NFLs onde hovedpine

NFL-spillere kan bedre ”tåle” hjernerystelser
I 2003 offentliggjorde MTBI-komitéen sin første af i alt 16 rapporter, der alle havde samme konklusion: Hjernerystelser er ikke et problem i NFL, og der er ingen sammenhæng mellem hits til hovedet på football-banen og problemer senere i livet. I 2004 hævdede komitéen endda, af NFL-spillere er i mindre fare for at pådrage sig hjernerystelser og efterfølgende skader end almindelige mennesker, fordi de mest sårbare football-spillere allerede er valgt fra, inden de når gennem nåleøjet til NFL.

Og året efter skrev komitéen i en rapport, at det under nogle omstændigheder kunne forsvares at lade både NFL- men endda også college- og high school-spillere vende tilbage til banen i en kamp, hvor de ellers havde pådraget sig en hjernerystelse.
– Det giver ikke en større risiko for en ny skade at returnere i samme kamp eller senere i sæsonen, stod der skrevet i rapporten.

Samtidig angreb komitéen de forskere, som hævdede, at der er en sammenhæng mellem football og hjerneskader. Ben Omalu, der fandt “CTE” i Mike Websters hjerne, fik kaldt sine undersøgelser for “voodoo-research”, og komitéen krævede ligefrem, at hans rapport blev fjernet fra lægetidsskriftet ”Neurosurgery” – uden at det dog skete.

Og så sent som i september 2009 kritiserede NFL – ganske usædvanligt – den spørgeskemaundersøgelse, som ligaen selv havde betalt for hos ”University of Michigans Institute for Social Research”, og som viste, at demens og Alzheimers var mere udbredt blandt pensionerede NFL-spillere end hos resten af den amerikanske befolkning. Undersøgelsens konklusioner krævede mere research, mente MTBI-komitéens nye med-formand, Ira Casson, som i 2007 sammen med David Viano erstattede Elilot Pellman.
– Jeg kan se, at respondenterne mener, at de har fået diagnosen. Men det næste skridt skal være at se, om det virkelig hører sådan sammen, lød det kontant fra Casson i 2009.

”Dr. No” ser ikke en sammenhæng

To år forinden fik han øgenavnet ”Dr. No”, da han igen og igen svarede ”nej” i et interview, hvor han blev spurgt, om der er en sammenhæng mellem gentagende skader til hovedet og depression, demens, Alzheimers eller nogen former for helbredsproblemer efter NFL-karrieren. Nej, nej, nej, var svaret på de spørgsmål.

Det var også i 2007, hvor NFL før sæsonen gav alle spillere en pamflet, hvor ligaen fortalte om hjernerystelser og hvilke helbredssignaler spillerne og deres familier skulle holde øje med for at vurdere, om spilleren havde fået en hjernerystelse i en kamp. Umiddelbart et positivt tiltag. Men i bunden af samme pamflet skrev NFL også, at forskningen stadig var i gang med fastslå, om hjernerystelser i NFL ville føre til langsigtede skader.

NFL fortalte altså – blot én måned før sæsonstarten – ligaens små 2000 spillere, at det stadig ikke var fastlået, at hjernerystelser fremkommet på football-banen overhovedet var farligt.

Kritikerne mener i dag, at NFL på det tidspunkt var i en tilstand af benægtelse. Ligaens ledelse lukkede øjnene, satte to fingre i ørene som et barn på fire år og råbte ”la la la la la”, fordi den ikke ville høre, at NFL havde et hovedrystende problem.

For hvis NFL – mente kritikerne – først accepterede præmissen om, at football kan være lig med hjerneskader senere i livet, ville NFL både skade footballs omdømme og risikere gigantiske søgsmål om erstatninger fra tidligere spillere. Det ville få alvorlige følger for NFL, som ligaen ikke kunne overskue konsekvenserne af.
– Jeg føler, at de var i en meget seriøs tilstand af benægtelse, siger Ann McKee i filmen ”League of Denial”.

Som en læge tilknyttet NFL ifølge bogudgaven af ”League of Denial” sagde til Bennet Omalu, da Omalu fortalte om sine opdagelser:
– Hvis 10 procent af mødrene i dette land begynder at anse football som værende en farlig sportsgren, er det slut med football, som vi kender det.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *