Optakt: Når 49ers har bolden…

Den bedste siden Cowboys-linjen
De tre løber bag NFLs bedste angrebslinje – i forhold til løbespil. En linje så god, at Fox Sports’ kommentator, eks-quarterbacken Troy Aikman, siger, at det er den bedste linje, han har set i 20 år. Den bedste linje siden dengang i 1990’erne, hvor han stod bag en linje hos Dallas Cowboys, der havde navne som Nate Newton, Larry Allen og Erik Williams.

Angrebslinjen er en sand ”power blocking”-linje med enorme køleskabe (fire af fem starters vejer mere end 315 pund), som konstant forsøger at begrave modstanderne på blokeringerne.

På venstrekanten er Joe Staley én af NFLs bedste, run blocking tackles, og den tidligere tight end er uhyre let på fødderne og meget hårdfør, men manden ved hans side, venstre guard Mike Iupati, er endnu bedre på løbespil. 25-årige Iupati er spækket med potentiale, er “nasty” og aggressiv, men samtidig meget, meget mobil og hurtig for en lineman, der vejer 330 pund. Staley og Iupati sætter mange blokeringer langt nede af banen.

Løber bag ét ton
Center Jonathan Goodwin er erfaren, har været i Super Bowl med Saints og laver få fejl, og ved hans højre side står Alex Boone. En 25-årig undraftet free agent, som, det var ventet, ville være det svageste led i startopstillingen, men Boone har været overraskende god – faktisk så god, at Pro Football Focus rangerer ham som NFLs fjerdebedste guard. Den 6 fod 5 inches-høje højre tackle, Anthony Davis, runder angrebslinjen af og er som de fire andre en aggressiv, stærk lineman.

Fælles for alle fem spillere er, at de er meget, meget stærke på løbespil, mens de ind i mellem laver dumme fejl i kasteopdækningen. Anthony Davis har eksempelvis tilladt ti sacks i 16 kampe, mens Joe Staley har haft kampe (som mod Packers’ Clay Matthews), hvor han havde enorme problemer. Men på linjens bedste dag er ingen angrebslinje i NFL bedre.

På nogle løbespil kommer også køleskabene Daniel Kilgore og Leonard Davis på banen som ekstra linemen, og når det sker, har 49ers’ syv lineman foran Gore, der tilsammen vejer 2260 pund eller lige godt ét ton.

Ngata er tilbage
De fem står overfor for et forsvar, der har været plaget af skader i hele 2012-sæsonen, og det er en stor del af forklaringen på, at enheden kun var nummer 17 i total yards. For det er tankevækkende, at slutspilskampen mod Colts var den første kamp i 2012-sæsonen, hvor inside linebacker Ray Lewis og outside linebacker Terrell Suggs stod på banen samtidig.

I slutspillet er 3-4-defensiven under ledelse af defensiv koordinator Dean Pees trådt i karakter. Forsvaret har kun tilladt fire offensive touchdowns mod så stærke modstandere som Colts’, Broncos’ og Patriots’ angreb, og i anden halvleg af AFC-finalen mod Brady og New England tillod Ray Lewis og Co. slet ingen point.

Den stime forsøger selvsikre Ravens at fortsætte i Super Bowl.

Oppe foran bliver det de to defensive ends, Pernell McPhee og Haloti Ngata, samt den 345 pund-enorme nose tackle Ma’ake Kemoeatus opgave at slås med 49ers’ angrebslinje sammen med Arthur Jones, Terrence Cody og DeAngelo Tyson. Linjen er blevet bedre og bedre, som sæsonen er skredet frem, og især Ngata er ved at være tilbage ved fordums styrke, efter at flere skavanker har hæmmet ham gennem sæsonen.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *