packers slår samtidig San Francisco 49ers, der måske har NFLs på papiret bedste forsvar og et forbedret angreb, men som i 2012 også skal kæmpe mod større forventninger, et langt sværere turneringsprogram og risikoen for flere skader end de relativt få, som 49ers fik i 2011. Jeg vil derfor ikke blive synderligt chokeret, hvis 49ers skuffer i 2012, men til gengæld slår til i 2013, hvor meget af truppen formentligt vil være intakt.

I Super Bowl vil det kunne gå begge veje, og det er totalt umuligt at forudse en vinder. Jeg forsøger dog og gætter på, at Patriots igen misser chancen på den største scene af dem alle, mens Aaron Rodgers igen kan kalde sig mester og i en alder af 29 år – og efter sin anden Super Bowl-triumf – vil få folk i Green Bay til at spørge, om han NU ikke er en større quarterback end Brett Favre…

Rigtig god sæson!

/Søren Hygum Hansen

NFC-finalen: Green Bay Packers slår San Francisco 49ers
AFC finalen: New England Patriots slår Houston Texans

Super Bowl XLVII: Green Bay Packers slår New England Patriots

NFL MVP: QB Aaron Rodgers, Green Bay Packers
NFLs Offensive Player of the Year: QB Aaron Rodgers, Green Bay Packers
NFLs Defensive Player of the Year: DE Jason Pierre-Paul, New York Giants
Head Coach of the Year: Gary Kubiak, Houston Texans

Skriv et svar