Football For Folket!

Scott Fujita revser ligaen efter Bountygate-høring

Den karantæneramte Cleveland Browns’ linebacker Scott Fujita langede mandag kraftigt ud efter NFL, efter han havde været til Bountygate-høring i New York i forbindelse med sin appelsag.

– Jeg har endnu ikke set noget, der sætter mig i forbindelse med et eller andet “betal-for-at-skade” program; ikke i de sidste tre måneder, ikke i løbet af de sidste tre dage, ikke i dag, sagde en vred Fujita til medierne, da han forlod høringen efter en time.

Fujita, der har fået tre spilledages karantæne, var sammen med New Orleans Saints’ defensive end Will Smith og Green Bay Packers’ defensive lineman Anthony Hargrove til møde med NFL-kommissær Roger Goodell, der ifølge spillerne endnu ikke har fremlagt bevis for, at de skulle have deltaget i “Bountygate”.

– Og måske er det fordi, der ikke er noget, der kunne placere mig i et eller andet “betal-for-at-skade” program, sagde Fujita.

Ifølge Fujita kom der ikke noget nyt frem under høringen, der kunne underbygge de karantæner, som NFL har givet de tre spillere og Saints’ linebacker Jonathan Vilma, der valgte ikke at møde frem.

– NFL har været skødesløse og uansvarlige, og de har lavet fejl, og på et eller andet tidspunkt tror jeg, de er nødt til at besvare spørgsmål om det, sagde Fujita.

Skriv et svar