Football For Folket!

Sådan bliver Andreas Knappes hverdag hos Redskins

Andreas Knappe er tilbage i NFL, men hvad er det for et liv og en hverdag, der venter ham på Redskins’ practice squad? En tidligere NFL-træner, der også har trænet danskeren, fortæller til Draftday.dk om ligaens træningstrupper.

*****

Der var ikke mange, der bemærkede det, da Buffalo Bills den 31. august 2004 fyrede en undrafted tight end fra Arkansas. Han var blot én af 11 spillere, som Buffalo Bills fyrede på årets sidste sommerdag, da holdet trimmede truppen til 68 spillere.

Og der var næppe mange, der bemærkede det, da samme spiller én uge senere blev signet til holdets practice squad.

Men her 13 år senere er han et meget kendt NFL-navn. Og måske endda en kommende Hall of Famer. Navnet er Jason Peters. Et tredobbelt All-Pro-valg i NFL, der indledte karrieren som tight end på Bills’ practice squad og slutter den som én af ligaens allerbedste på en helt anden position – som offensive tackle.

Jason Peters er et bevis for, at der er spillere, der når langt  i NFL – meget langt endda – selvom de indleder karrieren på et holds practice squad. Som danske Andreas Knappe nu gør det hos Washington Redskins, efter at holdet mandag signede ham til holdets practice squad.

Dengang i 2004 hed Jason Peters’ positionstræner hos Bills, Frank Verducci. En nu 60-årig trænerveteran fra både NFL og senest college football, hvor han gennem 2015 og 2016 ganske rammende var assistenttræner og offensiv koordinator for netop Andreas Knappe hos University og Connecticut. Nu følger Verducci danskerens karriere fra sidelinjen. En karriere, der har bragt Knappe til Redskins.
– Jeg tror, at Andreas vil tilvænne sig situationen og få en fin karriere i NFL. Han er en intelligent ung mand og vil hurtigt vænne sig til det, siger Verducci til Draftday.dk.

Andreas Knappe bliver nu holdkammerat med Ryan Kerrigan, der her jubler. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons


Må arbejde endnu hårdere
Som Bills’ tight ends coach i 2004 og siden som assisterende offensive line coach året efter havde Frank Verducci en stor del af æren for, at Jason Peters udviklede sig så meget. Og i 2005 foreslog head coach Mike Mularkey, at Peters skiftede position og blev offensive tackle. Og allerede i den første sæson startede Peters 10 kampe som offensive tackle, året efter var han fuldtidsstarter, fik så en ny, stor aftale med bøflerne, inden han blev valgt til den første af ni Pro Bowls.

Jason Peters gjorde siden dét, som 320 practice squad-spillere i NFL lige nu drømmer om: han skabte en fantastisk og lang NFL-karriere, der stadig er i gang hos Philadelphia Eagles.

Men virkeligheden er, at langt de fleste spillere på et holds practice squad aldrig bliver mere end dét. En uerfaren spiller, der bliver brugt som ekstra mand til træning, men som aldrig spiller så meget som én eneste down i NFL. Bare spørg Frank Verducci, der har trænet practice squad-spillere hos Cincinnati Bengals, Dallas Cowboys, Buffalo Bills og senest Cleveland Browns.
– En medlem af et holds practice squad må arbejde endnu hårdere for at sikre sig en fremtid i ligaen, fortæller Frank Verducci til Draftday.dk.

LÆS: Stolt Andreas Knappe: Det er super fedt!

For hver Jason Peters er der nemlig også Matt Kopa, Eric Kettani og John Parker Wilson, Kopa er i dag produktmanager for en app-udvikler i San Francisco, Kettani arbejder som PR-medarbejder for den amerikanske flåde, og Wilson er finansiel rådgiver hos finanshuset Morgan Stanley.

Og fælles for alle tre spillere er, at de aldrig gik på banen til en NFL-kamp. Det var lige ved og næsten for dem – som det har været det for tusinder af practice squad-spillere gennem årene.

Men det gør ikke deres job mindre vigtigt. For som talrige NFL-trænere har fortalt gennem årene, er practice squad-spillere en væsentlig del af et hold.
– De er meget vigtige. De er vitale for dette hold, sagde Seahawks’ safety Earl Thomas i november sidste år.

Taxichauffører blev til NFL-spillere
For at forstå vigtigheden af practice squad-spillere, skal man først forstå, hvad en practice squad er. “Træningstruppen” blev skabt tilbage i 1940’erne af legendariske Paul Brown, der som head coach hos Cleveland Browns var eminent god til at spotte football-talent, men som var hæmmet af, at ligaens regler forbød flere end 33 spillere på hvert hold.

