Rapoport: Nye oplysninger i “Deflategate”

NFL Networks Ian Rapoport kunne søndag aften offentliggøre nye oplysninger omkring “Deflategate” – sagen, hvor New England Patriots er mistænkt for at have lettet tryk fra 11 bolde før AFC-finalen.

Ifølge kilder, som Rapoport har talt med, havde én bold et tryk, der var to pund pr. kvadrattomme under den tilladte minimumsgrænse, “adskillige” var cirka én pund pr. kvadrattomme under, mens “adskillige” andre var lige akkurat under grænsen. NFL er i besiddelse af bolden, der havde et tryk på to pund pr. kvadrattomme under minimumsgrænsen, mens de andre bolde fortsat er i Patriots’ besiddelse.

Det skyldes, at referee Walt Anderson havde mærket boldene, men han har tidligere dømt to andre Patriots-kampe og også mærket de bolde, og eftersom boldene fra AFC-finalen nu er tilbage i cirkulation, er de ikke til at spore.

Rapoport erfarer også, at den Patriots-mand, der er i NFLs søgelys, fordi han uden for protokollen tog boldene med på et toilet, efter at han havde fået dem, er en “ældre mand”. Ifølge Rapoports kilder var han på toilettet i 98 sekunder og ikke “kun” 90 sekunder, som først fortalt af Pro Football Talk.

NFL undersøger netop nu sagen og kan potentielt straffe Patriots for snyd, selvom der ikke er faste beviser. Den uafhængige undersøger, Ted Wells, har allerede interviewet mindst 40 personer om sagen, men ventes ikke at have en rapport klar før om længere tid.

NFL har ifølge Pro Football Talk ikke afhørt hverken Patriots’ quarterback Tom Brady eller head coach Bill Belichick endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *