Football For Folket!

Romneys VP-kandidat: Foruroligende Packers-kamp

Dommerskandalen i NFL – der natten til tirsdag kulminerede med det kontroversielle touchdown i opgøret mellem Seattle og Green Bay – får nu præsidentkandidaten Mitt Romneys løjtnant, Paul Ryan, på banen.

Vicepræsidentkandidaten bringer direkte skandalen ind i den amerikanske præsidentvalgkamp.
– Jeg vil gerne begynde med at tale om noget meget foruroligende, der skete i går. Så i Packers-kampen? Come on. Det er tid til at få de rigtige dommere på banen. Og ved I hvad: Det minder mig om Præsident Obama og økonomien, sagde han under et møde i Cincinnati.

Ryan er “foruroliget” over. at Seattle fik et touchdown på et catch i en situation, hvor Green Bay ifølge mange iagttagere og fans verden over tydeligt lavede en interception. Et touchdown, der blev dømt af én af de udskældte erstatningsdommere.

Paul Ryan sammenlignede erstatningsdommerne med Obama.
– Hvis du ikke kan gøre det rigtigt, må du ud, sagde han med henvisning til, at Obama skal forlade Det Hvide Hus til fordel for Mitt Romney.

Ryan er – i øvrigt – Packers-fan.
– Modsat Seattle Seahawks vil vi gøre os fortjent til denne sejr, sagde han.

Skriv et svar