Football For Folket!

Så lad da bare Morten prøve det spark…

Allerede i college football viste Morten Andersen sine store evner som kicker. Han kunne hamre lange field goals mellem stængerne, og især ét af sparkene glemmer den tidligere holdkammerat og “holder” hos Michigan State, John Leister, aldrig. I vores artikelserie frem mod Andersens Hall of Fame-indlemmelse på lørdag har vi bedt Leister om at fortælle sin yndlingshistorie om danskeren.

Ja, ja, så lad ham da bare prøve, tænker John Leister.

Holdkammeraten hos Michigan State, Morten Andersen, har netop bekræftet over for Leister, at han godt kan ramme plet på det 63 yard-lange field goal, som han nu får muligheden for at fyre af. Det er Leister, der som holder, skal placere bolden for Andersen.
– Da Coach (Frank) Waters sendte ham ud, kan jeg huske, at jeg spurgte ham: “Kan du ramme herfra?”. Hans svar var: “Gør dig klar og så får vi at se!”. Resten af os tænkte bare: “Hvad fanden, lad ham bare prøve.”, fortæller John Leister i dag i et interview med Draftday.dk.

Det er de døende sekunder af 1. halvleg af opgøret i college football mellem Michigan State og Big Ten-rivalerne fra Ohio State. Året er 1981, Ronald Reagan er nyvalgt amerikansk præsident, IBM har netop lanceret den første PC, medierne er kun begyndt at omtale en ny, dødelig sygdom senere kendt som AIDS, og Joe Montana, Bill Walsh og San Francisco 49ers er midt i deres første Super Bowl-sejrende sæson.

Fire år forinden er Morten Andersen fra Struer i en alder af 16 år rejst med flyet fra Kastrup Lufthavn til Indiana i USA, hvor han efter planen skulle leve et lille år som udvekslingsstudent. Men dét, der skulle være et år-langt ophold, blev, som bekendt, til et liv i USA og en karriere som feteret sportsstjerne.

Morten gik amok
I 1978, blot fire måneder efter, at han første gang sparker til en football, begynder Andersen hos Michigan State, der giver ham et stipendium, fordi de ser et stort potentiale i den danske kicker med det enormt stærke sparkeben.

Og tre år senere – i 1981 – er øjeblikket så kommet, hvor Morten Andersen kan bevise over for alle, at han kan sende bolden mellem stængerne fra meget lange afstande. På det tidspunkt er NFL-rekorden for det længste field goal netop en 63-yarder, og skolerekorden er en 61-yarder, men Andersen har til træning ramt spark, der var endnu længere, så det er ikke helt umuligt, at han kan score på sparket.

LÆS: Klar til hævnens kamp efter et “Godfather”-måltid

Alligevel er John Leister skeptisk, da han sætter sig ned på det ene knæ og gør sig klar til at gribe snappet og placere bolden foran Andersens venstrefod.
– Men jeg sætter bolden ned, og han hamrede til bolden. Da jeg så bolden flyve afsted, rejste jeg mig og så den så ramme mellem stængerne, husker Leister.

Han vendte sig rundt for at ville kramme sin holdkammerat, der netop havde scoret på et spark så langt, at det stadig er en Big Ten-rekord den dag i dag. Faktisk var der så meget plads mellem stangen og bolden, da den hamrede igennem, at sparket kunne have været godt for 70 yards ude.

Men Leister kunne ikke kramme Andersen.
– For han sprintede ned langs sidelinjen, jublede og gik totalt amok. Da jeg endelig fik indhentet ham, grinte han højlydt, fortæller John Leister til Draftday.dk.

Cowboys og 49ers viste interesse
Ohio State vandt siden kampen, men oven på det spark havde NFL-holdene set nok, og flere hold – ikke mindst Dallas Cowboys og San Francisco – var interesserede i at vælge Andersen i næste års draft. Det blev dog New Orleans Saints, der faktisk overhovedet ikke havde vist interesse, som tog Andersen i 4. runde med 86. valget – den højstvalgte kicker i NFL i tre år.

LÆS: Morten Andersen: Det bliver stort og følelsesladet

I dag husker John Leister, der også var The Spartans’ startende quarterback, og som i dag er offensiv koordinator hos Lindenwood University i Missouri, sin tidligere holdkammerat som en kicker, der havde en enorm tro på egne evner på banen – som det lange field goal-forsøg også viste. Og så var han en altid glad og sjov fyr.
– Han var altid sjov at være sammen med. Men når det gjaldt om at sparke, var det ren business. Han var og er stadig den bedste, jeg så sparke. Og som holdkammerat var han mere en linebacker end en kicker. Han havde altid ens ryg, hvis der var behov for det, og vi havde alle hans ryg, siger han til Draftday.dk.

Leister fortæller, at han – som andre – mener, at Andersen burde være indlemmet i Pro Football Hall of Fame for flere år siden. Men på lørdag sker det altså officielt.
– Jeg er glad på hans vegne, og jeg er virkelig stolt over, at jeg var hans “holder”. Morten var simpelthen den bedste.

Nb! I de kommende dage frem mod Hall of Fame-ceremonien næste lørdag udgiver Draftday.dk en lang række artikler om Morten Andersen. Vi har i den seneste tid interviewet tidligere holdkammerater og NFL-folk om danskeren, der fortæller om deres syn på – og tid sammen med den nyudnævnte Hall of Fame-sparker.

Skriv et svar