Derfor omgik Brown reglerne på snedig vis. Han måtte ikke ansætte flere spillere, og derfor lavede han en aftale med ejeren af Cleveland Browns, Arthur B. McBride. Han ejede et stort taxaselskab, og gennem det selskab hyrede de to en række talentfulde spillere, der formelt set havde job som taxachauffører. De kørte dog aldrig så meget som én kilometer i en hyrevogn, men trænede i stedet med resten af Cleveland Browns-truppen uden at spille kampe – træningstruppen blev kendt som “the taxi squad”.

Siden begyndte andre hold at kopiere samme smuthul i reglerne, før NFL til sidst skar igennem og lovliggjorde en “træningstrup” ved siden af den aktive trup, der fik navnet “practice squad”.

LÆS: Redskins-eksperter: Et godt hold for Andreas Knappe

En practice squad-spillers fornemmeste opgave er træne sammen med den aktive 53 mand-trup – simpelthen fordi der er behov for ekstra spillere, hvis der skal være nok til at køre øvelser for alle spillere. Ikke mindst som sæsonen skrider frem, og flere og flere spillere sidder uden for med skader.
– I løbet af ugen arbejder de på det fundamentale i spillet med holdkammeraterne, de agerer modstanderens angreb under forsvarets træning, og de skal samtidig studere holdets game plan, hvis de bliver aktiveret til kamp i løbet af ugen, men de skal også studere modstanderens angreb, så de kan eksekvere det gennem ugen, fortæller Frank Verducci til Draftday.dk.

Netop arbejdet med at agere modstanderens angreb er ifølge flere kilder en afgørende del af arbejdet som practice squad-spiller.

Træningspiller agerer Larry Fitzgerald
Når Buffalo Bills for eksempel skal møde Arizona Cardinals om søndagen, vil holdet typisk bede en wide receiver på holdets practice squad om at agere Larry Fitzgerald gennem ugens træninger. Den spiller har naturligvis ikke samme evner som Fitzgerald, han har måske heller ikke samme størrelse eller kropsbygning, men han kan til gengæld nøje studere, hvordan Fitzgerald løber sine ruter, og hvilke tendenser, han har. Små ting, der kan gøre en forskel, når Bills-cornerbacken står over for Fitzgerald om søndagen.

Da Seattle Seahawls slog New England Patriots med 31-24 sidste år, blev sejren sikret på Patriots’ sidste angrebsspil, hvor safety Kam Chancellor dækkede Patriots’ super-tight end Rob Gronkowski på et kast fra ét-yard-linjen og ind i endzonen – uden at “Gronk” kunne gribe bolden.

Præcist samme spil havde Seahawks øvet til træning om fredagen, hvor Chancellor dækkede holdets practice squad-spiller, tight end Marcus Lucas, der ugen igennem havde ageret Gronkowski og endda båret nummer “87” – Patriots-stjernens trøjenummer. Også på det spil – på samme samme rute – vandt Chancellor duellen, og en god generalprøve gav to dage senere en lige så god premiere.

Efterfølgende gav flere Seahawks-folk kreditten for spillet til Marcus Lucas.
– Det er et vidunderligt bevis på, hvordan en ung spiller på practice squad kan afgøre udfaldet af en kamp, sagde Seahawks’ head coach Pete Carroll efter opgøret.

Kam Chancellor vandt duellen med “Gronk” – med hjælp fra en spiller fra practice squad. FOTO: Mike Morris, Flickr

Men en spiller i træningstruppen får altså ikke det payoff fra ugens træninger, der normalt venter om søndagen, hvor alle træningsøvelserne skal omsættes til praksis i kampen – og til touchdowns og tacklinger. Og han ved, at han hele tiden er i farezonen for at blive fyret. De fleste NFL-hold skifter stort ud i dets practice squad gennem sæsonen i jagten på den uslebne diamant.
– Det er ikke unormalt at holdene lave flere ændringer på dets practice squad, mens de hele tiden vurderer, om den spiller har en fremtid på holdet, forklarer Frank Verducci.

NFLs svar på yo-yo’en

Det har special teamer Ross Ventrone oplevet. Intet mindre end 30 gange i årene i 2010 til 2013 blev han enten signet til New England Patriots practice squad, forfremmet til den aktive trup eller igen fyret.

Han var NFLs svar på yo-yo’en, fordi han konstant vendte tilbage til holdet, der ellers havde fyret ham, men som igen og igen fik brug for ham for en kort bemærkning.
– Du er nødt til at omfavne muligheden, du får, og kæmpe imod mageligheden eller tvivlen. Du kan hele tiden blive signet af et andet hold eller aktiveret til kamptruppen. Men typisk bliver du i stedet fyret, fordi du underpræsterer eller udvikler en magelig attitude, siger Frank Verducci til Draftday.dk.

Andreas Knappe ved uden tvivl, at den fare konstant lurer. Football-eventyret kan slutte hver evig eneste dag, når man er en del af practice squad og hænger med det yderste af neglene i NFL.

Men som Jason Peters har bevist, kan det modsatte også ske.

For Knappes ophold på Redskins’ practice squad kan være begyndelsen på en lang og flot NFL-karriere.

Skriv et svar